Ada Wilde

av Thomas P. Krag

XVI

79Dette Blik, der fortæller to, at de elsker hinanden; dette, der gjør, at begge smiler og bliver tause. Dette lange Blik, der faar Blodet til at drage forbi med lyse Syner. Dette, der fortæller alt bedre og sandere end mange Ord.

Ikke mange Dage varede det, før netop det Blik veksledes mellem Ada Wilde og Carsten Stahl. Og hvad enten de da sad i Vorregaards Stue, eller de gik under den ensomme Allé – altid holdt de inde med at tale, mens Stunden gik, fuld af den rigeste Lykke.

Men en Eftermiddagsstund, ikke mere end en Ugestid efterat de vare blevne forestillede for hinanden, standsede Carsten Stahl, medens de gik i Alléen, og tog Adas Haand. Han bøjede sit Hoved mod hendes. «Frøken Wilde, … lad os ikke gaa … lad os vente 80et Øjeblik … De ved, hvad jeg nu vil sige, ved De ikke?»

Ada saa hen for sig, hun var saa hvid, at hendes Træk blev utydelige, men hendes Øjne saas mørkere end før.

«Frøken Wilde, De ved det, jeg har set det.» Han drog hende nærmere ind mod sig. «Jeg har set det paa alt, paa Deres Øjne og paa Deres Smil. Frøken Wilde, jeg elsker Dem! Jeg elsker Dem, svar mig, tør jeg haabe?»

Hun bøjede sit Hoved mod hans Skulder. Den Bevægelse fuld af Hengivenhed og Ømhed sagde saa meget. Han knugede hende til sig. Det unge Jomfrulegeme lagde sig saa mygt mod hans.

«Frøken Wilde … kan De svare … jeg beder Dem.»

«Ja … ja» … kom det hviskende, «jeg vil … jeg vil alt … for Dem.»

Han greb om hende og gav sig til at hviske Ord til hende, søde, hede Ord, som kraftige Mænd ynder at bruge.

«Ada, løft dit Hoved. Lad mig se dine Øjne: lad mig beundre Dig. Du dejlige, Du er min, Du er min. Ada, jeg elsker Dig. Lad mig kysse Dig. Giv mig din dejlige 81Mund for første Gang. Ingen før mig … Ada … min.»

Og han kyssede hende heftig og hidsig, og hun gjengjældte dem, bestyrtet og betagen. Hun var hans. Hun greb om hans Hoved med sine hvide Hænder, hun smiled i Fryd, hun læned sig ind mod ham.

De gik langsomt videre, hviskende kun hinandens Navne, ladende de lange Blikke sige alt det andet. Tilsidst stod de udenfor Vorregaards Grind, Carsten hvisked: «imorgen kommer jeg og taler med din Fader.»

Ada gik ind og satte sig ved Vinduet og saa ud i Haven. De gamle Trær stod og vugged sine bladtunge Grene tungt i Luften, Blomster stod i Klynge, Fluer og Myg fløj omkring, alt var som før omkring hende. Men hun sad der midt i det hele og var en anden. Hun følte endnu hans Kys og hans Arm om sit Liv, og hun aanded dybt, idet hun følte noget nærme sig, som var endnu skjønnere.

Medens hun sad slig, hørte hun sin Fader komme, saa ham standse midt paa Gulvet og spørge med en egen Stemme, hvori Venlighed og Skjelmeri forsøgte at sejre, men hvor Alvoret dog tog Overhaand: «naa, hvad tænker Du paa, Ada, Du ser saa dybsindig 82ud.» Hun rejste sig og gik hen til ham, saa ham ind i Øjnene og skjulte sit Hoved ved hans Bryst: «Fa’r, Fa’r.» Wilde strøg langsomt og varligt hendes Haar: «Ada min! kjære Barn.» Han sagde ikke mere, men Tonen i disse Ord var saadan, at hun pludselig forstod, at han vidste alt: «Fa’r, han kommer i Morgen for at bede Dig … Fa’r maa jeg ikke nok faa ham?» –«Kjære Ada, tror Du, han kan gjøre Dig lykkelig?» – «Ja, ja.» – «Naa, naar Du tror det, saa give Gud, at alt maa gaa godt.»

Næste Dags Middag kom Carsten og talte næsten to Timer med Wilde. Tilsidst omfavned Wilde ham, kyssede ham, raabte paa Ada, lagde deres Hænder i hinanden og gik ud af Værelset.

Wilde var jo nu en gammel Mand, snart femogtreds. Han var helt medtaget af alt dette, der brød det daglige Livs rolige Tanker. Han maatte have Bøg fat og tale med ham. Derfor lod han spænde for og kjørte til Bøgs Hjem, et villalignende Hus ved Byens Udkant. Bøg forstod, hvad der var i Gjære og kom øjeblikkelig. «Naa gamle Ven, naa kjære gamle Ven, hvordan arter Tingen sig, hvordan gaar det vore Børn?»

83De tog en lang Kjøretur og snakked sammen hele Tiden. Wilde fortalte, at Løjtnant Stahl nu var Adas Forlovede. Kommandøren nikked blot. Wilde fortsatte, fortalte om de to unges Kjærlighed til hinanden, om det gode Indtryk, Carsten Stahl havde gjort paa ham, da han kom og bad om Adas Haand. Han havde blandt andet udviklet nogle Fremtidsplaner, som havde tiltalt Wilde meget. Om seks Uger, blev Wilde ved, rejser han bort for et halvt Aar, han skal være Adjutant hos General Lerche; saa vil han søge Kommandantposten paa Børge Fæstning. Det er langt afsides, og det vil blive ensomt for dem at tilbringe Aarene der, men se, selve den Ting, at han vil til Børge, synes jeg paa en Maade er glædelig; det tyder dog ikke paa, at han er en saadan ustadig en. Nuvel, kjære Ven, jeg er i al Fald ikke den, som tør optræde som altfor stræng Dommer. Lad nu Ada og Stahl være borte fra hinanden det halve Aar. Hvis deres Kjærlighed da endnu holder, lad dem saa drage sammen til Børge, saa faar Vorherre ordne Resten. Ret beset, jeg kan ikke gjøre andet, end jeg gjør.

«Kjære Ven,» svarede Bøg, «jeg tror, at Du i alle Tilfælde vilde være ængstelig ved 84at give Ada bort; hun har nu vokset saa vakkert her i mange Aar. Og forresten … Kruse sagde noget godt i Dag, da jeg flygtig nævnte dette med Ada og Carsten. Han sagde: «Som man siger for et gammelt Ord: man bliver ikke altid lykkelig med den, man holder af, men man bliver altid ulykkelig med den, man ikke holder af.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ada Wilde

Thomas P. Krags roman Ada Wilde ble først utgitt i 1896 og er en roman om kjærlighet, svik og ensomhet.

Ada Wilde vokser opp i beskyttede omgivelser sammen med faren på Vorregård. 19 år gammel forelsker hun seg i løytnant Carsten Stahl. De gifter seg og får en sønn, men livet blir ikke helt slik Ada håpet på.

Se faksimiler av førstetrykket fra 1896 (nb.no)

Les mer..

Om Thomas P. Krag

Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.