parallellvisning her.

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

"/> [II, 20] | Bokselskap

Amtmandens Døtre (1879)

av Camilla Collett

[II, 20]

302Rygter og Folkesnak! Af alle Skrækkebilleder i en Kvindes Liv det mest Chimæriske, af alle Chimærer den skrækkeligste! Intet har en større Magt til at kue hende og bøie hende til Lydighed. Intet griber mere dæmonisk ind i hendes Liv end disse herre- og ansvarsløse Angreb, som vi er vante til at betegne ved hine Navne. Alt det Øvrige har kun bearbeidet Grunden, disse vil drive den bitre Vækst frem. Det behøver ikke at være noget Slemt eller Ærerørigt, det der siges, nei – takket være denne vort Samfunds dybe Billighedsfølelse, der opstillede Kvindelighedens skjære Krystal midt i sin egen Urenhed, med den Fordring til Krystallet altid at være 303krystalrent, – der behøves intet Stænk, blot et Åndepust til at fordunkle det. Der behøves blot, at der tales. Det er ubeskriveligt, hvilken mystisk Rædsel dette elendige Tohuwabohu kan øve på et ungt Gemyt.

En ung Pige har en Hjertesorg. Hendes Sind har lig en Mimose lukket sig over den, måske så længe, så længe indtil det fine, strålende Insekt, Kjerligheden, er død. Da folder hun det stille, smertefuldt ud igjen mod Verden, mod Lyset. Hun tror naivt, at Ingen har mærket det, hun tror det i Bevidstheden af sin Smertes Adel og Uantastelighed. Hun har Intet bortgivet, hun eier sin Hemmelighed. Stakkels Mimose! Din Hemmelighed eier Alle, Du kan læse den i alles Blikke. Fra alle Kanter vil Du høre den fortolket, besmykket, fordreiet, besudlet; her en Gjenstand for Medlidenhed, der for Spot. Er den meget interessant, vil den måske falbydes i Bogladerne. En Rædsel griber hende da; hun vil flygte tilbage i sit eget Indre. Men Helligdommen er jo skjændet, Klenodiet borte, og hun kaster sig da i Armene på en eller anden Ulykke, der aldrig mangler at være ved Hånden.

Vor stakkels Sofie var ligesålidt hævet over dette som enhver Anden. Hendes Moder havde seet hende blegne ved den sagteste Hentydning 304til hendes Forhold til Georg. Fra denne Side var det værdt at vove et Angreb, og hendes Moder besluttede at vove et Angreb fra denne Side.

En Dag kom hun hjem fra en Visit hos den omtalte Fru Breien. Med den moderlige Indignations Iver fortalte hun sine Døtre en Scene, der var forefaldt mellem hende og den nævnte Dame. Fru Breien havde med hykkelsk Deltagelse spurgt til Sofies Befindende, og endelig efter tilbørlige Omsvøb ytret den Formening, at dennes lidende Udseende havde sin Grund i en forsmået Kjerlighed til den bortreiste Huslærer. Det var såmen ikke hendes Formening alene, men Alles, havde hun lagt til, da hun så Fru Ramms pikerede Mine. En Pige, som havde tjent hos Amtmandens og siden var kommet til Andre, havde fortalt, at hun med egne Øine havde seet Frøkenen i høieste Bevægelse række ham et Brev, som han ikke vilde modtage, at det var faldt på Gulvet og at Pigen havde rakt ham det, så måtte han tage det. Man vil erindre hin Scene, hvor Sofie tilbageviste hans Brev. Postbudet havde flere Gange bragt Breve fra Sofie på Posthuset, og hun havde skyndt sig så med at komme hjem fra 305Besøget hos sin Søster, bare for at træffe Kold, men hun var dog kommet for sent, Fuglen var alt fløien.

O, råbte hendes Moder, der ikke syntes at ville lade sig berolige, skal vi endnu have Fortræd af det Menneske! Det er ikke nok, Sofie, at han har holdt Dig for Nar, nu skal ovenikjøbet Bygdens Sladderhanke få fat på Historien og tærske Langhalm på den et År eller to. Bedst var det, om Du kunde være borte en Stund, indtil man fik snakket ud . . . Ja sandelig – så hårdt som det vilde være for mig at give Slip på Dig, nu da også Amalie reiser – det var dog det Bedste for Dig. Var det ikke en Umulighed, vilde jeg foreslå Dig at drage med hende og blive der nogen Tid.

Det er ingen Umulighed, mumlede Sofie, hvid i Ansigtet som et Klæde.

Jo, min Pige, med din Delikatesse vilde jeg dog betænke mig derpå . . . . Ja, jeg ved ikke . . efter min Følelse vilde jeg det ikke.

Som hans Hustru kan og vil jeg det, sagde Sofie koldt og rolig, men med lydelig Stemme.

Med et Glædesskrig styrtede Amalie hende om Halsen.

Om Aftenen skrev Sofie et Brev til Provsten, 306og fjorten Dage efter var Svaret indløbet i den bedste Form.

Først da blev Sofies Fader draget ind i Hemmeligheden.

Den Gamle vilde ikke tro det. Det kom ham altfor uventet.

Hvorledes, Sofie! Provsten! Sofie, siger du? . . Mariane, lagde han næsten forskrækket til, vi har dog vel ingen Skyld? . .

Vi nogen Skyld? . . Hvad falder Dig ind? Ikke med en Stavelse er Sofie blevet påvirket, ikke med en Stavelse. Jeg falder jo selv som ned fra Skyerne, da Barnet fortæller mig det.

Sofie! Provsten! Min lille Sofie! . . Nei, vil man se! . . Min stakkels Pige! . . . Det er jo en stor Lykke! sagde han og stirrede hen for sig.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døtre (1879)

Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.