Amtmandens Døtre (1879)

av Camilla Collett

[II, 4]

51Den følgende Eftermiddag kom Kold hjem fra en Tur på Marken, og traf Husets Damer siddende på Havetrappen. Fruen og Sofie syede og Amalie strikkede, hvilket Arbeide hun nu og da afbrød for at lugte til en uhyre Buket af Levkøier og Reseda, som hun netop havde røvet af det store Blomsterbed. Dette Bed var Fruens Stolthed, og det strålede også denne Høst i et usædvanlig rigt Flor.

Veiret er så deiligt, ytrede Fruen til Kold, at vi ikke kan overtale os til at gå ind. Hvilken Mildhed på denne Årstid!

52Det er sandt, jeg gruer også for at gå ind i de kvalme Værelser. Man burde lukke Husene og flytte ganske ud i Naturen, sålænge vor korte Herlighed varer.

Man talte en Stund om Veir og Vind, om Høsten og om Næsten. Når det kom på det sidste Emne, var Fruen især i sit Es. Hun havde virkelig et Slags Force i at fortælle. Hun kjendte Folks indre Historie til Punkt og Prikke; selv om dem, man mindst skulde tro det, vidste hun at fortælle noget Mærkeligt, hvortil hun gjerne knyttede en eller anden lærerig Betragtning. Samtalen blev pludselig afbrudt ved Edvard.

Dette unge Menneske var netop i den uheldige Overgang fra Skoletvang til en Frihed, man endnu ikke forstår ret at håndhæve, hvori man går op i alle mulige Tendenser, uden at fastholde en Eneste, hvor man interesserer sig for Alting og dog ikke ved at beskjeftige sig med Noget. Han skrev Vers, han spillede Pianoforte, han optog Skisser – Altsammen lige ustadigt og som oftest forstyrrende for de Andre. Moderen, hvis Kjæledægge han var, så et rent Vidunder i ham på Grund af alle disse Anlæg. Sofie var den Eneste, der havde Klarblik nok til at skjønne, at alt dette ikke 53førte til Noget. Hun foreholdt ham det undertiden, og bad ham drive disse Sysler med Alvor, hvilket den unge Herre naturligvis blot tog ilde op, idet han formente, at han nu selv var voksen.

Man havde netop hørt ham fantasere på Pianoet, dernæst afrette sin Hund og bringe den til at hyle ganske afskyeligt, endelig rende ud og ind igjennem adskillige Døre, da han pludselig presenterede sig for Selskabet i en Art Forklædning, bestående i en af de Damehatte, der var i Mode for tredive til fyrretyve År siden, og hvis Form og Størrelse nu virkelig forekommer os så fabelagtig, at man neppe kan begribe, at de har været benyttede på offentlig Gade. Man husker måske en Sort af sort trykket Skind, prydet med en Kvast Strudsfjær, der, tvertimod denne Prydelses sædvanlige Måde at anbringes på, strittede stivt i Veiret. Et rødt Langshawl og en umådelig Sypose fuldendte Forklædningen. Hilset af de Andres Latter nærmede han sig neiende, idet han i Gang og Miner efterabede en gammel Jomfru der i Bygden.

Ah! Jomfru Møllerup! . . . . Vær så god! . . . . Sæt Dem ned, kjere Jomfru Møllerup . . .

54Han åbnede sin store Pose, så tankefuld ned i den, sukkede dybt og rystede på Hovedet. Benyttende derpå et Øieblik, da Amalie lugtede til sin Buket, bemægtigede han sig hendes Strikketøi, trak Pindene ud og begyndte at række op; men her kom hans Hund farende efter ham og bragte ham ganske ud af Rollen . . . Chasseur apportez! . . . Syposen fløi bag Hækken og den gamle Jomfru og Hunden som en Hvirvelvind efter.

Jaja, vi ler Børn! sagde Fruen, men der var en Tid, da Jomfru Møllerup ikke var til at le ad, men der var tvertimod Mangen, som hun bragte til at græde. Da var hun den smukkeste og mest feirede Pige i mange Miles Omkreds.

Jomfru Møllerup? . . . Det er umuligt! Det er utroligt! . . Den fæle Jomfru Møllerup! Hun er jo fjantet også, den Stakkel!

Jomfru Møllerup var sin Tids smukkeste og mest feirede Pige! gjentog Fruen med Eftertryk. Jeg kjender hendes Historie. En Tante af mig, der var hendes intime Veninde, har fortalt mig alle Omstændigheder ved den. Den er meget sørgelig, men den er lærerig; den kunde tjene til Advarsel for mangen ung Pige.

55Hvordan det, Mor, i hvilken Henseende? spurgte Døtrene.

Det bliver interessant! sagde Kold og satte sig på Trappetrinet. De må virkelig fortælle os hele Historien, Frue, at Deres Døtre kan have rigtig Nytte af den.

Ak ja! bad Amalie. Det undrer mig, at Du ikke har fortalt os den før, da der er noget Mærkeligt ved den.

Har jeg ikke gjort det, min Pige, så kan Du være vis på, at jeg har havt mine Grunde derfor, sagde Fruen, og syede flittigere.

Slet ikke fordi den indeholder noget i mindste Måde Anstødeligt, blev hun ved, da Ingen afbrød hende. Der er Intet deri, som ikke en ung Pige kan høre på, uden at rødme. Men den ulykkelige Jomfru Møllerups Historie indeholder Træk af disse Lidenskabens Forvildelser, af disse Yderligheder, hvortil et heftigt Sind kan drives, når det ikke forstår at beherske sig selv; og det er min Mening, at unge, uskyldige Gemytter ikke engang i Tankerne skal foruroliges af Sligt. Det har været mine Grunde; har jeg havt nogen . . .

Alt det kan jo ikke andet end spænde vor Nysgjerrighed på det Frygteligste, sagde Kold, der kjendte Fruens Fortællelyst alt for godt 56til ikke at vide, at man slet ikke gjorde hende nogen Tjeneste ved at respektere hendes Grunde. Da der altså ikke er nogen direkte Fare for os unge, uskyldige Gemytter, så slipper De os ikke . . . Altså: Karoline Møllerup var sin Tids smukkeste og mest feirede Pige.

Det var hun; hun var smuk, dog var der især Noget i hendes Væsen, der var endnu mægtigere end hendes Skjønhed. Hun var meget overgiven, men når hun var i det Lune, kunde hun også være kold og frastødende. Hun var hvad man kalder aparte. Julehelgen og andre Leiligheder lokkede gjerne en Mængde unge Mennesker op i den muntre, gjestfrie Egn, hvor hendes Fader boede. Det var i den gode gamle Tid, da man forstod at more sig, da man havde sine tolv–fjorten Baller i Julen. Da stod man blot op for at klæde sig på til et nyt Bal. Jomfru Møllerup var da det Centrum, som de unge Herrer sværmede om, og de reiste ikke derfra, inden hun havde gjort et halvt Dusin af dem ulykkelige. Når Nogen forekastede hende dette, og mente, at hun var for hård mod En eller Anden, svarede hun: hvad kan jeg for det, jeg har ikke opmuntret ham! Og det var også Synd at sige. Koket var hun igrunden ikke, skjønt man beskyldte 57hende derfor. Men et Navn skulde man jo give hendes Væsen.

Hvad Karoline Møllerup var i sin Kreds, det gjaldt Ritmester von Heinen for at være i sin, uimodståelig, uindtagelig. Rygtet om hende var trængt til ham. Han lå netop med en hel Del Officerer i Garnison i Nærheden – det kunde vel være i Årene 80–81 – det var derfor en let Sag for ham at mage det så, at han blev inviteret til at tilbringe Julen hos Møllerups. At bøie et Sind som Karolines, syntes ham en Opgave, alene bestemt for ham. Ja, han skal have væddet med sine Kammerater, at han inden en vis Dag skulde vise dem en skriftlig Tilståelse om hendes Kjerlighed. Han nød allerede Triumfen forud, og det er sandt, Alt hvad en Mand kan opbyde for at vinde en Pige, satte han også i Bevægelse. Ved alle Lystigheder var han hendes bestandige Ridder. I Komedien, som dengang var så i Mode, var han altid Elskeren og hun Elskerinden, – men – derved blev det – ved Komedien nemlig. Karoline blev sig selv lig, munter, livsglad, uudtømmelig i med ham at opfinde ny Morskab, forekommende som Vertinde, – men når han slog på den ømme Streng, affærdigede hun ham som de Andre, 58drillende og koldt. Han begyndte at blive urolig. Enhver havde straks betegnet ham som den, der skulde gå af med Seiren. Nu begyndte man at tale om en sandsynlig Kurv, og Adskillige, til hvem han havde udtalt sig vel sikkert om sin Seir, dulgte kun slet sin Skadefryd. Han fordoblede sine Angreb – forgjeves. Den fatale Dag kom, da Ritmesteren måtte til sin Eskadron. Man sagde, at han var citrongul i sit Ansigt ved Afskeden og at han sendte Karoline endnu et Blik! – Et Blik, der skal være den visse Ting, som den stakkels gamle Jomfru fortæller, at hun aldrig kan glemme.

Var det da ikke hans Alvor? spurgte Sofie, ganske bleg af Bevægelse. Holdt han ikke virkelig af hende?

Det kommer ikke Historien ved, min Pige . . . Afbryd mig ikke! . . . Efter denne Dag foregik der en besynderlig Forandring med Karoline. Man skulde have troet, at dette Blik havde forhekset hende. Hun blev meget stille og hun tabte sig i kort Tid påfaldende. Et År gik således hen. Da betroede hun min Tante, at hun fra det første Øieblik havde elsket v. Heinen, men – gav hun til Undskyldning – hun havde ikke kunnet tvinge sit 59Væsen; men næste Gang, han var kommen igjen, da vilde hun have været anderledes mod ham, – hun havde ventet og ventet, men forgjæves. Endelig – her sank Fruens Stemme ned til en halv Hvisken – havde Angst og Længsel drevet hende til at skrive et Brev til ham, hvori hun i de lidenskabeligste Udtryk tilstår ham sin Kjerlighed! beder ham at komme tilbage! – da hun ikke kan leve uden ham!

Amalie lod Strikketøiet falde og skjulte Ansigtet i Buketten.

Skrækkeligt! åndede Sofie, med virkelig Skræk i alle Miner.

Gyseligt! Oprørende! anbragte Kold.

Den arme Pige! Lad os ikke dømme hende for hårdt, vedblev Fruen. Vore Forvildelser drager selv Straffen efter sig. Her fulgte den lige i Hælene. Min Tante, en sædelig, velopdragen Pige, blev, som man kan tænke sig, høilig forfærdet. Hun fik hende endelig overtalt til at skrive et nyt Brev, hvori hun i en mere sømmelig Tone besvor ham at sende Brevet, det ulyksalige Brev, tilbage. Det kom – altfor snart – sammen med et fra H., der, tænk Dem nu! i få Linier indeholdt den Forsikring – –

Fruens Læber lukkede sig igjen over det 60Forfærdelige, hun havde at berette. Ingen vovede at spørge.

Det indeholdt den Forsikring, at han aldrig vilde kunnet skille sig fra dette dyrebare Dokument, havde han ikke heldigvis sørget for adskillige Afskrifter deraf, som cirkulerede blandt hans Venner, til uskyldig Adspredelse i ledige Timer, og til Trøst for dem, der havde ladet sig holde for Nar af en snedig Kokette.

Af dette Stød kom hun sig aldrig. Hun faldt i en langvarig Sygdom, og da hun reiste sig igjen, var hun afsindig. Hun skrev uafladelig Breve, som man naturligvis ikke sendte bort. Vanviddet gik vel over, men fjollet var og blev hun. Skrive Breve og rive itu, strikke og række op igjen, er siden blevet hendes eneste Sysselsættelse.

Efter denne Fortælling blev der en lang Pause. Endelig sagde Kold:

Og nu Moralen, bedste Frue?

Jeg ved ikke, hvad De mener med Moral, men mener De den Advarsel, den Lære, Andre kan drage af en sådan Historie, da synes jeg, den ligger klart nok for Dagen. Enhver Overskridelse af Grænserne for det Anstændige straffer sig selv på det Hårdeste.

Det er vistnok så, men alligevel må jeg 61tilstå, jeg er ikke ganske på det Rene. Den, som her krænkede Anstændigheden var, synes jeg, Ritmesteren, men De har ikke fortalt, at han blev straffet. Den stakkels Jomfru derimod blev straffet med Skjændsel og Vanvid og alle skrækkelige Ting, men hvad havde hun da egentlig forbrudt?

De må ikke have hørt rigtigt efter, eller også må jeg have udtrykt mig meget utydeligt. Det var hende, Jomfruen selv, der skrev ham til, uden at han havde erklæret sig ordentlig.

Jo, det har jeg ganske rigtig forstået, men endda er ikke Forbrydelsen mig rigtig indlysende. Hun skrev ham til, fordi hun troede, at hun havde Noget at gjøre godt, da hun jo havde været den Ubønhørlige. Hun gik naturligvis ud fra, at Ritmesteren var en brav Mand og ingen Kjeltring . . . .

Men min Gud! De vil dog vel ikke forsvare et sådant afsindigt Skridt, et sådant åbenbart Brud på al kvindelig Takt! . . . . Er det kanske Deres Mening, at Damerne skal fri selv og Herrerne undseligt uddele Kurve?

Nei bevares! Det er slet ikke min Mening, det var jo at berøve Damerne deres dyrebareste Privilegium. Jeg troede blot, at enhver dyb, ægte Følelse hos dem også – 62fordi de er Mennesker som vi – har Ret til at give sig en Form, når den kun holder sig indenfor de lovlige, det vil da sige Gratiens Grænser, og jeg tror endvidere, at Omstændighederne, Individualiteten, tilsteder mange Undtagelser fra det Sædvanlige. At Jomfru Møllerup, drevet af sin Lidenskab og dåret af den Tro, at hun var elsket af den, hun selv havde forskudt, skrev et sådant Brev, var i sig selv ikke ukvindeligt; hvorledes det var skrevet, derpå, synes jeg, kommer det kun an. O, en sådan Tilståelse kunde være så sart, så duftende som en Liliekonval, så kvindelig med andre Ord.

Ja, min kjere Kold, sagde Fruen overlegent smilende, det er som jeg siger, De har altid sådanne aparte Meninger, og vi skal altid komme i Strid sammen. Kun lader Deres Theorier sig ikke praktisere i det virkelige Liv. I Herrer tåler, som bekjendt, ikke Erklæringer, om det så var en livagtig Gudsengel selv, der gjorde sig den Uleilighed, og jeg er bange for, at min bolde Ridder selv mindst vilde bestå Prøven.

Det kommer ganske an derpå, Frue.

Sæt, at De havde været i Ritmesterens 63Sted, og De havde fået et sådant Brev, hvad vilde De så have gjort?

Vis mig det Brev, så skal jeg sige Dem, hvad jeg vilde gjort.

Nu, jeg antager, at det var skrevet af en forresten elskværdig Pige, og at det var så duftende af Lilier og Roser og Alt hvad De vil . . . .

Havde det været et sandt og ægte kvindeligt Brev, da vilde jeg på stående Fod brudt op . . . Og jeg vilde ikke hvilet eller rastet, førend jeg havde ligget for hendes Fødder, førend jeg havde . . . O førend jeg havde! . . .

Ja vist! . . men når De nu ikke elskede hende?

Hvis jeg ikke elskede hende? . . . . Da vilde jeg . . O, jeg vilde! . . Ja, jeg ved ikke rigtig . . . Da vilde jeg føle den dybeste Agtelse, Taknemlighed –

Ja Tak skal De have! Agtelse, Taknemlighed, det skal rigtignok hjelpe hendes krænkede Stolthed.

Stolthed, Stolthed og altid Stolthed! Hvorfor skal den krænkes? Er det da en større Skam for en Kvinde end for en Mand at se en Følelse ubesvaret, der har det samme menneskelige Udspring?

64Her mødte ham et Blik af Sofie, et Blik, hvis særegne Udtryk han så vel kjendte, Forundring, Smerte, Tvivl og Fryd blandede sig i det. Elektriseret derved vedblev han:

Hvorfor må denne Følelse ikke møde vor, veilede den? Ja veilede, fordi den kvindelige Kjerlighed har et langt sikrere og dybere Instinkt for den sjelelige Harmoni, end vor. Det fører til Lykke, ikke vort. Jeg kan ikke beundre denne Kvindelighed, der sætter sit Ideal i en Passivitet, en Stumhed, der nedværdiger dem til Dukker og Automater Allesammen.

Men således forlanger Verden nu engang et Fruentimmer, og Verdens Lov må et Fruentimmer agte.

Dog ikke når hendes Livs Lykke står på Spil?

Netop da, netop da! At underkaste sig er den eneste Redning for hende. Derfor kan man ikke nok indskjerpe en ung Pige at lægge Bånd på sine Følelser og om muligt udrydde dem itide.

Udrydde dem! Gud forbarme sig, hvilket Ord! . . . . Hvis De havde Ret heri, Frue, måtte jo enhver ung Pige klage til Gud over, at hun var bleven født.

Hr. Kold! sagde Fruen høitidelig, dette er 65ikke et Thema at afhandle ligeoverfor unge Piger. Lykkeligvis kan slige Principer som de, De der udtaler, ikke blive farlige for mine Døtre. Jeg har opdraget dem sædeligt, efter Grundsætninger, som passer sig mere for Livet. Jeg har tidlig lært dem at skjelne mellem en indbildt og en virkelig Verden. I Romanerne bliver disse skjønne, ømme Følelser altid mødt, altid kronede, og Troskaben er evig. I Livet går det ikke således til. Der er det et rent Lykketræf, at en ung Piges Kjerlighed imødekommes, og med den evige Troskab kan det slet ikke nytte, når de ikke vil gå som gamle Jomfruer Allesammen. Det er deres Bestemmelse at blive Hustruer og Mødre, ikke at spilde sit Liv med at ruge over tomme Sværmerier. Jo før de kan blive færdige med disse, desto bedre for dem! . . . . Thi ser De, ikke heller i Balsalen drager den unge Piges stille Ønske den frem, hun netop vil danse med; hun danser med Hvemsomhelst, og hun morer sig alligevel. Efter denne Lære har jeg levet. Jeg ægtede min Mand uden Lidenskab, og vort Ægteskab har desuagtet været lykkeligt. Jeg har sat min Lykke i Resignation og i Opfyldelsen af mine Pligter. Mine ældste Døtre har heller ikke 66giftet sig af Tilbøielighed, men de er blevne lykkelige Koner alligevel. . .

Her gjorde Sofie en heftig Bevægelse, som om hun vilde sige Noget; men hun sænkede blot Hovedet.

. . . Og mine Døtre, sluttede Fruen, vil engang takke mig derfor, takke mig fordi jeg har lært dem, at Fornegtelse er et Fruentimmers skjønneste Dyd. Hun reiste sig majestætisk.

O, det skulde De ikke have gjort, råbte Kold, idet han ligeledes reiste sig heftigt . . . . Tilgiv mig! Men De kan ikke mene, hvad De der siger. Det er jo en oprørende Synd . . . Det er Selvmord! . . . Det er jo at tilintetgjøre det Herligste, et Menneske har i Eie, Tro, Håb og Kjerlighed på engang . . . . Og hvad bliver der så tilbage til at udholde Livet med? . . . Fornegtelse! Denne blegsottige Sjelsanstrengelse, dette Skjul for Livslede, skal den kunne erstatte den levende Følelse, der vilde båret Alt let og med Glæde? . . . . Er det at verne om de dyrebareste Kræfter, Gud har bestemt til Slægtens Velsignelse? . . . . . Mødrene pålægger selv sine Børn at dølge dem som en Skam, at udrydde dem som en Synd, de skal udgrædes gjennem Tårer og lange Lidelser; og når da en sådan Sjel er tilstrækkelig 67martret og udtømt, da er det, den tilbydes Manden . . . . Det er på Ruinerne af Templet, han skal bygge sit Hus! . . .

Nei, nu bliver De altfor overdreven. På en sådan Flugt kan jeg ikke følge Dem længer . . . . Kjere Kold! lad det være sidste Gang, vi taler om dette Emne. Her forstår vi hinanden aldeles ikke . . . . . Gud, Klokken er alt otte! . . . Kom Børn! det er sandelig påtide at vi bryder op. Medens jeg sidder her og afhandler Kvindens Pligter, glemmer jeg at give min Mand Mad. Hun gik leende ind.

Men Sofie havde under Kolds sidste Replik forladt sin Plads, og var gået ned mod Blomsterkvarteret. Hun stod bøiet over en Busk, da Kold nærmede sig.

De har ingen Mening havt i vor Strid, Frøken Sofie, De har ikke sagt et Ord. Hans Læber skalv endnu af Bevægelse, hans Øie hvilede flammende på hende.

Se denne Rose, sage Sofie blussende, hvor den er deilig, neppe udsprungen, og det midt i September! Jeg er i Strid med mig selv, om jeg skal bryde den af eller ei.

Tag den kun, en Nattefrost gjør det ellers . . . . Men det var ikke Svar på mit Spørgsmål . . Sofie! . . . Se der er en til, en ganske 68deilig en! Han stak Hånden dybt ned i Tornene og fik med Møie fat i den. Den er endnu deiligere!

Virkelig? sagde Sofie med et fint Smil. Hun holdt dem sammen. Se nu ret på dem. Mon det ikke er fordi De har revet Deres Hånd tilblods, og at min var så let at tage?

Det kan nok være, sagde han forvirret, men De har endnu ikke besvaret mit Spørgsmål. Havde jeg Ret eller Uret?

Jeg har besvaret det.

Giv mig denne Rose, sagde han, det er netop den, jeg vil have. Han kastede sin langt bort.

Nei, nu får De den ikke, sagde Sofie, og holdt den iveiret, og da han vilde gribe efter den, sprang hun hurtigt henover Bedene opad Trappen, og forsvandt bag Glasdøren.

Som en Pil for han efter, og da den unge Pige så sig forfulgt også indenfor, udstødte hun et af disse gjennemtrængende Skrig, hvori Overraskelsen hos legende Børn lægger en sådan uforlignelig Blanding af Jubel og Skræk på engang. Dette Skrig stansede ham, og han blev tankefuld stående med Blikket heftet på den Dør, bag hvilken hun var forsvunden.

Åndeløs nåede Sofie sit Værelse, hvor hun 69overlod sig til den længe tilbageholdte Bevægelse. Som alle dybtfølende Mennesker, der tvinges til at leve meget på Overfladen, havde hun heftige Udbrud. En før ukjendt, berusende Glæde gjennemstrømmede hende. Længe stod hun dybt åndende for at samle sig. Hun rev Vinduet op, det var, som om Luften i Værelset vilde kvæle hende. Hvad var det, han sagde, som gjør mig så glad og så let! Nei, hvad var det? Er det en Drøm? Jeg følte mig så ringe, så ydmyget i min Kjerlighed, men den er nu ikke længer ringe, den er Noget, den har Værd i hans Øine, jeg tør være stolt af den! O Gud, råbte hun og rakte Hænderne op mod de blinkende Stjerner . . . . Tak, Tak, fordi Du tillader mig at leve for ham, som jeg elsker! . . . Men nei, jeg kan ikke tro det. Der vil, der må komme Noget iveien! . . . Hvorved skulde jeg have fortjent at blive så lykkelig fremfor mine stakkels Søstre, fremfor Tusinde af mine Søstre?


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døtre (1879)

Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning: http://www.juxtacommons.org/shares/msg5op

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.