parallellvisning her.

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

"/> [II, 18] | Bokselskap

Amtmandens Døtre (1879)

av Camilla Collett

[II, 18]

281Sofie var forlovet. Hun var forlovet med vor brave, elskværdige Provst. Umuligt! vil Enhver udbryde ligesom Georg, umuligt! En ung Pige, udrustet med mere Selvbevidsthed, mere Modstandskraft end de Fleste, med Hjertet endnu blødende af en nys udrevet Tilbøielighed, samtykker frivilligt i at ægte en Mand, der efter sin Alder kunde være hendes Fader, og som hun visselig ligesålidt havde tænkt på at ægte som Stormogulen.

Ikke umuligt, Ømtfølende! . . . Ofte, såre ofte stiller Livet os sådanne Misforhold, ja meget værre end dette, for Øie, og da vækker de 282ingen Forundring. Vanen bevirker dette. Den flygtige Studsen derover beroliger sig med, at det kan gå an, og at det kan gå an, det er netop Samfundets Hemmelighed, et Mysterium, som den beskedne Fortæller kun med sky Ærbødighed vover halvt at afsløre. Vi forbigå altså de Kampe, Sofie kan have havt at bestå med sig selv, medens vi forsøger at fremhæve nogle af de ydre samvirkende Kræfter, der manede hende indenfor den Kreds, hvorfra der ingen Udvei mere gives.

Man skulde virkelig tro, at det er sandt, hvad der påstås, at alle Kvinder har Lyst og et medfødt Talent til at stifte Partier. Vist er det, at Mændene ikke er begavede i denne Retning. Nei, Himlen ske Tak, de forplumrer blot sine egne Anliggender, men synes at mangle både Evne og Lyst til at befatte sig med Andres. En underlig Malice af Naturen dette! Er det ikke, som om den hemmelig stræbte efter at oprette noget af Ligevegten, idet den gav den Halvdel af Menneskeslægten, der negtedes Tilladelse til at sørge for sig selv i et Anliggende, hvor Følelsen, og alene Følelsen, burde råde, denne geniale Evne til at gribe ind i Andres? Mærkværdigt er det, at de Forbindelser, hvori en sådan liden usynlig Hånd har havt sit Spil, 283ofte bliver lykkelige, og atter igjen ikke så mærkværdigt, når man vil lægge Mærke til, at en kvindelig Tilbøielighed som oftest danner Udgangspunktet.

Luise, der skrev så sjelden hjem, og altid meget korte Breve, havde i et Sådant fundet Anledning til at meddele sin Moder – i al Hemmelighed forstår sig – hvad der var passeret mellem Provsten og Sofie. Derved lagde hun Sagen i den dueligste Hånd. Efter den første Overraskelse følte Fru Ramm, at dette var en vanskelig, en såre vanskelig Opgave at løse, selv for en mere end almindelig Dygtighed. Det gjaldt her et Tilbud, som ikke var noget Tilbud, et Afslag, som ikke var noget Afslag; det var et Tilbud, som var taget tilbage, et Afslag, som aldrig var givet. Hun kjendte sin yngste Datter nok til at vide, at man ad almindelige Veie, ved Overtalelser osv., neppe vilde opnå Noget, kort – det var en Sag, der krævede den yderste Varsomhed.

Det Første, hun havde at iagttage, var at hykle den dybeste Uvidenhed om dette Punkt. Fra dette Skjul begyndte hun at rette sit Skyts. Amalies Stilling til Provsten og hans Hus gav hertil den bedste og velkomneste Anledning.

Når hun og Døtrene de lange Vinteraftener 284sad i Dagligstuen med sit Sytøi, dreiede Samtalen sig fordetmeste derom. Det skulde jo blive Amalies Hjem, hvor naturligt da for en Moder at dvæle ved og udhæve alle dets Goder og Behageligheder! Og alle disse Goder og Behageligheder havde sit Ophav i en eneste Person. Nu erindrede hun hundrede Småtræk, der alle var beregnede på at sætte denne Person i det gunstigste Lys. Fru Ramm talte meget godt, og Vinteraftenerne på Landet er lange. Var hun ene med Sofie, antog disse Udladelser et mere elegisk Anstrøg. I en søsterlig, fortrolig Tone kunde hun da udbryde: Ak, Sofie, Du kan tro, det er mangen Gang hårdt at tænke, hvorledes Amalie har forspildt sin egen Lykke. Når jeg tænker på, hvad hun har, og hvad hun kunde havt! Men vi Forældre råder ikke for Noget i så Henseende, vi kan blot ønske. Din Fader er gammel og svag, vi kan miste ham, hvad Øieblik det så skal være; en tung Tanke må det være ham, at han ikke skal se en af sine Døtre rigtig lykkelig gift . . . Jeg er stærkere og bærer det lettere! . . . Hvilken Glæde vilde det ikke været for ham at se Amalie forenet med Rein! . . Ja roligt kunde de Forældre lukke sine Øine, som vidste deres Børn i slige Hænder!

Uger hengik. Så kom en Dag, da hun var 285taus, indesluttet; over hendes Ansigt hvilede et vemodigt, tankefuldt Udtryk. Der kom flere sådanne Dage. Bekymret spurgte Sofie, da hun en Aften fandt hende liggende på Sofaen, med Øine, der så ud, som om de havde grædt, om hun var syg. Nei, jeg er ikke syg, sagde hendes Moder, men jeg har hørt Noget, der har rystet mig dybt. Sofie, jeg ved, at Provst Rein har friet til Dig, og at Du intet Svar endnu har givet ham.

Frygt ikke, mit kjere Barn, vedblev hun, idet hun så den Skræk, der malede sig i Sofies Miner, ved at se en Hemmelighed misbrugt, der neppe tilhørte hende selv, måske også ved at erfare, at hun endnu intet Svar havde givet ham. Frygt ikke! . . . Hvad dine Forældre i denne Henseende kunde ønske, kjender Du, men det må ikke volde Dig ringeste Tvang. Din stakkels gamle Far skal ikke engang ane det, og jeg skal vide at undertrykke Ønsket selv på mine Læber.

Med en i Sandhed mageløs Udholdenhed holdt hun Løftet. Faldt Talen hen på Amalies tilkommende Hjem, så blev hun ordknap, hvor hun før havde været så veltalende. Hun afbrød den ofte med et undertrykt Suk, en smertelig hengiven Mine. Denne moderlige Resignation 286greb Sofie såmeget mere, som hun vidste, at den ikke var øvet i lignende Tilfælde mod hendes Søstre. Alene for hendes Skyld pålagde Moderen sig denne Selvfornegtelse.

Men det var ikke Fru Ramms Mening at forlade en gunstig Post, uden at have anden Styrke i Baghånden. Hun indviede Amalie i Sagen. De to Søstre holdt inderlig af hinanden. Den forestående Skilsmisse var ofte et vemodigt Thema mellem dem. Den Mulighed, at Skjebnen dog ikke vilde skille dem ad, men på en så smuk Måde tillade dem at leve sammen, klang for Amalie mere som et Eventyr, end som Noget, hvortil hun turde knytte virkelige Forhåbninger. Derfor, og måske af en medfødt Sky for Sofie, faldt det hende ikke ind at forsøge Forestillinger; hun udsmykkede kun sit Eventyr, hun udmalede med sine bedste Farver Herligheden ved et sådant Samliv. Det er ikke usandsynligt, at disse ukunstlede, søsterlige Udbrud gjorde mere Indtryk på Sofie, end al anden Overtalelse vilde gjøre, hvad enten denne havde ytret sig i indtrængende Bønner, eller indhyllet sig i en falsk Resignation, og at de mere end alt Andet bidrog til at gjøre hende fortrolig med Tanken og ubemærket betage den sin Bråd.

287Thi fremmed var den hende ikke denne Tanke. Når den egentlig først var vakt – om allerede i Luises Hjem – kan Ingen bestemt sige. Det er ikke i lykkelig Jordbund, at det Slags Urter spirer, de trænger hverken til Pleie eller Læ. Det er Skuffelsens og Bitterhedens Frø, der skyder op i en Nat, som Bab-al-Babas Sverd i Eventyret, hvast og færdigt til at såre sin egen Eiermand. Den bedragne, fra sin Lykke nedstyrtede unge Pige vil kunne fatte en sådan Tanke, men den unge Pige, som endnu har sine Drømme i Behold, vil vanskelig kunne det.

Hvor mangen sådan fortvivlet Beslutning vilde dog måske bekjæmpes eller dø stille hen af sig selv! Men en ung Piges særegne Stilling til Yderverdenen vil i det sjeldneste Tilfælde tilstede et sådant Selvprøvelsens stille Verk. Hun vil ikke få Tid dertil, ikke Ro. Er først den svageste Spire til en Mulighed tilstede, vil Verden have tusinde Besværgelsesmidler i Beredskab, og da må hun tage sig iagt, Luften er svanger med dem. Fra alle Kanter vil der klinge hemmelighedsfulde Ord, hvoraf hvert enkelt er uskadeligt, men som tilsammen danner den hele Trylleformel. Hun vilvil] rettet fra: vi høre dem i sin Moders Suk, i sin Faders Taushed, i sine 288Søskendes uskyldige Tale . . . Og så Veninder og Rygter og Folkesnak!

Vi har talt om de Tilskyndelser, Sofie havde været Gjenstand for fra sine Nærmeste. Også en anden Skikkelse skred hende manende forbi, en os bekjendt Skikkelse, den ulykkelige Lorenz Brandts.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døtre (1879)

Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.