Ada Wilde

av Thomas P. Krag

XIII

58Sytten Aar gammel var Ada bleven en ung Dame, hos hvem Kvindens Egenskaber var tilstede, medens Barnet ikke var længere borte, end at hun fik det unge friske Præg, som Juni Maaneds første Dage ejer. Hun var endnu meget slank og saa paa Grund af sin Svajhed højere ud, end hun i Virkeligheden var; men hendes Jomfrubryst var noget af det smukkeste, man kunde se. Det var saa højt, og paa dette unge Legem og under dette Ansigt saa uskyldigt, næsten alvorligt; hendes Haar var tykt, det dvæled omkring Ansigtet, hang tungt over de store graa Øjne. Hun havde forøvrigt et af disse Ansigter, der er vanskelige at beskrive, et stærkt og samtidig forfinet, et der fortalte om sorgfrie Dage og gammel Byrd.

Men saa ungt end Ansigtet var, bar det Præg af Klogskab. Ikke af den Art sørgmodige 59Klogskab, som unge Kvinder, hvem Livet har været haardt imod, undertiden faar, denne Fortænkthed, der er Kvindens hele Væsen saa modsat. Men snarere af en medfødt Klogskab, der gjorde, at hun fik Udseende af rolig Urokkelighed, der kunde virke irriterende paa mange. Om en vilde fortælle hende, faa hende til at antage noget, der var hendes naturlige Begreber imod, bevirked det blot, at hun slet ikke svared; drev man ivrig paa, gjorde det, at hendes Øjne blev mindre og Blikket mønstrende. Og fremdeles svared hun ikke, indtil hun pludselig gav sig til at tale om andre Ting i en Tone, som slog hun en Streg over al unyttig Trætte. Harmedes hun, blev hun bleg, og hendes Stemme rysted. Man forstod ved i et saadant Øjeblik at høre hende, at hun kunde føle stærkt. Og naar Glæden pludselig tog hende, saa man, hvor et Lys skjød op hos hende. Da brændte Blodet bag den hvide Hud, og en liden zigzagformet Aare i Tindingen kom springende frem.

Særlig den før omtalte Urokkelighed gjorde, at mange, som ikke kjendte hende, sagde: «Hun er nu vist et koldt og selvgodt lidet Væsen.» Det var hun mindst af alt, men hendes Følelser var meget klare. Hun ejed 60ikke noget af det ungpigeagtige Føleri. Det kunde man let overbevise sig om, naar man saa, hvordan hun gav til de fattige. Thi mod fattige var hun god. Hun gav meget gjerne, men uden den Sentimentalitet, som man saa ofte kan iagttage hos unge Damer, naar de er veldædige, denne begrædende Mine med Hovedet paa Skakke og disse milde Paamindelser om, at den fattige maa for Fremtiden afholde sig fra al Last. Ada lo snarere, end hun saa bedrøvet ud, naar en eller anden gammel Slusk, der vistnok var Dranker og meget andet galt, kom med sine ynkelige Historier. Og maaske hun nok skjønnede, at han løj, men hun bar ligesom over med ham. Og hun gav mere, end mangen anden vilde have givet. Hun gav Pigerne Ordre, og de lød hende. Engang nævnte Husholdersken det for Wilde; men han sagde kun: «I alt saadant skal De uden videre lystre min Datter.»

Et Eksempel paa, at hun var ærlig og velmenende, og at hun nok kunde tage i, naar det gjaldt.

En Dag kom en gammel, elendig Kjærring gaaende Vorregaard forbi ad den brede Hovedvej. Pludselig viste den lille Gaardshund sig (et lidet uskyldigt Gneldrebæst, som ikke 61kunde gjøre andet her i Verden end netop det at gneldre, hvorfor Wilde havde anskaffet den for at varsko Gaardsgutten i Tilfælde af, at Tyve kom). Den viste sig som sagt og kom nu farende med den lille, buskede Krølhale meget modig i Vejret og satte gjøende af fuld Hals ind i den gamle Kjærrings Skjørter. Men Kjærringen blev forskrækket over Glammene. Hun troede vistnok, at det var en hel Blodhund. Hun løb rent hjælpeløs af Sted, snublede og faldt næsegrus, medens den lille Bikje endnu gneldrende for i hendes Skjørter. Et Øjeblik efter var Ada ude, løb hen og greb først Hunden, kylede den med en Kraft, man ikke skulde have tiltroet hende, bort over Vejen, saa den hylende og ræd skyndte sig tilbage. Saa prøved hun paa at rejse den gamle op, men hun magted det ikke. Kjærringen var for tung og havde desuden givet sig rent over. Raabte Ada saa til to Bønder, der luged i Haven. Men disse lod ikke til at begribe Adas Iver i dette Stykke. «Hunden bed hende ikke,» sagde en. «Det er bare gamle Kari Lægda,» sagde den anden. Ada rejste sig og trampede og vinkede paa en Maade, som gjorde, at de to fik røre paa sig. «Kom straks herhen!» raabte hun. Hun sagde ikke mere, men bad 62dem bære den gamle ind i Bislaget. De gjorde saa. Kjærringen havde alligevel slaaet sig; den ene Tinding var ganske blodig. Nu hentede Ada Eddike og tog et af sine Lommetørklæder og bandt det den gamle om Panden. «Den faar la’ være at gaa paa Folk,» raabte hun; «det kan gjerne være, den ikke mener det farlig, men her ser vi. Den skal ha’ Prygl, til den lærer det; jeg skal gjøre mit.»

Den gamle kom sig naturligvis, hun fik Mad og Drikke og gik bort med god Bod for den Tort, Hunden havde voldt hende.

Blandt de Folk, der driver langt omkring, de underlige Mennesker med Ulykke i mange Ting og med ondt fra Fødslen, de, som lever sit eget Liv paa Landevejen, som tidt sover i Skogen, som har sine egne Skikke, som helbreder med Maaneurt og med Englefedt, som har til Ven en gammel Kat eller en tam Rotte, disse, der snakker sit eget Sprog – af dem havde Ada et helt Udvalg, som hun var Godvenner med. Det var underligt, at den unge, blonde Dame tog sig af dem og forstod dem: men hun gjorde det. Engang da Wilde saa hende give til saadan en gammel Mand, som derpaa hurtig sneg sig henimod Skogen, tværs over Engen, sagde han: 63«Ja, se nu, han lod ikke til at have god Samvittighed! Kjære Ada, det er nu i Grunden ikke de egentlig værdige, som Du har valgt.» Men Ada svared: «Kjære Papa, se paa de Mennesker; de maa alligevel have haft meget ondt, for at de nu kan være saa elendige, som de er.»

«Naa ja, det har Du jo ogsaa Ret i, Du er en klog Pige, lille Ada.»

Og Ada lo det hele bort. «Klog? Haha, ja vist er jeg saa!»

I mange Ting fik Ada sin Vilje, uden at det i Grunden mærkedes. Maaske det var denne lyse Frihed, som faldt naturlig ved det inderlige Forhold til Faderen, der bevirkede, at hun fik aande frit ud, saa der hos hende ikke sporedes nogen Lummerhed i Blodet. Ingen af disse Ukrudtsblomster kom tilsyne hos hende, der vistnok kan dufte forunderligt sødt, men som dog i Længden giver Afsmag. Ada Wilde, der voksed her i denne Luft, ligned en slank Vækst, der bar Blomster, hvis Farve var dæmpet, hvis Duft var en indtagende, noget fjern Solduft.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ada Wilde

Thomas P. Krags roman Ada Wilde ble først utgitt i 1896 og er en roman om kjærlighet, svik og ensomhet.

Ada Wilde vokser opp i beskyttede omgivelser sammen med faren på Vorregård. 19 år gammel forelsker hun seg i løytnant Carsten Stahl. De gifter seg og får en sønn, men livet blir ikke helt slik Ada håpet på.

Se faksimiler av førstetrykket fra 1896 (nb.no)

Les mer..

Om Thomas P. Krag

Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.