parallellvisning her.

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

"/> [II, 9] | Bokselskap

Amtmandens Døtre (1879)

av Camilla Collett

[II, 9]

147Den Del af . . .e Præstegjeld, hvor Provst Reins Prestegård ligger, var med Rette bekjendt for sin Naturskjønhed. Hvem kan nogensinde glemme disse lykkelige Egne, når han engang har boet i dem, og hvem glemmer ikke over dem alle Andre, når han første Gang ser dem! Vore Reisende havde tilbagelagt den bugtede Vei langs Indsøen og søgte nu at formilde sig Opstigningen af de lange, besværlige Sandbanker ved idelige Tilbageblik på det underliggende, sig altid herligere udfoldende Landskab. Oppe på Høiden fængsledefængslede] rettet fra: fænglede en anden Scene dem. Ganske tæt 148ved, beherskende den hele frugtbare Slette, lå Præstegården og Kirken. Den store Gård så herremæssig ud i sin Krans af høstlig brogede Træer, overraget af Kirkens slanke Spir. Den hele Vinduesrække glødede mildt og lokkende i Aftensolen, et Syn, skikket til at vække de glade Fornemmelser, hvormed man uventet ser sig nær et behageligt Mål, med en Evne til at nyde, som Anstrengelsen ikke har svækket. Afstanden var dog bedragersk; endnu bugtede Veien sig i en vid Kreds inden man nåede Indkjørselen til Alleen. Hvilke herlige Træer! I denne Kraft og Yppighed mærkede man straks den sydligere Jordbund. Hvorfor repræsenteres altid den norske Natur i sine Graner? . . Man glemmer Birken, Hængebirken, dette sande nationale Træ. Danmark roser sig af sine Ege- og Bøgetræer, men de er ensartede, de har ikke Kontrastens Skjønhed. Hvor deilige er ikke vore lyse Hængebirke! . . Denne Ynde, den er rent kvindelig, men den har en Dronnings Kvindelighed. Alleen var uregelmæssig og kunde snarere kaldes en grøn Hvælving; den bestod af en Blanding af Hængebirke og dunklere Træsorter, forneden lukket ved en Hæk, der kun sparsomt indlod de sidste, spillende Solstråler. Lydløst rullede Vognen hen over det faste 149Sand. Samtalen ophørte i Bevidstheden om den nære Modtagelse. Ved Alleens Udgang dannede Træerne en Halvcirkel om Gårdspladsen; foranforan] rettet fra: forån dem lå den statelige Bygning. Som en Sjeldenhed ved Præstegårde var denne oven- og nedentil omgiven af disse åbne Gallerier, der undertiden, men desværre ikke ofte, findes ved større Gårde på Landet, og som danner en så velgjørende Afbrydelse i den monotone, kasseformige Stil. Provsten stod allerede på Trappen og tog imod dem med en uforstilt Glæde, som Amtmandinden belønnede med et Kys, medens han mere galant kyssede de to unge Damer på Hånden. I Dagligstuen foran det ventende Thebord med den surrende Maskine og de længesiden ordnede blå, kjøbenhavnske Kopper, blev de modtagne af en gammelagtig Kone. Hendes hele Dragt og Væsen tydede på, at hun hørte til Tyendeklassen, eller rettere til disse Væsener, der ikke kan regnes til nogen Klasse i et Hus. Hun var iført et sort Morins Skjørt med bredskjødet Trøie, et stort, hvidt Netteldugs Forklæde, og omkring det skarpe, men velformede Ansigt med det opstrøgne grå Hår havde hun en såkaldet Hølk med krusede Strimler. En liden Pige på otte til ni År, ikke 150smuk, men med et godt, mildt Udtryk, stod ved Siden af hende.

Det er min ældste Datter Lina; mine to Gutter er i Kristiania, sagde Provsten, og her må jeg forestille Dem vor Dorthe, som for Tiden er mit Huses Bestyrerinde. Hun har været min salig Kones Amme og har fulgt hende trofast til det Sidste. Gamle Dorthe er lidt undselig over at skulle gjøre Honnør for et sådant Herskab, men jeg håber, at De vil sætte lidt Mod i hende.

Fru Ramm afbrød ham her med en Overflod af charmante Forsikringer, så at den Gamle, ganske undselig over den smukke, fremmede Frues Venlighed, ikke vidste, hvordan hun skulde udtrykke sin Tak. Dette hindrede hende imidlertid ikke fra, så snart som det ubemærket lod sig gjøre, at mønstre de tre Damer med skarpe, prøvende Blikke. Nu først opdagede man, at der i Værelset endnu fandtes et Væsen, nemlig en liden tre à fire Års gammel Pige, der havde holdt sig forskanset bag Dorthes Skjørt. Ved nærmere Eftersyn så man ind i et Par store, forskrækkede, mørkt tilslørede Øine, et sandt Mignonsfysiognomi.

Hvad hedder Du, mit søde Barn? sagde Fruen.

151Hun hedder Adamine efter sin Moder, men vi kalder hende Ada, sagde Dorthe. Så svar da, Ada, og se på Damerne!

Men den lille Piges Opmærksomhed var idetsamme optaget af noget Andet, og dette var Sofie, der let som en Alf kom og forsvandt gjennem den åbne Stuedør, beskjeftiget med at ordne Tøiet. Med et eget Udtryk, man kunde kalde det Fortabelse, fulgte den Lille enhver af Sofies Bevægelser, og ligesom om hun vilde meddele sin gamle Pleiemoder sin Forundring, rykkede hun denne heftig i Skjørtet.

Det er sandt, dette Syn kunde også have fængslet andre Øine end Adas. En høihalset, grå Merinos Kjole fremhævede forunderligt den unge Piges fine Skabning og det Gratiøse i hendes hurtige Bevægelser. Den friske Luft havde opløst Lokkerne og gjengivet hendes Kinder Noget af den friske, blomstrende Farve. I dette Øieblik lignede hun den forrige strålende Sofie. Kun Blikket havde hint Ubedragelige, der røber, at Tanken er fjernt fra vore travle Hænder.

Under et Gjestebesøg på Landet indtager det fremmede Hus, dets Indretning, Beliggenhed osv. en vigtig Plads og kræver en ikke ringe Andel af vor Interesse og Opmærksomhed. Det er ikke her som i Byerne, hvor Omgivelserne 152ved den Alt nivellerende Kultur mere og mere taber sit Præg og endnu kun afgiver den upåagtede Ramme, den ene måske endnu lidt mere forgyldt eller snirklet end den anden. På Landet er Boligerne mere end Ramme, de er en Del af Beboerne selv, et Stykke af deres Sæder, deres Tænkemåde, deres Eiendommeligheder; derfor kan man med Føie sige, at Besøget gjelder ligesåmeget Stedet, som Beboerne. Den første Forfriskning bliver altid nydt i nogen Distraktion, medens man i Stilhed trøster sig til det Øieblik, da man kan give sin Nysgjerrighed Tøilen. Dette er altså Dagligstuen! . . Hvem mon de Portrætter forestiller? . . Det var dog et underligt, gammelt Skab det! . . . Blikket smutter igjennem enhver oplukket Dør, for at opsnappe Hemmelighederne bag den.

Denne første Nysgjerrighedskrisis blev betydelig lettet vore Gjester ved de åbne Fløidøre, der tillod Indblikket overalt, dog endnu mere ved den frie, hjemlige Tone, der straks gjorde sig gjeldende. Man tilstod åbenhjertig sin Utålmodighed efter at «bese sig», og den venlige Vert kom dette Ønske med den største Beredvillighed imøde.

Gården var oprindelig bygget af og havde været Sædet for en dansk Herremand, men var 153senere blevet forandret til Præstegård, hvortil dens nære Beliggenhed ved Kirken gjorde den meget skikket. Den havde allerede tjent et Par Præstegenerationer til Bolig. Huset havde ganske den Bygningsmåde, man bemærker ved Herregårde fra en senere Periode. Intetsteds noget Indknebet eller Lavt; høie, brede Vinduer og hvælvede Lofter. Den Stue, hvori man befandt sig, var noget dunkel, da Galleriet udenfor og nogle svære Potteplanter skyggede stærkt, men netop denne Dunkelhed gav Værelset en egen, trist Hygge. Derfra kom man ind i et større Hjørneværelse med Vinduer ud til Haven. En vis Elegance, hvormed dette var udstyret, stemplede det til den på Landet uundværlige Storstue. Det hvælvede, i rigt Stukkaturarbeide udførte Loft og de malede Dørstykker, var endnu Rester fra den gamle, aristokratiske Tid. Forresten var det arrangeret på vanlig Vis; man kjendte endnu Intet til vor moderne Uryddighed i Værelserne, Møblerne stod adstadigt langs Væggene, og Skilderierne – nogle udmærket smukke Kobberstik – hængte roligt på sine Pladse. Hertil stødte endel mindre Værelser, to smukke Gjestekamre, Provstens Sove- og Studerkammer, samt et lidet Bibliothek, der havde den sjeldne Egenskab, at det var tilgjengeligt 154for Enhver, medens Slige, når de findes, ellers gjerne udelukkende benyttes af Husherren. Alt, hvad man så, bar Præget af solid, bramløs Velstand, forenet med Sans for det Skjønne og Komfortable. Hvor man i vort Land endnu træffer slige Boliger, betegner de enten den sidste, svindende Rest af en fremmed til os overført Kultur, eller den glædelige Begyndelse til en egen, ny oprunden.

Et Par Timer forløb på denne Vis umærkeligt. Man blev kaldt tilbords. I Dagligstuen stod det sirlige Aftensbord dækket. Dorthes blændende Damaskdækketøi, det blinkende Krystal og adskilligt vægtigt Sølvtøi tog sig godt ud under Skinnet af to solide Armstager. Ingen Overdådighed af Retter, men Alting ypperlig tillavet, frisk Ørret fra Søen, fortræffeligt Vildt, god Vin, Alt bekræftede, at Verten var en Mand, som forstod at leve på den rette Måde, der forstod, at al Nydelse beror på Skjønhed og Mådehold. Fru Ramm var uudtømmelig i smigrende Bemærkninger. Men under dette dulgte hun mangt et Suk, når hun tænkte på, at Amalie kunde have været Herskerinde over al denne Herlighed, og enten det nu kom af, at Brøcher virkelig var mere stiv og træagtig end sædvanlig, eller at han ved 155Siden af den belevne Vert blot syntes det, så havde hans Svigermoder aldrig fundet ham utåleligere og følt en mere levende Trang til at forsikre ham derom, end netop på denne Aften.

Provsten selv afbrød den livlige Stemning og drev sine Gjester til Ro. Medens han fulgte Amtmandens tilligemed Brøcher ind i sine Værelser, skred Dorthe med Armstagen i Hånden foran de to Søstre opad Trappen for at føre dem til sine; dog havde hun lovet dem først at vise dem hele Lokalet ovenpå.

Denne Dør fører til Barnekammeret, hviskede hun, men derind er det ikke værd at gå, for så vågner Ada, og Gud nåde os da, hun er ikke let at få i Søvn igjen.

De trådte først ind i en stor Sal, der stod i Forbindelse med nogle mindre Værelser, men som Alle, på noget hensat Husgeråd nær, stod aldeles tomme. Her, bemærkede Dorthe med et vemodigt Blik til den ensomme Lysekrone under Loftet, var i gamle Tider, da Fruen levede, Balsal, men siden den Tid har Far ikke havt Lyst til sligt.

Skade, ytrede Sofie, at sådanne smukke, rummelige Værelser skal stå ubrugbare . . . . Og at sligt et herligt, glat Gulv ikke benyttes, 156lagde Amalie til, og gjorde nogle drønende Galoppadetrin hen over det.

Ak, hvortil skal vi bruge dem! Vi har Rum nok, mer end nok, og Glæde og Lystighed bliver her vel ikke mer i Huset.

Og dette? råbte Søstrene overraskede, da Dorthe lukkede Døren op til et mindre, fuldstændig møbleret Værelse. Hvor her er deiligt!

Dette er hans Høiærværdigheds Kammer.

Er dette Provstens! Det er jo nede!

Provstens! nei kors bevares, dette er Bispekammeret.

Præstens, og nu sågar Provstens Værelse er altid en Helligdom i en Prestegård, men det er endnu ikke det egentlige sanctum sanctorum, thi det er Bispekammeret. Og i Sandhed, dette syntes sin ophøiede Bestemmelse fuldkommen værdigt. I Modsætning til de øvrige Rum, der blot havde Trævægge, var dette betrukket med Tapeter, der, ret vel konserverede, forestillede Hyrdescener i Bouchers Maner. Hvor friske var ikke endnu Farverne! Disse Hyrdinder smilede endnu lige sødt, denne Himmels strålende Azur kunde ikke falme, Tiden kunde blot så nogle Skyer på den. Et langt, smalt Mahognispeil så ud, som om det følte sig i slet Selskab; det så skjævt til Siden og fortrak sit blege, grønlige 157Glas til et gyseligt Vrængebillede af den lykkelige Hyrdeverden ligeoverfor. Ikke bedre enedes den ældgamle, prægtigt udskårne Lænestol med det speilblanke, nye Bord. Ligesom mæglende mellem Parterne, et Billede på Tidens Uomskiftelighed, sad en kinesisk Mandarin oppe på en Piedestal i Krogen og nikkede og vrikkede med det afskyelige Hoved, hvergang man gik over Gulvet. Slige små Anakronismer i Indredningen må man holde Folk på Landet tilgode. Det Hele så, trods dette, ganske pompøst ud. Det var også med en vis Stolthed, at Dorthe drog Sengegardinerne tilside, for at de rigtig kunde se de fine, hollandske Lagener, der havde en halv Alen bred Søm, og det stukne Silketeppe, der måske havde beskjeftiget en eller anden Oldemoders halve Levealder.

Fra dette Værelse førte den Gamle dem hen til Et, hvis Dør var tillåset. Hvor forskjelligt var dette ikke fra det Foregående! Det havde kun ét Fag Vinduer, var simpelt men net møbleret; hist og her opdagede man Spor af en kvindelig Beboerinde. Desuagtet havde dette Værelse noget så forladt, Luften deri var trykkende, ubeboet. Ved Foden af en hvid Seng stod en tom Vugge, tildækket med et broderet Teppe, og under Loftet hængte et Fuglebur, 158ligeledes tomt. Det Hele var så afsjelet, og Søstrene følte også Noget af hin hemmelighedsfulde Rædsel, der griber os ved Beskuelsen af Portrætter, malede efter Afdøde . . . . Spørgende så de på Dorthe.

Dette er salig Fruens Kammer, sagde hun hviskende. Her døde hun for fire År siden i Barselseng med lille Ada. Her har intet levende Menneske boet siden den Tid. Alle disse Ting er lutter Afmindelser om hende, hendes Syskrin og Arbeidskurv, og der hendes Bibel, og der hendes Portræt. Det blev Altsammen sat herop, da han ikke tålte at se det nede. Dette Teppe har hun selv broderet, se bare på den Syning, det er nok et Tålmodighedsverk.

Og Rokken der i Hjørnet, var den også Provstindens?

Ak ja, det kan De tro, det var netop hendes Øiesten, hun holdt såmeget af at spinde. Hver Morgen Klokken fem om Sommeren og Klokken seks om Vinteren var hun oppe og spandt sine to Timer, inden hun gik til Kaffebordet. Herregud, hvor mangen Gang jeg sagde til Mor: Kjere Barn, sagde jeg . . . thi mit Barn kaldte jeg hende, trods det hun var mit Herskab . . . Kjere Barn, hvortil al denne Spinden? Du har jo Guds Velsignelse af Spundet 159og Vævet, sagde jeg, hvor meget Du giver bort, bliver der dog altid nok igjen, sagde jeg, nyd heller din Morgenro i sød Søvn. Ak, sagde hun, Du ved ikke, hvad Du siger. Den, som er lykkelig, kan aldrig stå for tidlig op, sagde hun, han burde egentlig aldrig sove, for at kunne nyde hvert Minut af sit Liv med Tak til Gud. Når jeg vågner sådan med Fuglene en klar Sommermorgen, sagde hun, hvad kan jeg gjøre bedre da end at istemme med dem? Så sætter jeg mig ved det åbne Vindu med min Rok, sagde hun, og aldrig er jeg gladere, end når jeg blander min Røst med dens muntre Snurren og Fuglenes Kvidren udenfor! Ak, vel havde hun Ret, at man burde nytte Tiden og spinde flittig . . . Hendes Livstråd var snart udspunden!

Den stakkels Ada blev altså straks moderløs?

Straks, ak alt for tidlig. Neppe havde hun otte Dage skuet denne Verdens Lys. Aldrig glemmer jeg den Stund! Der lå hun, han stod der. Det var netop Klokken fire om Morgenen. Præcis Klokken fire kommer Solen herind på den Årsens Tid, og da pleiede hun altid at vågne. «Der er Solen, nu kommer jeg!» sagde hun også nu, og da tog hun min Hånd 160og lagde den over Vuggen, som om hun vilde sige: «tag vare på hende!» . . . Og idetsamme stod hele Kammeret i en Glød, og det skinnede også på hende, og hun lå der så deilig og blid, det var umuligt at tænke, at hun var død. Men hendes Hånd lå endnu over den Lille. Tage vare på hende! Ja det mente hun, og det har jeg gjort, og det vil jeg gjøre, sålænge jeg har Liv og Hilsen! Men der er Noget i dette Barn, som jeg ikke råder med, den Evige lægge sin Magt til! Gud Fader ved, hvor hun har fået det heftige Sind fra! Far er vel hastig af sig, men han bliver straks god igjen, og hun var god som Himlens Engle.

Disse Træk af den fromme Præstekones Liv rørte Søstrene dybt. De var blevne blege derover eller måske af Træthed, og uvilkårligt klyngede de sig til hinanden, da de fulgte Dorthe, der efter omhyggeligt at have låset Døren, skred foran dem ned til Enden af den lange Gang.

Og her er de nådige Frøkeners Værelse, gid det måtte behage Dem.

Et Bifaldsråb afbrød Dorthe. Al Ængstelse var ligesom strøgen bort, da de satte Foden over denne Terskel. Dette Værelse kunde tjene som et Mønster i sin Art. Dette Ubeskrivelige, 161denne uopnåelige Hygge kan kun et Gjesteværelse på Landet have. Man sige ikke, at et sådant Rum ikke også har en Sjel.

Og hvilket Speil! det er mageløst! udbrød de Begge, da et i sit Slags såre sjeldent Rococospeil, der vistnok vilde have betaget en rigtig Antikvitetsjæger Søvn og Appetit, straks faldt dem i Øinene.

Det kunde have passet i Prinsesse Sheherezades Gemak! her stikker det næsten af! . . . Hvilken Skade, at Engelen der har mistet Vingen!

Ak ja, sagde jeg det ikke! mumlede Dorthe med en inderlig kummerfuld Mine og rystede på Hovedet. Sagde jeg det ikke til Far!

Og hvad da, kjere Dorthe?

At dette gamle Skrab skjæmmede Værelset ud, og at det ikke var noget at byde slige Frøkener. Jeg vilde taget Bispespeilet, jeg! . . . Men han bare lo og sagde: Lad Du det være, Dorthe. Smukke Damer er bedre tjente med at skue sig i dette gamle Glas end i Bispespeilet. Ja, ja, jeg sagde det nok!

Nei, kjere Dorthe, Du misforstår os, forsikrede Sofie, da hun endelig kom til Orde. Vi er netop så glade i dette gamle Stykke, vi vilde slet ikke have undværet det! Det er så 162deiligt, så deiligt, og Du skal se, der kommer en Tid, da man vil erkjende det, og så kommer de gamle Ting til Ære igjen. Men på en Måde har Du Ret, dette Speil burde flyttes ind i Bispekammeret, thi der hører det netop hjemme, mellem Hyrderne og Hyrdinderne.

Men Dorthe rystede endnu vantro på Hovedet, som om hun tænkte: De er nu så gode at finde sig i Alting, det er netop den fine Opdragelse! Derpå blæste hun omhyggeligt et vissent Blad bort fra Marmorbordet, kastede et Blik til Håndklæderne på Væggen, om de var endnu lige friske og glinsende, og gik med uendelige Ønsker om sød Søvn og om at drømme behageligt osv.

Det må jeg sige, det er en Enkemand, der forstår at indrette sig! udbrød Amalie. Dette Hus er et Paradis helt igjennem. Se Dig dog om, Sofie, og stå ikke så fortabt. Gulvteppe over hele Gulvet, de prægtigste Levkøier og Asters i Vasen, og hvilken Seng! . . Her forstummede hun ganske ved Synet af den røde Silkedamaskes Gjesteseng, der i Omfang dristig kunde målt sig med Ridder von Gleichens verdensberømte Seng.

Det er to Ting, jeg nok vilde have forandret ved dette Værelse, vedblev Amalie, da den 163første Beundringsrus begyndte at lægge sig noget, ellers er det komplet; først burde det være betrukket – thi jeg har aldeles ikke din Smag, Sofie, der finder så megen Poesi i de bare Trævægge – dernæst Gardinerne. Disse falmede Sirtses Gardiner passer aldeles ikke til det Hele. Rådede jeg, så tog jeg dem straks ned og hængte hvide, broderede, opheftede med forgyldte Pile istedet . . . Hvor jeg længes efter Morgenen for at se Udsigten fra disse Vinduer! Hvad mon det er for to Portræter? . . Goethe og B. Y. R. O. N. Biron!

Byron, formodentlig, sagde Sofie adspredt.

Nei, men hvem er det, han ligner! . . Å, det er jo tydeligt nok! Kold op ad Dage! Sofie for sammen. Se kun, vedblev Amalie, Pande, Hår, Øine, den glatte Kind, Halsens Bygning, det er frappant, især når man holder for Underansigtet.

Jo det ligner! mumlede Sofie, og hendes Blik hang et Minut ved Billedet. Det var Kobberstikket fra 1814, efter Phillips berømte Maleri.

Dybere sank hendes Hoved ned igjen, og hun greb skjælvende fast om Marmorbordet. Et Blik af Amalie, der mødte hendes i Speilet, 164vakte hende igjen af den smertelige Bevægelse, og hun gav sig ivrig til at løse Håret.

Amalie havde i sin godmodige Snakkelyst Intet mærket. Provsten har virkelig Ret, når han siger, at dette Speil er Skjønheden værdigere end noget andet, blev hun ved. Se dette Glas, hvor dybt, hvor ætherrent! Er det ikke, som om din Skikkelse i Virkeligheden stod indenfor den pragtfulde Ramme! Man fristes til at gribe efter Blomsterne. Hvor Du er yndig, Sofie, i denne Dragt! Når Du således hæver dine Arme for at løse Fletningerne, ligner Du Billedet nede i Stuen, det, der forestiller en af de gamle Maleres Elskede. Jeg er vis på, at hun ikke har været smukkere end Du . . Jeg må stille mig til Siden, ellers forstyrrer jeg Billedet.

Nei, nei, sagde Sofie og drog i et Anfald af ubetvingelig Smerte Søsteren til sig . . . Hvor skulde hun hen med sin pludselige Tårestrøm!

Gud, søde Sofie, hvad feiler dig?

Intet . . Intet . . . Jeg tænkte kun . . . Jeg tænkte på – når Du også snart reiser, så bliver jeg ganske forladt.

Tal ikke om det, Sofien min, vi vil aldrig, aldrig skilles. Min Hytte bliver aldrig så snever, at der jo er Plads til Dig også . . Du, han 165og jeg, hvilket lykkeligt Kløverblad! Men ak, arme Adolf, ikke engang Justedalen! . . Vi kan vente en god Stund inden han får Noget!

Der gives Navne, Forestillinger, der gjør samme Virkning i visse Stemninger som en kold Styrt i Varmen. Sofie rettede sig op; ethvert Spor af den øieblikkelige Bevægelse var ligesom manet bort.

Lyset var slukt; på det lille Bord brændte kun en Natlampe.

Kjæmpesengen havde lukket sine Dunbølger over de to Søstre, dog ikke førend Amalie omhyggelig havde talt Vinduesruderne og gjort et Kors over Døren. Vi husker nok, at dette er den ufeilbarlige Trylleformular, hvormed man, første Gang man sover på et fremmed Sted, fremmaner sande Drømme.

Jeg ved ikke, hvordan det er, hviskede hun efter en Pause, men man føler sig så ængstelig tilmode ved at ligge første Gang på et fremmed Sted. Hvor mange Ting kunde ikke være passeret på en sådan gammel Gård! . . Dette Værelse er så venligt, så hyggeligt – og dog turde jeg ikke for Noget i Verden ligge her alene – ikke en halv Time. Sofie, Sofie, hvor skal Du hen? Gå for Guds Skyld ikke fra mig!

Jeg vil blot flytte Natlampen . . Jeg kan 166ikke lide slige Portræter inde i et Værelse, de stirrer på os hvergang man slår Øiet op.

Å, disse Portræter er ikke farlige; jeg har engang læst om ét, et Oliemaleri i Legemsstørrelse, der pludselig, medens Damen sad og klædte sig af for Speilet, begyndte at dreie Øinene . . hu . . jeg tør ikke tale om det nu . . Godnat!

Godnat, Amalie, nu ikke et Ord mere. En lang Pause fulgte.

Sover Du, Sofie?

Nei.

Har Du Intet hørt? ikke en fjern Lyd, som om Nogen våndede sig?

Jeg har længe hørt det, men jeg vilde ikke forskrække Dig . . . Måske er det Vinden, som piber.

Vinden? Der rører sig jo ikke et Blad. Nu igjen! Det lyder som en Jamren, et Skrig. Det kommer fra den Side, hvor Provstindens Værelse ligger. Hører Du ikke ligesom slæbende Skridt ned ad Gangen? de nærmer sig . . Hør!

Begge Søstrene lyttede spændt, men Alt var dødsstille igjen.

Pludselig gik Døren op, og en hvid Skikkelse, der med Hånden skyggede for et 167Lys, hvis Skin faldt skarpt på et blegt, indfaldent Ansigt, trådte lydløst ind. Amalie for med et Skrig under Dynen.

Er det Dig, kjere Dorthe, sagde Sofie, hvad er der på Færde? Der er vel Ingen syg?

Nei, nei kors, var det ligt sig det! sagde den Gamle. Der er Intet, slet Intet. Ak, jeg ved ikke, hvordan jeg skal fremføre min Begjering. Længe stod jeg udenfor, da jeg troede at De sov, men da jeg hørte, at De var vågen, så! . . . Ser De, Ada er vågnet og skriger som en Besat, hun vil endelig have den vakreste, fremmede Dame ind til sig; det er vel sagtens en af Frøkenerne, hun mener, tilføiede hun diplomatisk henvendt til dem Begge. Jeg har snakket for hende og lovet hende Guld og grønne Skove, men hvad hjælper det! Når hun falder på Noget, må vi Alle lystre . . Og dog . . var det ikke fordi Herskabet ligger lige neden under! Ak! jeg kan ikke sige, hvor skamfuld jeg er! . . Jeg forvinder det aldrig.

Tag Dig ikke nær af det, snilde Dorthe, jeg skal med Fornøielse gå ind til lille Ada, råbte begge Søstrene med én Mund. Ingen havde Lyst til at blive alene, og Enden på det blev, at de gik begge, ført af den utrøstelige Dorthe, der forsikrede, at det var første Gang, hun havde 168gjort sig skyldig i det Barbari at forstyrre Gjesternes Nattero. Hun var tilmode, som om hun var greben i Kirkeran.

Da de kom ind i Barnekammeret, sad den lille Pige overende i Sengen med de strålende Øine stivt heftet mod de Indtrædende. Ved deres Nærmelse dukkede hun under Teppet. Forgjeves var Amalies Tiltale og venlige Ord, den egensindige Lille blev hårdnakket i sit Skjul. Dog ikke før bøiede Sofie sig ned mod hende, så reiste hun sig sagte op, og inden denne vidste et Ord deraf, havde hun slynget sine små Arme med lidenskabelig Heftighed om hendes Hals og kysset hende; derpå lagde hun sig ned og lukkede Øinene. Sofie stod uvis.

Nu kan De gjerne gå, hviskede Dorthe, nu sover hun straks.

Som hun lå der ubevægelig som et Marmorbillede, blev Sofie først opmærksom på dette Barns vidunderlige Skjønhed. Hun havde næsten Intet af den barnlige, buttede Fylde. Den hele Skikkelse var psycheartet, spæd og zart; der sad endnu Tårer på Kinden, men over de marmorrene Træk spillede et saligt, tilfreds Smil, hvori der tillige lurede en Skalk, der fortalte, at hun endnu slet ikke sov.

Om Morgenen, da de to Søstre efter gammel 169Skik nød Kaffen og de bittesmå, hjemmebagte Kavringer på Sengen, vilde Amalie ikke rigtig ud med, hvad hun havde drømt om Natten. Det var tydeligt, at hun havde gjort Regning på en betydningsfuldere, mere poetisk profetisk Drøm. Det Hele indskrænkede sig til, at hun havde været ifærd med at ombytte de falmede Gardiner med nye; om de forgyldte Pile havde været med, var ikke engang vist. Sofie havde hun seet beskjeftiget med at tage de to Portræter ned og hænge det gamle Oldemoderbillede op igjen.

Og Du, har Du drømt Noget? spurgte hun Sofie.

Jeg har drømt om Ada.


Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Amtmandens Døtre (1879)

Denne utgaven av Amtmandens Døtre følger 3. utgave fra 1879. Du kan se forskjellene mellom 1. og 3. utgave i en parallellvisning her.

Romanen ble første gang utgitt i 1854/55, men romanens virkningshistorie er i stor grad knyttet til tredjeutgaven fra 1879 fordi de senere utgavene av romanen er basert på tekstgrunnlaget derfra.

Til tredjeutgaven er det foretatt en rekke utskiftninger av ord slik at språket følger den pågående fornorskningsprosessen i tiden. I tillegg er det foretatt omfattende innholdsmessige endringer. De får konsekvenser for forståelsen av Georg Kold. Hans bakgrunn blir betraktelig utdypet, som følge av det blir romanhandlingen rykket frem noen år og forankret i en historisk virkelighet. Fem fotnoter understreker virkelighetsforankringen. Collett skrev også et forord til utgaven, der hun tilbakeviser den tidligere kritikken av romanen.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.