29Naar Ada Wilde senere i Livet tænkte tilbage paa Tiden, hun boede paa Vorregaard, husked hun Huset og Gaarden og Udhusene med de store, ubeboede Rum, hun husked desuden Gaardens Tjenestegut Per, Hønsekonen, den gamle Kathrine og Kusken Isak og Gjæsterne, som af og til kom. Præsten husked hun, en Mand med et venligt Ansigt under en umaadelig Hat, Doktoren, en rynket Mand, for hvem hun paa en Maade var ræd, fordi han bandte saa skrækkeligt. Underligt nok, sidst husked hun ligesom de hyppige Gjæster. Kommandøren med det brede, røde Ansigt, Kaptejn Kruse, der altid kom saa rolig, strygende sit brune Helskjæg, og allersidst husked hun sin egen Faders venlige Ansigt. Ham saa hun uvist af hvilken egentlig Grund siddende i en højrygget, brun, læderbetrukken 30Stol i Hjørnestuen, der vendte ud mod Haven.
Forresten husked hun bedst Sommeren paa Vorregaard. Om Vinteren maatte hun holde sig meget inde, og da gik Dagene, uden at hun mærkede det. Men Sommeren, naar alting laa med varm Luft over, naar alt var stille, naar Luften dundred af Varme, og Insekterne sang, og en Ko rysted sin Bjælde, da holdt hun af at gaa og se sig omkring. Alle Blomsterne i Haven stod og groede, saa hun syntes at mærke det, og i Skyggen af de gamle Træer stod nogle lave Urter med tykke Stængler og svampagtige Blade.
Ada løb omkring i Haven, paa Engen og i Skovens Udkant. Hun saa paa Blomsterne, satte sig ned ved dem og nikked til dem, lige ned imod dem, saa hendes lange Haar faldt hende ned over Ansigtet. De hvide Blomster og de gule Blomster og de blaa Blomster havde Ansigt og Øjne og Bladene havde Fingre, og Blomsterne sad i Jorden og pegede med Fingrene og saa sig omkring. Og de hvide, blaa og gule Blomster syntes hun, hun kjendte og havde kjendt en Gang. De var de unge Piger blandt Blomsterne. 31Og de tykke som groede i Skyggen, og som lugtede ondt og svedte, det var Blomsternes gamle Koner, af dem, som gik med rudede Tørklæder om Hovedet, og som helst sad stille og pustede.
Blandt alle disse Blomster fra Vorregaards Marker husked Ada længst en grønbleg Urt med fløjlsagtige bløde Blade og smaa røde Blomster. Hun fandt den en Dag i en Krog, hvor Solen skinnede stærkt. Hendes Fingre havde, efterat hun havde rørt den, en egen Lugt, som hun første Gang, hun kjendte den, ikke fandt god; men som hun, da hun havde kjendt den flere Gange, likte bedre og bedre og tilsidst elskede. Hun saa til den hver eneste Dag og pressede hver Dag sine Fingre om et af dens Blade. Vel en hel Maaned stod Blomsten der; men en Dag, hun kom, hang dens Blade ned, og dens lille Blomsterklynge var borte, de sad sammen, visnede og farveløse. Ada blev bedrøvet over dens Død og søgte den ofte op siden – hun havde hørt, at mange Blomster visner for at komme frem igjen – men fandt den ikke mere.
Siden tænkte Ada ofte paa den besynderlige Urt. Den som hun aldrig mere fandt 32igjen. Og sluttelig blev den ligesom hendes Barndom for hende, og naar hun siden tænkte paa de Dage, kom altid den med, og hun syntes, hun skulde kjende den ejendommelige Duft, der heftede ved dens grønblege Blade.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Thomas P. Krags roman Ada Wilde ble først utgitt i 1896 og er en roman om kjærlighet, svik og ensomhet.
Ada Wilde vokser opp i beskyttede omgivelser sammen med faren på Vorregård. 19 år gammel forelsker hun seg i løytnant Carsten Stahl. De gifter seg og får en sønn, men livet blir ikke helt slik Ada håpet på.
Se faksimiler av førstetrykket fra 1896 (nb.no)
Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.