Ada Wilde

av Thomas P. Krag

I

1For noget over to hundrede Aar siden kom en Sensommerdag en Mand roende til Vorrestranden (Stranden kaldtes saa efter Skogen lige ved); han sad i en stor bredsnudet Baad, som han fortøjede omhyggelig. Og nu blev han liggende i Baaden og leved Dag efter Dag i et Rum knap stort nok til at vende sig i. Og saa utrolig det lyder, levede han i Baaden hele fem Aar baade Vinter og Sommer. Han saas i denne Tid aldrig om Dagen; men om Kvældene saas han en enkelt Gang i Byen, der laa en Fjerdingvej fra Vorrestranden. Her kjøbte han i en af de smaa Butikker, hvad han trængte til af Mad og Drikke og trak sig altid hurtig tilbage til sin Baad. Ofte ved Jævndøgn kunde han skræmme den, han mødte, naar han i Nordenvind og Mørke ludende vandred ad Vejen med sin Bylt under Armen.

2Men en Vaardag ud paa det sjette Aar gik han en Morgen op paa Stranden og saa sig om længe og vel, som ræddedes han for, at nogen skulde blive ham var. Og han gik fra nu af ikke i Baaden mere. Ja, han solgte den, og hvad i den var. Lidt efter kjøbte han Byggegrund med et Stykke Jord til og tømrede sig Hus og gav sig til at grave Grunden fri for Stene og Rødder. Om ikke mange Aar tog det til at vokse og gro paa hans Mark og hans Ager, og da han døde, efter at have arbejdet hæderligt som Bonde i tyve Aar, saa fandt hans Kone (en Husmandsdatter fra Dalen ovenfor, som han syv Aar før sin Død havde ægtet, og med hvem han fik to Børn) flere Penge efter ham, end hun troede, han havde ejet.

I den første Tid, efterat han havde bygget Huset og ryddet Jorden, var Peter Wilde – saa hed han efter eget Sigende – ilde anset som en, der vist har ligget længe i Skjul for en eller anden Ugjærning. Men hans stræbsomme Færd og hans Villighed til at hjælpe andre gjorde, at han efterhaanden vandt Folks Tillid, og mange var de, der mødte frem ved hans Baare.

Efter hvad jeg ved, og som gamle Folk har fortalt, der gjengav sine Bedsteforældres 3Beretninger, saa var hans Søn og Sønnesøn og endnu videre meget driftige Folk, der ved Giftermaal og egen Anstrængelse udvidede Gaardens Brug. Det vilde blive for langt og besværligt at gjennemgaa den hele Stamtavle og Gaardens Vækst, kun maa der lægges Mærke til, at alle disse Mænd vandt frem Skridt for Skridt, saa de fik faste Sind og higende Trang til Lys. Og at Anders Wilde (død 1790) kunde, uden at det skadede hans Velstand, lade opføre et stort Hus, der saa ud over grønne Marker, Lyng og Mose, ja med de øverste Tagvinduer saavidt skimtede Havet.

Men kun paa to Kanter havde Huset de flade og milde Omgivelser. Mod Nord og Vest laa Vorreskogen og Bøfjeldet. Vorreskogen var tæt, saa den var vanskelig at komme igjennem; Bøfjeldet var brat, saa kun vilde Dyr og Storfugl holdt til der. Tre Gange i de sidste ti Aar havde Gaardens Folk fundet døde Ulve, der var styrtede udover og laa med knækkede Nakker under det bratteste Stup. Snestorm havde vel overfaldet dem oppe paa Fjeldet.

Havde Bøfjeldet Historien om Ulvene, saa havde Vorreskogen Studen Vildros’s Saga.

Den maa fortælles.

4Da Anders Wilde satte større Lyst i et smukt Hus og stor Buskap end i mange rede Penge, og han ikke var bange for at ofre af disse, fik Gaarden under ham foruden det prægtige Vaaningshus med store Udhuse ogsaa mange Heste, smukke og stærke, og Kjør med store Horn og tunge Yver. Men særlig navnkundig var Studen Vildros, som Folk kom langvejs fra for at se, og som Bonden Joel Grøttung forgjæves bød femhundrede Specier for (han hauked af Sinne, da han ikke fik den). Men den var for stærk til, at den kunde holdes i Ave, og en Dag, da den gik paa Marken og aad Rødkløver, sled den det tykke Tjor, som holdt den, og gik brølende ind i Vorreskogen. Anders Wilde lod mange søge den, men Skogen var dyb, og Studens Brølen, der lød nu og da, var usikker at gaa efter, for Ekkoet svarede fra Bøfjeldet og fra endnu fjernere Steder. En Gang fandt nok Mændene, som søgte, Spor ved en Bæk, der ikke kunde være gamle; men Vildros fandt de ikke. Og dog kom hele Sommeren igjennem Bud fra enlige Folk, som havde set den. Nu var den større og hurtigere end alle Stude i det hele Land. Dens Øjne var snarere vilde end olme: Andre Studes Kraft i Baas og Tjor blev hos den fri Sus i den store Skog. Den 5lignede næsten et utæmmet Skogdyr; dens Horn var sortbrune, og dens Skind var lubbent.

Nu troede Anders Wilde en Tid, at Bonden Joel Grøttung havde gjort sit til, at Studen sled sig; men de, som vidste bedre, mente, at Gaardens Jæter Njell havde noget med den Sag at gjøre. For en Dag, da denne Jæter havde drukket sig fuld, sagde han, da Talen kom paa Vildros: «Jeg løste den ikke, men den sled sig selv og gik mod Skogen. Da gik det i mig, at den gjorde det ikke for ingenting, men for noget, som ikke vi raader for. Og jeg gik efter den og mærkede endnu bedre, at noget trak den mod Skogen, og før den naaede helt ind, snudde den Ho’det, og jeg forstod, at den mente Farvel, og jeg nikkede og sagde ogsaa Farvel, og saa vendte den Ho’det endda en Gang og brølede, og da forstod jeg, den bad mig ikke føre nogen til den, og jeg svarede Ja …»

Mange vil sige, det var Ord talte bort i Taage og Ørske af en Mand, som Brændevinen havde gjort dum; men det rimelige er, at Jæteren ikke vilde finde den, for han var en alt for flink Jæter, og han kjendte Skogen alt for godt til, at han ikke skulde have kunnet. Han fik ogsaa høre ondt af sin Husbond, 6for han sagde: «Du er ikke den, jeg troede, Du var, Njell.»

Historien om Vildros er ikke til Ende hermed, men nu fortælles om dens Kamp med Bjørnen fra Bøfjeldet:

Den østre Kant af Bøfjeldet løftede sig langsomt og var ikke nær saa brat som den søndre Kant. Ved Roden var Berget klædt med Ener og højere dækket med Berglyng og Dværgbirk. Paa dette Sted havde mange Aar en Bjørn holdt til. Om Sommeren saa man ikke meget til den; men i den første Høsttid var den meget paa Færde, aad Bær og saftige Rødder og drak af Bergbækken.

Saa var det en Eftermiddag i Førstningen af September, at fire Mænd, der laa paa Skovhugst paa de Kanter, hørte fjerne Brøl: det var Studen og Bjørnen, som svarede hinanden. Dette varede og rak til ud paa Kvælden. I den store Skoghal stod Træerne stille lige til de yderste Kvistes Blade, Vesthimlens Solrødme lyste dunkelt op, og imens lød de to Dyrs Røster gjennem Skogen. Og det holdt ved; ingen af de to lod til at ville tie for den anden; men ingen af dem lod heller til at ville være den første, som gik løs.

Men da Midnatsstunden kom med sit graa Mørke, kjæmpedes der dybt inde i Vorreskogen. 7Der lød Knur og Brummen og hivende Brøl, tidt vældige Røster, der hørtes som Troldljom. Mangedobbelt Ekko svarede. Mændene, der netop havde lagt sig til at sove, vaagnede op, og da Brølene vedvarede, rejste de sig og lyttede. Og da de stærke Kampbrøl vedvarede endnu meget længe, fik Mændene sammenbidte Tænder og røde Øjne, og de sagde: «Lad os tage Øks med os og se, hvordan de bære sig derhenne.» Og de tog Vej efter Larmen. To lange Timer holdt Brølene ved, og ligesaa længe gik Mændene fremad, selv hujende og huggende sig Vej, hvor Løvet hindrede. Først da det begyndte at gry, kom de over Vildros næsten uden at vide om det. Den laa død; omkring den var Græs og Rødder rodet op. «Saa fik nok Vildros bide Græs alligevel,» sagde en. Men en anden pegte paa et bredt Blodspor, som gik fra den. «Det er Bjørneblod,» sagde han.

Mændene fulgte det en Stund. Da kom de over Bjørnen. Den laa paa Siden, vældig saaret af Studens Horn og stendød.

Anders Wilde fik høre, at Studen hans var funden om end død, og han fik bragt den til Gaards. Men da han erfarede dens vilde Dødskamp med Bjørnen, der selv havde maattet lade sit Liv, saa slog han i Bordet 8med hvide Knoer og snakked om den som om en død Helt, ved hvis Lig en ikke græder, men synger Runer. Han lod den begrave og lod en stor Sten vælte over Stedet og hugged selv dens Navn i Stenen. Han talte om den, naar der kom Fremmede, lige til sin Død.

Anders Wilde var vel den af Slægten, der havde den stærkeste Virketrang. Han rev ned, hvad hans Fædre før ham havde bygget, naar Mug aad i Værket, og omend han ærede sine Fædres Minde, husked han først og fremst, hvad der tjente til Bedste den Dag, som var, eller som stod for Haanden.

Hans Søn og Sønnesøn ligned ham ikke. De tog ikke de store kraftige Tag; men de holdt mere af at sidde paa deres Gaard og fortælle Fremmede om, hvad godt deres Fædre havde udrettet. Naar der skal dømmes uhildet, begyndte deres Fædres Værk at falde dem til Besvær. De ærede det saa højt, at de fandt det saare godt, som det var, og de brød ikke engang det ned, som, hvis en af de gamle Wilder havde levet, var bleven brudt ned.

Sakarias Wilde, Slægtens sidste mandlige Ætling, mistede tidlig sine Forældre; han viste, da han voksede op, ikke mindste Lyst 9til Landvæsenet, men lod Forvalteren styre det hele. Han tænkte endog en Tid paa at sælge Huset og Gaarden; men det var kun en Idé af ungt Blod. Thi da han kom til Skelsaar og Alder, groede ogsaa hos ham Kjærlighed til de Værelser, hvori hans Fædre i mange Led havde levet. Men det stærke, haardføre Brug af Ager og Eng, det Arbejde, der kræver rolig Tanke og haard Udholdenhed, fængsled ham fremdeles ikke. I Stedet for at sidde hjemme og sørge for sin Gaard foretog han mange Udenlandsrejser, besøgte Danmark, Tyskland, ja naaede endog til Italien, hvorfra han bragte med hjem gamle Billeder og Stenkrukker med skjønne Forsiringer.

I sit tre og firtiende Aar gifted Sakarias Wilde sig med en Officersdatter fra Byen ligeved, og fra nu af rejste han ikke mere. Han leved et lykkeligt og roligt Liv med sin Hustru, og da hun døde i deres Ægteskabs andet Aar efter at have født en Datter til Verden, sørged han meget og gav sig til at gaa meget omkring paa ødslige Steder, eller han sad lange Stunder i de øde Værelser, hvor saa meget minded ham om den døde. Det hjalp ikke, hvad nogle mente, at han nu 10havde sit Barn. Han holdt ikke af at se hende. Tiden gik, og hans Sørgmodighed veg ikke. Da var det, at en Ven kom til ham, som han ikke havde set, siden de begge var Børn. Det var Kaptejn Carl Kruse, der var forflyttet til Byens Fæstning en Fjerdingvej borte. Denne havde foruden sit Militærvæsen kun én Glæde, nemlig Jagten. Og nu bevægede han Sakarias Wilde til at følge sig paa sine Ture. Wilde havde ogsaa før syslet med Jagt, men mere, naar han intet bedre havde; nu blev han om ikke ret længe en ivrig Jæger. I Baad efter Ærfugl og Alker og vilde Ænder, der svam ved de yderste Skjær. Eller dybt i Skoge, hvor Aarfuglen leged i Solrenningen. Ja de gik meget paa Jagt, blev tidt borte i Dage. Det blev Wilde en Lise at gaa over den vidtstrakte Mo og under susende Trær og vente og lytte til alle Toner derude: Fra Finkens lyse Sang til Kveldknarrens Rokkehjul og saa høre paa Carl Kruses Smaaprat om Fugl og Dyr.

Wilde gjenvandt lidt efter lidt under Omgangen med Vennen sit lykkelige Sind. Ja, naar det led mod Tiden, at han og Kaptejn Kruse skulde tage af Sted, naar de indtog et lidet Maaltid, medens Hesten stod forspændt 11for Kariolen, saa var de begge ofte højrøstet glade. Og naar de endelig drog af Sted, og Hesten lagde ud, saa Oppakningen bag rysted, da kunde det hænde, at de to Jægere, Wilde ikke mindst, skreg og hauked af Glæde. De sad saa godt og frit i sine Jagtklæder, der var af tykt Stof, men slidte, næsten fillede af det meget Brug. Thi det var en af deres underlige Jægeridéer, at Klæderne ikke skulde gjøres istand, men hænge om dem i det længste. En anden Idé, der sad lige saa fast, var den, at de aldrig maatte bande og være misfornøjede, om det blev daarligt Vejr til en Tur. Derfor bøjede de sig baade for Regn og Torden og tiede. Maaske disse Idéer indgaves dem ved det sære Liv, de førte paa deres Jagtture deroppe i Skovenes og Dalenes Afkroge: medens de krøb lydløst bag Hunden, der uafladelig rapporterede (de tillod aldrig deres Hunde at apportere), medens de fløjted som Fugle, medens de skreg som Hare og i Mellemstundene, naar intet Vildt var for Haanden, mens de rodede omkring og soled sig, liggende heller i Lyngen end i deres Plæd. De var ikke bange for Orm og ej for giftige Kryb, det var, som de saa halvvejs kjendte dem.

12Ja de var efter eget Sigende nogle rigtige urenslige Dyr deroppe; men naar de saa kom tilbage, gik de i Bad og klædte sig om, og de spiste sit Vildt, og dette Maaltid efter Jagten var uforligneligt.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ada Wilde

Thomas P. Krags roman Ada Wilde ble først utgitt i 1896 og er en roman om kjærlighet, svik og ensomhet.

Ada Wilde vokser opp i beskyttede omgivelser sammen med faren på Vorregård. 19 år gammel forelsker hun seg i løytnant Carsten Stahl. De gifter seg og får en sønn, men livet blir ikke helt slik Ada håpet på.

Se faksimiler av førstetrykket fra 1896 (nb.no)

Les mer..

Om Thomas P. Krag

Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.