22Georg Kold vidste Intet om alt dette. Han ventedes nu daglig hjem. Aftenerne blev allerede mørkere og kjøligere, Høslåtten var næsten tilendebragt. Fru Ramm syntes at yde hans forventede Hjemkomst mere Opmærksomhed end sædvanligt. Hun arrangerede med en særegen Omhu Alting på hans Værelse, hvorunder hun lod Ytringer falde, som om hun halvt om halvt anså ham for en Søn af Huset. Man vil erindre sig, at Amtmandinden, ved at bemærke den gjensidige Interesse, der begyndte at udvikle sig hos de unge Folk, efterat de længe havde behandlet hinanden med Kulde, tog det Parti at lade, som om hun Intet mærkede. 23Hun pålagde sig en Taushed, som hun i Stilhed beundrede hos sig selv. Denne Taushed var i Grunden ikke Andet end Skyttens lurende Ubevægelighed, idet han vel ved, at et Blink med Øiet kan forspilde ham hele Fangsten. Hun troede det nu ikke strengt nødvendigt at overholde den længere, og gjorde derfor Hentydninger, der ikke undlod på det Pinligste at forskrække Sofie, som – vi må vel ud med det – i den sidste Tid havde nok med at klare sig selv. Sofie var slet ikke længere så rolig, som hun havde været. Gud, sagde hun ved sig selv, Mor siger det, – Alle, som ser mig, hentyder derpå – og hvad sagde ikke den afskyelige Lorenz! . . . . Har jeg fortjent det? Har jeg båret mig så galt ad? . . Sat al Anstand tilside? . . . . Min Samvittighed bebreidede mig dengang Intet. Jeg følte mig så stærk og tryg i hans Nærværelse; jeg var så glad ved at høre ham tale, hele Dagen at kunne udveksle mine Ideer med ham, spørge ham om så Meget og få Svar, inden jeg endnu havde spurgt. At jeg uforbeholdent søgte ham og han mig, at vi helst vilde være uforstyrrede, var der noget Ondt deri? . . . . Jeg fik ikke Tid til at tænke derover. Undertiden, når en Skrupel opsteg, som Andre havde vakt, 24kunde han straks læse den, og han vidste så veltalende at beseire den, at jeg skammede mig over min Feighed. Jeg frygtede hans Spot mere end alt Andet . . . . Feighed kaldte jeg hin Frygt, men hvad skal jeg vel kalde dette? Nu turde jeg jo slet ikke gjøre det . . . nei, ikke for nogen Pris. Jeg begriber ikke mit Mod dengang. Nu bæver jeg bare ved at tænke på at se ham igjen. . . . Jeg kan aldrig tale med ham alene mere . . . . den Glæde er da forbi!
Enhver vil have følt, at det smukke Lærerforhold, Kold havde sat sig i til sin forrige Elev, var af en betænkelig Art. Med en Individualitet som hans, vilde det under ingen Omstændigheder have kunnet holdt sig længe på den virkelige eller indbildte lidenskabsfri Spidse, hvorpå det havde balanceret indtil hans Afreise. Ethvert Stød udenfra er farligt; men allerfarligst er en Adskillelse. Altfor tidligt var denne trådt imellem dem. Sålænge Sofie var i hans Nærhed, havde deres Samtaler, der havde åbnet nye Verdener for hende, ganske opfyldt hende. Neppe var han borte, så indfandt Tomheden og Savnet sig, og da begyndte hans Billede mere at beskjeftige hende. Træk for Træk steg dette Billede 25igjen frem for hende i al sin indtagende Magt, snart i denne, snart i hin Situation. Det Smil, hvormed han havde sagt dette eller hint, – en eiendommelig Grimace ved Noget, der mishagede ham, Lyden af hans Stemme, kun mere levende, mere indtrængende. Inden hun vidste det, var denne Skikkelse bleven Ét med hendes åndelige Savn. Hun overførte al sin Længsel på den, hun indflettede den i alle sine Drømme. Sofie havde måske endnu i nogen Tid kunnet skuffe sig selv over den Forandring, der foregik i hende, havde Andre ladet hende være i Fred. Der er Intet, der mere egger Mængdens Nysgjerrighed og Angreb, end det opvågnende Liv i en ung Piges Indre; og jo renere og dybere dette er, jo inderligere det vil værge for sin Skat, desto ubarmhjertigere går de tilværks. Det er Synd, stor Synd! Selv det såkaldte uskyldige Drilleri er aldrig ganske uskyldigt. Men i dette Stykke tænker Alle, selv de Bedre, letsindigt. Mennesker, der gjør sig til af sin fine Følelse, der holder det for en gyselig Synd at stjæle en Blomst på en Grav, gjør sig ingen Samvittighed af at rane Freden i et ungt Bryst, af at krænke et Mysterium, ved hvilket Engle lægger Fingeren på Munden, og som Digteren, 26den stakkels Jordiske, kun frygtsom og med keitet Hånd forsøger at afsløre.
En Dag sad Damerne sammen i Dagligstuen og syede, da udbrød Fruen:
Hvem er det, som kommer kjørende oppe i Alleen? Se Du til, Amalie, som har skarpe Øine.
Det er vist Kold, svarede denne, jeg synes at kjende ham på hans grå Hat.
Sofies Hjerte stod næsten stille, men slog derpå så voldsomt, at hun, for ei at røbe sig, måtte lade som om hun havde tabt Noget på Gulvet.
Ryd op i Stuen . . . . Tag de visne Blomster ud . . . . Og Sofie, min Kappe med de blå Bånd! sagde Fruen, medens hun for Speilet rettede på sin Dragt.
Bah, sagde Amalie, blind Allarm! Det er ingen Anden end den gamle Løitnant Hanke . . . Han bliver her vist inat.
Det skal der ikke blive Noget af, sagde Fruen, medens hun fortrædelig bandt Hverdagskappen på igjen. Det gamle Vrøvlehoved! Tag Du imod ham, Amalie sig, at Ingen er hjemme . . . Sig hvad du vil, få ham bare på Døren . .
Skal jeg? . . . .
Så Sofie da! Men hold ikke på ham, Sofie!
27Men Sofie var for længesiden ude af Stuen. Den Opdagelse, at det ikke var Kold, men en Anden, havde ikke beroliget hende. Hun var faret med sådan Il gjennem Haven og nedad Stien, som om hun kunde flygte fra sin indre Bevægelse.
Er det kommen såvidt! sagde hun ved sig selv. Jeg kan ikke beherske mig mere. Nu har jeg tænkt mig hans Komme hundrede Gange, jeg har udmalet mig det i alle Situationer, til enhver Tid af Dagen, når jeg var ene, og når jeg var omgivet af Andre; jeg har prøvet og forberedt mig, men forgjæves. O, hvordan skal dette gå! . . . Det Bedste vil være, om han kom, når her var Selskab – alle Bygdens Folk, jo flere, jo bedre; mellem disse Ansigter bliver jeg kjæk og trodsig, og når det første Gjensyn var vel forbi, og han Intet mærkede, vilde det gå bedre . . . . . . Jeg har hørt, at unge Piger kan nære en Følelse, og det længe, uden at ane det selv. Det er vist smukt dette, men jeg forstår det ikke, det forekommer mig umuligt. . . . Jeg kan ikke skuffe mig selv. Jeg ved min Skjebne, jeg vidste den næsten forud, den har svævet som en dunkel, navnløs Fare over mit Hoved, lige fra hine 28Tider, da jeg murede Dukken inde. Ja, jeg ved, at dette Menneske har fået en farlig Magt over mig, at jeg skal stride med ham om mit Liv, at jeg skal offre ham mit Bedste, forat han til Gjengjæld skal gjøre mig grænseløs ulykkelig. O Gud! så er dog denne Elendighed brudt ud over mig! . . . . Men han kommer! Jeg skal se ham igjen! Det er ganske vist, at han kommer, det er ingen Drøm . . . . Jeg skal se ham igjen! . . . . En uendelig Lyksalighed fyldte idetsamme hendes Bryst; hun udstødte et af disse klingende Sukke, der ligne Lærkens jublende Opsving fra Marken, og, som om hun også havde lånt dens Vinger, fløi hun over Broen hen over den farlige Sti mod Grotten.
Georg kom ikke til nogen af de Tider, hun havde tænkt sig. Han kom midt om Natten, da Alle sov. Også med ham var Forandringen foregået, kun mindre bemærkeligt for ham selv. Hans Venner og Adspredelser havde ideligt optaget ham. Ligeoverfor den åndelige Ramme, hvori han havde stillet hende, følte han sig tryg. Han var så stolt, så lykkelig i den Opgave, han havde sat sig selv; den ansporede hele hans lammede Villiekraft. Alt, hvad der havde ligget stivnet og forkommet i ham, dette 29Dybeste og Åndigste, som Mand aldrig udvexler til Mand, og som i mangt et Liv kan ligge der evigt begravet, – Alt svulmede og skjød ny Vækst. . . . Og hende tilhørte det. Foran hendes Billede nedlagde han i ydmyg Forventning den hele Flor.
Da kunde det vel hænde, at hun i en stille, farlig Time pludselig trådte ud af Rammen, og da var det ikke længere den i dyb Fortabelse over hans Visdom lyttende Sofie; hun lagde tvertimod Fingeren ganske sagte på hans Mund, og så ham dertil ind i Øiet, som om hun vilde briste i Latter. Slige Visioner lukkede han altid ind i Dybet af sin Sjel, glad forskrækket ligesom den Gjerrige, der dynger Skat på Skat, men vil have Ro til at tælle den.
Hvad der fornemmelig bidrog til at vedligeholde Georgs uskyldige Selvbedrag, var den uforstyrrede Besiddelse af hans Hemmelighed. Han selv undgik med gnieragtig Ængstelse Alt, hvad der kunde drage Formodningen hen i den Retning. Derved kunde han dog ikke forebygge, at Bevidstheden derom udstrålede gjennem hele hans Væsen. Man kjendte ikke den forrige, uselskabelige, mismodige Kold igjen; han var nu den, som han engang tidligere 30havde været. Man trængte sig om dette lykkelige Ansigt, ligesom man kvæger sig ved et længe savnet Solglimt under et vedholdende Gråveir. En Mands Hemmelighed er ikke så pikant at forstyrre, som en ung Piges. Kom det deraf, eller anede man virkelig ikke Grunden til denne Forandring hos ham? Såmeget er vist, at der aldrig blev gjort fjerneste Hentydning dertil. Der var ikke falden den mindste Sten i den rolige Flade, hvori hans Lykke speilede sig, så seiersmodig velbehagelig, så eiendomssikker.
Dagen før hans Afreise fra Byen var således kommen. Det var en Søndag. Augustsolen, der havde brændt hedt om Dagen, dalede bag de takkede Bærumsåser, og den friskere Luft udenfor lokkede Folk ud på Gaden. Kristiania var ikke dengang så livlig som nu. En Søndageftermiddags hele Tryk lå over den stille By. Enkelte Spadserende drev om i Gaderne, uvisse, hvor de skulde hen med deres Aftenlængsler; hist og her viste sig en Mand i Skjorteærmer, der resigneret røg sin Pibe i det åbne Vindu. Kold sværmede også en Tid planløs omkring og forsøgte tilsidst Landeveien, men Støvet drev ham straks tilbage. Kristianias Omegn er egentlig 31blot til for dem, der eier Heste og Landsteder; for dem denne Herlighed, hvormed den pranger, for de Andre Støvet af deres Vogne, Byen og dens Sommerlede. Oppe på Fæstningen var der livligere, men denne Livlighed havde noget Begrændset, Spidsborgerligt ved sig, som langtfralangtfra] rettet fra: langtfa stemmede Sindet muntrere. Her gjorde Byens pyntede Borgerfolk i brede Rækker deres fredelige Runder omkring Volden, blot standsende for at speide efter Røgen af den forventede Dampbåd. Havnen frembød undertiden på sådanne Dage, når Veiret var smukt, et livligt Skue, hvori Betragtningen fandt nogen Lise ved den Mængde Seilbåde, der fløi ud imod Øerne; men idag var Søen blikstille, og Stilheden blev kun afbrudt ved et enkelt plaskende Åreslag, der tabte sig under Volden, eller ved en Skildvagts ensformige Løsaf! Kold stod længe på Brystværnet af Tridschlers Bastion og så tankefuld udover Vandet. Af og til kastede han et flygtigt Blik på de stumme Forbigående. Blandt disse bemærkede han næsten ingen unge Mennesker. Hvor er Kristianias Ungdom på en sådan Dag? udbrød han næsten høit. Vor Hovedstad eier ingen Forlystelsessteder, som enhver anden større Stad, hvor man i Skovens Ly kan nyde 32Forfriskninger for en Bagatel og oplives ved Musik og ved Synet af en broget, bevægelig Menneskemasse; et sådant Afløb for den sunde, ufordærvede Livslyst, der af alle Stænder kunde benyttes, findes ikke. Man må vandre i Støv og Solhede lange Veie for at komme ud i det ensomme Grønne. Men Studenten, der hele Ugen har grublet over sine Bøger, føler mindst nogen Trang til et werthersk Drømmeri i Naturen; han vil have Selskab, Liv, Realitet. Få have Tilflugtssteder i Familierne; de fleste af disse stakkels unge Mennesker er aldeles overladte til sig selv. Hvor kvækeragtig stille er Byen ikke på en sådan Dag; i den soler sig vort Hydra, Råheden, velbehagelig. Mangen en ung, forladt Sjel har på en sådan Søndag gjort sit første Trin på den glatte Bane, – o, gjæstmilde Kristiania, til hvis Pris der er sagt og skrevet så Meget af reisende Stormænd og Kunstnere, om Du da åbnede dine mange Døre og gav dine egne Børn Plads ved din Arne!
Det er ikke vist, at Georg Kold gjorde alle disse Betragtninger; ialfald havde han ingen Grund til at anvende dem på sig selv. Han stod netop og overveiede, hvilken af de mange Indbydelser for Aftenen han skulde modtage, uden at han havde nogen særdeles Lyst 33til Nogen af dem. Hans selskabelige Lune svigtede ham pludselig denne sidste Aften. Længselen drog ham, og han var i Ånden alt hjemme. I denne Stemning blev han tiltalt af en gammel Bekjendt, som drev forbi, en Student, der ikke hørte til de Lykkelige, der blive meget udbudne. Med ham gik han Volden et Par Gange rundt. Tilfældigvis havde endnu Ingen nævnet Sofies Navn for ham. Det faldt ham ikke ind, at denne Stjerne kunde være opdaget af Andre end ham.
Da kom Studenten ganske uskyldig til at spørge, om der var Døtre i den Familie, hos hvem Georg boede, og da denne med en vis Forsigtighed havde besvaret dette Spørgsmål, spurgte den Anden ligeså troskyldig, om det var en af disse Frøkener Ramm, som under et kort Ophold i Byen i Foråret havde vakt sådan Opsigt ved sin Skjønhed, at man ikke havde talt om Andet i nogen Tid osv.; kun havde man beklaget, at hun skulde være halt, da hun ikke dansede. Kold benegtede tørt og på det Bestemteste, at han kjendte nogen halt Frøken Ramm.
Stenen var falden i Dammen. Disse få Ord efterlod en Uro, et besynderligt Mishag hos ham, der drev ham lige hjem i hans Logis, 34hvor han begyndte at pakke ind, og bestilte derpå Heste. Underligt nok, at dette ikke er falden mig ind før! sagde han; det er jo åbenbart bedre at reise om Natten, hvorved jeg undgår Heden og Støvet. Han var slem mod Skydshestene, og undte sig ingen Hvile, hvilket også havde sin Grund i hans Modbydelighed for Landeveien.
Klokken to næste Nat holdt han udenfor Porten, vandrede ned ad Alleen og listede sig stille ind på Gården. Allerede vilde han banke på, men betænkte sig igjen, gik sagte gjennem den lille Stakitport ind i Haven og søgte sig en Bænk under et Syrintræ.
Det var en deilig Augustnat, på den Tid, da Månen gjenvinder sit natlige Herredømme over Jorden; dens kjølige Friskhed sænkede sig straks som et Bad over hans trætte Lemmer. Mod den sidste Lysbræmme i Horizonten tegnede Skov og Fjeld sig skarpt i dunkle, broncerede Omrids; men Månen, der hævede sig bag Havens Træer, belyste allerede med sit milde Skjær Toppen af de nærmeste Gjenstande. Den stræbte at bryde gjennem Løvverket, der sitrede i lange, underlige Skygger på Husets Væg. En ung, smekker Poppel strakte sin Skygge som en Skildvagt foran et 35Vindu til Høire ovenpå, der var det Første, Kold søgte med sine Blikke. Nedenunder hvilede Alt i et Halvmørke. En enkelt Stråle listede sig opad Gangen henimod Blomsterbedet foran Trappen; men den traf kun en Klynge ranke, hvide Stokroser, der hævede sig spøgelseagtigt op af Dunkelheden. Ingen Lyd hørtes fra Huset; kun en Sirids sang i Muren. Fossens Brusen nede i Dalen, og en Agerrikses taktmæssige Slag var så monotone, at de smeltede sammen med Nattestilheden.
Kold var sælsom tilmode. Han indsugede dybt og beklemt den Duft, der opfyldte Atmosfæren, en eiendommelig Blanding af Roser og nyslået Hø. Han ønskede sig hundrede Sandser, for tilfulde at nyde denne Nats Herlighed; den var i dette Øieblik et Billede af hans egen Sjel. Hvad der nu foregik i den, var så forskjelligt fra Alt, hvad han hidtil havde følt og oplevet, som denne Nat i sin magiske Dunkelhed, sine vekslende, fortryllende Lys, med sine berusende Dufte var det fra en tåget Martsdag. Alle Fortidsbilleder drog blege og besynderlig fremmede forbi ham på denne Grund. Den Lykke, han før havde drømt om, hvor farveløs, hvor intetsigende var den, mod den, der nu fyldte ham!
36Medens han forfulgte disse Drømmerier, havde Trætheden omsnoet ham, og han slumrede ind, lænet mod en Træstamme. Da han vågnede, var Natteskyggerne borte. Morgenrøden kastede sit første Skjær på Vinduerne og tændte alle Farver. En frisk Morgenvind rystede Bladene og forstyrrede det fine Perleslør, som Duggen havde bredet over de blomstrende Rosenbuske. En Kuldegysen gjennemrislede den Vågnende. Han reiste sig, næsten lam af Træthed, og gik langsomt henimod Huset, men her standsede han, som rørt af et elektrisk Slag, der igjen drev Blod og Liv raskt gjennem hans Årer. Ved at løfte Blikket mod Sofies Vindu, troede han at bemærke en hvid Arm, der ligesom vinkede ad ham! . . . Dog, ved at se nærmere til, opdagede han, at det var Sofies hvide Kat, som hun havde den Uvane at have inde hos sig om Natten, og som nu gjorde sit Morgentoilette i Vinduet.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning (laget vha LERA): bokselskap.no/nsl/CC_AD_1utg_vs_3utg.html
Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.
Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.
Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.