64I Alderen fra sytten til tyve Aar gaar den unge Pige omkring i sin Faders Hus og paa Gaden. Hun taler, lér, og hun tænker ikke paa, at mange ser hende, og at mange, som taler med hende, ser hendes Smil og hendes Øjne. Kvindesmil, saa mangfoldige er de, og Kvindeøjne, saa mange færdes de omkring! de lyseblaa, de graa, de brune, de sorte, de letsindige, de alvorlige, de sanselige, de rolige. Og alle trækker de Straaler efter sig som den flyvende Sommers Spind. Ja, hvor den unge, smukke Kvinde gaar, der klimprer det som fra dulgte Strænge. Mændene bliver underlige, hvor hun skrider frem, snart smiler de, snart bliver de alvorlige, idet de gaar videre efter stjaalent at have vendt sig efter hende. Og den unge Kvinde lader Mændene staa tilbage, og hun skjuler ikke sit Legeme, sit Smil, sine Øjne for de næste, 65hun møder, og hvorfor skulde hun ogsaa gjøre det?
Men derfor gaar hun og kaster omkring sig af Skjæbnens Korn, der ofte er farlige, naar de faar blød Muld at gro i. Og træffer hun andre Kvinder, saa taler hun om andre Ting, og hele Tiden smiler hun venlig, og hun ved ikke, hvad hun selv har gjort.
Ada gik omkring som andre unge Piger. Hun gik ved Vejen om Sommeren, hun stod ved Grinden, der førte ind til Huset, naar Høstløvet faldt. Og kom nogen forbi, slog hun ikke sine Øjne ned. Hun gik som andre unge Piger paa Baller, hun lo og lod sin Arm hvile under sin Kavallers og snakked om ligegyldige Ting. Hun lagde næppe Mærke til, om en ung Mands Øjne fulgte hende den hele Balaften. Hun aanded aldrig raskere af anden Grund end den, at hun var forpustet ved Dansen.
Hun blev hele nitten Aar, og endnu havde ingen Kjærlighed rørt hende, og hun havde ikke ofret den en Tanke.
Men hvoraf kommer det, at den unge Pige, naar hun nærmer sig tyve Aar, begynder at længes? Indeholder dette Tal en Trolddom? Vist er det, at før Tyveaaret var fuldt, havde Kjærlighedslængselen grebet Ada. 66Hun længedes mod Kjærligheden saadan, som hun troede, den var, saadan som de fagreste Bøger tilraabte hende, at den var, saadan som de smukkeste Billeder aabenbarede hende den. Saadan som hun troede, den maatte være, naar hun hørte de Kjærlighedssange, som hun holdt af at høre.
Og Ada forstod, at hun kunde vække Kjærlighed hos unge Mænd. Hun mærked det paa den Maade, de saa paa hende. Men ingen af dem, hun kjendte, havde faaet hendes Kjærlighed til at røre sig.
Saa kom Kjærligheden en Dag til Ada og tog hende helt. Det var paa en Violinkoncert, hun fik ham at se, som hun straks kom til at elske.
Der havde gaaet Rygter i Byen om den store belgiske Mester, som en af Byens Rigmænd, med hvem han havde rejst sammen, havde bevæget til at holde en Koncert i Byen, før han drog videre. I Byens Blad havde ogsaa staaet at læse om ham, og Wilde sagde en Middag til sin Datter: «ham maa vi høre, Ada.» Ada var enig. Hun spillede ikke selv noget Instrument; men hun var meget musikalsk. Og i betimelig Tid kjørte de ned til Byens Festsal, hvor Koncerten skulde holdes.
67Da – en Stund før Koncerten skulde begynde, Folk forsamledes endnu, – fik Ada en ung Mand at se. Han kom samtalende med en ældre Dame, Byfogdens Frue. Han var en af de unge Mænd, om hvem man siger: Han ser ud til at være farlig. Høj og elegant med regelmæssige Træk, graa Øjne og blond Mustache over en Mund, der, naar den smiled, krummed Overlæben som til Sejr. Der var noget smukkere, festligere ved hele hans Udseende end ved de Herrers, man i Almindelighed møder paa Gaden og i Selskaber. Der var noget ved ham, som unge Piger, der tørster efter Kjærlighed, Liv og Glans, straks elsker.
Det gamle, djærve Ord: «Den, som ikke elsker ved første Øjekast, elsker ikke,» passed her. Thi Ada saa ham, og en Glæde steg op hos hende og fyldte hende helt. Og da en Stund efter den fremmede Mester begyndte at spille, hørte hun ikke, hvad han spillede; men Spillet virkede dog. Tonerne blev hende til en gylden Strøm, hvorpaa hun syntes, hun bares frem.
Ada elskede. Det græd, det mumlede i hendes Blod, Livet steg langsomt frem for hendes Øjne klædt i vidunderlig Skjønhed. 68En Svimmelhed tog hende, som hun aldrig før havde fornummet.
Ja, sagt endnu en Gang. Ada elskede. Hun maatte tage lange Aandedrag for at give det højt blussende Liv, der rørtes hos hende, Luft. Hun følte det, som blev hun større. Dette var altsaa Kjærligheden, den hun havde længtes efter. Det var den, hun havde anet, naar hun saa de fagre Billeder og læste de skjønne Bøger. Og her var den ogsaa i Violinens Tonevæld, thi dette Spil, disse myge Toner! de var saa lyse som en Morgen, saa røde som en Aften, de tindrede snart af Liv, de sank snart hen som i Sorg, men i fager Sorg, Sorg, der græd skinnende Taarer. At dog Livet kunde være saa dejligt.
Ada kjørte hjem den Aften og svarede ikke mange Ord paa, hvad hendes Fader sagde. Hun lagde sig, men følte ikke Søvnen komme og tage sig som ellers, og mens hun laa vaagen, rakte hun nu og da sine Arme ud som i Ømhed. Hun mindedes hans Øjne og hans Smil, hun længedes mod ham. Pludselig stod hun op af sin Seng, tog sin side Morgenkjole paa og gik ud i Haven. Der var fugtig af en let Sommerregn, som nylig havde faldet. Ada gik omkring med Hænderne knyttede. Nu og da slog en vaad 69Kvist hende i Ansigtet. Hun satte sig paa Bænken og saa paa den gamle Stenfisk, der laa og gabede, hun saa paa Buskene og paa de Blomster, hun utydelig skimtede i Sommernatten. Hun saa alt i Skjær af den Kjærlighed, hun følte.
Hun stod atter op, snublede over en Havestol og var nær ved at falde. Hun standsede, rakte Armene ud, greb Havestolen og slog den en Gang mod Jorden, slog den to og tre Gange. En Følelse af Styrke og sød Ødelæggelseslyst kom efterhaanden over hende. Hun skreg flere Gange, et kort, skarpt Skrig, og tog fast om Stolen med sine stærke, hvide Hænder, og medens hendes Haar løste sig og hendes Kjole aabned sig, slog hun den mod Jorden Gang paa Gang, til den knustes.
Endnu en Stund gik hun om i Haven. En fredløs og stedløs Længsel havde grebet hende efter ham, hun havde set, men som hun ikke havde vekslet et Ord med, som hun ikke vidste, hvad hed. Og denne Længsel holdt hende endnu fastere og syntes ikke at vilde give slip paa hende.
Omsider gik hun ind, lagde sig og mærkede; at Søvnen kom. Men mange, lyse Ord kom og gik ligesom af sig selv, smukke Ord, der blinkede og forsvandt. Til hun kjendte Søvnen 70tage sig helt og føre sig bort som paa en bred Gynge.
Hun vaagned næste Morgen, og de første Øjeblikke husked hun ingenting af det, der hændte i Gaar. Saa dukked det hele langsomt frem for hende. Hun smilede. Hun vidste ikke, om hun skulde rejse sig af Sengen eller ligge hen, synge en klingende Sang eller tie. Pludselig sprang hun, næsten uden at vide det, ud paa Gulvet, klædte sig paa og gik ned til Frokosten.
Hendes Fader var ikke kommen. Hun gik derfor ud i Haven for at vente paa ham og bad Husholdersken kalde paa hende, naar han kom. Hun gik omkring, lukked Øjnene nu og da og saa ham for sig, ham, som hun ikke kjendte, men som hun elsked. Saa ham, som han sad et Stykke borte. Saa ham særlig et Nu, da hun var bange for, at han skulde have mærket, at hun havde set paa ham. Da han havde et Udtryk om Munden … noget som et undertrykt Smil … som vidste han alt, hvad hun tænkte.
Da en Stund efter Husholdersken kom ned i Haven og sagde: «Frøken Ada, Deres Fader er kommen ned,» gik hun næsten uvillig op. Hun havde dog saa gjerne gaaet her en Stund for sig selv endnu.
71Den Dag og de næste Dage gik Ada omkring i en underlig lys, drømmesløv Tilstand, der i Grunden var hende fremmed. Længe havde hendes Kjærlighed faaet sove. Nu, da den omsider var vaagnet, var den vaagnet stærk. Hun havde længe ikke fundet nogen, hun kunde elske. Nu, da hun havde fundet ham, som, uden hun vidste hvorfor, gjorde saa meget stærkere Indtryk paa hende end andre Mænd, var et flygtigt Syn af ham nok til, at hendes Kjærlighed skulde blusse op som en hed Flamme.
Sakarias Wilde var snart paa det rene med, at hans Datter ikke var som før. Han mærked, hvor hun til nogle Tider var livlig, hvor hun til andre Tider var taus, hvor hendes Øjne ofte stirred blødt, som dvæled de ved noget kjært. Han saa, hvor hun engang, han spurgte: «naa, hvad tænker Du paa, Ada?» i det samme skifted Farve og havde vanskeligt for at svare.
Sakarias Wilde begreb, at noget forestod, og at man ikke maatte forstyrre. Han lod hende, naar han forstod, hun ønsked det, være alene, og trængte ikke ind paa hende. Han saa, at hendes første Kjærlighed var lykkelig. Hvor kunde hun ellers være saa vakker? Denne stille Fest, der hvilede over 72hende, disse røde Taager, der gled hendes Ansigt forbi.
Men hvem var det dog, hendes Kjærlighed gjaldt? Han gjættede og gjættede. Naar han sad ved Frokosten, faldt han tidt i Tanker. Han blev siddende lange Stunder med den ene Haand under Kinden og med den anden skjærende Osten i smaa Strimler, spiddende dem en for en paa Gaffelen og tyggende dem en for en, mens han grunded: hvem var det? En Aften, da han gik Arm i Arm med Ada bortover Engen, var han lige ved at spørge hende ud; men han kunde ikke rigtig. «Lad hende komme til mig af sig selv,» tænkte han. Men lidt efter tænkte han igjen: «Det er kanske urigtigt af mig ikke at spørge hende om dette … jeg er da sandelig den nærmeste til at vide om Sagen.» Men han spurgte hende dog ikke ud.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Thomas P. Krags roman Ada Wilde ble først utgitt i 1896 og er en roman om kjærlighet, svik og ensomhet.
Ada Wilde vokser opp i beskyttede omgivelser sammen med faren på Vorregård. 19 år gammel forelsker hun seg i løytnant Carsten Stahl. De gifter seg og får en sønn, men livet blir ikke helt slik Ada håpet på.
Se faksimiler av førstetrykket fra 1896 (nb.no)
Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.