Ada Wilde

av Thomas P. Krag

XV

73En Eftermiddag gik Sakarias Wilde, Ada og Kommandør Bøg henad Vejen, der førte til Byen. De to første havde netop taget en Ridetur, de var endnu i Ridedragt; men Ada havde for Varmens Skyld taget Ridehandskerne af og lettet Hatten en Smule fra Panden. Medens de tre saaledes gik, kom en ung Mand dem imøde. Han var i Løjtnantsuniform. Deraf kom det, at Ada først, da han var ganske nær, gjenkjendte ham. Ja, det var ham, som i al denne Tid ikke havde været ude af hendes Tanker. Nu kom han nærmere. Uvilkaarlig sænkede hun sine Øjne. Hun saa alligevel, at han hilste paa Kommandøren, og at denne tog ham i Haanden. Og hun saa og hørte Kommandøren præsentere ham for dem begge: Løjtnant Carsten Stahl … saa gik de videre. Han fulgte med.

74Sakarias Wilde snakked en hel Del om, at han jo havde kjendt Løjtnant Stahls afdøde Fader, Oberst Alf Stahl. Han kunde endog fortælle noget om en Ridetur, paa hvilken Obersten engang var bleven kastet af Hesten og havde brækket sin Arm. Og den unge Løjtnant svarede: ja, det var saa, hans Far havde aldrig rigtig forvundet det Fald … han havde været svag i den ene Arm siden den Dag.

Pludselig ved en Svingning af Vejen, kom han paa Siden af Ada. Og nu talte han til hende, og hun svared ham. Ja ved det, at han gav hende sine Ord, og hun gav ham sine, ved det, at han gik ved hendes Side, og hun gik ved hans, ved det, han saa paa hende, og hun paa ham – hun kjendte det som en vag Fryd og en ukjendt Glæde.

Sakarias Wilde og Kommandøren havde standset og betragted en Gaardmands nye Hest. Wilde var sikker paa, at den var ny. Hesten stod ved Gaardmandens Stakit og saa ud til gjerne at ville et andet Sted hen. Nu og da aad den Græs, men gned sig snart igjen op ad Stakittet og saa langt bort med sine kloge Øjne.

Det blev altfor længe at vente, og langsomt gik Løjtnant Stahl og Ada i Forvejen.

75Omsider var de to gamle færdige med at se paa den Hest. De gik da videre og saa nu, at Ada og Løjtnant Stahl atter havde standset og biede paa dem. Men da de kom nærmere, studsede Sakarias Wilde ved at se sin Datter. Saadan saa hun ikke ud, naar andre unge Mænd konverserede hende. Han fik noget at grunde over.

Lidt efter sagde han: «Hør nu, Hr. Løjtnant, nu skal De gøre min Datter og mig den Fornøjelse at blive med ind og spise til Aften … og blive en Stund udover. Noget særligt har jeg ikke at byde paa, bare koldt Bord … men sig nu alligevel ikke nej. Du Bøg gjør naturligvis Selskab.»

Begge takkede, og i Endrægtighed gik man nu til Vorregaards Dør.

Før Aften var til Ende, var Sakarias Wilde overtydet om, at hans Datters første stærke Kjærlighed gjaldt Løjtnant Stahl, en Mand, hvem hun først nu i Aften var bleven kjendt med. Hans fornuftige, hans kloge lille Ada havde med andre Ord en Tid lang elsket en fremmed Mand. Det havde hun gjort, som Wilde og Pastoren nylig havde snakket sammen om som om en aaben Bog, og som Pastoren under Wildes samtykkende Nikken havde betegnet som en sjælden Karakter, som 76vist vilde vælge en Mand af «megen indre Skjønhed».

Og mon Løjtnant Carsten Stabl havde «megen indre Skjønhed»? He, he … han saa nok ud til at kunne finde fagre Ord, han havde vist god nok Forstand, men den egentlige indre Gehalt … Wilde syntes nu at erindre et og andet Ord om Oberst Stahls Søn, Gud ved, om ikke de Ord fortalte, at han var en letsindig og ødsel ung Herre.

Aftenen gik forøvrigt ganske muntert. Næste Dag kom Løjtnant Stahl paa Visit og blev paafaldende længe. Hvordan han belagde sine Ord, husked Wilde ikke; det kom saa let og naturligt, at han og Ada skulde tage en Ridetur næste Dag.

Hm, tænkte Wilde, her maa gjøres noget; men forresten: her er jo i Grunden ingen Ting at gjøre.

Da Bøg tilfældig kom indom, spurgte Wilde ham ud, efterat han havde fortalt ham som Husets gamle Ven, hvad han, Wilde, troede. Bøg nikkede flere Gange: «Ja,» sagde han, «jeg mærked det samme, jeg ogsaa, kjære, gamle Ven, Du kan tro, jeg mærked det ogsaa … ja, ja, ja, hvad skal jeg sige? jeg vil foreløbig sige, at jeg finder, at man kan være en brav Mand og ikke skikket til 77Ægteskabet. Oprigtig talt, jeg holder meget af Carsten, men Ægtemand, nej! han er altfor foranderlig. Kanske hans Kone, saalænge hun kan binde ham, faar et Himmerige, og saa siden bliver det saa som saa. Ja, Du forstaar … jeg holder som sagt meget af ham; men jeg holder lige saa meget af Ada. Og hun skal have en anden. Ja hun skal. Hvorfor vil Du spørge. Jo, ser Du, lige fra sin Barndom har Carsten været en vilter og paa en Maade en begavet Gut. Ellers plejer Folk at vokse Vilterheden af sig, men paa Æresord, Carsten har ikke saa ganske lidt af den i Kroppen endnu. Se nu bare, hvordan han bar sig ad med de Titusinde Specier, hans Far Alf Stahl efterlod. Hvad gjorde han? hvorledes ræsonnerede han? jo, han sagde de flotte Ord, at havde han arvet Hundrede Tusinde Specier, saa vilde han have været forsigtig, men disse Titusinde, dem maatte der gjøres Ende paa. Og saa i Stedet for at anbringe disse fornuftig til Hjælp senere i Livet, saa rejste han udenlands og satte dem overstyr i et Par Aar … glad Gut forstaar Du altsaa; han sagde til mig den Gang: Du vil holde med mig i, at nu da Eventyr og Krig er forbi, er det eneste i Verden god Mad, god Vin og dejlige Kvinder. 78Det var hans Valgsprog. Nu vel, det er jo ikke det dummeste. Og de, som hylder det, er ikke de daarligste … men gode Ægtefolk, det er de ikke. Oprigtig talt, om jeg saa skal sige det, om jeg saa skal hviske det frem, maa jeg tilstaa, at jeg selv har hyldet det Ord; men jeg har aldrig giftet mig. Nu, kjære Ven, lad os nu se Tiden an, bliv nu ikke straks alvorlig. Hvem ved, kanske Ada kan være stærk nok … stærk nok … til at holde ham fast hele Livet. Skulde nogen magte det, maatte det være hende. Lad os nu som sagt se Tiden an.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ada Wilde

Thomas P. Krags roman Ada Wilde ble først utgitt i 1896 og er en roman om kjærlighet, svik og ensomhet.

Ada Wilde vokser opp i beskyttede omgivelser sammen med faren på Vorregård. 19 år gammel forelsker hun seg i løytnant Carsten Stahl. De gifter seg og får en sønn, men livet blir ikke helt slik Ada håpet på.

Se faksimiler av førstetrykket fra 1896 (nb.no)

Les mer..

Om Thomas P. Krag

Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.