Amtmandens Døtre (1879)

av Camilla Collett

[II, 22]

335Georg Kold var vendt tilbage til Kristiania. Det er en gammel Sætning, at en Mands Hjertesorg ytrer sig heftigere, men også mindre varigt end Kvindens. Måske. Han eier ikke Skuffelsens Fatning i det afgjørende Øieblik, han er ikke forberedt på den, som hun. Vist er det, at Georgs Smerte over at han måtte opgive sit Håb ikke havde denne Fatning. Han rasede mod sig selv, mod Müller, han lukkede sig inde i lang Tid og vilde ikke se noget Menneske – han reiste til Stockholm. Men lad end hin Sætning gjælde i Almindelighed, så ved vi dog af sikre Kilder, at hans Sorg i al sin Heftighed 336var dyb og varig, at den længe kastede en vemodig Skygning over al hans Glæde, og at han under sit senere Livs mangehånde Konflikter og på den Bane, hvor Æren og Lykken siden blev hans stadige Følgesvende, aldrig glemte sin første Elskede.

Om Müller ved vi kun, at han var bleven nødt til at opholde sig nogle Uger i Huset hos en Embedsmand i det Trondhjemske for at kurere et farligt Tilfælde, hvoraf denne led. Men her faldt han selv som et Offer for sin menneskekjerlige Iver, eller om man vil, for den aldrig slumrende Nemesis. Han blev forelsket i Datteren, forlovet og gift. Bryllupet var meget storartet og muntert. Der manglede ingen Formaliteter. Af de jevnlige Forsikringer, han lader falde i sine Breve til Kold om sin ægteherrelige Myndighed og de Ængstelser, han nærer for, at en Karakter som hans skal knuse et sådant svagt, skrøbeligt Redskab som en Hustru, slutter Kold, at han er kommen under Tøflen, en Gisning, der også deles af alle dem, der har Anledning til at betragte Dr. Müllers Huslighed i Nærheden.

Sofies første Tanke, da hun så sig i Besiddelse af timeligt Velfærd og sin Mands Tillid, var Lorenz Brandt. Hun havde forlængesiden 337vakt Provstens varme Interesse for ham. Men en anden Beskytter, mægtigere end han, der trofastere holder ud, og ingen Tak begjærer, var kommet ham i Forkjøbet. Brandts Forbedring havde været alvorlig ment, og Forvandlingen var virkelig foregået. Kun bukkede han under for den. Han havde ikke Kræfter nok til at gjennemgå denne for Menneskenaturen måske vanskeligste og smerteligste af alle Processer. Hvor mange har i Sandhed udholdt disse den gjenvakte Selvbevidstheds Kvaler, hvor man til Andres Ringeagt endnu skal føie den bitreste at døie, sin egen, og det, medens man martyriserer et allerede undergravet Legeme? Han skyede mere og mere de menneskelige Boliger, og til Tider, hvor Andre søge Ly, så man ikke sjelden ham og hans Hund slumrende på bar Mark eller under nogle Graners gjestmilde Tag. En Bonde, der en Aften ud på Sommeren kjørte ned fra Skoven med et Læs nyslået Græs for at tørre det på Sletterne, blev et Stykke fulgt af en grå Hund, der viste en påfaldende Uro. Ledet af den fandt han Brandt få Skridt fra Veien liggende midt i Lyngen med Armene under Hovedet, men med rolige, milde Ansigtstræk, som om han sov. Han måtte være død ganske nylig. Måltrosten sang en smeltende Cantate 338over hans Hoved, men Bonden lagde ham på det duftende Græs og kjørte ham til Hjemmet, ledsaget af den sørgende Krøsus.

Med hede Tårer begræd Sofie ham. Hun gjemte det lille Skrin som en Relikve. Det er kun den Lykkelige, og de, der udbreder den største Lykke, som begrædes af Alle. Men bitrere, mere brændende, flyder den lønlige Tåre for dem, som i dobbelt Grad medbragte Forjettelserne til Lykken, men som blev bedraget og bedrog sig selv for dem Alle, for dem, hvis rigeste Evner vendte sig som en Spot mod dem selv, hvis altfor yppige Livskrav, utilfredsstillede i en nødtørftig Virkelighed, slukkedes i Fornedrelse – for disse Ulykkelige endelig, hvis Ulykke «man skyr på Jord at nævne, hvis Kummers Navn er kun i Himlen kjendt.»

Og Sofie! . . . Læser, vi har gjenseet Sofie i hendes Hjem. Hun var ældet, derimod havde Lykken forynget ham, hvilket bevirkede, at Forskjellen i deres Alder slet ikke var påfaldende. Hun syntes kun at leve for alle Andre. Ikke tilfreds med at være alle sine Nærmestes Lys og Trøst, sin Mands beundrede Ideal og Adas kjerlige Veninde, søger hun at drage Alt, hvad der er lidende, ind i den dulmende Kreds af hendes Ømhed og Omsorg. Hvilket høiere 339Lysets og Fredens Liv, der endnu vil oprinde i hende, og hvortil det År af hendes Liv, hvis mangehånde Kampe og Bevægelser disse Blade kun ufuldkomment har gjengivet, måske allerede har lagt en kraftig, om end usynlig Spire – det tilhører Fremtiden, men Anelsen derom berører os lindrende, idet vi skilles fra hende.

Luise er blevet Enke, og Søstrene besøger hinanden ofte.

Amalies lånte Romantik har ikke holdt Stand i Forbindelsen med Brøcher. Den havde sporløst taget Flugten og havde efterladt den rene, uforfalskede Prosa. Det Blide, Smægtende i hendes Væsen havde givet Plads for en vis tør, husbagt Fornuftighed, som klæder hende mindre godt.

Søstrenes Værelse ovenpå var undergået nogle Forandringer. Amalie havde ladet det tapetsere, og der var virkelig kommet hvide Molls Gardiner. Tager vi ikke feil, var disse opheftede med forgyldte Pile. Men fra Væggen er Kjerlighedens Sangere borttagne, og den gamle Oldemoder ser strengt og triumferende ned på sin unge Slægt.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døtre (1879)

Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning: http://www.juxtacommons.org/shares/msg5op

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.