289Man havde hverken hørt eller seet Noget til Brandt på Gården hele Høsten. To Potteblomster, en Geranium og en Myrt, der straks visnede, var til forskjellige Tider på en hemmelighedsfuld Måde sat ind i Sofies Værelse; hun vilde ikke spørge, men det anede hende, at det var en Hilsen fra ham.
En trist Februarmorgen var hun beskjeftiget i sit Værelse, da hørte hun de labbende Trin af en Hund i Forværelset. Krøsus sprang logrende mod hende, og inden den forskrækkede Pige kunde komme til at lukke Døren, stod allerede Lorenz Brandt på Terskelen.
290Det var ham og det var ikke ham. Hans Dragt, hans Holdning var anderledes, end man var vant til at se, og denne Forvandling strakte sig ligetil hans hele Figur, der syntes mindre og tyndere end sædvanlig. Han havde fået en anden, afdanket Kjole på, der, omhyggelig børstet, dog ikke syntes at kræve nogen Opmærksomhed for sin egen Skyld, men kun at være til for at skjule så meget som muligt en dito broget Fløielsvest, dertil nye Støvler, der knirkede stærkt, og en ganske ren Skjortekrave. Der var over det Hele udbredt en vis kummerlig Pyntelighed, som kræver et dybere Studium, et større Forbrug af Tid og Kunst, end det rigeste Toilette.
Sofie veg uvilkårlig tilbage, men et Blik på Lorenz overbeviste hende om, at han ikke var kommet for at volde hende Frygt, men måske netop for at beseire enhver Rest af denne Følelse hos hende.
Han havde beskeden nedladt sig på en Stol ved Døren. Medens han sad der med Albuen støttet på Knæet og sit Hoved hvilende i Hånden, blev Forandringen også i hans Ansigtstræk iøinefaldende.
Det unaturligt Oppustede var forsvundet, men havde efterladt Trækkene hule og skarpe. 291Således synker Strømmen, der længe har været opsvulmet, ofte for lavt, så at den usynlige Harmoni mellem den og dens Bredder forstyrres. Blyfarven var veget for en mat terra cotta-Gulhed, der end mere fremhævede det oprindelig Rene, næsten Klassiske i hans Træk. En Uhildet, der i Ro havde kunnet betragte ham, medens han sad således med Blikket ligesom fasttryllet, vilde have sagt, at her var en herlig menneskelig Form gået tilgrunde, som selv i sin Ruin var mærkelig at skue.
Vi vil ikke Ord for Ord gjengive den pinlige Samtale eller rettere Monolog, der nu fandt Sted. Læser! har Du nogensinde drømt, at Du skulde holde en Tale, hvorpå dit og Verdens Vel beroede, for et spendt Publikum, og at Du pludselig ikke huskede et eneste Ord? En sådan Fornemmelse måtte Lorenz have, da han begyndte sin første, stammende Indledning. Han talte om sin Forbedring, om sin virkelige Forbedring, om de Ofre, han havde bragt den, han talte om nogle Forhåbninger, han nærede, om at komme ind i en agtet Stilling. Men han troede måske ikke på det selv, han vrøvlede frem og tilbage, han stammede, som om det var noget Ondt, han vilde bekjende. Hans Humor, hans Svada, hans tillidsfulde Uforskammethed 292havde forladt ham, og medens han roste sig af den Selvovervindelse, der havde fordrevet disse Dæmoner, havde han måske i samme Øieblik givet sit Liv, om En af dem var kommet ham til Hjælp. Hans Sjels Strømme var også sunkne under den Vandstand, hvor de ophører at være Strømme, og hvor de neppe kan dække de Dødens og Ødelæggelsens Spor, der dølges på Bunden.
Sofie havde Intet sagt endnu. Hun havde selv, siden hun så ham sist, erfaret såmeget Smerteligt, hun havde hørt Ord, der var gået som Dolkestik gjennem hendes Hjerte, hun havde lært, hvor let ethvert Ord kan blive sårende. Hun stod ubevægelig med Hånden støttet til Bordet, det stille, tankefulde Blik stivt heftet på ham. Hvorhen svævede hendes Tanke idetsamme? . . . . Langt, langt fra ham. Hun tænkte på den syge Ada. Hun hørte måske ikke det Halve af hvad han sagde, og et Øieblik var det, som om hun atter så det lidende Barns Øie bønlig rettet mod sig.
Modigere ved at Sofie hverken viste Skræk eller Afsky, – han troede måske endog at høre et Svar gjennem den milde, sørgmodige Mine – gjenvandt Lorenz efterhånden Sikkerhed og Ro i sine Forklaringer. Han fortalte hende, hvorledes 293han, siden den Forandring, der var foregået med ham – en Forandring, der skrev sig ligefra den Dag, da han havde voldt hende såmegen Skræk – havde følt sig mere forladt og forskudt, end nogensinde før. De Seire, han havde vundet over sig selv, forekom ham så uhyre, så overmenneskelige, at Alt, hvad der var til, måtte forundres over dem. Når han gik gjennem en Skov, syntes han, at Fuglene kvidrede derom . . Hans Hund havde vist ham dobbelt Ydmyghed, dobbelt Hengivenhed siden. Kun Menneskene, de kloge Mennesker, vilde ikke tro det, kun de havde mødt ham med Kulde og hånlig Tvivl. Hans Moders Bebreidelser traf ham nu værgeløs. Og denne Trang til et eneste opmuntrende Menneskeblik var i den sidste Tid blevet fortærende; han var kommet til det Punkt, hvor han syntes, at ét hårdt Ord til vilde støde ham redningsløst tilbage i Svælget. Og da var han kommet til hende, som måtte afsky ham mest, modløs, sønderknust . . . Og hun havde ikke sagt det hårde Ord, men ladet sit milde Blik hvile på ham.
Nu føler jeg mig dog styrket og modig og rig, endte han, skjønt jeg blot eier fire Skilling i min Lomme, og de er bestemt til en 294Kugle for stakkels Krøsus, der bliver gammel og begynder at få onde Dage hos mig.
Krøsus hævede Hovedet fra Poterne og så logrende på sin Herre, som om den forstod, hvad han sagde, og påskjønnede dette Bevis på hans Ømhed.
Ja Gutten, ja stakkels Gutten, Du skal have dem! . . . Og nu vil jeg sige Dig Farvel, Sofie, sagde Lorenz og nærmede sig. Jeg vil ikke misbruge din Godhed. Jeg har seet Dig, Du har tålmodig hørt på mig, mere fordrer jeg ikke for denne Gang. Gud velsigne Dig derfor. Lev vel!
Han var allerede ved Døren, men stansede forlegen. Se, Sofie, sagde han og trak usikkert en Pakke frem under Kjolen, der under sin omhyggelige Indhylling – et gult Bomuldslommetørklæde, dernæst et gråt Papir og endelig et Stykke fint Silkepapir – viste sig at være et lidet poleret Træskrin, af det Slags, som man på Markederne kjøber for en Bagatel . . . Tag det ikke ilde op, Sofie, sagde han, men jeg vilde så gjerne give Dig dette til Erindring . . . For det varer længe, meget længe, inden Du ser mig igjen . . . Ikke før det er skeet, som jeg har sagt Dig. Lad det stå på dit Bord heroppe, men ikke nede . . . Når Du ser det, så 295husk på mig og send en Bøn op for mig . . . Se her er Saks og Fingerbøl og dette lille Speil, hvori jeg har indbildt mig at se dit Billede, ligesom nu –
En skarp Røst afbrød dem her. Fru Ramm stod i Døren, de mørke Bryn truende optrukne, og med en livligere Teglstenskolorit end sedvanligt. Sofie forstod straks af den Mine, som hendes Moder søgte at give Udtrykket af ligegyldig Forundring, at hun havde været i Forværelset og hørt Alt.
Hvad i al Verden! Er det Dem, Brandt? Jeg kunde ikke begribe, hvad det var for knirkende Støvler heroppe! Er De endnu så ukjendt i Huset, at De kan tage sådan feil af Dørene? Det er din egen Skyld, Sofie, som lader dem stå åbne. Vil De have Frokost, Brandt, så står den nu nede. Men jeg vil sige Dem i Forveien, at der drikkes Kaffe og intet Andet.
Nei Tak, Frue, stammede Lorenz bleg som Døden.
Som De vil. Vi nøder aldrig Nogen.
Hun slog Døren op og jog efter Hunden: ud med Dig . . . Lorenz . . . hvad siger jeg! . . . Karo, Krøsus, ud med Dig.
Gjennem den åbne Dør sneg Hunden og dens Herre sig.
296Bi lidt. Er det ikke deres Skrin? I deres Sted, Brandt, vilde jeg forsøge at finde Eiermanden til det igjen. Jeg vilde avertere. Dog, for mig må De gjøre, hvad De vil, jeg forsker ikke efter, hvor De har fået det.
O, Mor! råbte Sofie oprørt.
Da hun var alene, kastede hun et Blik omkring sig, et af de Blik, hvormed man søger et Redningsmiddel, Noget, hvormed man kan stanse en Forblødning. Da river man det Bedste, det Kostbareste itu, som man netop har ved Hånden. Ja, her stod hun ligeoverfor en af disse Vunder, for hvilke den Enkelte ingen Lægedom kan bringe, ikke engang Lindring. I Sofies Alder er man endnu så uvant med at se dem, endnu har Vanen ikke sløvet Indtrykket, man synes, at man for at dulme denne Lidelse måtte give en Del af sig selv, og man har intet Andet end Almisse, og bestandig Almisse! Man vil så gjerne lægge en Velsignelse, et Gud styrke dig! på dette elendige Hoved, der forsøger på at reise sig, men det bliver kun en Fornærmelse; man vil yde en Opreisning, men man kommer med én Ydmygelse til. Den unge Pige følte dette såmeget smerteligere, siden hun selv var blevet et Redskab i denne Ulykkeliges Liv, 297der, da det ikke mægtede at drage ham op, måske kunde støde ham endnu dybere ned.
Forstyrret lukkede hun alle sine Skuffer op og i, to Gange havde hun allerede taget alle de Penge, hun eiede, i Hånden, og med Væmmelse kastet dem igjen. Alligevel tog hun disse Penge, og hun tømte Amalies Beholdning og allerede var hun på Trappen . . . . Nei! De brændte hende i Hånden, han skulde idetmindste ikke se dem. Atter ilede hun ind igjen, slog en Konvolut om dem, forseglede den og for afsted.
Veiret var mildt og stille, det tøede lidt og det dryppede fra Tagene, på hvilke der endnu var Spor af et flygtigt Snelag. Enkelte store Sneflokke flagrede i den stille Luft og syntes gjækkende at nyde sin Tilværelse, inden de forgik på den våde, smudsige Jord. Man hørte de dumpe Slag af Pleielen, når den faldt på de fulde Kornneg. Det var rigtig et Veir for Spurvene, som i store Flokke fløi omkring i Gården og kviddrede og levede flot.
Sofie havde nået Alleen. Hun kunde se en Skikkelse, som hun antog for Lorenz, bevæge sig langt henne, men pludselig forsvandt den, og hun frygtede for, at han havde fået et for 298stort Forspring. Hun bevingede sine Skridt, da hørte hun sit Navn nævne med Glædens Overraskelse.
På Randen af Grøften sad Lorenz beskjeftiget med at skjære nogle Stykker Brød med en Foldekniv til sin Hund. Da han så Sofie, kastede han det Hele til Hunden.
Den unge Pige var åndeløs af Sindsbevægelse og den hurtige Gang, og Lorenz, der ikke havde regnet på den Lykke at se hende endnu engang, stirrede målløs på hende.
Jeg kommer, sagde hun endelig, jeg vilde kun . . . Lorenz, hvorfor gik Du så hastigt! . . . Jeg skal give Dig dette fra Far.
En Rødme for over hans Kind. Hun havde aldrig før tiltalt ham med det søsterlige Du fra fordums Dage. Af sit overstrømmende Hjerte gav hun ham det, da hun intet Andet havde. Han lyttede henrykt.
Jeg skal give Dig dette fra Far, gjentog hun. Det var Noget for en Tjeneste, Du har gjort ham.
299Ja vist, en Tjeneste, sagde Lorenz smilende, jeg har i seks Måneder ikke besøgt ham. En stor Tjeneste det.
Hvem siger det! Du ved selv, hvad det er. Du har jo havt noget Skriveri for ham.
Ja vist, ja vist, noget Skriveri . . Et ikke ubetydeligt Skriveri, sagde Lorenz med et Anstrøg af sit gamle Lune, og blinkede med Øiet.
Han læste Udskriften på Brevet, så smilende på Sofie og atter igjen på Brevet.
Sofie, hvis jeg nu var fuld – bliv ikke bange! Jeg siger bare, hvis jeg var det . . . Det er dog bedre at tale om det, end at være det, det er altid et Skridt, ikke sandt, et Skridt fremad? . . . Hvis jeg nu var fuld, vilde jeg holde Dig en dundrende Tale om Stolthed og Menneskeværd, jeg vilde ende med at kaste disse Penge foragtelig for dine Fødder . . førend jeg stak dem i Lommen . . . Og selv nu bobler der Noget op fra Dybet af min Sjel, som protesterer mod disse Penge. Men det er Bobler, Sofie! De kommer ikke langt nok op, og jeg kan ikke finde de gamle Ord for dem. Hvad jeg derimod husker grant, er, at disse Støvler ikke er betalte og at jeg i to Dage ikke har spist til Middag. Tak for disse Penge . . . De kommer beleiligt.
Tårerne strømmede ned ad Sofies Kinder. O, Lorenz, gjør mig ikke skamfuld, tal ikke om dem. Væk med dem! . . . Lorenz, gå til din Mor, sig hende alt det Gode og Håbefulde, Du 300har sagt mig, og hun vil tro Dig, hun skal tro Dig. Eller kan Du ikke det engang, så sig Dig det selv, i din inderste, dybeste Sjel sig Dig det. Én vil høre det, som vil give Dig Mere, end Menneskene kan give Dig. Ak, Lorenz, Menneskene kan ikke give hverandre Noget, nei Intet, Intet, de kan blot såre og gjøre hverandre Ondt.
Har Du alt opdaget det, Sofie, sagde Lorenz, og så nu forskende på dette før så friske Ansigt, hvorpå Sorgen allerede havde sat sit første, usynlige Mærke. Det er for tidligt at gjøre sådanne Erfaringer. Hvad har Du oplevet?
Meget, meget, Farvel.
Farvel, sagde han sørgmodig og holdt hendes Hånd fast. Farvel, Barmhjertighedens Engel . . . Du Stråle på Fængselsvæggen, Farvel!
Hun var alt nogle Skridt borte, da vendte hun endnu engang om.
Lorenz, sagde hun med et Smil, Du vilde jo give mig det lille Skrin? Skal jeg ikke have det?
O Gud . . . Sofie! . . . . Hvordan skal jeg lønne Dig! Du skal aldrig se mig mere, aldrig.
Derfor råder Gud, vær sterk og håb på 301ham. Hun tog Skrinet under Shawlet og gik langsomt hjemad.
Atter førte Tanken hende til Adas Hjem. Hun følte Noget af den Husvalelse, den forunderlige Fred, der var dalet over hende under Angstens Omsorg for det syge Barn, og hun tabte sig i en Række af Muligheder og Billeder.
Lorenz stirrede efter hende, sålænge endnu en Flig af hende var synlig.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning (laget vha LERA): bokselskap.no/nsl/CC_AD_1utg_vs_3utg.html
Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.
Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.
Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.