Ada Wilde

av Thomas P. Krag

X

44Sakarias Wilde besluttede en Vaar at tage en Udenlandsrejse og lade Ada følge med. Men først vilde han vente til Sommeren var kommen til Ro med Sol og klar Himmel. De skulde nemlig først tage Sjøvejen, og Wilde vilde helst undgaa oprørt Hav. Han taalte nemlig ikke Sjøgang, da blev han syg, virkelig elendig syg.

Juni kom med usædvanlig Varme og trykkende Stille. Fader og Datter gjorde sig færdig, rejste til Kystbyen og gik ombord i et Skib, der sejlede til Danmark.

De gled frem paa Havet for spændte Sejl, gled langsomt frem to Dage og to Nætter, og de kom til Danmark. De boede en Tid i en ganske liden By med meget venlige Folk og blev snart kjendt af alle. Alle Byens Herrer, selv de gamle, hilste Ada paa Gaden og vilde gjerne tale med 45hende, og alle spurgte, hvordan der var i «Norre», hvorfra de vidste, hun var kommen. De troed, at der var koldt hele Aaret rundt og blev meget forundrede, da hun fortalte dem, at Sommeren der var ligesaa varm som i Danmark.

Da de havde boet der nogle Uger, rejste de videre mod Sør med en dansk Slup, en Nat og en lang Dag. Netop som de kom i Land, blæste der op til Storm, og de var glade, da de kom under Tag. Det var en lang, smal Landtunge, de havde landet ved, og fra det lille Værtshus, hvori de sad, saa de, hvor Havet brød paa begge Sider til langt ude. Havets Brusen ængstede Ada hun havde næsten aldrig hørt den før – og forstyrrede hendes Nattesøvn. Men alt næste Morgen var Stormen hørt op, og i Solskin kjørte de afsted i en stor Vogn, hen over en flad Slette, bevokset med Lyng, hvorigjennem Vinden peb. Nu og da hørte Lyngen op, og der kom lange Strækninger, der var dækket med hvid Sand, fin, hvid Sand, der for i Vejret ved mindste Vindpust. Kusken, en tyk Mand med røde Kinder, smilte altid og satte tidt en krum Trompet for Munden og blæste nogle Toner, der lød klare og smukke, udover. Ellers hørtes ingen 46levende Lyd, uden netop ved Aften naar Solen sank; da skreg nogle Fugle. Kri, kri, sagde de, tidt langt borte fra. Ada saa dem ikke en eneste Gang.

En Dag, medens Vognens Heste holdt stille til Hvil, mødte dem en Flok brune Mennesker med store Øjne og funklende Guld- og Sølvpenge om Halsen og om Haaret. Det var Zigøjnere, om hvilke Ada havde hørt saa meget tale. De kom nærmere og vilde spaa Ada, men den tykke Kusk slog efter dem med Svøben og bandede trods sin Blidhed. Saa fjernede de sig ganske sagtmodigt.

Men ganske for sig selv sad en gammel Kjærring, indskrumpet og brun som tørt Johannesbrød og sang noget hen for sig. Om hende snakked Wilde med Kusken, og lidt efter fortalte han Ada, at den gamle sang sin Dødssalme, nu havde hun ikke længe igjen at leve.

«Er hun syg,» spurgte Ada.

«Nej, men hun er for gammel og for sén paa Foden til at gaa saa fort som de andre, derfor bliver hun nu ladt tilbage for at dø; enten sulter hun ihjel, eller ogsaa slaar en at de yngre hende ihjel.»

Ada, som før havde syntes godt om de mørke 47Mennesker, fandt dem nu onde, hun likte ikke, at de nærmed sig hende, ja hun holdt engang ikke af, at de store, sorte Øjne stirred paa hende. Meget tryggere følte hun sig da hos Kusken med det blide Ansigt og den vakre Trompet.

Egnen, gjennem hvilken de kjørte, var vakker. Lyse Lunde og grønne Sletter, bag hvilke Solen sank i lyserød Taage, mens Himlen forresten var blaa. Unge Piger og Gutter gik syngende hjem fra Markarbejdet. En og anden Gang noget senere paa Kvæld hørtes fulde Folk, der ogsaa syngende gik hjem. De sang tidt noget falsk; men bag de falske Toner laa ligesom Latteren og Glæden gjemt.

Endnu kom de til en By, i hvis Udkant Wilde lejede et helt lidet Hus, (de havde to Piger og en Tjenestegut med). Her boede de de sene Høstmaaneder til Slutningen af Oktober. Hvad Ada siden husked fra den By var dens gamle Kirke, der var aaben hele Dagen. I dens store Rum var der saa stille. Hun gik stundom ind og satte sig og saa paa Billederne, som hang paa Væggene. Gamle, hellige Mænd og Kvinder, Apostle, Helgener, alle med udstrakte Arme og med Smil i Ansigtet. Særlig var der to Billeder, 48som hun fæsted sig ved: et af Helvede og et af Himmeriges Rige. Helvede var fuldt af blodrød Ild. Satan, en gammel, krumrygget Mand med sort, lodden Krop, stod taalmodig og vented. Mange unge vakre Mænd og Kvinder kom med hinanden om Livet dansende hen imod ham.

Og Himmeriges Rige saas: et tindrende Landskab, hvor der gik Mennesker omkring mellem gyldne Palmer og røde Roser. Ansigterne smiled, og Roserne dryssed, medens en straalende Sol syntes at stige.

Her i denne Kirke bad Ada ofte til Gud. Før medens hun var hjemme, havde hun ogsaa nok bedet, men ikke saadan som her. Thi hjemme havde hun bedet, fordi hun vidste, at Gud var god, og fordi Natten var saa mørk, og Vinden blæste saa sælsomt derude. Men hun havde aldrig bedet af sit fulde Sind, uden naar hun var bange. Og om Dagen havde hun aldrig bedet. Men her fandt hun i denne Kirke en Gud, en Jesus, en Helligaand, der lod hende bede, uden at hun først var bange, der lod hende blive saa fuld af Følelse, at hendes Læber uvilkaarlig aabned sig, og bønlige Ord kom over dem. Hun bad da for sig selv og sin 49Fader og for Tante Martha og tidt for alle Mennesker.

Men det skal ogsaa frem, at andre Verdens Tanker kom med; men de blev brogede ved at tænkes i det røgelsesduftende Kirkeskib. I det hele var det Billederne og Musiken, som virkede; thi de Bønner, som hun om Formiddagen havde bedet, syntes hende tidt om Eftermiddagen ganske fremmede.

Da Skogen omkring Byen begyndte at blive brun og gul, da den sidste Sommerfugl og den sidste Mariehøne fløj omkring, da en stille, næsten tung Høstluft laa over den lille By og dens Omegn, gjorde Sakarias Wilde og hans Datter sig færdige til at vende tilbage til Hjemmet. En lang, besværlig Rejse fulgte. Sjøvejen maatte tages, og den sidste Dag blev der høj Sjøgang, saa begge blev meget syge. Ada var glad, da de omsider kom hjem.

Denne Udenlandsrejse stod Tiden efter noget utydelig for hende. Naar hun gik i Haven eller sad paa sit Værelse, kom den til hende, ikke som en virkelig Hændelse, men meget mere som en klar Drøm. Men enkelte Ting traadte skarpere frem: Deligencefarten hen over Sletten, mens Solen 50skinned paa smaa Huse og paa et Taarn i det fjerne, eller naar den tykke, smilende Kusk ved Aften blæste for sidste Gang i Trompeten. Og Kirken husked hun med dens Toner og Billeder, som man husker en melodiøs, smeltende Sang.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ada Wilde

Thomas P. Krags roman Ada Wilde ble først utgitt i 1896 og er en roman om kjærlighet, svik og ensomhet.

Ada Wilde vokser opp i beskyttede omgivelser sammen med faren på Vorregård. 19 år gammel forelsker hun seg i løytnant Carsten Stahl. De gifter seg og får en sønn, men livet blir ikke helt slik Ada håpet på.

Se faksimiler av førstetrykket fra 1896 (nb.no)

Les mer..

Om Thomas P. Krag

Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.