Ada Wilde

av Thomas P. Krag

XVII

85De var forlovede. Løjtnant Stahl kom hver Dag ridende til Vorregaard paa sin nydelige isabellefarvede Hoppe, der af ham var døbt Bella og hed saa, indtil Ada fandt, at «Isa» var et vakrere Navn, hvorpaa Carsten straks mente det samme og omdøbte den til Isa.

Og Carstens Isa og Adas Maja, en smuk fireaarig Graaskimmel, bar dem afsted sammen udover den ensomme Vej langs Vorrestranden. Nu og da blev det dem en Nødvendighed at ride hurtigt, at flyve afsted i et kort, hidsigt Ridt. Det blev dem en sød Lyst at kjende Farten prikke sig i Kroppen for saa bagefter at ride roligere og roligere, at nærme sig til hinanden, blussende og stærke – indtil han, naar et Træ skyggede, bøjede sig mod hende og kyssede hende, nogle lange Kys, der tog Vejret fra dem begge.

86Naar de ikke red, naar de lige saa gjerne vilde snakke roligt med hinanden, gik de Ture i Vorreskogen, som jo Ada saa nøje kjendte, og hvor hun uvilkaarlig førte an ad Stier, som aldrig nogen betraadte. Hun var ung og beruset paa Rideturene; paa disse Skogture var hun inderlig lykkelig. Fremtiden sang hende ligesom til paa Rideturene, paa den hurtige Fart ved Carstens Side; her var den nok ogsaa til Stede; men her mødtes den med Barndommens Dage, der ikke sang, men hvisked og nynned. Alt kjendte hun her, og hun syntes, at alt kjendte hende. De gule og hvide Blomster hilste paa hende og lo: «husker Du den Gang, Du løb omkring her som liden Pige … husker Du? vi lykønsker Dig, Ada!» Og Træerne, de gamle Træer, ved hvis Fod hun i Aarenes Løb saa tidt havde hvilet sig, de stod ganske stille og gav Agt: Du er lykkelig; men derfor har Du vel ikke ganske glemt os.»

Og Ada blev betagen af en Rørelse, som hun før ikke havde kjendt, en, der sank ned i hendes Lykke som Vemod, og hun kunde nikke til Blomsterne og de gamle Træer og synes Synd paa dem, fordi de stod bestandig for sig selv, uden at nogen brød sig om dem.

87Engang, da disse Tanker havde gjort hende taus et Nu, sagde Carsten: «Naa, hvad tænker Du paa?» Og hun lo mod ham og fortalte ham meget fra sin Barndom: om Pigerne og de gamle Koner blandt Blomsterne og den grønblege Urt med de fløjlsagtige Blade, som visnede for hende til hendes Sorg. Carsten smilede og sagde: «Du er jo paa en Maade en ren Eventyrprinsesse, som har levet saa bortgjemt.» Og han saa paa hende, smilende og lidenskabeligt, og hun glemte det hele for ham.

Forlovelsestiden – ingen Tid er hedere for den unge Kvinde end den. Hendes Elskov er, om den før slumrede, nu vakt ved den unge Mands mangehaande Kjærtegn, mens Drømmen hersker endnu, den higende Drøm mod det hemmelighedsfulde, som hun endnu ikke kjender; men som vil komme. Og fordi Drømmen altid er grænseløs og ejer overjordiske Farver og Dufte, derfor forvirrer den, helst naar den støttes af en tung Sommernat ved den Tid, de sidste Jasminer blomstrer. Thi da hviskes der af Elskende, der endnu stunder mod Brudenatten, hede Ord. Og mest for saadanne forlovede Pars Skyld er det nok, at Djævelen gaar i Lunden og bønfalder 88Natten om Blomsterduft og Mørke, og hans Tunge er en rød Lue.

For at sige det lige ud: det hændte engang Carsten og Ada, at deres unge Blod blev saa varmt, at Ada med samt hendes hvide Jomfruelighed havde været hans, hun elskede, om ikke en ren Tilfældighed havde hindret det.

Det var en Aften i Slutningen af Juli. Luften var hed, næsten tung. Carsten og Ada gik sammen i Haven. De stod flere Gange i Begreb med at gaa ind til Wilde, der sad ved sit Chatol og læste; men altid, naar det første Skridt opad Trappen skulde tages, lo de, vendte om og gik ned i Havens Gange til Vildvinslysthuset. De gik da fra Hovedtrappen til Lysthuset de utallige Gange, og for hver Gang gik de langsommere. Træernes Løv viftede dem lunken Luft i Ansigtet, Natten vilde snart komme, alt var tilstede for at lokke og friste, endog Maanen var fremme, den gled blank langs Horisonten, paa sin Vej tændende nogle lange Skystriber i mat Glød.

Ada og Carsten talte ikke mange Ord nu, det var, som de ikke turde sige, hvad de tænkte. De gik tæt sammen op og ned. 89Satte sig for hver Gang et Øjeblik i Lysthuset.

Medens de engang saaledes gik, standsede pludselig Carsten, greb om en Valmueblomst, rykkede den af og stak den lange, grønne Stængel ind paa Adas Barm, saa den krøb som en fugtig, liden Snog ned, indtil den var helt gjemt og selve Blomsten skinned paa hendes Hals.

«Ada,» hvisked han, «giv mig den nu.»

«Hvad mener Du?»

«Ved Du ikke, hvad den betyder?»

«Jeg ved ikke … jeg tror det … sig det Du.»

Og stirrende ind i hendes Øjne hvisked han, mens deres Læber næsten rørte hinanden:

«Naar Natten dækker alt, naar Søvnen sænker sig over alles Øjne, – da kom til mig.»

Næsten uden at vide det hviskede Ada ja. Han trykkede hende til sig, hun lukked sine Øjne.

«Ada, Du, jeg elsker Dig. Netop Du skal have saadan stor, rød Blomst og give mig den. Du, som er saa blond og fin.»

De gik vaklende hen mod Lysthuset. I samme Nu raabte Wilde fra Trappen. De 90saa, han stod med det blaffende Lys i Haanden.

Ada vaagned ligesom. Underlig tilmode, næsten svage, gik de langsomt op mod Huset.

«Kjære … det er sent! … kom nu op, mit forelskede Par,» sagde Wilde.

Ada hang lykkelig sin Fader om Halsen: nu var hun glad, fordi han havde kaldt netop da.

Lidt efter red Carsten til Byen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ada Wilde

Thomas P. Krags roman Ada Wilde ble først utgitt i 1896 og er en roman om kjærlighet, svik og ensomhet.

Ada Wilde vokser opp i beskyttede omgivelser sammen med faren på Vorregård. 19 år gammel forelsker hun seg i løytnant Carsten Stahl. De gifter seg og får en sønn, men livet blir ikke helt slik Ada håpet på.

Se faksimiler av førstetrykket fra 1896 (nb.no)

Les mer..

Om Thomas P. Krag

Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.