[II, 7]

104Man vil påstå, at der i den kvindelige Sjel fortrinsvis er nedlagt en lykkelig Evne, ja en Drift til Forsagelse.

Vi vil ikke indlade os på nogen subtil Drøftelse af denne særegne Evnes Natur, men overlade dette til Psykologerne. Den træder os uimodsigelig imøde i så mange mildt resignerede, men, desværre må det føies til, også i så mange mørkt furede, ligesom forstenede Fysiognomier, der fortælle os, at denne «naturlige» Smag for at lide ikke ret har strakt til, og at Forsagelsen er bleven dem strid nok.

Vist er det, at over Barnets Ansigt, der leger med sin Dukke, kan allerede denne Forsagelse 105ligge som en sørgmodig Anelse; den klang gjennem det Svar, som den lille seksårs Pige, da hun første Gang blev buden på Børnebal, gav sin Moder, der undrede sig over, at hun stod der så stille og traurig, hun, der nu havde fået sit høieste Ønske opnået: «Ak Mor, var det bare en liden Fornøielse, da skulde jeg nok være glad, men sådan en stor Glæde, den bliver der vist ikke noget af.» Så længe denne Forsagelse er Refleksen af den Ydmyghed, Gud nedlagde i Kvindens Sjel, er den smuk, rørende og velsignelsesrig; den er hendes bedste Støtte mod Skjebnens Vilkårlighed, det er den, der gjør hendes Glæde mere strålende, hendes Hengivelse og Udholdenhed i Modgang større end nogensinde Mandens. Han taler og handler, hun lider og tier. Ja, den er smuk denne Vilje til at lide og tie, denne Guds og Naturens Taushed i hende, den er skabt til at seire i sin stille Magt.

Men Menneskene opdagede, at der kunde drages grove Fordele af den. I deres Samfunds Interesse var det ikke nok, at hun kunde bringe Ofre og tie, hun skulde også kunne nedværdiges og tie. Og de omskabte hin Guds og Naturens Ydmyghed i hende til Feighed og Forsagthed, betog den Kjerlighedens og Frihedens 106Ånd, og Råheden bøiede sig ikke længer for den, men misbrugte den. Og de opfandt en Skare pinlige og despotiske Love og omgjerdede hende dermed, for evigt at holde hende i Frygten – med et Ord – de kvalte i hende Troen på den store Glæde, og gav hende, som Vederlag derfor, de små Fornøielser.

Sofie var opvokset i denne Trældommens Ånd; hun havde med Modersmelken indsuget de i denne Trældom gjældende Leveregler, og aldrig havde hun i sin Hjembygds snevre Sfære oplevet nogen Forsyndelse mod den. Hun havde seet sine Søstre, stumme bøiende sig, bringe deres Liv som Offer. Men hos hende havde alligevel Ideen om en Kvindelighed, sandere og mere gudbesjelet end det Monstrum, som Menneskene kalder så, tidlig rørt sig. Vi har seet, hvorledes denne ubemærket brød sig mod Omgivelserne, indtil hun selv opgav den som en Vildfarelse. Da lærte hun Kold at kjende. Han havde selv lært at afsky Trællesindet og at erkjende et andet, mere ædelt, mere ophøiet i Margrethe. I ungdommelig Tro så han dette gjenopstå i Sofie, gjenopstå til Lykken, til Livet; han vilde blot lægge sin Tillid, sit glade, kjække Mod til. Under det korte 107Afsnit fra hendes Hjemkomst indtil hans Reise til Kristiania havde han havt en overordentlig Indvirkning på den unge Pige. Ved ham blev Chimæren til Virkelighed. Han åbnede hende Udsigter over Livet, som hun i sine dristigste Udflugter aldrig havde drømt om. I sin Varme så han hverken de Hindringer, han havde at bekjæmpe, eller de Farer, hvorfor han udsatte sin Elev. Sofie tænkte lige så lidt på Farer; men også det Øieblik kom, da hun, bortrykket fra sin trygge Grund, så sig ene med ham, høit over den hele øvrige Verden. Da har hun vel med Bæven følt, at han også måtte give hende Ly, at det Eneste, der her kunde redde hende, var hans Kjerlighed. Man vil derfor kunne begribe, hvorledes hun blev tilmode, da denne Støtte pludselig svigtede, og i hvilket Dyb af Modløshed hun sank tilbage, da hun troede sig forrådt af ham.

Ligesom forstenet var hun bleven stående i den samme Stilling, hvori hun havde opfanget hvert Ord i den skrækkelige Samtale. Udenfor rakte hun mekanisk Pigen, der kom til, det Linned, hun havde i Hånden. Hun listede sig igjennem Amalies Værelse ind i sit eget, hvor den lille Natlampe på Komoden var tændt. Dens dæmrende Lys sårede hendes Øine, og 108Rummet forekom hende ængstende stort og tomt. Bag Forhænget trykkede hun sig skjælvende ned på en Skammel; ingen Krog syntes hende snever og dunkel nok til at skjule hende og hendes Smerte og hendes Ydmygelse. Hvorledes dette var gået til, hvad det var for skrækkelige Ord, hun havde hørt, det kunde hun ikke rigtig samle. Hun vidste kun, at hendes korte Drøm var endt, at den lå i Støvet. Bedraget, forhånet, hendes Kjerlighed givet til Pris for en Fremmed, nedværdiget til et Tidsfordriv! . . . At det Hele kunde have sin Grund i hendes egen Opfatning, faldt hende ikke ind. Enhver, der med nogen Opmerksomhed har fulgt Sofies Udvikling, vil dette ikke forundre. Sofie opfattede alle Indtryk sterkt og umiddelbart. Ironien var hende uforståelig, hvor det gjaldt Livets alvorligste Ting. Hun havde endnu ikke gjort sig fortrolig med denne Nutidens Færdighed i at fornegte Følelser og, når det gjælder, at sætte en spottende Maske for det Dybeste og Helligste. Ethvert Ord, hun havde hørt, havde slået dræbende ned i en Sjel, som Opdragelsen havde gjort tvivlende og frygtsom. Hun var tilintetgjort. En knugende Angst overfaldt hende ligesom Bevidstheden om en begået Brøde. Og hendes Brøde var, at hun havde 109troet på Lykken, at hun havde drømt om den og med dristig Hånd grebet efter den. Hvor ringe havde hun ikke i sit Overmod skattet Amalies Lod, hvor latterlige havde ikke mangengang dennes ægtekvindelige Bestræbelser for at udpynte sin Misere forekommet hende! Endnu samme Dag var der undsluppen hende et Drilleri, der havde krænket Søsteren. O, på sine Knæ kunde hun have bedt hende om Tilgivelse. Hun kunde have bedt Alle, den Usleste, om Tilgivelse, hvis hun havde kunnet give sin Skyld noget Navn.

Under denne Trang for hendes ængstede Sjel at finde Noget at bebreide sig, var hun begyndt at klæde sig af. En eller anden Bod, en byrdefuld Pligt vilde i dette Øieblik have været hende en Lindring. Da erindrede hun endnu, at hendes Moder havde bedt hende sørge for, at en Plante, der ikke tålte Nattekulden, blev båret ind fra Haven. Dette havde hun glemt, men det måtte ikke glemmes. Da Pigen allerede sov, vilde og måtte hun gjøre det selv. Hun listede sig sagte ned og åbnede Glasdøren til Haven . . . Hvor glad var hun ikke for få Timer siden trådt ind af denne Dør! Nattevinden slog hende koldt imøde og gjennemisnede hendes tyndklædte Skikkelse. Veiledet 110ved det usikre Skin, som Lyset gjennem Vinduet kastede på de nærmeste Buske, fandt hun, hvad hun søgte. Kun med Anstrengelse af alle sine Kræfter lykkedes det hende at løfte den tunge Stenpotte og flytte den ind i Stuen. I Døren erindrede hun, at Bordet, hvorpå den var stillet, måske vilde tage Skade af Fugtighed, og med en Iver, der kunde have gjort de gamle Selvmartyrer Ære, vendte hun endnu engang om, løftede den hen i Vinduet og tørrede Bordet forsigtigt af med et Klæde. Kommen tilbage på sit Værelse fuldendte hun sit Nattoilette med større Omhu, end hun ellers var vant til. Hun flettede og glattede sit Hår og lagde med mekanisk Nøiagtighed ethvert Stykke på sin Plads; først da strakte hun sig blændende hvid fra Top til Tå, som færdig til Ofring, i sin lille smale, kolde Seng. Tør vi nu forlade hende med det sidste, stumme Ønske, hvormed man lukker Låget på en Kiste: slumre i Ro! Nei, Graven har sine Privilegier. Våg, arme Levende, våg, strid og forblød, og Himlen stå dig bi!

Det er sødt at vækkes af Glæden! Hvor mildt, hvor varsomt berører den ikke vort Øielåg, for at Sjelen skal få Tid til at fyldes, for at den ikke skal briste under Overmålet. Så 111blidt, så varsomt berører den vort Øielåg, at vi undertiden slumrer ind igjen som fra en eftergivende Moder. Men Sorgen er tryggere at stole på. Har du bestilt denne hårdhændte Vækker, kan du være sikker på at blive vækket tilgavns, og du sover ikke lettelig ind igjen. Også hos Sofie bankede den på netop det Klokkeslet, hun bar i sin Tanke. Hendes Smerte vågnede frisk og levende med hende. Den var ikke længer dump, forstenet, beængstende som om Aftenen; den trængte til Luft og Bevægelse. Hun var ilet ud i Haven; medens denne endnu lå ubesøgt i den grå Morgendæmring, skulde den yde hendes urolige Sind et Tilflugtssted, mindre utåleligt end det trange Kammer. Vi ser hende der snart ubevægelig på en Bænk, snart at gjennemile Gangene, og atter igjen stanse grublende foran en Blomst, som om hun vilde studere hver Åre i dens Blade. Men det var kun sin Ulykke hun studerede på, det var alle de fine Tråde, hvoraf denne havde udspundet sig, som hun bestræbte sig for at samle. Hun vilde blive sig sin Stilling klart bevidst.

Hun gjenkaldte sig Kolds Opførsel i hele den sidste Tid, hvor besynderlig den havde været, hvordan den idelig havde ladet hende 112svæve mellem Håb og Frygt. Da slog pludselig Scenen igår ned over hende, berusende med Vishedens Fryd . . . en Vished, som ikke syntes at trænge til Ord. De var blevne afbrudte. Bar også hans Væsen efter denne Stund Præget af, at en og samme Bevidsthed fyldte dem Begge? Hun var ilet iforveien, noget efter var han stødt til Selskabet. Nu først gik det op for hende, med hvilken glad Overraskelse han havde hilst på Müller! Således modtager man ingen uvelkommen Lykkesforstyrrer . . . Hvor oprømt han den hele Aften havde været! Denne Lystighed, hvor grelt stak den ikke af mod hendes egen stille Lyksalighed! Hun veiede endelig med marterfuld Nøiagtighed ethvert Ord i den opfangede Samtale . . . Ak, han elskede hende ikke. Lidet gjorde det til Sagen, om han med de tildels latterlige Beskyldninger mod hende havde ment det alvorligt eller ei, – han havde kunnet udtale dem! Lidet brød hun sig endog om de indre Tilskyndelser til hans Opførsel mod hende, om denne var Virkningen af en beregnet Falskhed, eller en simpel Letsindighed, et tilladt mandligt Koketteri . . . Han elskede hende ikke! . . . Behøvede hun endnu at græmme sig over, at han var slet! Endnu igår – for få Timer siden – hvor rig, 113hvor stærk, hvor berettiget følte hun sig ikke! I sin Lykkes Overmod, i et overstrømmende Øieblik havde hun sat sig ud over en Form, som Menneskene tillægger en så skrupuløs Vigtighed. Hun havde udtalt Ordet før han, ikke bevidst og villiestærk, men så naturlig som Blomsterkalken, der åbner sig i rette Tid, som Frugten, der løsnes fra Grenen ved sin egen Tyngde . . . Og da havde hun Ret, Ret for Gud og Mennesker! . . . Thi selv Menneskene tilgiver undertiden et sådant Brud på sine Love, når det kun lykkes, ligesom de også lukker Øiet for et virkeligt Feiltrin, når Angjeldende blot ikke bliver forladt og ulykkelig. Igår havde hun Ret, idag havde hun tabt denne Ret, idag havde hun Uret. Han elskede hende ikke! Hin ufrivillige Hengivelse, for få Timer siden hendes Stolthed, var blevet til en Synd. Med sit Hjerteblod kunde hun have kjøbt den tilbage. Ak, havde jeg blot ikke, havde jeg blot ikke! var det idelige Omkvæd på hendes lange Betragtninger. Hvilken Tankerække hun end begyndte, sluttede den dog altid med det samme: O, havde jeg blot ikke!

Imidlertid rinder Dagen umerkeligt frem. Det grå Tusmørke flygter, Skyggerne fortetter sig og begynder at antage Former. Den tynde 114Måneskive forsvinder ganske på den blanke Himmel. Det riflede Skylag i Øst begynder at farve sig rødt. Sofie synes pludselig at besinde sig. Mod Øst, hvor det røde Lys strømmer ind, begrænses Haven af en hvælvet Lindealle. Den gjennemskjæres i Midten af en Gang, som gjennem en Grind står i Forbindelse med Markveien ned til Møllen.

I denne Gangs dunkle Skygger har Sofie gjemt sig. Hun grubler ikke mere, hun lytter. Skjult bag et Træ, opfanger hun skjælvende enhver Lyd, der når hende oppe fra Huset. To Gange har hun taget feil. Men nu! . . Ja det var ganske bestemt Glasdøren, der blev lukket op og i. Det er menneskelige Trin, der knirker på Sandet. De nærmer sig, de streifer forbi hende og forsvinder gjennem Grinden. Se kunde hun ikke fra sit Skjul, men hun kjendte disse lette, faste Skridt, hun følte Luftningen af dem vifte hen til hende. Hendes Hjerte løftede sig, som om det vilde følge med; hendes Villie drog det igjen tilbage. Næsten krampagtigt slyngede hun sine Arme om Træet for at holde fast . . . Således sidder Fuglen i Buret foran den oplukkede Dør . . Den hører den lokkende Sang udenfor, den føler Sommeren strømme ind, men den vover sig ikke ud, Fangenskabet 115har knækket dens Mod. Medét var Sofie sprungen frem og pilsnart ilet hen under den grønne Hvælving, så tilbage igjen og atter frem. Var det blot Fuglens fortvivlede Flagren i Buret, eller kjæmpede kanske en modig Beslutning i hende? Gud ved . . . Men da hun anden Gang vendte tilbage, stod hun Ansigt til Ansigt med et Menneske, der imidlertid ubemærket var kommet ned ad Hovedgangen. Dette Menneske var Müller.

Ah, min lille Frøken! Beundrer De Naturen så tidligt på Dagen? Det tager jeg til Indtægt. Jeg er også kommen ud i den Anledning, så kan vi jo slå os sammen . . . Men jeg skræmte Dem vist?

Sofie havde fra det første Øieblik følt sig frastødt af denne Mand. Der var noget Nærgående i hans gjennemborende Øine, der indgjød hende både Frygt og Mishag, og desuden følte hun allerede den uvilkårlige Uvillie, som man ikke kan undertrykke mod den, der er bleven Redskab til Forstyrrelsen af en Illusion. Hans Stemme vakte en rystende Erindring hos hende. Hun stirrede på ham, uden at kunne frembringe et Ord.

Jeg har endnu slet ikke, vedblev han, seet Noget af Naturen heromkring, uagtet jeg dog 116adskillige Gange har havt den Fornøielse at gjæste Gården. Det er ikke rigtigt, er det vel? . . . Men derfor skal De også nu vise mig omkring.

Gjerne, stammede Sofie, men jeg frygter . . . De må ikke vente Dem Stort. Her er ingen mærkelige Punkter, der kan tilfredsstille en Fremmed.

Grotten har jeg dog hørt tale om. Den skal være høist pitoresk. Vi kom ikke derhen igår. Hvad mener De, om vi gik en Tur derned først?

Til Grotten! . . . Nei, nei . . . Det kan jeg ikke . . .

Bevares! Huser måske Bjergtroldene der endnu? Dog vel ikke længere end til Solrinding?

Måske, svarede Sofie med et tvungent Smil. Jeg mener ellers blot, at jeg ikke tør fjerne mig så langt fra Huset, min Nærværelse bliver snart nødvendig derinde. Hvis De ønsker, skal jeg vise Dem om i Haven. Her er en Høi, hvorfra man har en smuk Udsigt.

De nåede Toppen af Høien. Under det tætte Buskads var der anbragt nogle Bænke, hvorfra man havde en vid Udsigt over Dalen. Det hele Landskab, Fjeldkløften med Møllens 117Tag, den skummende Elv, der siden bugtede sig stille hen over Sletten, lå mildt belyst af den røde Morgenhimmel. Horisonten flammede, og de bagerste Åse tabte sig for det blændede Øie formløst mod denne Grund. Først skjød enkelte Stråler, fine og glinsende som Spindelvævtråde, hen imod dem, så flere og flere i ustanselig Hast, og tilsidst lå det hele Strålenet udspendt over Egnen. Solen var oppe. I et sådant Øieblik går der ligesom et tilbageholdt Åndedræt, en Andagtsgysen gjennem hele Skabningen; Mennesket står stumt, og Fuglene tier for at stemme desto fuldere i bagefter. Også Sofie stod fortabt i den opløftende Scene. Det er netop det Skjønne i Naturen ligesom i Kunsten, der, med det Samme det griber os, allerførst vækker Smerten, denne Sjelens letslumrende Vogter . . . Også hendes Længsel, for et Øieblik betvunget, vaktes nu med fordoblet Styrke. Hun glemte, hvor hun var, og med hvem. Stående på Brinken med den ene Hånd for Øiet, søgte hendes Blik under Solglansen blot ét Punkt, Toppen af de to Graner bag Møllen. Hun syntes, de bøiede sig, ligesom vinkende Hænder mod hende . . . Fossen susede ømt og lokkende hendes Navn.

118Frøken, jeg vil sige Dem Noget, sagde pludselig en fremmed Stemme bag ved hende.

Det er ikke ganske tilfældigt, begyndte Müller, efterat han med et Vink havde betydet den af sine Drømme voldsomt udrevne Pige at tage Plads ved Siden af sig, at vi er komne til at beundre Solens Opgang sammen. Jeg så Dem fra Vinduet, hvorledes De, øiensynlig et Rov for en urolig Sindsstemning, vandrede om i Haven, og jeg tror, at det var en god Ånd, der indgav mig Tanken om at gribe Leiligheden til en Samtale med Dem. Ser De, min bedste, lille Frøken, jeg tror nu, at der vilde være Redning for mangen Skade, når man itide modtog Lægehjælp og ikke kvindagtig skyede den.

Sofie var tilmode ved denne Indledning, som man er tilmode under Tilberedelserne til en Tandoperation. Man sidder på Marterstolen . . . Man ser Lægen nærme sig med en Artighed, og den frygtelige Tang skjult i Hånden. Hjertet krymper sig sammen.

En Anden end jeg, vedblev Müller, vilde sandsynligvis have ladet det være; måske vilde jeg ligeoverfor en Anden end Dem ligeledes have ladet det fare. Dem tiltror jeg imidlertid Sjelsstyrke nok til at bære noget Usædvanligt.

119Min Sjelsstyrke har kun lidet været prøvet hidindtil, sagde Sofie, dog tænker jeg, at det, Hr. Müller har at sige mig, ikke vil overstige mine Kræfter. Hendes Tænder klaprede.

Altså uden Omsvøb. Jeg kjender Deres Forhold til min Ven Kold. Tillader De, at jeg åbenhjertig siger Dem min Mening, og vil De ikke tro så godt om mig, at det ikke er lav Nysgjerrighed, der driver mig til at blande mig i Sagen. Der gives nok af dem, som ved slige Leiligheder forstikker sig bag en falsk Delikatesse, der i Grunden kun er Feighed. Jeg gjør ikke det. Jeg vil give Dem nogle Oplysninger, som kan være Dem nyttige. Kold har jeg kjendt fra hans tidligste År; jeg har været hans Lærer. Vi stod Begge alene i Verden, og vi sluttede os til hinanden, skjønt ulige i Alder og i Alt. Enhver af hans Tanker og Handlinger har ligget klart for mig. Ingen kjender derfor bedre end jeg hans Elskværdighed, thi, ikke sandt, han kan være elskværdig? Men Ingen kjender heller bedre end jeg hans svage Sider. Han er Fantast, han mangler Karakterstyrke. Let opblussende sætter han Alt tilside for at nå et Mål, men har han nået det, så har det med det Samme tabt sin Tillokkelse for ham. Neppe var han sluppen ind i Verden, 120førend han begik en hel Del sådanne Streger, den ene Forelskelse afløste den anden, alle endte de på samme Måde – i Kulde og Lede. Et Par Forlovelser, han havde, gik det ikke bedre med. Han er en af disse ulykkelige Idealister med andre Ord, der aldrig vil kunne tilfredsstilles. Det var disse hans Dårskaber, der bragte ham til at bortdrømme nogle af sine bedste År heroppe. Og nu vil jeg henstille Noget til Dem. Endelig viser der sig en – jeg kan sige efter vore Forholde glimrende – Udsigt til at drage ham ud af denne Uvirksomhed og bringe ham ind i en Sfære, der værdigt vil sysselsætte hans Evner og virke – håber jeg – styrkende på hans Karakter. Jeg er netop kommet herop i den Anledning. Det forekommer mig at være min Pligt at berede Dem på dette, bedste Frøken. Det vil være Dem nok, når jeg siger, at det er en ubetinget Nødvendighed for ham at være fri og uhildet af ethvert Bånd . . . Han reiser. Om kort Tid vil han have forladt Gården. Inden et Par Måneder er han i Stockholm.

Jeg fatter ikke, stammede Sofie, hvad der kunde være iveien derfor . . . Der er Intet her, såvidt jeg ved, som kan holde ham tilbage.

121Men jeg fattede det godt, da jeg for første Gang så Dem igår.

Jeg forstår nok, hvortil De sigter, men jeg forsikrer Dem, at De tager feil. Der er intet Forhold mellem Deres Ven og mig, intet, aldeles intet, der kunde hindre hans Lykke . . . Han elsker ikke mig! lagde hun skjærende til.

Det siger jeg just ikke. Hvis jeg troede, at det var Tilfældet, hvis jeg troede, at der var Alvor med i Spillet, så blandede jeg mig visselig ikke deri – –

Når De er vis derpå, afbrød Sofie ham med bævende Røst, så indser jeg ikke, hvad De kan frygte af mig . . .

Men nu nyder han den ufortjente Lykke, at en ung, elskværdig Pige som De, interesserer sig for ham . . .

O, Hr. Müller! Det har De ikke Ret til at formode . . .

Ingen Formodning, Frøken, jeg ved det.

De ved det? . . . Han har sagt det! . . . Har han dog? . . . Og til Dem! Det er umuligt! råbte Sofie og slog Hænderne for Ansigtet. Da hun atter lod dem synke, beskinnede Solen et Ansigt, som Smerten næsten gjorde ukjendeligt. O Gud, hviskede hun for sig selv, så var 122det dog sandt . . . Jeg tog ikke feil . . . Så var det dog sandt!

Hvad er sandt? Kjere, bedste Pige, hvor kan De tage Dem det så nær? sagde Müller, og drog hende sagte ned på Bænken igjen . . . Om De nu virkelig nærede denne lille Svaghed. Om De endog tilstod ham det i et svagt Øieblik, hvad var det så! Tror De, jeg vil dømme det så hårdt? Vel er jeg en gammel Bjørn, men jeg er hverken Pedant eller Filister. Hvor let kan ikke et stakkels Fruentimmer komme til at begå et Brud på Reglementet! Et livligt Temperament, et Sind, der føler sig uafhængigt nok til at hæve sig over sit Kjøns Indskrænkninger og Småligheder . . .

Nei, o nei! ved Alt, hvad der er helligt, afbrød Sofie ham, De gjør mig Uret! Jeg er ingen sådan stærk Sjel, der vil hæve sig over sit Kjøns Indskrænkninger og Småligheder . . . Det er grusom Bagtalelse! . . . Jeg er ikke modig, jeg er ikke uafhængig . . . Det er ikke sandt! . . . Jeg er en stakkels Pige, der kan lade sig mishandle i Stilhed så godt som Nogen . . . som kunde lade sig krænke tildøde, uden at Nogen fik at vide hvorledes.

Müller følte sig besynderlig ilde tilmode. Ved Gud, dette smerter mig . . . Det er så 123langt fra, at jeg vilde gjøre Dem ondt . . . Det er Dem, som gjør mig Uret . . . stor Uret. De må tro mig, at har jeg af Interesse for Kold sagt Dem disse Ting, så har jeg i Sandhed også havt Deres Vel for Øie. Berolige Dem, kjere Pige. Jeg siger jo ikke, at Kold er ganske ufølsom for Dem . . . Hvor kunde han være det! . . . Alene den Interesse, De skjænker ham, kan ikke Andet end smigre ham . . . den beskjæftiger ham levende, den vil beskjæftige ham, sålænge han er i Deres Nærhed. Men jeg frygtede blot, at det, der for ham var en Leg, kunde ende med alvorlige Ubehageligheder for Dem. Jeg vilde ikke, at De altfor pludseligt . . . jeg vilde advare . . . oplyse Dem . . .

Under denne Tale var ethvert Spor af Bevægelse forsvundet fra Sofies Træk. Altså, for min Skyld har De gjort dette, sagde hun, ligbleg, men rolig. Uagtet jeg ikke ved, hvorved jeg har fortjent denne Interesse, som De, Hr. Müller, viser mig, så takker jeg Dem dog. Har det været Deres Hensigt at oplyse mig, så har De nået den. De har oplyst mig fuldkommen godt. Har De endnu Noget at sige mig, inden vi går ind?

124Slet intet . . . Slet intet. Kun vil jeg – endnu engang bede Dem, at De . . . At De . . .

O, De vil bede mig om at lade ham i Ro herefter? Ikke trygle om en Følelse, han ikke nærer . . . Ikke fordærve ham denne skjønne Fremtid, som ligger Dem så på Hjerte . . . Var det ikke derom, De vilde bede mig? . . . Det lover jeg Dem ganske, ganske vist.

De misforstår mig ganske og aldeles, råbte Müller . . . Frøken, jeg forsikrer Dem . . !

Men Sofie var allerede forsvunden.

En allerhelvedes Samtale! sagde Müller ved sig selv. Puh! Jeg ved blot to Gange at have været sådan tilmode – det var, da jeg læste Brevet fra Bolettets Moder – og så den første Gang på Rigshospitalet. Hvem kan også blive klog på disse Væsener! Hun fortæller mig selv, at Kold ikke bryder sig om hende, hun er ganske rolig og fornuftig, men neppe har jeg så varsomt som muligt – Gud ved, hvor jeg fik de delikate Vendinger fra – dreiet Talen hen på hende selv, så bliver hun fortvivlet. Skalv hun ikke som et Æspeløv! Da hun gik, skulde hun synes rolig, men hun var s’gu ude af sig selv. Jeg må endnu engang tale med hende, førend jeg reiser, jeg må se til at berolige hende

Müller var kommen i en for ham ganske 125usædvanlig Knibe. Han var vistnok gået ud fra et Ønske om at gjøre Kold en Tjeneste, men ved at se Sofies Smerte derved, blev han greben af en selsom Medlidenhed. Der fandtes i Müllers Sjel en eneste sentimental Streng, det var Tanken om Bolette. Han troede at se Sofie i en lignende Situation som den, der fremskyndede hendes Død. Men her var det gået ham som Bjørnen, der vil kyse Fluen bort, og som slår sin Ven ihjel med det Samme.

Rigtig ilde tilmode sneg han sig op på sit Værelse igjen, tilfreds med ikke at have mødt Nogen. Da han havde brugt den Forsigtighed at tage Nøglen med, havde heller Ingen bemærket hans Fraværelse. Pigen, der kom for at bede ham komme ned til Frokost, var derfor i den gode Tro, at han havde sovet, og beklagede, at han ingen Kaffe havde fået. Müller frygtede ikke uden Grund, at Sofies lidende Tilstand kunde vække Opmærksomhed i Familien og måske volde Scener. Desto mere overraskede det ham at finde hende ved Frokostbordet fuldkommen fattet. Med stor Forekommenhed bød hun ham en Plads, og viste sig så ivrig i disse små Opmerksomheder, der påligger en Værtinde, ret som om der ingen Ting var passeret. Den unge Piges Magt over sig 126selv indgjød ham en ukjendt Følelse, Noget, som lignede Respekt, og gjorde det Ønske levende hos ham, at kunne få sagt hende, hvad han kaldte et beroligende Ord. Men dette var ikke så let en Sag. Inden en Time skulde han reise, og Kold, som imidlertid var kommen til, gjorde det endnu vanskeligere. Hans Uro tog til, han svarede distrait på de Andres Tale og bevogtede enhver af Sofies Bevægelser. Men enten hun ikke forstod dette eller ikke vilde forstå det, hun tilintetgjorde alle hans Anslag på en sådan tête à tête. Efter Frokosten satte hun sig hen på sin Plads ved Vinduet og syede, og denne Plads beholdt hun hårdnakket, indtil Skydsen stod for Døren. Den stærke, hårde Mand stod i Afskedens Øieblik holdningsløs, næsten komisk forvirret ligeoverfor den unge Pige, der formåede at dølge sin Krænkelse i en så skuffende Ro.

Kold havde slet Intet merket. Kun da Pigen kom løbende efter med Müllers Pibe, som denne havde glemt, studsede han, og leende skyndte han på Budet.

Sofies Udebliven fra Stevnemødet havde ikke vakt nogen egentlig Bekymring hos den Ventende. Hun kunde jo på tusinde Måder være bleven forhindret. Dette vilde snart opklare 127sig. Da endelig den forønskede Frokosttime slog, var han ilet ned i Dagligstuen, hvor han fandt Müller og hele Familien samlet. Sofies Farveveksling ved hans Indtræden undgik ham; heller ikke var det ham påfaldende, at hendes Øie ikke en eneste Gang mødte hans. Neppe vovede han at fæste det på hende, for ikke at røbe nogen Bevægelse. Når først Müller var vel afgårde! Men da denne var reist, forsvandt Sofie i Huset. Nu – det var jo hendes Uge. Således gik Dagen; Aftenen kom; men endnu havde intet Tegn, ikke engang det svageste, kun forståeligt for hans årvågne Speiden, røbet deres Forståelse. Dette blev ham tilsidst påfaldende; dog så han deri kun en skjerpet Opfordring til at være forsigtig. Men det begyndte at blive ham utåleligt. Han følte en overordentlig Trang til at forsikre Sofie, at han ikke kunde holde det ud længer. Hans eneste Trøst var da i den stille Nat at udøse alle sine Længsler, al sin Utålmodighed på Papiret.

I et ulykkeligt Øieblik for Sofie var Müller trådt hende imøde i Haven. Hun stod sitrende mellem to Muligheder, uden anden Leder end de stridende Stemmer i hendes Bryst. Thi – vi må sige det – også Håbet havde rørt sig 128hos hende ved Lyden af hans Trin! Dets sagte Røst, måske også det i vort Hjerte aldrig forstummende Råb om Lykke, havde et Øieblik overdøvet alle Tvivlens og Forsagthedens, alle Trældommens Indskydelser. I slige Øieblikke er Alt omkring en stakkels Pige Skjæbne; et Pust, et Atom kan bringe Skålen til at synke til en af Siderne. Hendes Samtale med Müller var blevet Stenen i den onde Vægtskål. Den gav hendes Hjerte Dødsstødet. Hendes Følelse for Kold havde givet Plads for en dyb Skræk. Nu gjaldt det blot at reise Muren, der skulde skille dem ad, og gjøre den rigtig stærk, rigtig ugjennemtrængelig, så at ingen Klage, intet uvilkårlig Smertessuk kunde trænge igjennem. Ved således ubønhørlig at udelukke hvert Tegn på det mellem dem Passerede, vilde han tilsidst tvivle derpå som noget Oplevet, og glemme også det, der for hende var den dybeste Ydmygelse at tænke på.

Idet Sofie traf disse Foranstaltninger til at forstene sit Væsen og samle al sin Styrke til at bringe dette Offer på Kvindelighedens Alter, hvis grumme Guddom hun indbildte sig at have fortørnet, tænkte hun blot på de Anfegtelser, der muligens kunde opstå i hendes eget Sind. I sin Ulykke tænkte hun ikke mere på Angreb 129fra hans Side. Man kan derfor dømme om hendes Skræk, da hun næste Morgen efter Theen, hvorved Kold ikke havde været tilstede, mødte denne ved Indgangen, og han med et Ansigt, hvori hele hans Utålmodighed noksom røbede sig, rakte hende det Brev, han havde skrevet om Natten. Så var det dog sandt, hvad Müller sagde, så vilde han dog for Alvor fortsætte det grusomme Spil med hende? En varm, menneskelig Vrede blussede op i hende. Hun veg tilbage, som tvivlede hun på, hvad hun så.

Ak, havde hun ladet denne Vrede få Ord, havde hun blot talt i dette Øieblik, da kunde Alt være bleven godt igjen! Men hendes Tunge var som lammet. Hun forblev stum . . . stum, som en Kvinde må være det, en Kvinde, der ikke er elsket. Dette Øieblik afgjorde hendes hele Livsskjebne, og som et ondt Varsel skulde hendes Moders gjennemtrængende Diskantstemme netop i dette Øieblik kalde på hende.

Hun fulgte dette Råb og lod Kold tilbage, forstenet af Forundring og gjennemisnet af det Blik, Sofie havde fæstet på ham. Brevet var faldt på Gulvet, og Pigen, der idetsamme gik forbi, tog det op og rakte ham det igjen, medens hun sendte et af de Øiekast efter sin 130unge Frøken, der er eiendommeligt for det Slags Folk, når de tror, at de har gjort en Opdagelse.

Forundring, ja det var Udtrykket for hans Sindsstemning; der blandede sig deri endnu ikke en Skygge af Bekymring. En Mand har Lykkens Tillid, han lader sig ikke så let skrække af Fantomer. Han anede derfor ingen Ulykke, men en Misforståelse, en af disse Knuder, der vilde løse sig af sig selv. Han havde en inderlig, seierrig Forvisning om, at han var elsket af Sofie. Hint Hengivelsesmoment var fremtrådt med en så uvilkårlig Styrke, så seirende over alle Tvivl, at nogen sådan aldrig mere kunde opstå. Men hvor skulde han søge Grunden til hendes pludselige Fjernelse fra ham? Hans Mistanke faldt på Müller. Ja, tænkte han, ham er det, det kan ingen Anden være. Han har iverksat sin Trusel, at henvende sig til hende, og han har behandlet hendes ømmeste Hjerteanliggende så brutalt forretningsmæssig, som om Talen var om at sætte et Ben af. Det var altså Grunden til hendes Udebliven igår! . . . Medens han ventede, havde Müller opholdt hende og benyttet denne Time, der skulde have beseglet deres unge Kjerlighed, til at forstyrre den. I sin Harme tog han allerede Pen og Papir frem for at skrive til denne besværlige Ven, da det 131faldt ham ind, at han dog måske først burde være ganske vis i sin Sag. Under et eller andet Påskud kunde han let få frittet ud af Pigen, hvordan Müller havde tilbragt Morgenen. Men Pigens Forklaring godtgjorde, at denne Meddelelse umuligt kunde have fundet Sted. Müller havde altså ikke påvirket Sofie. Hendes Kulde måtte følgelig have en anden, måske dybere Grund. Dette kunde ikke andet end forøge hans Forundring. Han var og blev meget, meget forundret.

---

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.