[II, 6]

87Natten, den blanke Sommernat, var allerede rykket frem, før Selskabet skiltes for at begive sig til Ro. Sofie var gået som i en Drøm den hele Aften. Hendes høirøde Kinder og det særegne, besynderligt fraværende Blik havde for en skarp Iagttager let kunnet forråde, at der var foregået noget Usædvanligt. Lykkeligvis havde hendes Moder og Søster været for meget optagne af Gjesten, til at lægge videre Mærke dertil. Kold havde ved en usædvanlig snaksom Munterhed søgt at drage Opmærksomheden derfra. Til hende vovede han slet ikke at tale, men han havde fundet 88Anledning til at stikke hende en Seddel i Hånden, hvori han bad hende om en Sammenkomst Klokken seks den følgende Morgen. Den skulde finde Sted under de to store Graner, disse stumme Vidner til deres Pagt, og han foreslog dette Klokkeslet som det beleiligste til et flygtigt Møde, medens endnu hele Huset sov. Sofie bar denne Seddel hos sig. Hvert Øieblik greb hun tvivlende til den, for at overbevise sig, om den var der, og om det også virkelig var sandt.

Klokken var tolv. De to Venner havde sagt Godnat og trukket sig tilbage på Kolds Værelse.

Det var da endelig kommet det Øieblik, da Sofie turde være ene med sine Tanker; kun havde hun endnu et Ærinde at udføre, som hendes Moder havde pålagt hende.

Ja, Virkeligheden har sine geniale Momenter, betydningsfulde, poetiske, kunstnerisk fuldendte Momenter, hvori Tilværelsen, midt i sin Hverdagsdvale, pludselig slår ud i Blomst og Duft. Men den har også Momenter, Sammenstød, Kombinationer af Begivenheder, der fremtræder så fatale, så uheldvarslende, med en så skjærende Ironi, at man må holde meget fast ved Troen på, at også disse er Led i et alkjerligt 89og alvist Forsyns Styrelse, thi de ser snarere ud som et Stykke af et Digt, udtænkt i en Dæmons opfindsomme Hjerne.

Og denne Dæmon! Vi kjende Alle dens Navn. Det klinger så uskyldigt prosaisk, som om det ikke var noget at ængste sig for. Vi kalde den: Tilfældighed. I Mandens Liv en Slags Husnisse, en brydsom Spilopmager, som han dog kjækt kan være på sin Post imod og efter Omstændighederne betvinge. I Kvindens Liv en forfærdelig Magt, til hvem hun på Nåde og Unåde må overgive sig, stum og viljeløs.

Til Kolds Værelse, adskilt kun ved en tynd Bordvæg, stødte et Aflukke med Adgang til Korridoren, der tjente til Husets Klædekammer.

Det var herop i dette Klædekammer, Sofie blev sendt for at hente noget Linned. Da hun sagte åbnede Døren, hørte hun Kold og Müller i en Samtale indenfor. De to Røster lød så klart og stærkt i Aftenens Stilhed, at hun kunde tro sig i samme Rum, havde hun ikke vidst det bedre. Et Øieblik stod hun fortabt i at lytte til den kjere Stemme. Da hørte hun sit Navn nævne; forskrækket søgte hun, hvad hun skulde hente i Linnedskabet, og vilde skynde 90sig bort; men inden dette var lykkedes hende, havde hun mod sin Villie hørt så Meget, at hun ikke kunde gå derfra. Som fastnaglet blev hun stående uden Bevidsthed om Noget udenfor hende; hendes Sjel lå i hendes Øre.

Inde i Værelset hos de to Herrer finder vi Müller på sin gamle Plads i Sofaen; på Karmen af det åbne Vindu sad Kold og syntes opmærksomt at betragte Trætoppene og den blanke Nathimmel. De første indledende Replikker har han efter al Sandsynlighed besvaret noget kort og distrait.

Det forekommer mig dog, fortsatte Müller, at Du nu må have fået en grundig Oversigt over en Amtmands Pligter og Rettigheder, og den Birolle, Du har spillet som Informator, er jo også endt, siden den unge Herre er bleven Student. Eller har Du måske andre Biroller her i Huset?

Amtmanden har ikke flere Sønner.

Nei, men Døtre.

Men hvoraf ingen trænger til min Lærdom. Den Ældste er næsten ligeså gammel som jeg selv, og den Anden er netop kommet ud af et Institut i Kjøbenhavn.

Nu, der kunde jo gives andre Biroller. Altså, Du har ikke det Allermindste her at 91bestille. Hør nu blot. Den Ansættelse i Stockholm, som Du engang attråede så meget, står Dig nu åben.

I Stockholm, siger De? råbte Kold og vendte sig endelig om.

Nu ja, i Stockholm, i Stockholm, er det ikke forståeligt?

Ak, kjere Müller, har De endnu slige Planer med mig? Jeg troede, at De havde opgivet dem nu.

Om jeg har slige Planer endnu? Ja, Død og Plage, har jeg det, og slemt var det, om jeg ikke havde dem for Dig. Medens Du ligger heroppe og idylliserer og tænker på Ingenting eller på hvad der er endnu Værre, har vi handlet på dine Vegne. Som det altid pleier at gå slette Subjekter, har Du Lykken med Dig. Hør nu. N. har fået et Års Permission fra Petersburg, og vor flinke S. derinde overtager hans Post, som han sandsynligvis kommer til at beholde, da det siges, at N. skal gifte sig med en rig Grossererenke i Gothenborg, og neppe går tilbage til Diplomatien. Altså, S.’s Plads bliver ledig og skal besættes med en Norsk.

Og den Plads kunde jeg få! Det er vel ikke at stole på.

92Du kan få den. Jeg gik straks op til Exsellencen Due, som heldigvis ikke var reist endnu. Han gav mig det bedste Håb for Dig. Du har blot at indlevere din Ansøgning, og inden næste Forår må Du indstille Dig i Stockholm. Din Onkel var sjeleglad. Det er netop en Stilling for Georg, han passer lidet for Livets spidsborgerlige Forhold, sagde han. Nu, min Gut, spring, syng og dans, men fald mig bare ikke om Halsen.

Jeg takker Dem, Müller . . . Hvor De er god, at De tager Dem således af mig . . . Men . . .

Nu, men?

Oprigtigt talt, jeg har ganske tabt Lysten til denne Post.

Så, Du har tabt Lysten dertil, jaså . . . Det var da besynderligt. Du troede dog engang selv . . .

Ah, det var en Grille, et Indfald. For et ungt, umodent Menneske kan hin Karriere vel have noget Lokkende. I Grunden er det dog et Skinliv, man fører. Jeg tror mig ikke mere skikket dertil; jeg føler mig draget mod en gedignere, selvstændigere Stilling i Livet, lad den end være mindre bemærkelig.

Nu, det er rosværdigt, det er vakkert. Det 93røber en solid Anskuelse, en Anskuelse, som er sjelden i dine År. Kun vilde jeg gjerne høre disse gedigne Planer. Vil Du måske gå ind som Kopist i Revisionsdepartementet?

Ja, hvorfor ikke!

Ja, hvorfor ikke! . . . Det er en solid og hæderlig Stilling, en Stilling, hvori man undertiden oplever de gladeste Overraskelser, ligesom A., der væddede, at han netop ved Slutningen af det tiende År vilde være Fuldmægtig, og se, han blev det Året før. Du har Lykken med Dig, Du kan måske inden tolv År være Bureauchef.

Det er ikke umuligt.

Eller har Du Lyst til at blive Bygdeprokurator? Hvilken hyggelig liden Polskpas Du så kan få om Søndagen med Bønderne! Det vil være Noget for dig! Eller synes Du bedre om en Lensmandspost?

Det er også godt. Så er man jo sågodtsom Storthingsmand! . . . Nei, kjere Ven, jeg tænker i Grunden ikke på nogen Ting. Jeg har det for Øieblikket så godt, at jeg ikke gider plage mig med Fremtiden. Til Nytår er min Tid udløben her, og den Tid, den Sorg, tænker jeg.

Der blev en Pause, hvori Müller udblæste 94store Røgskyer, og Kold morede sig med at mishandle sin Ridepisk. Endelig sagde Müller:

Hun er smuk, din Smag er ikke ilde.

Hvem? Hvad mener De?

Jeg mener blot, blev Müller rolig ved, at hun er smuk, og at din Smag ikke er ilde, ja, hvad der næsten aldrig har hændt mig før, hun har frapperet mig. Hun kom os imøde på Stien, da vi skulde ud for at opsøge Dig.

Ah, det er Frøken Sofie, De mener?

Ganske rigtig, Sofie, således kaldte Du hende engang. Hun mødte os som sagt på Stien, hvor vi også var så heldige at træffe Dig. Det er altså hende, tænkte jeg, som har voldt den stakkels Kold så megen Ærgrelse og Tidsspilde, og som Du forrige Gang skildrede mig som et uhyggeligt, forskruet Væsen. Hun syntes at være i en altereret Tilstand; hendes Stemme sitrede og hendes deilige Hår, som jeg aldrig har seet Mage til, befandt sig i en høist malerisk Uorden. Det var ordentlig Synd, at det Syn skulde være spildt på et Mammuthhjerte som mit. Fruen spurgte, hvor hun havde gjort af sin Hat, hvortil hun svarede, at hun havde vovet sig for langt op ad Fjeldet, var gleden ud og havde mistet den deroppe. Mama skjændte over hendes Vildskab, men med 95et Blik til mig, som om hun vilde sige: Har De seet noget Yndigere? Mig hilste hun med en vis Kulde, og jeg har forgjeves søgt at nærme mig hende i Aften. Der er noget Aparte ved hende. Men smuk og nydelig er hun som en Ulykke. Er Du kanske ikke af den Mening?

Jo unegtelig, det er hun. Frøken Ramm er en meget smuk Pige, sagde Kold og brød sin Pisk over. Sofies Smil, det særegne, hvormed hun havde forkyndt ham hans Lykke, steg idetsamme forræderisk frem i hans Erindring, og forskrækket lagde han til: Men der er et Træk ved Munden, som ikke er smukt. De sagde, synes mig, at S. allerede er kommen til Petersburg; kan det være muligt?

Til Petersburg. Det Træk ved Munden, som ikke er smukt, har jeg slet ikke bemærket. Hendes Ansigt er, tror jeg, af den Art, der ikke må analyseres. Det Hele gjør et frappant Indtryk.

Hvilken Lykke han har gjort i så kort Tid! Og N., hvad var det, De fortalte, at han . . ?

N. trækker sig tilbage for at gifte sig . . .

Ja, ja rigtig, med en rig Enke . . Men han 96skulde jo blive Baron Manderstrøms Eftertræder i Kabinettet, hvem får da den Post?

Diplomatien begynder pludselig at interessere Dig. For et Øieblik siden syntes Du kun at bryde Dig lidet om det hele. Georg! . . Om Alt det skal jeg siden oplyse Dig . . Om Alt, hvad Du vil . . Georg . . Læg kun din Pisk hen. Jeg skal siden forbinde Bruddet . . . Hør, kjere Georg, ved Gud, jeg mener Dig det vel, sagde Müller med en Bevægelse, som om han vilde lægge Piben bort, medens han langsomt førte den til Munden igjen, en Manøvre, som Kold kjendte meget godt, og som betød et ualmindeligt Alvor.

Ser Du, jeg vilde så gjerne gjøre noget Dygtigt af Dig, og det skulde også lykkes, hvis Du ikke altid stod Dig selv iveien. Disse evige Forlibelser er for et Menneske af din Beskaffenhed er en ren Ulykke. De sætter Dig idelig ud af Ligevægten, forstyrrer dit Humør og hemmer din Udvikling. Og tilsidst vil det dog, trods dine Forsikringer, ende med, at Du for Alvor bliver hængende. Jeg siger ikke, at det går så med din nærværende Inklination, meget muligt, at den ender som alle dine andre, men alvorlig eller ei, så kommer den forbistret ubeleiligt. Hør, Georg, riv Dig løs . . . Straks, 97om Du kan . . . Gå til Stockholm og frels din Sjel! Når ti År er forløbne, når Du er bleven en moden, holden Mand, så i Guds Navn, forelsk Dig, så meget Du vil.

Men Müller . . . Hør dog! . . . Der er jo ikke Tale om . . .

En forbistret Historie! Sig mig, hvorvidt er Du avanceret med hende? Måske Ondet endnu kan afverges. Kniber det, så kunde måske jeg tale med Frøkenen, og se at få det afgjort på en pyntelig Måde.

Er De gal! For Guds Skyld! Jeg siger Dem jo, denne Sag angår ikke Frøken Ramm. Hun har ikke ringeste Indflydelse på mine Fremtidsplaner.

Det skulde glæde mig, hvis det stod i din Magt at overbevise mig derom.

Overbevise Dem om, at dette ikke angår hende! sagde Kold, bragt til det Yderste . . . . Men forstå dog! Jeg elsker hende ikke. Der er Intet, Intet mellem os.

Arme Kold! Kjere Læserinde! Hvis Du er over tyve År – er Du under tyve År, nytter det ikke – men hvis Du er over tyve År, så vil vi her, netop her, førend Du ganske bryder Staven over ham, lægge et Ord ind for 98ham. Ja, det er stygt, meget stygt af ham, og Enhver kan efter sin egen Smag tænke sig en bedre og elskværdigere Måde for ham at slippe derfra på. Han kunde f. Eks., når han således blev lagt så småt på Pinebænken, ende med at slå i Bordet og sige: Ja, for Fanden, det er sandt Altsammen, lad mig bare i Ro! Men så havde det ikke været Kold, vor Kold, og han havde måske ikke elsket så varmt, så iversygt, så nærigt ængsteligt for sin Skat, som han. Og lad os så være ærlige. Hvem er ikke således bleven tirret og tilsidst drevet til et Punkt, hvorfra han ikke mere har kunnet trække sig tilbage, og hvor han, uden at ville det, næsten uden at vide det, er bleven Jesuit? Enhver, der med Hånden på Hjertet tør sige, at han aldrig har været det, aldrig har sagt Noget om sin dyrebareste Ven, som denne ikke måtte høre, og at han havde Mod til at læse Sort på Hvidt, Alt hvad denne dyrebare Ven har sagt om ham, nu vel, den, der kan det, han kaste Stenen. Og endelig vil vi minde om, at ethvert af disse ulykkelige Ord falder i en Sjel, der mindst af alle er skikket til at forstå dem, og at han ved ethvert af disse Ord, som en skadefro Ånd synes at lægge ham på Tungen, frasiger sig sit Livs største Glæde.

99Du elsker hende ikke! Ja ja, det er en anden Sag, sagde Müller, og Gløden af hans nystoppede Pibe kastede et næsten dæmonisk Skjær over hans uskjønne Træk. Men Du kan dog ikke negte, at det klinger forbandet utroligt, at Du skulde kunne leve under ét Tag med en attenårig Skjønhed uden at anfegtes.

De burde have bedre Tanker om mig, Müller, sagde Kold, idet han tog sin Tilflugt til krænket Alvor, jeg, som ganske nylig, Sort på Hvidt, har skriftet for Dem al min Modgang, alle mine Ulykker i den Vei. Slige Erfaringer pleier dog at gjøre Folk besindigere. Skjønhedens Magt indrømmer jeg villig, men kan der da ikke tænkes Egenskaber, som tilintetgjør den, og det netop sådanne, der frastøder mig?

Det må være nogle bansatte Egenskaber, der kan øve en sådan nedslående Virkning på Dig. Da Du altså ikke bryder Dig om den lille Dame, så kan Du nok betro mig, hvad det er for Egenskaber, der vansirer hende. Er hun kanske ligeså doven og egensindig, som da hun var din Elev?

Doven og egensindig! . . . En doven og egensindig ung Dame! råbte Kold, med Nød og 100Neppe betvingende sig, hvad vil det sige? Det er jo ganske betydningsløst!

Er hun da enfoldig . . stupid! . . . Du mente engang . . . .

Jeg har Intet ment. Hun var dum som Barn, men hun kan jo have lagt sig Forstand til siden. Jeg tror nok, at hun nu har, hvad hun deraf behøver.

Det tænkte jeg nok. Når det kommer til Stykket, er hun et Mønster. For Fanden, Noget må der da være! Er hun koket, letsindig, intrigant, ondskabsfuld?

Hvad falder Dem ind? Jeg tror, Frøken Sofie har det bedste Hjerte. Det er en Pige med Karakter, med en livlig, sterk Sjel . . . . Men hun har noget Originalt, for ikke at sige Ekcentrisk i sine Anskuelser . . . Hvad synes De om Søsteren?

Ah! Ekcentrisk! . . . Jeg forstår . . Hun er poetisk, forskruet, emanciperet?

Netop, der traf De det, sagde Kold og brast i Latter over denne løierlige Vending i det pinlige Forhør.

Virkelig! Nei alvorlig . . . Er hun af den Sort? Ja, hun så ud til noget Sligt. En norsk femme emancipée! Det var morsomt, det var noget ganske Nyt! Hvordan ytrer det sig? 101Ryger hun Cigar? Bærer hun Sporer? Sidder hun tilhest som salig Dronning Karoline Mathilde?

Kold rødmede af Forbitrelse. Han kunde have myrdet Müller.

Nu, bliv ikke fornærmet. Hun ryger altså ikke Tobak . . Hun bærer ikke Sporer. Det er en åndelig Amazone, en hyperboræisk George Sand, der ånder et glødende Had mod det hele Mandkjøn og dets Nedrighed og Despoti?

Netop.

Hvilket dog ikke hindrer disse Damer fra at have sine små Privatinklinationer.

Naturligvis.

Og Du gjør formodentlig, hvad Du kan, for at nære Flammen?

Naturligvis. Har jeg Andet at bestille?

Og uden at tændes selv?

Vær ikke bange. Det er blot en ny Blomst, jeg fletter i mine Seiervindingers Krans. De emanciperede Damer er desuden de mindst farlige.

Det har jeg hørt. Selv har jeg ikke erfaret det. Min stakkels Bolette var ikke af den Klasse Skabninger . . . Har hun allerede erklæret sig?

102Hm . . . ikke ganske; men jeg venter, at det vil ske med det allerførste. Jeg har Kurven færdig; det kan De stole på.

Müller så længe stivt på ham. Så? Virkelig! . . . Det var meget!

En Pause indtrådte, hvori Müller syntes at falde i Tanker. Hør Kold, ved Du hvad, driv ikke dette Spil for vidt. Vil Du lyde mit Råd, så lad det ganske fare. I Grunden har jeg ondt af den stakkels Pige. Vær skikkelig mod hende og forbered hende på det Uundgåelige . . Ikke for pludseligt . . . Det duer ikke . . . Ikke for pludseligt.

Kold så studsende på ham. Nu først mærkede han af Müllers Miner, der havde antaget et ganske eget Præg, at denne opfattede det Hele som det strengeste Alvor. Det var aldrig faldet ham ind, at kloge, men lidet gemytfulde Mennesker i Følelsens Sfære undertiden kan vise sig overordentlig enfoldige. Han blev næsten forfærdet over, at det var lykkedes ham ved en grov Spøg, hvad han med al sin Forstillelse ikke havde kunnet opnå, nemlig at skuffe Müller. Denne Spøg brændte ham på Læberne som en Vanhelligelse, og dog turde han ikke tilbagekalde den. Skulde han 103lade sig fravriste sin dyrebare Hemmelighed, som han neppe selv eiede, neppe selv turde tro på, og det af en Mand, der måske vilde gjøre en udelikat Brug af den?

---

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.