13Efter hvert gjenvandt Sakarias Wilde sit Sinds Ligevægt, og hans lykkelige Samliv med sin Hustru blev ham efterhaanden et farverigt Minde. Han dukkede ligesom op til den virkelige Verden paany. Han fik da ogsaa Kjærlighed til sin lille Datter, drog hende ind til sig med et nyt Sind og pludred og lo med hende. Ja nu blev denne lille ham et Støttepunkt: hendes Oprindelse var fra den Tid, der gav ham den store Sorg; men hendes lyse Hoved stirred ud mod Verden, som kom. Hun blev ham baade Fortid og Fremtid; ja ofte virked hendes sorgløse hvide Barneansigt derhen, at han selv kjendte sig sorgløs og følte ny Ungdom komme op hos sig. Og derfor kunde han endog søge Munterhed og Latter med en og anden Ven.
Derfor hændte det nu og da, at naar Sakarias Wilde og Kaptejn Kruse havde været 14rigtig heldige paa Jagten, sagde den første, adlydende en liden rebelsk Stemme hos sig: «Kruse, idag beder vi Bøg til Gjæstebud.» – Og begge nikkede og satte et Bord sammen, der sang som en Melodi. Og de lod Bud gaa efter Kommandør Bøg. Thi Kommandør Bøg var vistnok meget doven, saa han selv ikke gad jage; men et godt Bord likte han bedst af alt her i Verden, og derfor var han god at have med, og naar han kom, vidste han altid, hvad der forestod, og derfor kom han ogsaa altid med et stort Smil og dampende paa sin stærke, blaaplettede Havaneser. Han plejed altid først at gaa ind om Kjøkkenet for at høre Spisesedlen og løfte paa Grydelaagene og give Instrukser, for til meget andet var Kommandøren ogsaa en forstandig Kok. Siden gik han da ind og ligefrem omfavned Jægerne: «Naa, saa Fan’ skærre mig!» sagde han altid, «det skal bli’ storartet, he? Du har jo Fisk, Wilde! saa faar du spendere Johannisbergeren fra Anno 10? og saa Bordeauxen med de grønne Vignetterne til Vildtet …! har du Oksekam ogsaa? lidt Champ’ til den, Wilde, lidt Champ’ til den … Studeblod og Champagne, hvad … Fan’ skærre mig!
Lidt efter sad da Sakarias Wilde og de 15to Officerer sammen og spiste og drak. Wilde selv foretrak én Vin til et Maaltid for tre forskellige; han holdt sig mest til Rødvinen; men de to andre, særlig Kommandøren, gjennemgik grundig dem alle tre. Maaltidet var ikke i mindste Maade raffineret, blot Fisk og Kød, kogt og stegt uden Kunst. Det bestod af kogt Torsk eller Helleflynder med klart Smør – Johannisberger, Vildt – Bordeaux, ristet Oksekam – Champagne. Naturligvis virkede Vinen, særlig paa Kommandøren. Han var tyk nu og vel treds; han havde altid ladet Livet føre sig saa lempelig afsted. Men under disse Maaltider fik han en næsten mageløs Uro i Kroppen. Han snakkede højt og alt, hvad han sagde, var formuleret i Lighed med en Bordtale. Han sagde saaledes altid: «Mine Herrer! Noget senere kunde man iagttage Symptomer paa, at han forberedte sig paa at komme frem med et eller andet fra en Tid, han aldrig omtalte, uden naar han havde drukket, og som han da kaldte for sine «spanske Dage». Han lettede sig, ret som det var en Smule fra Stolen, og raabte: «Mine Herrer, jeg føler mig ung!» Det var et Tegn paa, at Eventyrene fra Ungdommen nærmede sig ham. Men omsider skjød han Stolen væk bag sig og stod da stiv 16og strunk, og da vidste de to: «Nu er Eventyrene der.» Og de var der og fik ham ofte til at synge. Ja, Kommandør Bøg sang. Første Gang, han gjorde dette, blev Wilde sandt at sige noget forbløffet; men efterhaanden vænnede han sig til det og likte det; thi Kommandør Bøg sang ikke daarligt: der var noget af et Messinghorns blanke Tone ved hans Stemme.
Naar han saa havde sunget, blev han roligere, han kræmted og drak et Bæger og var alvorlig. Men om lidt kom, hvad han egentlig vilde have frem. Det var Beretningen om en Oplevelse fra hine Tider, da han stod op ved Morgen, saa Solen skinne over Byen og tænkte: «hvilket Eventyr bringer saa den Dag i Dag?» For hvor Løjtnant Bøg gik, der stimled Eventyrene sammen. Der laa en stor Livsglæde i de solfyldte Morgener, naar han spændte sin Uniform paa, gik ud og saa sig omkring og lod Kaarden falde, saa dens Skedespids saavidt ridsede Stenfliserne paa Spaseregangene … og Dagen gik, og Tusmørket kom. Og Tusmørket gik og Natten kom. Og i disse Timer fra Dag til Nat havde der hændt ham noget saa uforklarligt, at han tænkte ved sig selv: «Hvad er dog dette? hvilken sælsom, hvid Sennora 17er det, jeg omfavner, og som omfavner mig? … er det virkelig hende, den fornemme og smukke? hvordan er det i Grunden gaaet til? … Og om Morgenen, naar hun skjælvende havde aabnet ham en Bagdør, hviskende af Angst for sin Mand eller sin strænge Broder, saa han paa hende endnu engang, saa hun aandede tungt og hviskede en næste Gang i hans Øre.
Da gik han ud paa Gaden, som var øde; thi Byen sov. Morgenskjæret fra Øst lyste, og han gik hjemover. Men han længedes efter at tale med sin bedste Ven om sin Lykke. Og da han gik forbi, hvor Vennen boede, saa banked han paa Ruden. Men Vennen var oppe; han havde ogsaa haft Eventyr nok, men af en haardere Slags: en Kamp med tre paa Sabler. Han var en sælsom, mørk Sjøgut, som aldrig havde ladet et skjævt Smil og ej det mindste haanlige Ord ustraffet hænge ved sig. Han søgte Kampen, han elskede Kampen, da først fik hans stærke Nerver sin Rus, da fik han først aande ud … Kvinder betød mindre for ham.
«Men vi sad og snakkede sammen, jeg om mit, og han om sit. Han forbandt Flængen i sin Arm, og han slog ud med Armen for at vise, at det ingenting betød, og han 18raabte: «Bare vent, de skal nok træffe mig igjen!» … Og jeg … jeg stirred frem for mig, og jeg huskede hendes Blik: «jeg skal nok træffe hende igjen!» – Det var Dage, mine Herrer, fulde af Mod og Brus og en Duft af Roser, mine Herrer!»
De kunde blive siddende ved Bordet saa længe, at Lysene paa Bordet røg og græd lange Taarer ned i Manchetterne. Lidt efter lidt blev det stille i det store Værelse. Sakarias Wilde og Kaptejn Kruse talte ikke mere. Kommandøren bøjede Hovedet ned mod Bordet og sov ind. Det var ligesom Tegn til Opbrud. Wilde raabte ud og gav Ordre, og Kommandøren blev lempelig baaret op i Gjæsteværelset og klædt af og puttet under Dynen. Lige efter gik Wilde og Kaptejn Kruse ogsaa.
Men om Morgenen laa Kommandøren og bankede i Væggen til Kaptejn Kruse: «Hør, Kruse, hvad blev det til i Gaar … hvad gjorde jeg … vævede jeg ikke gedigent? Champ’en slod mig vist svært … æh? »
«Naa, du vævede ikke mere end ellers,» beroligede Kaptejn Kruse ham; «men vi har sovet længe, det er bedst, vi klæder os paa til Frokost …»
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Thomas P. Krags roman Ada Wilde ble først utgitt i 1896 og er en roman om kjærlighet, svik og ensomhet.
Ada Wilde vokser opp i beskyttede omgivelser sammen med faren på Vorregård. 19 år gammel forelsker hun seg i løytnant Carsten Stahl. De gifter seg og får en sønn, men livet blir ikke helt slik Ada håpet på.
Se faksimiler av førstetrykket fra 1896 (nb.no)
Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.