Amtmandens Døtre (1879)

av Camilla Collett

[II, 21]

307Med næsten en Moders Omhyggelighed havde Müller våget ved Kolds Sygeleie. Stum, afmægtig, forbløffet stod nu den kolde Forstand ligeoverfor den utilslørede Lidenskab. Müller havde vænnet sig til at betragte denne som en Sygdom, der krævede en egen Behandling, ligesom Tyfus og Nervefeber, og som ikke mere var farlig, når den havde overstået sin Krisis, Nærheden. Den fremmedartede Vending, Kolds Sygdom tog, bragte ham lidt ud af Fatning. Halv forbauset, halv nysgjerrig sad han ved hans Seng og lyttede til disse Udbrud, der mer eller mindre forvirrede altid dreiede sig om ét Navn, altid henvendtes til én Person, som 308han vekselvis bønfaldt og beskyldte. Det var både ynkeligt og hjerteskjærende tillige at høre den Syge, der så dyrekjøbt havde vogtet sin Hemmelighed fra at blive Müllers Bytte, uafladeligt at opramse Gangen i den ulykkelige Historie, og dette med en Gjentagelsens Omstændelighed, en Lidelsens Inderlighed, som når man skrifter for en øm Moder. Var han derimod ved sin Bevidsthed, viste han Müller en Kulde, en Mistro, der ofte var fuld af Bitterhed, men her må man lade denne, at han virkelig fortjente den Ros, som kun en utrættelig, altid overbærende Moder kan yde. Med en Stoikers Tålmodighed bar han den Syges Luner. Müller forstod måske ikke et Ord af den hele Sammenhæng, men det Hele havde vakt en uhyggelig Følelse hos ham, og han spurgte sig selv, om han dog virkelig havde nogen Skyld i sin Vens Lidelse.

Maisolen skinnede kraftigere ind i Sygeværelset. Kold kunde sidde oppe. Der kom Venner og besøgte ham. Der blev passiaret og spillet Kort. Som alle Rekonvalescenter var Kold livlig og tog Del i al Underholdning. Men Müller var nu blevet mistroisk. Denne Livlighed huede ham ikke, og af en vis fordybet Henstirren midt i en sådan oprømt Stemning 309forstod han, at en eller anden fiks Tanke beskjeftigede ham. Nogen Reise eller et andet voldsomt Skridt kunde det neppe være; Dagen, den ominøse Dag, da Sofie skulde forenes med Rein, var dertil rykket for nær. Kunde han blot lykkelig og vel bringe Patienten ud over denne, så var han reddet. Kold havde måske ikke så nøie lagt Mærke til Datoen, første Juni, og den havde siden slet ikke været omtalt imellem dem.

En ung, åndrig Svenske, som de Begge kjendte, gjestede dengang Kristiania. Müller vilde bede ham samt nogle andre Venner sammen den Dag, og feire Kolds første Tilladelse til at være ude, med et Aftenlag i det Grønne. En halv Tønde Østers og en Kasse fine Vine, som var bleven sendt Müller fra en taknemlig Helbredet i en af Byerne på Vestlandet, kom netop som bestilt til Festen.

Det var den næstsidste Dag i Mai. Såre tilfreds med den sindrige Plan, han havde lagt, skiltes Müller fra Kold om Morgenen. Aftenen tilbragte han med at søge et Sted til Festen og træffe nogle Anstalter: Først henimod Middag Dagen efter kunde han opsøge Kold igjen.

Neppe kommet ind i Huset mødte Vertinden 310ham med et uroligt Ansigt. Ak, er det Dem, Doktor! og han er ikke med Dem heller?

Hvem mener De?

Ei, naturligvis Kandidaten. Ligesom De var gået fra ham igår, gik han ud og har siden ikke været hjemme. Var det ikke sådant et stille, ordentligt Menneske, skulde man tro, han havde gjort en Ulykke på sig! Jeg har sandt for Gud ikke lukket et Øie den hele Nat.

Müller hørte ikke mere. Han var allerede ovenpå. I Kolds Værelse var alt forladt i Skynding. På Bordet lå en Seddel.

Ikke vred, kjere Müller, ikke vred – De havde dog ikke kunnet holde på mig. En Strid med Dem vilde blot røvet mig de få Kræfter, jeg så vel trænger til. Når jeg ser Dem igjen, er jeg roligere. Tro mig, jeg er ikke utaknemmelig.
G.
Bed min Vertinde at lukke alle Vinduer op og lade dem stå åbne til jeg kommer tilbage.

Afsted efter ham! var Müllers første Tanke. Den rasende! sagde han, besindende sig, han er allerede deroppe.

Reisen op til Amtmandens Gård medtog i Regelen to Dage. Ved at reise hele Dagen og den følgende Nat med bestilt Skyds lykkedes det Kold allerede ved Daggry at nå den sidste 311Station, hvorfra der nu kun var en kort Spadsertur hen til Gården. Han undte sig her kun en kort Frist for at bringe sit forstyrrede Udvortes lidt i Orden, og begav sig derpå tilfods det sidste Stykke af Veien.

Klokken var omtrent syv, da han nåede Indkjørselen til Alleen. Han gik først nogle Skridt ned ad den, sprang så over Gjerdet og fulgte en liden Marksti, der ad en Omvei ubemærket førte ind i Haven. Fra det tætte Buskads kunde han iagttage Huset og Enhver, der forlod det.

Det var ret en deilig Forårsmorgen, så klar og varm! Naturen udfoldede al sin første, vårfriske Pragt. Hvert Træ, hver Busk syntes stolt af at vise det unge, skinnende Løv, som endnu ikke Solbrand havde mørknet, eller et eneste Støvfnug berørt. Haven var netop pudset og færdig. Om alle Bede slyngede Pintselilierne og Auriklerne sine Kranse. I de nyragede Gange viste sig endnu ikke et menneskeligt Spor, men Æbletræet og Hæggen havde festlig strøet sine Blade ned på dem. Kold ænsede dog ikke Noget af dette. Hans Blik var ufravendt rettet mod Huset. Der indenfor var der allerede Liv og Travlhed. Man hørte Lyd af Kjøkkenredskaber og mange surrende Stemmer 312gjennem dette trængte Fru Ramms Diskantrøst kort og diktatorisk som en Generals gjennem Slaglarmen. Fra det åbne Vindu blandede Kanarifuglen sin skingrende Røst med Bogfinkernes udenfor . . . En Pige pudsede Vinduerne i Havedøren, de blinkede i Morgensolen. Men Sofies Vindu ovenpå stod åbent, et hvidt Gardin viftede ud og ind som en Hilsen – eller som en Afsked. Hun er allerede nede, sagde han. Det var det, han vilde vide. Nu forlod han sin Post og søgte gjennem de ensomste Gange i Haven hen til den velbekjendte Grind, der førte ud til Marken, og tog Veien ned ad Møllen.

Duggen perlede endnu på Græsset langs Stien, denne Sti, hvor han så ofte havde forfulgt Sofies Spor. Først her sagtnede han sin Gang og lod Blikket streife omkring. Hver Busk hilsede ham som en gammel Ven, han kjendte hver særskilt liden Blomsterfamilie igjen. En sådan stenet Engbund udvikler også fortrinsvis en broget Flora, som man forgjeves søger i den federe Græsmark. Marienøglen var der allerede og den rosenrøde Skovpryd; Gjøgesyren stod i fuld Flor . . Over de brune Mostuer bredte de sidste Anemoner rødlige Tepper. Konvalen knoppede bag de brede Blade, men havde ikke udfoldet en eneste af sine skjere Klokker endnu; 313måske vægrede den sig ved at bringe Festen noget Offer. Overalt flagrede og rørte det sig, overalt en Summen, en Hvisken, en Knitren af tusinde små usynlige Liv. Den stakkels Kold, lige sluppet ud af sit Vinterfængsel, havde ikke tænkt på Våren, han var ikke belavet på dette nye, mægtige Indtryk. En sagte, vemodig Musik tonede hen over Engen, det var den fjollede Ole, der sad på en Tue og blæste på en Siljefløite; i de døsige, blå Øine rørte sig ikke Tegn til Forundring eller Gjenkjendelse, idet Kold gik forbi . . . Uforstyrret klang Fløiten. Den blide, drømmende, vårlige Lyd greb ham med nye Erindringer og vakte den hele Sammenligning mellem før og nu. Hvor freidigt havde han ikke før på denne Sti hilst Våren! Og endnu siste Gang – det var netop i de Dage, Sofie ventedes hjem – med hvilken Længsel og svulmende Forventning! . . Nu sneg han sig som en Fremmed hen ad den, syg, miskjendt, krænket, martret af Angst og Uvished, – Alt overvældede ham. Den søde, berusende Duft af Marken rystede hans Nerver og vakte en usigelig smertelig Fornemmelse. Han kastede sig ned på Jorden og brød ud i en Tårestrøm. Et Øieblik følte han et Raseri mod sig selv over dette ufrivillige Udbrud, og han så sig truende 314omkring, om en eller anden Småfugl havde mærket det.

Disse Tårer styrkede ham. De efterlod en Følelse af Vrede, Vrede mod hende, mod ham selv . . . . Blot Tanken på, hvad han havde lidt, og at Synet af hende måske vilde smelte ham, kunde gjøre ham rasende. Nei, nei, ingen Blødhed, ingen Svaghed skulde forstyrre ham dette Møde, dette dyrekjøbte Møde, hvoraf Liv og Død syntes at afhænge.

Fra Møllen sendte han hende en Seddel med en Forbigående, derefter vilde han oppebie hende i Grotten.

Med hurtige Skridt ilede han op ad den bekjendte Hulvei. Om den nu kom sikkert i hendes Hænder . . Hvorledes hun vilde optage det . . Om hun vilde komme – straksvillieløs, som man lyder en Døendes Forlangende, Alt dette beskjeftigede ham så, at han Intet sansede, førend han var ved Indgangen til Grotten. Han stod ligeoverfor Sofie.

Hun sad på den brede Stenbænk i Klippen. Det hvide Shawl, hun havde svøbt om sig, smeltede i Belysningen ovenfra således sammen med hendes hvide Hals og blege Ansigt, at den hele Fremtoning antog noget Busteagtigt. Et Øieblik troede Kold for Alvor, at hans Indbildningskraft 315foregjøglede ham denne Skikkelse, der idelig sysselsatte hans Tanker. Men Skikkelsen gjorde en Bevægelse, den reiste sig halvt og sank derpå tilbage igjen med Blikket stivt heftet på ham. En Stund stirrede de på hinanden.

De kjender mig nok ikke, Frøken Ramm? sagde Kold endelig med usikker Røst, som om han frygtede for at se Synet svinde.

Jeg kjendte Dem straks . . . skjønt! . . Et forundret Blik på hans forandrede Udseende fuldendte hendes Tanke. Har De allerede truffet Far? Skal vi opsøge ham? Hun vilde atter reise sig.

Det er ikke for at søge Deres Far, at jeg er kommet. Jeg er kommet for at søge en Samtale med Dem. Nu, da vi står Ansigt til Ansigt, turde det måske lykkes mig engang . . .

Jeg har aldrig vidst, at dette Ønske var Dem så vigtigt. For første Gang erfarer jeg det nu.

Det er sandt, De har ikke læst mine Breve. De har negtet mig al Adgang. Selv en Forbryder har dog Ret til at tale sin Sag.

Fordi jeg var overbevist om, at De, Hr. Kold, Intet, – nei Intet havde at sige mig, som jeg burde høre på.

Ikke, Frøken Sofie, virkelig ikke? Tror 316De da, at jeg ligefra Sygesengen vilde være stormet herop, at jeg vilde udsætte mig for den Tort at blive seet her på en Dag som denne . . at jeg godvillig vilde tjene som Dekoration ved Deres Bryllupsfest? . . Og tror De endelig, at jeg vilde have trodset det Værste af Alt, at falde Dem besværlig, når det, jeg havde at sige, ikke netop var Noget, De burde høre? Og vil De da nu høre mig? . . Er det Dem beleiligt?

Al Farve var veget fra Sofies Kinder. Hun reiste sig og sank atter tilbage. Et Blik, bønfaldende og vegtigere end Ord, traf ham.

Jeg vil ikke forskrække Dem. Lad os tale roligt . . . De ser, hvor rolig jeg er . . Sofie, vær oprigtig . . . Der er Noget imellem os, et Punkt, et dunkelt Punkt, som jeg ikke kan tyde . . . Forklar mig det! . . Hvorfor har De mishandlet mig så?

Har jeg mishandlet Dem? sagde Sofie og så på ham med et Smil, som fortalte om, hvad hun havde lidt.

Husker De den Dag, da De, ligesom drevet af en himmelsk Indskydelse, betroede mig Deres Livs dyrebareste Hemmelighed? . . . De kastede Dem om min Hals og sagde, at De elskede mig.

317Skal jeg erindres derom, udbrød Sofie og skjulte Ansigtet i begge Hænder.

Rødm ikke derover. I hin Time var De sand og naturlig, Noget, Deres Kjøn aldrig vover at være. Ved De, hvorledes jeg optog det? Jeg var beruset af min Lykke, jeg kunde neppe tro den. Da jeg så Dem igjen, var De kold og afmålt. Jeg troede endnu, at det var den Tvang, Omgivelserne pålagde Dem, og jeg ventede tålmodig . . . nei ikke tålmodig, men jeg ventede dog. Et sådant tvangfrit Øieblik kom ikke, og det var Dem, der skyede det. De var og blev utilgjængelig og vidste med en mageløs Behændighed at undvige al Anledning til Forklaring. Sig selv, om jeg har forsømt Noget, hvormed jeg kunde røre Dem! Tror De ikke, at jeg har lidt! Der er Intet, der kan martre en Mand mere, end det Uforståelige, det, han ikke kan angribe, og mod hvilket han idelig støder sit Hoved som mod en usynlig Mur. Jeg vilde takket Dem, havde De i rene, tørre Ord sagt mig, hvorfor De behandlede mig så. Sig mig det nu. Sig mig det Hårdeste, at det Hele var en Feiltagelse, at De i hin Stund udtalte Ord, som De måske selv ikke sansede i den Skræk, De var . . . Ikke sandt, således forholder det sig?

318Nei, sagde Sofie, der med sælsomme Blikke havde lyttet til hans Ord, det forholder sig ikke så. Jeg sagde sandt, og jeg vidste fuldkommen, hvad jeg sagde.sagde] rettet fra: sagde (uten punktum)

De vidste det? denne Lykke, som jeg følte, den delte De også?

Ja, også jeg var lykkelig.

Han grundede lidt.

Har Nogen bagtalt mig for Dem?

Sofie rystede på Hovedet.

O, var det ikke Andet! Ingen kunde bedre end jeg selv have sagt Dem Sligt. Ja, jeg har været svag, jeg har begået Vildfarelser, jeg har som de fleste Mennesker Angerpletter i min Sjel, som jeg ønskede, jeg kunde udslette! Men De må dog tro, at jeg afskyr Alt, hvad der er lavt og urent. Jeg har intet Menneskes Ulykke på min Samvittighed. Forlang det, og jeg skal brede hver Fold i mit Liv ud for Dem.

Jeg har tænkt på Dem, men jeg har aldrig tænkt på Deres Dyder eller Feil, sagde Sofie med en ringeagtende Betoning. Hvad De end kunde have havt at betro mig, skulde jeg aldrig – såmeget ved jeg – have forlangt at vide . . . .

Ikke sandt, Kjerligheden ved Alt, den fordrager 319Alt, den tilgiver Alt? sagde Kold bittert. Og denne Følelse, der var så ophøiet, så ubetinget, den levede en hél Dag tilende, og så slukkede den som et andet Natlys, som man sover fra, og som man om Morgenen ikke husker mere på . . ?

Fordi den måtte slukkes, De slukkede den jo selv. Ikke jeg, ikke nogen Anden bærer Skylden . . . . De selv fremkaldte en Tilståelse for siden grusomt at spotte og forhåne den!

Jeg? hvordan?

Nu vil jeg sige Dem Alt. Den Aften just kom en af deres Venner for at besøge Dem.

Doktor Müller! hm ja . . . Det var netop den Aften. Han kom ubeleiligt nok.

Til ham betroede De Alt, hvad der foregik i Deres Sjel, som jeg var for enfoldig til at gjennemskue. Jeg hørte denne Samtale, først ufrivillig, siden fordi jeg måtte og vilde høre den tilende. Til denne Fremmede, som jeg vidste var Deres fortroligste Ven, røbede De omtrent, hvad der var foregået mellem os. De fornegtede Deres egen Følelse og gav min spottende til Pris . . .

Åndeløs havde Kold lyttet. En ubeskrivelig Blanding af Forbauselse, granskende Uro, Uvished og Håb bevægede sig i hans Træk. 320Sofie, sagde han efter et Øiebliks Taushed, er denne Samtale, som De har hørt, det Eneste, der har skilt os ad?

Ja, det Eneste.

Er det vist? . . . Sværg mig til, er der intet Andet end dette, som har vendt Deres Hjerte fra mig?

Intet Andet! Intet Andet! gjentog Sofie smertelig for sig selv. Nu vel, nei, der er intet Andet . . .

O, Gud ske Lov, udbrød Kold jublende. Så kan Alt endnu blive godt! Hvad har jeg sagt? . . . Jeg ved det ikke mere! . . . Har jeg fornegtet Dem? . . . Det er nok muligt. I den Time havde jeg kunnet begå et Mord, før jeg havde forrådet Nogen vor Hemmelighed . . . Og til ham, min Ven siger De? Han var den Sidste på Jorden, jeg vilde betroet den til. O, De ved ikke, hvad man kan falde på at sige i en sådan Time! . . . . Der gives Mennesker, i hvis Nærværelse man føler en Trang til at vrænge Alting, til at rive ned på, hvad der er os dyrebarest . . Men det forstår De ikke. O, Alt skal blive godt, men vi må have Mod! Der er ikke et Minut at spilde.

Hun sad ubevægelig og stirrede på ham. 321Den Hånd, han havde grebet, var kold og tung som Marmor.

Og han bad hende. Alt, hvad den flyvende Angst kan lægge veltalende på en Mennesketunge, alt hvad sand Ømhed kan opbyde til at røre og bevæge med, det forsøgte han.

Sofie, sagde han, jeg har holdt af Dem siden De var Barn. Forskudt og misforstået af de Andre, fandt De altid et taust Forsvar hos mig. For denne Villiekraft, for denne unge Selvstændighed, som de kaldte barnligt Egensind, bøiede jeg mig. Måske min Karakter trængte til denne Støtte hos en Anden. Da De reiste, blev jeg . . for at vente på Dem . . tror jeg . . O, alt hvad jeg havde tænkt og drømt, fandt jeg overgået, da De trådte mig imøde ved Deres Hjemkomst! Min selvkjerlige Angst for at se mig skuffet, forvandlede sig til en anden langt værre Angst. Jeg vilde enten det Høieste eller Intet. Deres Kjerlighed skulde være prøvet og ægte, og jeg svor ved mig selv, at jeg skulde vinde den på en ædel Måde; De skulde lære at agte mig først. Så tillidsfuld skulde De blive, at De som et Barn kunde flyve mig om Halsen og fortælle mig det selv. Har jeg ikke skånet min fine Blomst? Jeg var dog på Post mod mig selv. Al den Råhed, det uværdige 322Spil, som en Mand så ofte tillader sig i et Forhold som dette, disse Beruselser i den Andens Lidelser, det skulde aldrig øves mod Dem. De var for naiv til at forstå det, for stolt til at tåle det . . . . O Gud, og nu skal et Øiebliks, et eneste Øiebliks usalige Misforståelse . . .

Misforståelse! nei, nei, ikke Misforståelse. Hvor kunde jeg tvivle på, hvad jeg hørte? . . . Og havde jeg et Øieblik været svag nok til at tvivle, så skal De vide, at . . . jeg vilde først ikke sige Dem det . . .

Hvad, hvad?

At Deres Ven, at Dr. Müller siden bekræftede Alt, hvad jeg havde hørt. Deres Følelse for mig var blot en forbigående, en af dem, som oftere før havde skuffet Dem selv . . . De stod i Begreb med at gå ind i en Stilling, en glimrende Stilling; men for at kunne dette måtte De være fri for ethvert Bånd . . . Han tryglede mig om at give Slip på Dem.

Virkelig? . . . derom tryglede han Dem! . . ha ha! . . Müller? men han talte jo ikke med Dem?

Han opsøgte mig om Morgenen, for at sige mig dette.

Altså dog. Müller! . . Og alt det har han fortalt Dem så roligt og tørt . . O, så grundigt! 323Stakkels Sofie, ja også Du har lidt. Men beskyld ikke mig eller denne Ven, som Du kalder ham. Din egen grænseløse Mangel på Tillid bærer Skylden. Mig skulde Du troet, ikke mine Ord. O, jeg forstår Alt! . . Min Feil, min uhyre Feil var, at jeg ikke kunde vinde denne Tillid. Jeg formåede ikke at gjøre Dig mit Væsen forståeligt, jeg kunde ikke løfte Dig op til det Punkt, hvor Du vilde lært dette! . . . Men min Kjerlighed havde jeg dog – thi jeg har elsket Dig, Sofie, ja jeg har! – Og netop fordi jeg vilde skjule det for alle Andre, fordi jeg vidste, at ikke En i denne lunkne Slægt, der har glemt, hvad Kjerlighed er, ikke Én vilde forstå en Følelse som min, netop fordi jeg holdt den så høit, måtte det gå så! . . . . Men at også Du kunde tvivle på den! Kunde tillade en så rædsom Misforståelse af mig, af Dig selv . . . Sofie! . . Og var dette muligt, og Du kunde virkelig tro, at jeg var en sådan skjændig Usling, som Du måtte tro . . som Du troede jeg var . . hvorfor krævede Du mig ikke til Regnskab? Hvorfor knuste Du mig ikke med din Foragt! . . . O, Sofie, Sofie, hvorfor talte Du ikke!

Den stakkels Pige kastede blot et Blik på 324ham, som det bundne Rådyr, hvilket man tilføier en Smerte.

Kom, kom, sagde han voldsomt og greb hendes Hænder, vi spilder Tiden med Snak. Det er ikke forsent. Det er vort Bryllup, man bereder . . . Din Fader er os god . . . Jeg skal tage al Skylden . . O, lad os bare gå! . .

Men om Himlens Engle var nedstegne idetsamme og havde forenet sine Bønner med hans, vilde det dog ikke have bevæget Sofie.

Ikke letsindig, men med sin Sjels hele dybe Alvor, efterat hun lykkelig og vel havde vænnet sit Hjerte af – måske som den sidste Akt af dette Selvdødelsens Verk – havde hun grebet og sat sig ind i sin nye Tilværelse. Hun havde selv rakt den Mand, hun skulde tilhøre, Hånden over den frivillige Kløft, hun havde lagt mellem sig og Kold. Ligeså tillidsfuldt som den var givet, ligeså tillidsfuldt, ligeså taknemligt var den blevet modtaget. Hendes naturlige Retsindighed oprørtes blot ved Tanken om at skuffe en Tillid som denne. Men nu forlangte hendes Elsker, at det skulde ske på en opsigtvækkende, det er en rigtig krænkende Måde. Her var ikke mere Tale om hin Opsigelse, som Verden sanktionerer, når den sker i kontraktmæssig Tid, og den skjuler sin Bråd i et lidet fint, velforseglet 325og velfrankeret Stykke Velin. Det var Oprør, Mord, Brandstiftelse, det var et Frafald i Slagets Øieblik, det var et Brud Dagen før et Bryllup. Hun skulde bringe Forvirring ind i det festsmykkede Hus, Sorg og Forfærdelse over alle Sine! For voldsomt, for uforberedt kom dette over hende. Ligesålidt som de første varme Stråler, Martssolen sender ned til den frosne Jord, kan trænge igjennem og løsne det fængslede Liv dernede, ligesålidt formåede hendes Elskers Stemme i dette Øieblik at trænge ind i hendes Bryst. Den ungdommelige Kjækhed, hvormed hun engang vilde have forsvaret Kjerlighedens Førstefødselsret ligeoverfor den hele Verden, den var brudt, elendigen brudt med Modet, med Håbet og Tilliden. En uendelig Skræk havde grebet hende fra det første Ord imellem dem. Den lammede næsten hendes Evne til at tale, til at forstå, hvad hun siden med sådan frygtelig Klarhed huskede hvert Ord af. En Stemme i hende overdøvede Alt: Indlader Du Dig i Kampen, så er Alt forlorent, Pligt, Ære, Lykke på engang – knus, tilintetgjør – men gjør det bare kort. Hun søgte efter det Våben, der dødeligst kunde føre Slaget.

Du elsker mig jo? sagde han,sagde han,] rettet fra: sagde, han forfærdet over hendes Ubevægelighed.

326Hun bevægede Læberne, men man hørte ingen Lyd.

Du elsker mig jo? Han bøiede sit Øre ned mod hendes Mund.

Hvad hun sagde, vilde de neppe have hørt de lyttende Bjergånder, der så skadefro belurer Menneskenes jammerfulde Hemmeligheder, men han havde hørt det. I næste Øieblik stod han lænet mod Fjeldvæggen med Hænderne for Ansigtet.

Ja, vedblev Sofie i sælsom Hast, ja, jeg tog feil af mig selv. Det var et Blændverk, der svandt i hin Time, da Deres Ord trængte så sårende ind i mit Hjerte. Vi passer ikke for hinanden! For enfoldig, for alvorlig er jeg for Dem . . . Ham, den gode, Ligefremme vil jeg tilhøre. Han holder af mig, han agter mig og aldrig vil han fornegte denne Agtelse ligeoverfor en Anden . . . . Ja, hans er jeg, jeg har lovet ham det . . . Jeg skal passe hans Hus . . . Jeg skal passe hans Børn! . . . O, jeg skal blive en god Hustru, det forsikrer jeg Dem.

Jeg tvivler ikke derpå, De vil blive et Mønster, sagde han uden Ironi, men bedrøvetbedrøvet] rettet fra: bedøvet. Og nu har De søgt denne Ensomhed for at samle Deres Tanker til Opfyldelsen af disse Pligter . . . 327Og jeg! . . . . Alt for længe er jeg faldt Dem besværlig.

Ja, ja, så er det, netop derfor har jeg søgt Ensomheden. For at tænke over disse Pligter . . . O, på Knæ burde jeg trygle Himlen om Styrke til at opfylde dem! . . Ja, det er sandt, De burde ikke forstyrret mig, De har gjort Synd i det, stor Synd . .

Han sank ned for hende i unævnelig Angst. Kald dem tilbage disse grusomme Ord, Du ved ikke selv af dem, nei, Du ved ikke selv af dem. Du siger dem blot, dit Hjerte kjender Intet til dem . . . Det er dog mit dette Hjerte, jeg eier det med en helligere Ret, end nogen Anden! O, Sofie, forstød mig ikke! . . . . Elskede . . . Dyrebare! . .

Bort, bort med slige Ord! skreg Sofie, næsten i Vildelse. En af os skal gå herfra, og vil De ikke tillade mig det, så skal De . . . Eller bliv! bliv! men så sandt Gud vil hjælpe mig, intet Ord skal skiftes mere mellem Dem og mig.

Hun trak det hvide Shawl over Hovedet, hyllede sig deri som i et Gravklæde, og blev siddende.

Der var ganske stille i Grotten. I lange Mellemrum hørtes kun Dryppet af en Dråbe, 328når den faldt med en Lyd som et klagende Suk ned i Hulingen. Der klang mange sådanne Suk. Der var så stille i Grotten.

Sofie så iveiret. Som vågnet af en Forstenelse for hun op, og med et dumpt Udråb, næsten som en Kalden, styrtede hun udenfor. Lyset faldt på hendes ligblege Ansigt, hvis ene Kind Bevægelsen havde mærket med et mørkt, flammende Punkt. Og hun fløi afsted, først nølende, speidende, som om hun frygtede for hvad hun søgte, men, da hun Intet så, Intet fandt, med Angstens stigende Hurtighed.

Hun mødte Ingen på sin sælsomme Jagt. Dog jo, på Broen mødte hun en gammel Husmand med sin Gut, der begge bar tunge Kornsække til Møllen; de skulde ikke have hvilet forinden de havde nået denne. Men oppe i Bakken havde den gamle Husmand og hans Gut mødt en Jammerskikkelse, som de syntes de skulde kjende, og da havde de sat sine Sække ned og havde stirret efter den, og derpå ganske tause læsset sin Byrde på Nakken igjen, for at bære den til Møllen. Men ved det nye Syn, der for dem forbi, satte de atter sine Sække ned og stirrede efter det, sålænge de kunde, og vandrede så tause videre. Hvad tænkte den gamle Husmand, medens han så efter Synet og 329betænksomt vendte Skråen i Munden? Måske faldt det ham ind, at en sådan Sæk vistnok var en Byrde, men at ikke alle Byrder var Sække, at der kunde gives meget Andet, der var tungt at bære, og at Vorherre uddeler det Tunge ligeligere til sine Skabninger end sådan gammel Fattigmand mangengang tænker.

Ved sin Faders Dør stansede Sofie. Hun kunde intet Andet høre end sit eget Hjerteslag. Der var ganske tyst derinde. Han var alene.

Alene! Hvorfor skulde han ikke være alene? Hun hørte ham rolig vende Bladet i en Bog. Arme Sofie! Ikke på den fredelige Gamle spilde Du dit opblussende Mod! Han har kun et Hjerte, et Suk for din Nød, og det hjælper til Ingenting. Dernede går det brusende Maskineri, der har grebet Fligen af dit nye Håb, stans det, om Du kan.

Dernede beredes et Bryllup.

Et Bryllup! «En latterlig Ting i Grunden» havde Müller kaldt det. Nei ikke latterlig, frygtelig er den Fest, vi kalder Bryllup. Vi vil ikke engang tale om denne Udstilling af Brudens Skjønhed og rødmende Kinder; hvis han har Hjertet på det rette Sted, og det overhovedet kan tænkes, at han bringer et Sind med, som Vedtægten ikke ganske har afstumpet, må Harme, 330martrende Jalousi overdøve alle andre Følelser på en sådan Dag; herom taler vi som sagt ikke, men kun om den hele banale Prunk, hvormed det Helligste udmaies, og hvormed man gjør sig Umage for at betage det sin ophøiede Simpelhed. Vielsen, den, hvorpå Gud selv lægger sine Hænder, er indstiftet for de viede Hjerter, de lykkelige Brude, men Brylluper er opfundne for de Ulykkelige. De gjør ganske samme Nytte som Cymblerne og Paukerne ved de Vildes Ofringer, de bedøver Offeret og overdøve dets Skrig.

Foran en Vielse vilde altid et modstræbende Hjerte finde Mod til at redde sig – Gud er barmhjertigere end Menneskene – men foran en Bryllupsfest er der ingen Frelse.

Måske vilde endog vore Elskende, som havde fundet hinanden for sent, vundet hinanden for sent, være blevne reddede, måske havde de to Ædle, der rådede for deres Skjæbne, kunnet beslutte sig til at gjøre disse Børn lykkelige, når det havde kunnet ske uden Opsigt, men det kunde ikke ske uden Opsigt. Bryllupet var proklameret, Veninderne havde allerede syet Presenter, Gjesterne var tilsagte, og Præsten havde af sit åndelige Herbarium fremfundet og memoreret en Tale, der var så gammel, at den kunde gjælde for ganske ny.

331Med et Råb om Frelse på Læben var Sofie ilet nedenunder. Forstuen var opfyldt med Løv og Kranse, Vinduer og Døre stod åbne, og i Værelserne var endel Tjenestefolk ifærd med at flytte Møblerne. Der var Ingen af dem, hun søgte. Men fra Kjøkkenet kom Amalie hende glædestrålende imøde. Den er kommen! Den er kommen! råbte hun og drog den viljeløse Sofie med sig.

Kassen, den længe ventede Kasse fra Byen, var kommen. Kassen med Bryllupsstadsen, der var forfærdiget hos de første Modehandlerinder i Kristiania, og mange andre skjønne Ting til Festen. I Havestuen stod Fru Ramm beskjæftiget med at pakke ud. Den lidt echaufferede Mine vidnede om Travlhed og en høi Grad af Veltilfredshed. Borde, Stole, ligetil Vinduskarme lå fulde af udpakkede Sager. Overalt skinnede det festlige Hvide i Atlask, Bånd og Flor. Amalie løb beundrende fra det Ene til det Andet. Sofie var sunket ned på en Kanape. Ved et Tilfælde var det netop ligeunder den ulykkelige Reginas Portræt. At der fra dette faldt som et stumt Anathema ned over Scenen, som om det vilde forkynde: Ve over min Slægts Døtre! Jeg har ikke skuet, skal ikke skue ned på en lykkelig Brud mer! – det var Tanker og Syner, som vi 332må overlade en Fremtidens Genius at vække – vist er det, at det på hin Dag i vor Tidsregning, neppe vilde faldt nogen Mors Sjel ind.

Nei, se Slørene, Mor! råbte Amalie. Hvor yndige! Er de ens? . . Se engang, hvor det tager sig ud på Sofie! Hun kastede Sløret over Sofies Hår, hvis rige Fletninger under det hurtige Løb var faldne ned.

Jo, jeg takker, sagde Fru Ramm oprømt, det vil blive Noget at «glane» efter.

Mor, sagde Sofie, men så sagte, så brustent. Ingen hørte det.

Og Kjolerne! vedblev Amalie, hvor de er prægtige! Nei, slige Atlaskeskjoler er virkelig for elegante for et Par Bygdefrøkener som vi. Jeg kommer til at blive ganske undselig i min.

Å Fjas, sagde hendes Moder, Du finder Dig nok i det. Jeg synes nu, at en Brudekjole, som ikke er af Atlask, er ingen Brudekjole. Jeg stod Brud i Atlask, og jeg har lovet mig selv, at, såsandt jeg havde Råd til det, skulde mine Døtre det også.

Mor . . sagde Sofie atter. Det klang som et fjernt Nødskrig, det Sidste, som et af hine uforklarlige, der stundom ved Nattetid træffer Øret, og om hvilke man ikke ved, hvad enten de er virkelige eller ei.

333Dog jo, til Søsterens Øre trængte det. Det trængte dybere, til hendes Hjerte. Hun stirrede i Speilet. De opløftede Arme, hvormed hun netop befæstede en Prydelse, stansede, og med det Angstråb: O Gud, Sofie besvimer! styrtede hun til og greb den Segnende.

De sædvanlige Midler anvendtes. Fru Ramm løste Sofies Kjole, men Amalie tog grædende Sløret bort og kyssede hende på den blege Pande.

Vær ikke ængstelig, Amalie, det går snart over. Jeg har havt det akkurat ligedan. Det kommer blot af at gå fastende ud . . . Og Sofien min! med de tynde Sko i Duggen! . . . Ser Du, nu kommer hun sig. En Kop Kaffe vil styrke hende! Amalie, en rigtig god Kop!

Fruen må ikke stole på, at Provsten først kommer iaften, råbte Husholdersken i Døren. Per fortæller, at Skydsen på Bratli er bestiltbestilt] rettet fra: besilt til Klokken Et. Så bliver det alligevel bedst som jeg sagde, at belave sig på Middagen.

En Strøm af de forskjelligste Ordrer besvarede denne vigtige Efterretning.

Er det nu bedre, mit søde Barn? spurgte Moderen.

Ja, meget bedre.

334Vor Fortælling ender her, og de Læsere, der er fornøiede, ja kanske for længesiden fornøiede, kan godt her lægge Bogen bort. Men for de Læsere, der ikke er fornøiede, men ligesom Børnene, hvem man har fortalt Eventyret, gjerne vil vide mer, tilføie vi endnu nogle Ord, hvori vi vil forsøge at samle de få Træk af Personernes senere Skjæbne, som vi med fuldstændig Vished tør anføre som pålidelige.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døtre (1879)

Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning (laget vha LERA): bokselskap.no/nsl/CC_AD_1utg_vs_3utg.html

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.