[II, 3]

37Det var endelig vel overstået dette første rødmende Gjensyn. Stumme, ikke et Ord mægtige, stod de ligeoverfor hinanden. Enhver af dem var så overvældet af sin egen Bevægelse, at den Ene ikke mærkede den Andens. Sofies Udvortes var også forandret – det er vanskeligt at sige hvori. Sommeren, Lykken, Længselen havde i den korte Tid mærkeligt udfoldet det; det var bleven sjelfuldere, interessantere. Også dette forvirrede ham. Den Ene imponerede den Anden, medens de Begge i sig selv følte sig inderlig forknytte.

Det gik på denne Vis i nogen Tid. Kold 38bragte Sofie en ny Sang eller en Bog. Når hun havde benyttet den, leverede hun den med en almindelig Tak tilbage; men de fandt ingen Ord til at udtrykke sig nærmere herom. Ved Sangen var imidlertid Sofie mere veltalende. Heri, i Kunsten, havde hun et eget Værn imod den Forknyttelse, hun led under. Musiken rev hende uimodståelig med sig. Hendes Stemme, hendes hele Personlighed gik op i Sangens Idé. Mer end engang flygtede hun bag dette Værn, så betryggende for hende – så farligt for ham.

Efter en sådan Scene stormede han en Aften ud over Markerne. Det er forbi, sagde han, Alt er forspildt. Jeg har ingen Holdning mere ligeoverfor hende, hun har ganske taget Magten fra mig. Iaften efter Bordet, hvordan sang hun ikke! Således har hun aldrig sunget før . . . . . Det Blik, der engang streifede mig over Bladet, var så fraværende, – hun vidste neppe, at jeg var tilstede, medens jeg blot så og hørte hende . . . . Da jeg endelig samlede mig for at sige Noget, var hun forsvunden . . . . . Hvad må hun tænke, jeg der reiste så freidig, så selvtilfreds, som om jeg havde foræret hende den hele Verden! . . . Jeg kunde ligesågodt styrte mig for hendes Fødder straks; 39men det tør jeg ikke. Jeg har Intet vundet endnu, Intet – Intet! . . . Ak, hine gemytlige Samtaler, hvor jeg sad så belærende, så mentorsværdig, de forekomme mig nu usigelig naragtige, og dog ønsker jeg dem tilbage. Hvorfor kunne de ikke opdrives igjen? . . . De må! . . . .

Men hine gemytlige Samtaler vilde ikke komme istand. Han streifede om på Markerne, han gik hver Dag ned i Grotten, men han mødte aldrig den, han søgte. Da opmandede han sig engang og spurgte ligefrem, om de ikke skulde gå en Tur. Når de så vandrede på de gamle Stier sammen, tænkte han, vilde den gamle Tone umærkelig komme af sig selv. Hun var villig hertil, og han ventede på Trappen, glad og urolig. Sofie kom, men Amalie var med. Dette hændte oftere, når han havde håbet på en tête à tête. Da kom han enten i det Lune, hvori et fornuftigt Menneske behager sig i at vrøvle, eller også blev han tør og ordknap. Det gik da ud over den stakkels Amalie, der måtte døie hans Sarkasmer; han var endog bitter mod Sofie. Dette kunde hun igjen ikke forstå. Al Godhed, al Interesse for mig er forbi, han spotter mig endog, sagde hun ved sig selv. Men netop han følte sig 40såret og trak sig tilbage; han arbeidede hele Dage på sit Værelse, medens hun sneg sig urolig og speidende omkring.

Da de på denne Vis havde plaget hinanden en Tid, blev det hende for utåleligt; en Dag gik hun ham imøde og sagde:

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle det Uheld, jeg har havt med Deres Bog. Jeg er ganske fortvivlet derover, især da jeg ved, De sætter sådan Pris på den. Hun rakte ham det Bind af Paludan-Müllers Psyche, som Lorenz Brandt havde sønderrevet.

O, den Skade er ikke stor! svarede Kold, ikke mindre forvirret. Hvor let kan sådant ikke hænde, og har det voldt Dem nogen Fornøielse – Læsningen mener jeg – så skal det være mig en Fornøielse.

Nei, selv har jeg rigtignok ikke gjort det, svarede Sofie og betvang et Smil. Jeg kan gjerne sige Dem, hvordan det er skeet. Lorenz Brandt var her engang, medens De var borte . . . Han var i en skrækkelig Tilstand . . .

Så han har revet Bogen itu! . . . Men hvad bragte da den stakkels Lorenz i et sådant Raseri?

Jeg tror næsten, at det var Deres Navn, – men idetsamme stod den hele Scene med 41Brandt levende for hende. Den dobbelte Betydning, der kunde lægges i disse Ord, faldt hende ind. Hun stansede og blussende Rødme drog over hendes Ansigt. En Pause indtrådte, hvori Kold betragtede hende forskende, og straks følende den lille Overvægt, Sofie gav ham, sagde han muntert og med sin sædvanlige Utvungenhed:

Er det muligt, er Lorenz så opbragt på mig? Jeg, som troede, at vi var de bedste Venner siden hin Dag, da han så høimodig trak mig op af Vandet! . . . Men tag Dem nu blot ikke den Skade nær. Jeg vil foreslå Dem et Bytte; De kan give mig en af Deres Bøger istedet.

Ak, mer end gjerne, når jeg bare havde nogen, der var værdig til at erstatte denne.

O, den første den bedste er god nok, har De ikke «Elisa eller Mønsteret for Koner?»

Nei, jeg har ikke! sagde Sofie tørt.

Så har De dog altid Robinson – Platous Geografi – Balles Lærebog?

Nu, sagde Sofie i samme Tone, De har ret udmærkede Tanker om mit BibliothekBibliothek] rettet fra: Bibliothet! Så skal De også få «Thiemes første Næring.

For den sunde Menneskeforstand» . . . Det 42er jo herligt! De ved da også at træffe det Bedste for mig!

Men så beholder jeg Deres Bog?

Det er ikke mer end billigt. De beholder Levningerne af min Psyche, og jeg får den sunde Menneskeforstand istedet. Gid jeg blot må beholde den ubeskadiget, lagde han pludselig alvorlig til.

Der kom Nogen. Istedenfor som tidligere uforstyrret at vedblive Themaet, brød de forvirret af med nogle Bemærkninger om Veiret.

Den sande Følelse er altid tvivlende, påståes der. Dog med Hensyn til Sofie turde man ikke engang sige dette; Tvivl forudsætter et Håb, som den følger ligesom Skyggen Lyset. Men Sofies Følelse var opfostret af Håbløsheden. Hun havde aldrig tænkt eller drømt om en så grænseløs Lykke som at se den gjengjældt. I hendes Erfaringsrubriker var en sådan Mulighed endnu ikke forekommet. Denne Bevidsthed gav hendes Væsen en Fasthed, en stille, men bestemt Tilbageholdenhed, som forvirrede ham og gjorde ham urolig. Undertiden antog denne Tilbageholdenhed noget Uvilligt, der med Skræk mindede ham om den gamle Barndoms Antipathi.

Men den Dag måtte også komme, da Håbet 43drog ind i hendes Sjel. Stakkels Sofie, hvorledes ser det ud i dine stille, dunkle Hjertekamre? Er der også Plads for denne nye glimrende Gjæst, og hvorledes vil den komme til Rette med de mørke, glædessky Ånder, som engang have fået Husretten der? . . . Slet nok, frygte vi; der vil blive Tummel og Forvirring og Opbrud og fortvivlede Kampe. Stakkels Sofie, gid alle lyse, glade Ånder må seire! . . . . Imidlertid Farvel Fred, Farvel Resignation!

Den milde, mæglende Natur løste endelig den trykkende Spænding, og lod dem for en Stund glemme Huslivets Pinagtigheder. På en Lysttur, som Familien tilligemed Kold gjorde hen til en Bondegård i en smuk Egn, kom det til en Nærmelse, og der udspandt sig en af disse Samtaler uden Indhold, uden Sammenhæng, hvoraf man siden ikke husker et Ord, men som få sin hele Fortryllelse fra det, som skal dølges. Ligesom Børn gjøglede de omkring hinanden, – skiltes de et Øieblik, var det kun for at have den Fornøielse at søge hinanden op igjen. De var så fordybede, at de ikke mærkede de Andres høflige Omsorg for at lade dem i Ro. Der gives en Måde at værne om et sådant i hinanden fortabt 44Par, som er fornærmeligere end den plumpe Forstyrren, der intet aner. Men som sagt, de mærkede hverken det Ene eller det Andet, de var lykkelige, så lykkelige, at de syntes, idet de brød op til Hjemreisen, at denne Dag havde lønnet dem for alle de forrige Ugers Lidelser. Desværre skulde de ikke bringe denne Lykke hel og holden hjem. Og hvor kan der også være Tale om Lykke i en Tilstand, der ei består i Andet end Uro, i en evig gjensidig Jagen og Flygten, i en åndeløs Vippen mellem alleslags stridende Sindsbevægelser, i denne Tilstand, man aldrig kommer tilende med at beskrive, men hvoraf Goethe alene har forstået at nedlægge Summen i fire Linier:

«Freudvoll und leidvoll, gedankenvoll sein,
Hangen und Bangen in schwebender Pein,
Himmelhoch jauchzend, zum Tode betrübt
Glücklich allein ist die Seele, die liebt.»

Himmelhoch jauchzend for en Bagatel, zum Tode betrübt for en Bagatel, og det var slige Bagateller, der så ofte styrtede Sofie fra hendes Himmel ned i Virkeligheden igjen.

Således var det hændt Dagen før, at hun havde sunget en svensk Romance, hvoraf Kold syntes at hvert Ord var skrevet for 45ham. Pludselig havde hendes Moder spurgt ham, om det ikke var deiligt. Han havde let kunnet slippe med en almindelig Indrømmelse, men han var selv altfor dybt greben. Efterat have rost Musiken, erklærede han Ordene for noget smagløst Tøieri.

På Gårdstunet stod Vognen forspændt til Hjemreisen. Var det en Trang til at være ene og lade sit Hjertes Fylde strømme ud i den friske Høstaften, eller var det en frivillig Bod, hun pålagde sig, idetmindste her at negte sig hans Selskab; men Sofie havde ingen Lyst til at sidde inde i Vognen, hun satte sig på Kudskesædet. Kold, der var gået ind for at tænde sin Cigar, kom netop til, da Fruen råbte:

Vil Du sidde der Sofie? Nå så . . . Men så får Per stå bag på, . . . og pas vel på Tømmerne, kjere Kold, og vælt os ikke altfor ofte, lagde hun drillende til.

Sofie, høilig forskrækket over dette Arrangement, som han kunde tro, hun havde nogen Del i, sprang hurtig ned af Vognen, men gjorde derved Galt værre; thi han erklærede netop tørt og kort, at han slet ikke havde isinde at tage Pers Plads, da han agtede at gå hjem.

Gå? sagde Fruen, her er jo Plads inde i Vognen. 46Den ulykkelige Sofie havde nu netop indtaget en af disse.

Tak, jeg går. Jeg har nydt Damernes Selskab sålænge idag, at det vilde være at misbruge en sådan Lykke, sagde han med et Ansigt, som gjorde denne galante Vending til en Uartighed.

Han var allerede et Stykke på Veien.

Nu, sagde Fruen til Amalie, vi To skal ikke rose os af at have fået formeget af hans Selskab.

Kold gik hjem, strålende lykkelig, uden at have mindste Anelse om, at han havde såret Sofie. Hun derimod sad stum den hele Vei, vred på ham, på sin Moder, på sig selv. Det er Straffen, sagde hun, fordi jeg et Øieblik har kunnet tro . . . det Umulige.

Da de kom hjem, sprang hun forbi sin Moder og Søster, uden at sige Godnat, og ilede op på sit Værelse, hvor hun gav sit Mismod Luft i en Tårestrøm.

Den næste Dag var Sofie streng mod sig selv og tilbageholden som sædvanlig. Hendes Opførsel havde dog ikke Udseendet af nogen ængstelig Flugt. Hendes Holdning var beskeden og sikker, men hun undgik også enhver Nærmelse. Dette ventede han ikke, og det 47drev hans Utålmodighed til det Høieste. Men det skulde blive værre. Ved Middagsbordet kom Pigen ind med et Brev, som hun rakte Sofie, der i synlig Forvirring stak det til sig. Hvem har bragt det? spurgte hendes Moder. Pigen havde fået det af Husholdersken, og denne havde fået det af en af Folkene, og denne havde igjen fået det af den fjantede Ole, Lægdsdrengen på Gården. Men her stansede også alle Efterforskninger; thi Ole havde blot ét Svar på alle Spørgsmål, i hvad Form de end fremsattes, og det var: «jeg veit inte».

Det er da nogle hemmelighedsfulde Breve, Du får, sagde Moderen. Det er altid usynlige Hænder, der bringer dem.

Bah, sagde Amtmanden, en Billet fra Breiens om at få lånt en ny Vals eller Mønsteret til en Krave. Det er nok hele Hemmeligheden.

Breiens? Nei, min Ven, fra dem er det ikke, deres Kragetær kjender jeg.

Jeg ved ikke, fra hvem Brevet er, stammede Sofie.

Men dette var for meget for den stakkels Kold. I sand Sjeleangst skred han op og ned i sit Værelse.

Elsk ikke for tidligt, Sofie! Bortkast ikke 48dit Væsens Klenodi! Sagde jeg ikke engang så! . . . . . Hvilken ironisk Djævel erindrer mig netop nu om disse Ord? . . . . Elsk ikke . . O, det har ingen Nød, vær ganske rolig! . . . Jeg troede det dog . . . Ja, jeg har vovet at drømme derom! Men jeg tror det ikke længer. Denne Rolighed, denne venlige Kulde . . . En ung Pige kan ikke beherskebeherske] rettet fra: behershe sig så . . . Og hvorfor skulde hun det? Har hun ikke forstået, at jeg slet ikke beundrer Skaberi, Unatur? . . . Jeg begriber hende ikke! . . Efter en Dag som den igår, da vi syntes så inderlig at forstå hinanden, at Ordet, der har svævet hemmende mellem os, forekom mig overflødigt som en tom Formalitet, efter en sådan Dag, da jeg synes vi måtte stumme flyve til hinandens Bryst, er hun pludselig afmålt og fremmed . . . . Hvad er dette da? . . . Og dog dølger hun en dyb Bevægelse, jeg har hundrede Tegn derpå . . . Om det var for en Anden! . . . Ubegribeligt, at denne Mulighed for første Gang falder mig ind . . . . Denne hemmelige Brevveksling, hendes Forvirring . . . Skulde nogen Anden dog . . Men hvem er det? . . . Hvor er han? Hun var længe nok i Kristiania . . . Måske endog i Danmark . . . .

Her stansede han lyttende, rev Vinduet op 49og stod en Stund med tilbageholdt Åndedræt. Milde Toner svævede op til ham fra Havestuen. Sofie sang en af disse Melodier af Kjerulf, hvor pludselig bag den grå Mur af nordisk Traurighed og Forsagelse en sydlig Livslyst strækker sine Hænder ud efter os og sender os smeltende Øiekast. Men Vinduet sidder så høit! Når vi ser ret til, forvandler Prindsessen sig til vor egen kjere Amme, der nynner os den gamle velbekjendte Barnesang, og beder os smukt holde os nær ved Huset.

Han gik ned, tog en Omvei gjennem Haven og stillede sig ubemærket ved Havetrappen. Det var en dunkel, men mild Septemberaften. Døren stod åben; gjennem den så han Sofie sidde foran Pianoet. Skinnet af Lampen faldt på hendes Ansigt. Hvilken Kontrast mod det fra iformiddags! Hendes Øine luede, de syntes større og mørkere end sædvanlig. Hun havde nok sunget sin Smerte vågen. Hun sang som en Kvinde blot tør synge, når hun er alene. Hun sang, som om Hjertet vilde briste. Nu hørte han også Ordene, men disse længselsåndende Ord var ikke skikkede til at dæmpe hans Uro. Idet hun sang:

«Min Tanke jeg Dig sendte,
Jeg sendte Dig mit Blik,»

50løftede hun tilfældigt Øiet op mod den Kant, hvor han stod; han bævede. O, hvorfor kan jeg ikke styrte hen til hende! . . . . Hvad holder mig tilbage? Et Ord, et eneste lidet Ord; men i dette skjules en Vished, jeg ikke kan bære . . . . O, Sofie! Ræk mig din Hånd over denne Afgrund . . . . . Giv mig et Tegn!

Han gjorde en Bevægelse fremad, vendte sig derpå pludselig bort og ilede ned i det dunkleste af Haven . . . . Men Sofies Stemme lød endnu som en smertelig Kalden efter ham:

«Ak hvor mit Hjerte brændte,
at intet Svar det fik.»

---

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.