Amtmandens Døtre (1879)

av Camilla Collett

[II, 17]

273Under disse Tildragelser havde Georg Kold tilbragt en stille, men arbeidsom Tid. Vi gjenfinder ham ved hans Arbeidsbord i hans Bolig i Kristiania. Han reiste sig netop fra nogle Timers vedholdende Skriveri. Var han syg, eller var det Skjæret af den heldende Martsdag i det i sig selv noget triste Værelse, men vist er det, at han så bleg og medtaget ud, og hans Ansigt havde ikke det tilfredse Udtryk, som vi kjender fra hans Ophold hos Amtmandens. Han gik nogle Gange hurtigt op og ned, af og til stansende ved Vinduet for at kaste et adspredt Blik ud på den smudsige Gade. Ikke uden Glæde så han Müller dreie om Hjørnet og tage Veien mod hans Bolig.

274De såes endnu temmelig ofte. Ethvert Skin af Åbenhjertighed var imidlertid forsvundet fra Kolds Side. Han havde endelig grebet det Rette, han havde kort og bestemt afvist enhver Indtrængen på Enemerker, hvor han vidste, at Müller aldrig vilde forstå ham. Müller respekterede dette, og gjorde heller aldrig noget Forsøg derpå, uden at det dog – det må vi sige til hans Ros – voldte noget Skår i den virkelige Interesse, han viste sin unge Ven. Denne trængte på sin Side til hans Selskab som Adspredelse. Müller var dog en Individualitet. Hans særegne, noget krasse Måde at opfatte Tingene på, morede ham, ligesom det kunde forbause ham mangengang at se den kirurgiske Sikkerhed, hvormed Müller for hen over ethvert Livsfænomen, hvor der var noget Illusorisk at bortskjære. Halve Timer kunde han sidde taus og høre på hans lunefulde, ofte barokke Ekspektorationer, og da Müller, som alle livlige, megettalende Mennesker, i en taus Tilhører altid så en god Tilhører, og til Nød overførte noget af egen Overflod på ham, mærkede han lidet til Kolds Ordknaphed og gik efter slige Monologer gjerne bort med det Indtryk, at hans Georg dog var et sjeldent underholdende Menneske, et Menneske, som man kunde tale med.

275Kold havde stillet en Tobakskasse midt på Bordet og tændt en Voksstabel, en Tilberedelse, som Müller lønnede med et tilfreds Nik og et Spørgsmål til hans Befindende, da han i den sidste Tid ikke havde været rigtig vel.

Du bør ikke gå ud, vedblev han med et prøvende Blik på Kolds Træk, der, netop oplyste af Flammen, hvorover han tændte en Cigar, syntes ham påfaldende skarpe og lidende. Det er en afskyelig lumsk Luft, som endog Friske bør tage sig iagt for. Giv mig din Hånd.

Å Snak, sagde Kold afværgende. De gjør for meget Væsen deraf.

Efter Müllers uheldige Operationer hos Amtmandens, undgik han hvad der kunde bringe Tanken hen på hine Scener. Kold nævnte næsten aldrig sit Ophold der. De følte måske Begge, at det var et Punkt, der ingen Forklaring tålte mellem dem.

Samtalen var allerede med den Müller egne Bevægelighed gledet over de forskjelligste Gjenstande, da han pludselig udbrød:

Hvad siger Du til Nyheden fra Amtmandens?

Kold kastede et Blik til Siden, ligesom et Menneske, der har tændt en Mine, som skal 276sprænge ham og Alting i Luften . . Hvilken Nyhed?

Så, Du har ikke hørt det endnu? Den lille Sofie er forlovet. Hun skal giftes med Provst Rein, en Velærværdighed på de Femti, der har Hus, Løsøre og Børn, Alting fiks og færdigt. Mama kan spare sig Sorgen for Udstyret. Se, det kalder jeg en rask Beslutning. Ja, der var s’gu noget Aparte ved den Lille, hun så determineret ud.

Det er ikke sandt.

Måske, men vist er det dog. Edvard Ramm fortalte mig det i dette Øieblik. Brylluppet skal holdes meget snart, og begge Søstrene, både den lille nydelige Sofie og den sværmeriske Amalie, skal vies på engang. Jeg kan endog sige Dig Dagen, så nøiagtig som nogen Sladdersøster. Lad se, første Juni, Fruens Fødselsdag. Der skal være stor Stas, og som gammel Bekjendt får Du vist også en Indbydelse.

Det kunde nok hænde.

Det er dog latterligt med disse Brylluper, vedblev Müller. Herregud, hvilke Anstalter, hvormegen Kvalm og Spektakel for en Formalitets Skyld! Thi når det kommer til Stykket, er det dog denne, hvis Magerhed skal dækkes under alt dette. Tag engang Flitterstasen bort, 277så skal vi se. Tag Brudekjolen, det hele veldresserede Grædekor af pyntede Fruer og Jomfruer, visse Grupperinger og Manøvrer, f. Eks. at Bruden skal gå på høire Side op til Alteret, og så skubbes over på Venstre, hvorved formodentlig symbolsk antydes, at her går Mandens ridderlige Forhold over i Herskerens . . . Tag Sangen og Klangen og Mamas Øiesten, Brudekammeret . . . O, o jeg synes, jeg ser Fru Ramm den Dag! . . . Tag så endelig Talen, som man rigtignok allerbedst kan undvære, og så har vi den nøgne Formular tilbage; men hvem i al Verden vilde finde den tilstrækkelig? Ingen ung Dame vilde synes, at hun var rigtig gift ved den blotte og bare præstelige Handling. Blir jeg engang over Fortjeneste så lykkelig, at jeg skal holde Bryllup, så skal det ske uden Optøier. Allerhelst vilde jeg hente mig Bruden uden Ceremonier. Jeg skulde blive ligeså fortræffelig en Mand alligevel, sætte ligeså vist i Enkekassen, og vi skulde nok blive enige om, med samme Anstand og samme Trofasthed at plage hinanden Livet igjennem, som om Præsten havde lagt vore Hænder sammen.

Kold hørte på denne Tale omtrent med samme Følelse som Lord NigelForfatternote: Se Walter Scotts Roman. Dagen før han 278skal bestige Skafottet, hører sin humoristiske Ven, Sir Mungo, skildre ham de Henrettelsesscener, han har bivånet.

Endnu efterat Müller var gået, stod han som forstenet. Umuligt! umuligt! var det Eneste, hans Tanke rummede, og som uafladeligt steg op på hans Læber.

Han søgte Edvard i hans Logis. Med Vishedens, Håbløshedens Vished, forlod han ham. Edvard blev forbauset over det Oprør, hvori denne Efterretning satte hans ellers så rolige og sindige Lærer; forundret stirrede han efter ham.

Nei – hjem kunde han ikke gå. Inde måtte han kvæles. Han har siden forklaret Müller at han, medens han for gjennem Gaderne, havde en Fornemmelse, som om Husene flyttede sig og spærrede ham Veien og hvert Øieblik truede med at falde over ham. Ved at se sig ude af Byen, følte han sig lettet, og det drev ham ustanseligt fremad i den Retning, hvor hans Tanker drog ham hen, ad den nordlige Vei.

Det var i Slutningen af Marts, denne i vort Klima så triste Årstid, da Naturen bereder sig til sit langvarige, møisommelige Værk: at afkaste Vinterens Åg, der dennegang, efter en altfor smuk Sommer, havde været mere end almindelig streng. I denne Tid fremtræder Naturen næsten 279hæslig hos os. De brune Marker med sine enkelte grelle Snepletter forstyrrer alle Omrids og betager Landskabet ethvert Perspektiv. Vårfuglenes klynkende Skrig, Bækkenes hule, underjordiske Brusen, indgyder Sindet en Uro, en ubeskrivelig Længselsve. Det gjælder at forene den Fordring, at nu skal og må Vinteren være forbi, med den Bevidsthed, at dette er en Skuffelse, og at vi i Grunden har det Værste igjen. Luften er mild, men Jorden uddamper denne isnende Fugtighed, der virker føleligere end den strengeste Vinterkulde.

Kold var kommen forbi den botaniske Have og stormede op ad de tunge Bakker ovenfor. Gud ved, hvorlangt hans indre Oprør endnu havde drevet ham, thi han følte blot denne Bevægelsens Lindring under en heftig Smerte – hvis ikke et halvfærdigt Veianlæg havde stanset ham. Han vendte om; nedenfor lå Kristiania i sit evige Tågeslør.

Fra denne Side har Synet af Dalen, hvori vor Hovedstad ligger, noget Ukultiveret, Adsplittet, der høilig forstyrrer den maleriske Effekt, som først i en fjernere Afstand vindes igjen. Mindre mærkes dette, når Sommeren gyder sine bløde, smeltende Tinter over Landskabet, men i dette Øieblik afspeilede det ganske det Sønderrevne 180i Beskuerens Sindsstemning. For ham lå Byen der med sin dunkle, uregelmæssige, af intet Spir endnu oplivede Husmasse, med de utallige rundt om i den skovløse Dal henstrøede Løkker og Småhuse, som en nedstyrtet Stad, en uhyre Grusdynge, der havde spredt sine Levninger trint om, medens Fjorden med sit hvide Ligklæde halvt stræbte at dølge Ødelæggelsen. En skarp Vind blæste ham imøde, da han ilede nedover. Han var uden Overfrakke, men han mærkede ikke noget dertil, da Feberen allerede bankede i hans Årer. Dagen efter sendte hans Vertinde Bud efter Müller, men denne var uheldigvis bortreist, og da han to Dage derefter, uden at ane Noget, rolig steg opad Trapperne til sin unge Ven, fandt han ham i Feberfantasier.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døtre (1879)

Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning: http://www.juxtacommons.org/shares/msg5op

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.