III

19Det var dog ikke meget ofte, at de to Jægere bad Kommandøren til Gjæstebud og Uro. I Almindelighed sad de alene og spiste sit Vildt, medens de snakkede sammen, jævnt og sindigt. Var det Sommer, satte de sig efter Maaltidet ud paa Altanen og røg Cigarer et Par Timer og lagde sig tidlig. Næste Morgen efter Frokost plejede Kruse at ride til Byen.

Men i Timerne efter kunde det jo hænde, at Sakarias Wilde faldt i Tanker. At han gik omkring og ligesom gjærne vilde tage fat et Sted og bygge op her, hvor de før ham havde bygget.

Men oftest blev det ikke til mere, end at han gik hen og saa efter, hvordan Ageren stod, og om der var megen Rødkløver paa Jordet. Smuk og letfodet gik han der, som oftest i sin sorte Kappe, den han havde et 20Greb om, saa den virked som Drapperi. Det regelmæssige Ansigt med de rolige graa Øjne havde et venligt Udtryk. Kom nogen forbi paa Vejen lige ved, hilste han bestandig paa Sakarias Wilde og fik en Hilsen igjen med en Mine, som havde hans Komme beredt Wilde den glædeligste Overraskelse.

Det kunde ogsaa hænde, at Wilde, i Stedet for at lade som var han nidkjær for den røde Kløver, red sig en Tur. Oftest ad en Vej, hvor han og hans unge Frue for Aar tilbage meget havde spaseret sammen. Da lod han Hesten gaa i Skridt. Timerne fra den Gang kom ham i Hu og gav ham her i den smukke Allé en fjern, sød Sorg. Det kunde hænde, at han red alene flere Gange op og ned. For hver Gang mindedes han mere og mere. Men saa kunde han rive sig løs og fare i strakt Karriére ind paa den aabne Alfarvej, som førte til Byen. Her snakkede han fra Sadlen med en Mængde Bekjendte, blev nikket til og hilst fra Vinduerne, maatte ind i et og andet Gaardsrum og drikke et Glas af Fruens Frugtvin, som han altid roste meget. Drog saa ned til sine Venner blandt Fæstningens Officerer og snakked med Kaptejn Kruse om næste Jagttur.

Det blev oftest sent paa Aftenen, før han 21red hjemover; men nu faldt mangt og meget ham ind hans Gaard vedkommende: «Forvalteren skulde væk, han blev gammel nu! han var jo rent ubrugbar. Han var plaget af Øresus og havde store Totter i Ørene. De var af Dyreuld og sad saa længe, at de blev ganske sorte. Det var jo væmmeligtl Herefter fik en anden Forvalter Gaarden: Værelse og Mad skulde den gamle Forvalter faa; men nu maatte han bort, nu maatte Gaarden have en ny Forvalter.

Og Skoven … Skoven maatte efterses, der blev stjaalet mere end raadeligt der borte …»

Endog efterat Sakarias Wilde var kommen hjem og havde lagt sig til Sengs, kunde han tænke paa de Forandringer.

Men næste Morgen fik han maaske uventet Besøg, der blev til Middag.

Og om Eftermiddagen gik den sidste Wilde omkring paa sin Gaard, letfodet og i al sin Ubrugelighed indtagende, venlig hilsende til dem, der gik forbi, var det end Forvalteren med Uldtotterne i Ørene eller en af dem, han havde stærkt mistænkt for at hugge ulovligt i hans Skog.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.