107Ada og Carsten havde før Brylluppet paa Wildes Raad besluttet at tilbringe nogle Uger af Hvedebrødsdagene ved Ollevandet. De angrede ikke paa denne Beslutning; thi det saa ud til at blive en dejlig Sommer.
En Morgen med Sol og klar Himmel tog de afsted. Først kjørte Sakarias Wilde dem nogle Mil. De skulde besøge Odelsbonden Øyvind Galte, den saakaldte Jarl til Galte. Han var bleven indbudt til Brylluppet, men havde takket tilbage: «Min Bror er nylig død. Men kommer Du, Sakarias, eller det unge Brudepar eller helst alle tre paa mine Kanter, saa ved jeg vist, at I ikke gaar min Gaard forbi.»
Alt faa Dage efter kunde jo Sakarias Wilde svare: «Vi vil gjæste Dig alle tre.» Og Jarlen til Galte svarede: «Velkommen skal I være.»
108Nu vented Middagsmaaltid dem paa Galte, og det blev nok udmærket. «Naar Øyvind Galte beder Gjæster,» sagde Wilde, «saa stol paa, at han kan være Vært som faa.»
Ved Middagstid naaede de hans Gaard, de saa et stort graat Hus, et med mange Svalegange og Kroge, hvorover utalte Aar syntes at være gaaet, og omkring dette fem, seks store Udhuse. Det blinked ligesom ud af Huset af gammel Rigdom, og de store Marker rødmed af Kløver, og tætte Skoge strakte sig til begge Sider.
Udenfor stod Øyvind Galte selv og vented dem i Vadmel med Sølvknapper og Sylgjer i Halsen og en stor sølvbeslagen Kniv ved Siden. Det var en mørkskjægget Mand, der saa ud til at være, som Wilde sagde: en Mand, der nok hilste, men aldrig bukked sig for nogen. Han nedstammede fra de gamle norske Konger, disse sælsomme Stridsmænd, der hærged de største Byer og med en Haandfuld Mænd splitted Hære. Han var derfor en Mand med Sagn paa Tungen om Kampe, hans Fædre før ham havde kjæmpet, og som han gjerne gad fortælle. Kom højbyrdige Adelsmænd til hans Gaard, kom en Konge til hans Gaard, hvad der havde 109hændt, saa maatte de adelige og Kongen finde sig i at høre, at Øyvind Galtes Forfædre havde været Herrer i Tider, da deres havde været undergivne: «Du Konge,» sagde Øyvind Galte, dengang Kongen besøgte ham, «skal sidde ved mit Bord; men dine Mænd (han mente Hoffolkene) faar sidde i det Rum der.»
Men det skal ogsaa siges, at kom en fattig vejfarende Mand til Gaarden, blev han bænket og bespist, for Øyvind Galte var en god Mand, og han havde læst de gamle Sange og vidste, at den skal have Mad og Drikke, som over Fjelde har faret.
Hos Øyvind Galte spiste de Middag. Først fik de Mølje, Bjørneskinke og Brændevin, men siden Retter, som de bedre kjendte, Laks, Oksekjød, Svin, Tiur og dertil Vin og Champagne, som blinked fra Buteljerne ned i tunge, slebne Glas og skummede i tykke Sølvbægere. Foruden Sakarias Wilde og de to nygifte fandtes kun tre af Øyvind Galtes nære Slægtninge, der alle ligned hinanden mest i en urokkelig Stolthed over sin tusindaarige Slægt. Den ældste blandt dem var en meget gammel Mand med langt hvidt Skjæg og en hæs syngende Stemme, der alene ved sin Klang syntes at tale fra Haug og Skoge. 110Men havde ikke denne Klang været der, havde Ordene alligevel bragt Bud derfra. Ja, alle tre sad de og snakked uafladelig om sine store Gaarde, der laa i østligere Dalstrøg. Og ved deres Ord fornam man de vidtstrakte Markers Pust, man hørte Elvens Mumlen, og man hørte Uro paa Moen af lodne Dyr, der, naar det mørkned, listed ud af Skogen. Paa disse gjordes Jagt; særlig den næstældste Galte var en stor Jæger, der forrige Aar havde dræbt en Bjørn og to Ulve.
Ada følte sig vel her. Hun holdt af at høre de fire Mænd snakke, der var saa forskjellige fra alle andre; men Carsten kjedede sig. Det mored ham aldeles ikke, at hans Spørgsmaal nu og da blev overhørte. «Ada,» hvisked han efter Middagen, «lad os snart bryde op, de er jo forskrækkelig kjedsommelige. Se den gamle, hvor han kror sig, se nu retter han sig naadigst for at melde et Ord.»
Han henvendte det samme til Wilde, og denne sagde: «Nu, det varer ikke længe. Klokken 6 kommer den Mand, som skal ro Jer op ad Elven. Slaa Dig til Ro den Time, vi har igjen, disse Galter … hvad man end kan have at indvende … de har Stil over sig.»
111Efter en Times Forløb kom den af Wildes Bønder, der skulde ro dem. Der blev taget Afsked. Pludselig gik Øyvind Galte hen til Ada, hvem de tre Galter lod til at have faaet kjær, og sagde, mens hans Ansigt klaredes af et vakkert Smil: «Saa faar Bru’ren tage imod min Gave.» Og han bredte ud et tungt Sølvbælte af gammelt Smedearbejde, hvis enkle Forsiringer ligned Runer.
De tre andre Galter stod og nikked, og da Ada havde spændt det om Livet, sagde den ældste: «Det synes, at Sølv kjender sig til rettes hos hende.»
Mange Farvel veksledes, og Galte fulgte sine Gjæster helt til Alfarvej.
Husmanden, der skulde ro dem, sendtes i Forvejen til Elven, og Sakarias Wilde kjørte de nygifte did. Her tog han Afsked med dem og sagde, at han troed, de vilde glæde sig paa Turen, bad dem huske at se Solopgangen fra Lofjeldet og tilhvisked Ada rørt, at hun skulde tænke, naar hun sad der, at der havde hendes Fader ogsaa siddet. Han tog Afsked med dem, omfavnede og kyssed Ada, som nu for første Gang skiltes fra ham. For ej at blive rørt gav han dem nøjagtige og gode Raad med paa Vejen.
112Ada følte sig tung om Hjertet ved denne første Adskillelse, og da hun endelig gik i Baaden, saa hun efter sin Fader, som langsomt svingede Hesten, vinked og kjørte bort.
Rorskarlen, en Husmand ved Navn Gonnor Flaa, roed nær Land, tog Evjen til Hjælp, saa det gik hurtigt. Alligevel var det en tre Timer lang Baadfart, før de naaed frem til den Gaard, hvor de skulde overnatte. Der fik de Aftensmad, lagde sig med det samme, faldt hurtig i dyb Søvn og sov længe. Næste Dags Eftermiddag efter nogle Timers Fart i Kariol og efter nogle Timers besværlig Klatren op ad et brat Fjeld naaede de frem til det Hus højt oppe, hvor de skulde bo de to Uger.
Det var et friskt, vildt Fjeldlandskab, de her havde for sine Øjne. Kun lige ved Huset fandtes en Græsmark og en Have. Denne Have havde en Del Roser, som var bundne fast til Stokke for ej at blæses bort, naar Vinden blev haard. Nogle andre Blomster fandtes; men baade Roserne og disse andre mindede ved sit blege Udseende om fremmede Fugle i Bur eller om Skogdyr fra varme Lande hentet op til koldere. De trivedes ligesom ikke, de stod, som længedes de bort. Og dog var de vakre, fandt Ada, 113som en sørgmodig Sang, disse blegrøde Blomster mellem graa Klipper. Hun kunde længe sidde og se paa dem fra Vinduet. Der var nogle andre som Sjur Aasen havde hentet endnu højere til Fjelds. Nogle blaa stjerneformede Blomster. Men disse lod til at befinde sig vel; deres Farve var saa skjær, at de stod formelig og funkled.
Den første Aften viste Sjur hende Lofjeldet. Det var en Hej, ikke meget høj, men brat; dens Top ligned en takket Hanekam, særlig nu, den farvedes rød af Aftensolen.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Thomas P. Krags roman Ada Wilde ble først utgitt i 1896 og er en roman om kjærlighet, svik og ensomhet.
Ada Wilde vokser opp i beskyttede omgivelser sammen med faren på Vorregård. 19 år gammel forelsker hun seg i løytnant Carsten Stahl. De gifter seg og får en sønn, men livet blir ikke helt slik Ada håpet på.
Se faksimiler av førstetrykket fra 1896 (nb.no)
Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.