Amtmandens Døtre (1879)

av Camilla Collett

[II, 5]

70Rustet til Jagt stod næste Eftermiddag Edvard med nogle Kammerater ude i Gården. Et Par dygtige Bondeskytter skulde anføre Toget. Hundene sled utålmodig i Kobbelet. Man ventede endnu kun på Kold, der havde lovet at være med. Da han var færdig og vilde ile ned, stansede han uvilkårligt ved en Dør, som han hver Dag var vant til at gå forbi. Den stod på vid Væg, da Pigen netop havde gjort rent til Helgen, og tillod ham Indblikket i et Værelse, som han, i de tre År, han havde tilbragt på Gården, dog aldrig havde seet før. Det var Husets unge Døtres. Der var Ingen inde, og han kunde 71ikke bare sig for, fra Terskelen at beskue dette lille ukjendte og dog i Tankerne så ofte besøgte Rige, der nu lå udbredt for ham. Rummet var stort og opfyldt af såre mange forskjellige Ting. Væggene var bedækkede med Skilderier af alle Arter og Størrelser, men som uden noget Valg hang mellem hverandre. Madonna della Sedia måtte finde sig i at have en Kleopatra med døende, himmelvendte Øine ved sin Side; Kjøbenhavns Ildebrand skilte en Abeillard af Grevedon fra hans sørgende Heloise. Kolds Blikke ledte forgjeves efter et Spor af Sofies Tilværelse; de streifede rundt, fra en Sekretær, der var besat med disse tusinde Unyttigheder, som man kalder Nips, og som var ham en sand Afsky, forbi et Uldgarns Overflødighedshorn med støvede Blomster i, og stansede endelig ved en Harpe henne i Krogen, hvortil Pigen i Forglemmelse havde lænet en lang Feiekost, ligesom et Plekter. Dette sidste Syn betog Kold al Tvivl om i hvis Værelse han befandt sig. En Dør ligeoverfor stod på Klem. Inden han vidste hvorledes, stod han på Terskelen. Her, her var Helligdommen. Den gamle Oldemoder på Væggen syntes strengt at bevogte den. Hun så vredt på ham, som 72om hun vilde sige: Tilbage, Forvovne, hvad søger Du her? Du er en af disse Slanger, der bringer Ulykke i Slægterne, der forgifter mine Døtres Hjerter med det Vanvid, man kalder Elskov . . . Tilbage!

Ja, her boede hun. Luften, Lyset i dette Værelse var anderledes. Det syntes naturligvis han, men det vil desværre neppe vinde nogen Interesse i Læserens Øine. Her fandtes Intet af hin maleriske Uorden, der gjør så stor Effekt i Romanerne, men som overført i vor ubarmhjertige Virkelighed kun betyder, at angjeldende Madame eller Frøken er en uordentlig Madame eller Frøken. Begge Morgenskoene var tilstede og stod endrægtig ved hinandens Side på det blommede Teppe. På Gulvet fandtes hverken Musikalier, Ridehat, Handsker eller slige pikante Ting henslængte. Ingen Stumper af Breve, intet forrædersk Portræt på Bordet. Endelig nødes vi også til at bekjende, at der aldeles ikke såes nogen «snehvid, smal liden Seng.» Et mørkerødt, folderigt Gardin skjulte hele den ene Side af Rummet. Alt åndede Fred, Simpelhed og dog en usynlig Elegance. Vinduet til Haven stod åbent, Skyggerne dansede på Gulvet; en Bogfinke kvidrede 73sin Aftensang i en af Poplerne udenfor, og på Karmen sad den hvide Kat med funklende Øine og syntes at lytte til med blandede Følelser.

Kold følte en Trang til at synke ned på Knæ, han kunde ikke flytte en Fod. Da faldt hans Øine på Rosen, der var sat i et Glas Vand på Bordet. Den stod der så deilig og frisk, og støttende sig på sine grønne Blade bøiede den sig ud over Randen, så det blanke Bord gjengav dens rødmende Billede. Inden han vidste, hvad han gjorde, havde han grebet den og fæstet den til sit Bryst. I næste Minut var han nede i Gården, og nu gik det lystigt tilskovs.

Georg Kold var nærsynet. Han fik sjelden Noget på sine Jagter, hvilket dog ikke gjorde noget Skår i hans ivrige Jægerlyst. Men som det ofte går, syntes Lykken at søge ham, da han mindst tænkte på den. To Harer løb straks i Begyndelsen lige i den tankeløse Jægers Skud, og en stakkels Skovdue lå for hans Fødder, inden han vidste, hvordan det egentlig var gået til. Næsten forskrækket så han på den nydelige, lille, blå Skabning, medens den lå varm og blødende i hans Hånd, og på Edvards 74spøgende Lykønskning svarede han, at det var skeet af ren Uforsigtighed.

Morgenjagten var endt, og de trætte Jægere samledes for at rådslå. Først skulde der hviles og siden vilde man drage op i en høiere Fjeldmark, der skulde være rig på Fuglevildt. Men Kold vilde hverken høre om Hvile eller nogen Jagen mere, og da man var vant til at lade ham gå sin egen Vei, bragte dette ikke nogen Forstyrrelse i Selskabet. For ham var Jagten endt – eller – måske ikke begyndt. Det Vildt, hvormed han stolt belæssede sine Skuldre, var kun en synlig Trofæ fra et heldigt Dagverk. Hans Sjels Spændkraft var igjen vakt. Den Byrde af Tvivl og Ubestemthed, der sålænge havde knuget ham, følte han med Et afkastet, og en modig Beslutning fyldte hans Bryst. Han vilde forklare sig for Sofie. Denne lille Fjernelse fra hende havde endelig løsnet de Bånd, der sålænge havde bundet hans Villie i hendes Nærhed, og som om han frygtede Alt, hvad der kunde svække hans Beslutning, vilde han ingen Hvile unde sig, forinden han havde fundet den, han søgte. Buen var strammet, nu skulde Pilen ustandset nå sit Mål.

I Førstningen gik det raskt nedad. Medens han ubevidst nynnede en Melodi af Jægerbruden, 75han havde hørt Sofie synge, havde han allerede tilbagelagt den vanskeligste Del af Fjeldet. Men snart mærkede han på sine mindre sikre, mindre energiske Trin på Fjeldstien, at Kræfterne begyndte at svigte ham noget.

Han stod ved Ledet, der lukkede for Skoven. Foran ham, nedenfor den tynde Rugbråte, steg Røgen iveiret af den første lille Gård. Hans Øine søgte ud over Lien henimod de fjerne Sletter, hvor en blålig Skygning af Løvtrær afbrød de mørke Granmasser. Der var endnu nogle Timers Vei derhen. Dog, hvile vilde han ikke forinden . . . Kun et Øiebliks Rast derhenne i Bakkeheldet under den lune Klippevæg, der hvor Septembersolen skinner så mildt og dæmpet gjennem Birken! . . . Og han strakte sig hen på Mosset. Der var så stille. Kun Lyden af de mange Bjelder fra Markerne klang blidt melodisk hen til ham . . . Granerne susede sagte og søvndyssende over hans Hoved. Af og til slog en Luftning ned ligesom et mægtigt Vingeslag. Han reiste sig, men kun i Tankerne; Jorden holdt hans Lemmer magnetisk fast. Endnu havde han ikke overskredet den mystiske Grænse, men hans Forestillinger vuggede sig på de luftige Stier, som fører derhen. Disse Forestillinger antog nu fantastiske Former, 76der selsomt blandede sig med Virkeligheden. Endnu er han i Skoven, den samme Melodi summer i hans Øre. Hele Sofies Familie er med, kun ikke hun selv. Han skyder endnu engang Skovduen, og har så en Fornemmelse af, at det er hende, han har truffet. Men der ligger jo Duen ved Siden af ham i Græsset, og Birken ved Ledet svaier hemmelighedsfuldt med de lange Grene.

Han drømmer:

På den håndsbrede Afsats i den steile Klippevæg står Sofie, sorgløs fri, som anede hun ingen Fare. Lyset omspiller hendes Skikkelse. Hun ser kjerligt på ham, og vinker med Rosen i Hånden. Han stormer derop, griber hende, og zitrende af Fryd bringer han hende ned på den sikre Grund. Men idet hun snor sig ud af hans Arme, se! da er det ikke længer Sofie, men Fru Ramms smekre lille Gestalt. Hun ser på ham med de kolde, blå Emailleøine, neier og siger: Mange Tak for Deres Uleilighed! De har reddet mig fra at blive slået itu . . . Jeg er en meget kostbar Indretning, må De vide. Alt er komplet indeni mig, kun har jeg intet Hjerte . . . Det behøves ikke heller, thi Fornegtelse er et Fruentimmers skjønneste Dyd . . .

77Det hænder undertiden, at man vågner i en Rædsel, der ikke står i noget rimeligt Forhold til det Drømtes Indhold. Kold vågnede med et Skrig, den kolde Sved stod på hans Pande. Han kunde længe ikke forvinde det uhyggelige Indtryk; tilsidst måtte han dog le. Den Smule Hvile, han havde fået, og den herlige Luft styrkede ham snart igjen, og han bevingede sine Skridt. Det er en mærkelig Dag denne, sagde han; Alt vil og må lykkes mig. Jeg føler Mod til at udfordre Guderne.

Ud på Eftermiddagen nåede han Gården. Da han gik over Stien, der førte ind i Haven, hørte han af Folkene, der var beskjæftiget med at læsse Korn, at Frøken Sofie havde været ude hos dem, men at hun ganske nylig var gået nedad mod Elven. Han skilte sig da ved sit Jagtbytte, og som han gik og stod, støvet og blussende af Anstrengelsen, tog han Veien i den anviste Retning. Neppe var han kommen gjennem Ledet og ind på Stien, der førte langs Åen, før han stansede og lyttede. Gjennem Fosseduren hørte han Stemmer og en Hunds Gjøen. Derimellem troede han at skjelne Sofies Røst, der lød gjennemtrængende, som i Angst. Som en Pil skjød han afsted og nåede Overgangsstedet ved Åen, men her var til hans Forundring 78Kloppen kastet af. Der var heldigvis ikke meget Vand; med et Par dristige Spring kom han lykkelig over, trængte igjennem Busken og stod idetsamme foran en Scene, der vakte hans Forbauselse og Harme.

Siden hint Møde mellem Brandt og Sofie havde hun slet ikke seet noget til ham; men han forfulgte hende desto heftigere med Breve, der blev mere og mere nærgående. Dette er en Art Overlast, imod hvilken en ung Pige i vore Nybyggerforholde ingen Beskyttelse har. På Landet er det vanskeligt at få Døtre passende bortgiftede, og vor brede Gjestfrihed tilsteder imidlertid hvilkensomhelst Fremmed, uden videre, Indpas i Familierne. Man risikerer jo Intet derved. I vort sædelige Land tør Lidenskaben blot træde frem i den lovlige Form. Men under dette dydige Formål trives ikke desmindre Mangt og Meget, som den finere Følelse vilde kalde umoralsk. I dette dydige Formåls Navn sluttes ikke sjelden disse skræk- og medynkvækkende Mesalliancer, i dets Navn har de ynkværdigste af Skabningens Herrer Ret til at beleire en Pige, forfølge hende, drive hende til det Yderste. De har naturligvis de redeligste Hensigter, det er, de har den bedste Villie til at dele sin Misere med hende.

79Nu, den stakkels Lorenz var ikke af de værste. Sofie besvarede et af hans Breve, således som man kan besvare sådanne, undvigende og på bedste Måde beroligende, og lod det siden være. Men nu gik han i sine Skrivelser over fra Bønner til Trusler og formelige Undsigelser. Han skulde nok passe hende op, skrev han, og da skulde hun få Grund til at angre sin Adfærd. Nu havde han Intet mere at tabe. Han solgte sit Liv for en Skilling. Vilde hun ikke leve med ham, så skulde hun dø med ham, o. s. v. . . .

Den stakkels Pige var her virkelig stillet mellem en dobbelt Ild. Det sidste Møde med ham havde, trods hans Voldsomhed, hos hende efterladt en dyb, smertelig Medynk med ham, der drev hende til bestandig at tage hans Parti, og, når det lod sig gjøre, forsøge at holde den gode Mening om ham oppe. At drage Forældrene ind i denne Affære, vilde være det Samme som at udslukke den sidste Gnist af Deltagelse for ham. Men den Nødvendighed, hun derved sattes i, at måtte bære sin Skræk alene, drev hende til det Yderste. Hun turde neppe vove sig ud alene på Marken eller Landeveien. Hun for sammen, hvergang det raslede i en Busk.

80Hin Eftermiddag, netop som Sofie var ude på Ageren, kom den lille Lægdsgut på Gården og hilsede fra hendes Moder, at hun måtte straks komme ned til hende i Grotten. Da hun nylig havde talt med sin Mor om en Forbedring, der skulde foretages dernede, fattede hun ingen Mistanke, men let som en Fugl, ligesom båret af den lykkelige Drøm, der fyldte hende, fløi hun derned. Netop ankommen foran Indgangen til Grotten, trådte Lorenz Brandt hende imøde fra det Indre. Han vaklede, og en triumferende Glæde stod malet i hans sløve Træk.

Hvor er Mor? . . . Har De lokket mig herned? . . . Det er afskyeligt!

Jeg vilde blot forsikre Dig, dyrebare Veninde, at Du er mig kjer . . . usigelig kjer . . . sagde Brandt med lallende Tunge. Jeg har valgt dette yndige, romantiske Sted, for at forklare Dig mit Hjertes Tilstand og Beskaffenhed . . . En Beskaffenhed, som er af den Art –

Lad mig gå, lad mig bare gå! sagde den forfærdede Sofie og søgte at komme forbi Lorenz, der havde spærret hende Veien.

Hvorfor sådan Frygt, Tilbedte! . . . Hvad er her at frygte? . . . Du er skjøn, overmåde skjøn . . . Men Ingen skal fordriste sig til at 81fornærme disse guddommelige Yndigheder med et Blik, en Stavelse . . . Ja, hvis jeg fornærmede dem, var jeg ingen Æresmand . . . men en Hallunk, en forbandet, nedrig, gudsforgåen Slyngel, uden Levemåde og Fordring på Dannelse . . . Ja, hvis jeg fornærmede Dig . . .

O nei nei, det ved jeg nok! men lad os bare gå, hjemme kan vi jo tale om det . . .

Endnu Skræk i disse hulde Miner? . . . Unge Pige, Du kjender ikke Lorenz Brandt. Nei, Du kjender ham ikke. Han er ikke af disse Lurendreiere, disse Får i Ulveklæder, som sniger sig omkring den vergeløse Uskyld for at lokke den og dåre den med farlige Kunster. Han er en Nordmand af det gode, gamle Kuld . . . Hver Dråbe Blod i ham er ægte, ser du! . . . Der er en anden Malm i ham end i den Troppisten, denne fine Skrællingen, som går der og sætter Dig Skruer i Ho’det. Jeg mener det redeligt, jeg! . . Hvad jeg siger, siger jeg af Hjertens Overbevisning . . . Af fuld Hjertens Overbevisning siger jeg: Dig vælger jeg blandt alle Jordens Piger . . . Ene Dig tilbyder jeg min Hånd og mit Hjerte! . . . Fanden i alle de Andre . . . O Pige! mindes Du vor Barndoms stille Dage!

82Två plantor uti Hildings gård,
Ei Norden för sett två så sköna,
De växte herligt i det gröna . . .

Her gjorde Sofie en fortvivlet Anstrengelse for at komme forbi, men Lorenz, sterkere end hende, stødte med et eneste Fodspark Kloppen, som tjente til Overgang over Åen, tilside. Ved denne Manøvre kom han noget ud af Ligevegten og greb efter Sofie, hvem Skrækken nu i den Grad overvældede, at hun tabte al Besindelse. Lidt mere Erfaring vilde have lært hende, at her var mere en indbildt end en virkelig Fare forhånden. En rolig, frygtløs Opførsel vilde ganske have holdt ham indenfor Skrankerne. Det blotte Syn af hende havde jo allerede ladet ham glemme sine feige Trusler. Men den attenårige Frygt ræsonnerer ikke, den er instinktmæssig, ubændig, grænseløs; den overveier ikke, den skjælver blot i Råhedens Nærhed.

Med et Skrig styrtede hun tilbage mod Indgangen, men da Grotten lukkede Hulveien og følgelig ingen Tilflugt kunde yde hende, klatrede hun med Skrækkens Behændighed op ad de bratte Klipper. Det lykkedes hende at nå Midten af den steile Brink, og her blev hun hængende uden tilstrækkeligt Fodfæste, klamrende 83sig til en skrøbelig Busk, der hvert Øieblik truede med at give efter, og råbte alt hvad hun kunde om Hjælp. Nedenunder udtømte Lorenz sig i de ynkeligste Bønner og Klager, og den grå Pudel stemmede i med, ved at hyle af fuld Hals.

Man sige ikke, at Virkeligheden mangler geniale Momenter. Ingen Oldtidens bevingede Gud, ingen lafontainesk eller claurensk Romanhelt kunde i et lignende Tilfælde være kommen mere à propos end Kold kom i dette Øieblik. I et Nu havde han stødt Lorenz tilside og med et kraftigt Spring nået op til den Ængstede, som med et Henrykkelsesskrig kastede sig i hans Arme.

Hvorledes han kom over Åen med hende, derom melder Historien intet Pålideligt, men den fortæller, at han først stansede, da han havde nået Ledet ved de to store Graner, og at han her sagte lod sin Byrde glide ned på Mosset.

Men Sofie slog Øinene op og kastede sig heftigt om hans Hals igjen.

O slip mig ikke, slip mig ikke! bad hun. Har vi ikke lidt nok?

Hvad siger Du, Sofie! . . . Det er mig, det 84er mig! . . . Sofie . . . Og Du tilstår det! . . . O sig det igjen!

Ja, ja, jeg tilstår det, sagde hun og hævede de strålende Øine op mod ham. Jeg har sagt det, jeg kunde ikke andet . . . Forstød mig nu, hvis Du kan! . . . Du kan det ikke!

Hvormange Ord de Elskende fik sagt? . . . Måske ikke et eneste. De kyssede hinanden, de klyngede sig til hinanden i en så lidenskabelig Angst, som om de anede dette Øiebliks bittersøde Betydning for hele Livet . . .

Var der gået Minutter hen, eller «var det Sekunder bare, ei længer Salighed kan vare,» siger jo Digteren? . . . Ak, at det skal være så, ak, at det skal være så! Nornen, den mørke, vrantne Norne, regner det ikke så nøie med en Time, en Dag mere i Lidelsens Terminer, men mærker hun, at en menneskelig Fryd vil springe ud, så tæller hun karrig Sandkornene!

Sofie udstødte et sagte Rædselsskrig. Tæt bag dem oppe på Gjærdet stod en liden, hæslig Gnomegestalt og stirrede på dem med uhyggeligt opsperrede Øine. I Hånden holdt den en lang Hasselkjep, som den med en besynderlig Grimase strakte ud mod dem. Synet stod der så pludseligt, at det bogstaveligt så ud som om det var skudt op af Jorden.

85Men Fossen brummede i Nærheden, og derfor gik det ganske naturligt til, at Vesle-Ole – thi det var ingen Anden end ham –, barfodet som han var, kunde liste sig ubemærket ind på dem.

Hvad vil Du! for Kold op, selv et Øieblik rystet af Skræk.

Der skulde en særegen, i Kunsten indviet Begavelse, som lykkeligvis Kold var i Besiddelse af, til for at bringe ut af Ole, hvad Ærinde han var sendt i, når dette ikke indskrænkede sig til en Brevdues Hverv, men bestod i Noget, der krævede menneskelig Tanke eller Tale. Dette Ærinde var også af en usedvanlig indviklet Art. Det var ikke alene pålagt Ole at søge Kold op, for at melde ham, at der var kommen en Fremmed til Gården, som vilde besøge ham, men også, at den Fremmede tilligemed Herskabet var gået ud, for at møde ham.

Hørte Du, hvem det var? spurgte Kold.

Jeg veit inte!

Har Du aldrig seet ham før? Har han aldrig været på Gården før?

Jeg veit inte!

Er det den Herre, som var her ivår, og som gav Dig en Mark, da Du holdt Hesten hans?

86Et Smil, et Grin opklarede Oles Ansigt; han ledsagede dette med en udtryksfuld Pegen opad mod Gården.

Müller! hviskede Kold med formørket Mine. Allerede kunde han se et Par Damer, ledsaget af en Herre, bevæge sig nedad Stien henover Bakken.

Kold vendte sig til Sofie, der, skjælvende af så mange Sindsbevægelser, støttede sig mod Granen.

Fat Dem, sagde han, gå De dem imøde . . Jeg bliver her! . . . O vær flink! . . . De kan det bedre end jeg . . . Men imorgen! . . . O, Sofie, Sofie!

Hun var allerede borte.

Müller! mumlede Kold. Hvilken Djævel fører ham netop i dette Øieblik hid? Men han skal Intet få at vide. Dette Satyrblik skal jeg holde ude fra min Helligdom.

Fra sit Skjul kunde han se Sofie slutte sig til Selskabet, der langsomt bevægede sig nedad Stien mellem Nøddekrattet; først da vovede han sig frem. På Broen stansede han, for at vinde mere Fatning. Han bøiede sig mod Fossestupet, som om han vilde betro Dybets Magter sin unge Lykke.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døtre (1879)

Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning: http://www.juxtacommons.org/shares/msg5op

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.