Ada Wilde

av Thomas P. Krag

XIX

95Bryllupsdagen kom. Forberedelserne til Vielsen i Kirken, en Mængde Blomster, der dufted saa stærkt, mange Mennesker, som Ada i Grunden ikke kjendte i Øjeblikket, og som hun dog maatte hilse paa og mange, som hun kjendte, og som hun maatte tale med. Carsten Stahls Moder og hans blonde, smukke Søster, som saa tidt kyssed hende, Kommandør Bøg, elskværdig som altid og i Uniform med Ordner, Kaptejn Kruse, alvorlig som altid, og Carsten selv, som hun endnu ikke havde faaet Tid til at være sammen med, saa at han i al denne Uro syntes hende næsten fremmed.

Hun mærked, da de kjørte til Kirken, og hun saa eller syntes at se, at Kirken var fuld af Mennesker.

Orgelet spillede, og der blev sunget fra Koret. Saa tied Orgelet, og uden ret at 96vide det førtes hun over Gulvet af en Mand, som hun pludselig saa var hendes Fader. Og nu saa hun Carsten ved sin Side og foran dem begge Presten … bag Presten saa hun, der brændte Lys paa Alteret, og hun skimted Altertavlens gyldne Figurer.

Presten talte længe, og under denne Tale kom hun sig noget af den fraværende Tilstand, hvori hun havde gaaet fra Morgenen af. Hun stod jo nu ved Carstens Side, hun holdt ham under Armen, hun gav ham sin Haand, hun opfatted Prestens Ord; nu vied han dem sammen, og Ordene, han brugte, var jo gamle og kjendte.

Endnu var hun dog noget anstrængt, først da de kom hjem og sad ved det gode Bord, fik Retterne og Vinen hende fuldstændig bragt tilbage. Først nu gjenkjendte hun Gjæsterne en for en, først nu nikked og smiled hun hjertelig til den ene og den anden. Ja, nu sagde de «Fru Stahl» til hende, nu var hun Carstens Hustru. Intet kunde skille dem mere. Ingen Rejse. Rejste han bort, fulgte hun ham. De skulde altid være sammen … Glæden kom pludselig ind paa hende; hun tog uvilkaarlig Carstens Arm, og han trykked hendes Haand til sig og hvisked: «Nu er Du kjæk igjen, ikke sandt?»

97«Har jeg ikke været kjæk før?»

«Aa lidt bleg, kjære, det er jo rimeligt. Ada min … nu er Du dejlig.»

Der blev holdt en Mængde Taler, Carsten talte vakkert for sin Svigerfader, og Wilde svared med en Tale for Carsten som sin gamle Ven, Oberst Alf Stahls Søn, og adressered sluttelig den ganske Skaal til Oberstinde Stahl. Bøg, som var meget rørt, talte for den unge Pige, Ada Wilde, som han havde lært at kjende, og som han havde holdt saa meget af, og som han altid vilde erindre.

Kaptejn Kruse talte for Jægeren Wilde, med hvem han engang havde gjort saa mange Ture, men som, da Ada voksed til, var bleven mindre nidkjær i Jægerfaget. Han haabede, at han nu havde faaet sin Jagtkammerat tilbage, omend de vel nu, efterat de begge var bleven gamle, maatte fare frem med Lempe. Men omend han glæded sig ved sin gjenvundne Jagtkammerat, var han alligevel bedrøvet over at skulle miste Ada, Ada hin unge, som en gammel Skald vilde have kaldt hende … nu vilde han blot sluttelig sige sin gamle Jæger velkommen tilbage, og han vilde sige Ada Farvel og ønske hende al Livets Lykke.

98Endnu blev der holdt flere Taler. Men tilsidst af nogle, hvem Vinen havde muntret og som igrunden intet havde at sige. Ada hørte snart efter, snart gik hendes Tanker ganske for sig selv. Engang kom en egen Kulde over hende. Hun syntes, at hun igrunden ikke havde noget at gjøre mellem alle disse Bryllupsgjæster … Hun vilde helst have Lov til at gaa op for sig selv, gaa op paa sit eget Kammer og sidde en Stund ved Vinduet, før hun gik til Ro …

Da kom hun pludselig til at tænke paa, at fra nu af havde hun ikke sit eget stille Kammer, sin egen Seng, hvad var dette? Hun saa paa Carsten, og da han saa paa hende igjen og smilede, syntes det hende, at nu var Sejren i hans Smil snarest Triumf; han vidste jo, hun var i hans Magt … Noget som en Ængstelse kom over hende, hun syntes ikke, Carsten var hendes fra før … hvad vilde ske, naar alle de andre var gaaet, og hun og Carsten var alene?

Men en Stund gik, og hun saa atter paa Carsten, og Bladet vendte sig: nu følte hun Kjærligheden til ham overmande sig. Hun var ikke blot hans, han var jo ogsaa hendes. Og hvor han var fin og vakker … Hvorfor ikke være i hans Nærhed altid? han vilde jo 99ikke gjøre hende Fortræd … ja, hun vilde gjerne være hos ham … hun vilde være hos ham en Nat i samme Værelse og ved hans Side … hvorfor ængste sig over dette nu? Før havde hun jo mange Gange længtet derefter. De havde jo haft mange Stunder sammen ligesaa elskovsfulde som hin Kveldstund, han gav hende Valmuen. Var det denne megen Bryllupsfest, som var Grunden til, at han ligesom nu var kommen bort for hende? hun troede det næsten.

Uafladelig veksled Tankerne hos hende, snart varme, snart forunderlig kolde, snart ængstelige, snart trygge, snart modigt seende fremad, beredt til at give sig det ukjendte Liv i Vold, snart længtende bort fra Lys og Larm mod den fredelige Stilhed, hvori hendes Liv indtil nu var gaaet hen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ada Wilde

Thomas P. Krags roman Ada Wilde ble først utgitt i 1896 og er en roman om kjærlighet, svik og ensomhet.

Ada Wilde vokser opp i beskyttede omgivelser sammen med faren på Vorregård. 19 år gammel forelsker hun seg i løytnant Carsten Stahl. De gifter seg og får en sønn, men livet blir ikke helt slik Ada håpet på.

Se faksimiler av førstetrykket fra 1896 (nb.no)

Les mer..

Om Thomas P. Krag

Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.