XXIII

114Ada var i denne Tid paa Fjeldet saa underlig tilmode. Hun vidste ikke selv, hvad der fejlede hende; men tilsidst var vel dette nye Grunden: adskilt fra sit gamle Hjem, dets Værelser og dets Enge, var hun overladt til en Mand, der forlangte af hende, hvad der i Grunden var saa meget af hendes Natur imod.

Ja, Ada var bleven skuffet ved, hvad Kjærligheden havde givet hende. Hvor var det en anden Elskov, hun havde drømt om. Hun havde været temmelig uvidende om meget, og Livets Kjærlighedsfest havde staaet anderledes for hende. Hun var vaagnet op, og hun syntes, at alt var saa forandret. Verden var ikke ganske den samme, Drømmen var borte. Og Carsten … Carsten var ikke ham fra før. Ikke ham hun havde elsket. 115Hun forvirredes ikke mere ved hans kjække Mine og hans varme Ord.

Hun var bedrøvet. Hun længedes tilbage til sine Ungdomsdage, da hun leved Timerne hen, runde og klare. Da hun og hendes Fader stod Haand i Haand. Da hun havde sit eget vakre Værelse, hvor ingen anden fik komme, da hun havde den hvide Seng, da hun lagde sig og kunde smile i Forventning om Livet, der vented hende, og da hun kunde vaagne til en ny Dag, hvor noget kunde hænde.

En Ettermiddag sagde hun til sig selv, adlydende den Fornuft, som altid havde været stærk hos hende: nuvel, det nytter ikke at tro, at alt bliver, som vi har drømt. Og hun gik en lang Tur og beredte sig ligesom til Tiden, der vilde komme, og hun søgte at rive Kjærlighedsdrømmen ud. Men den var i Grunden den eneste, hendes stærke Natur havde drømt, og derfor faldt det hende smertefuldt at døde den.

Til andre Tider tænkte hun: men jeg elsker jo Carsten, og han har jo ingenting forbrudt; min Kjærlighed til ham maa komme igjen. Og engang, da saadanne Tanker greb hende, løb hun ham imøde, da han kom ind. 116Men hun blev skuffet; han greb hende straks paa en Maade, som hun ikke havde villet.

En liden Ting, ubetydelig i og for sig, kom til, og gjorde, at hun kunde ryste paa Hovedet, naar hun tænkte derpaa: det var den, at det var hende ikke muligt at faa Carsten med op for en Morgen at gaa til Lofjeldet at se Solen rinde. Ada var slet ikke meget for at se Udsigter, Solopgange og Nedgange; men hendes Fader havde bedt hende se Morgenen derfra, det var det sidste, han havde sagt, den gamle, fine Fader, som betvang sig for ej at følge dem … som havde saadanne alvorlige Øjne, da han nikkede Farvel …

Men det var hende ikke muligt at faa vækket Carsten de to Gange hun kaldte paa ham; han laa og sov med halvaaben Mund og saa ud, som han kunde sove aldrig saa længe. Den tredie Nat lykkedes det nok at faa ham vækket; men da rejste han sig ganske ærgerlig og spurgte, hvad der var paa Færde … «Naa, ikke andet … hvad i alverden var det for Paafund … jovist, lovet det … men den Slags Løfter …» han mumled endnu nogle Ord og vendte sig kort og godt mod Væggen og sov videre.

117Ofte vaagned Ada i disse blikstille Nætter paa Fjeldet og tænkte paa mangt og meget.

Hun var i Grunden en underlig en. For ikke mange Maaneder siden længedes hun jo efter dette Ægteskab. Hun tænkte med Savn og Længsel paa den Tid, da hun skulde være Carstens for bestandig. Og nu tænkte hun igjen paa hine svundne Dage med samme Længsel.

Hun gjorde det, hvem alle ansaa for saa fornuftig.

Mon ikke Carsten følte sig skuffet ved hende? Kanske hans Skuffelse var Grunden til, at han var mut mod hende. Hun var jo ikke for ham, hvad hun skulde være. – –

Som hun en Nat laa vaagen, fik hun Lyst at gaa til Lofjeldet og se Solen rinde. Hun tænkte først paa at vække Carsten; men hun lod det være. I Grunden vilde hun helst gaa paa Fjeldet alene.

Hun stod op fra Sengen og saa ud af Vinduet. Det var graa Nat. Taagen laa langs Lofjeldet, men Luften var klar. Højt oppe tindred nogle hvide Stjerner. Hun havde engang som liden set Natten afbildet som en stor Olding med Guldkrone paa. Det Billed passede her. Hun klædte sig paa og 118glæded sig til at kjende den kjølige Natteluft. Snart var hun paaklædt og gik udenfor.

Det suste fra Natten. En fjern Dur, der kunde komme fra Himlen eller fra Vindens Pust i Nuterne. Hun gik afsted over Græsset, der groede paa den magre Eng foran Huset. Luften var kjølig; hun følte Friskhed, mens hun gik afsted henimod der, Lofjeldet begyndte.

Lofjeldet havde nok den høje Kam, som Sjur Aasen havde vist hende; men det løfted sig umærkeligt. Derfor var hun, efterat have gaaet en Tid, alt højt oppe, endnu før hun troede, at det egentlige Lofjeld var begyndt. Det forundred hende, at det gik saa let; i Afstand saa jo Fjeldet saa brat ud.

Da hun nogen Tid havde gaaet opad, vendte hun sig om, og alt nu blev hun staaende og stirred, bunden ved Synet, hun saa. Det var Skyerne, som besøgte de døde Bjerge. Langt nede drev disse Skyer omkring, nu og da standsed de ved Fjeldets Side og drev opad eller delte sig, glidende langsomt hver til sin Kant. En og anden Sky gik maaske bort fra de andre og svam længe omkring for sig selv …

Ada gik højere, hun droges mod Fjeldets Top og efter, hvad hun der vilde faa se.

119Men da hun stod deroppe og kjendte Højfjeldets Vind vifte omkring sig, da saa hun den hele Hær af golde Nuter, der stod Side om Side langt bort. Men nu saa hun ogsaa Østen lysne op ved den kommende Sol. Hun satte sig ned: nu fik hun snart se Solopgangen fra Lofjeldet.

Og det varede ikke længe, førend den lyse Rødme blev dybere og blandet med Guld. De stolte Farver stod der og sang en vældig Sejrssang, mens Mørket sukkende flygted mod Vest. Og mange af Skyerne fra Natten samled sig og lod sig forskjønne af Solrødmen; men denne Glæde kosted dem deres dunkle Liv, idet de blev borte som Pust i Luften. Men dog flokked der sig flere og flere Skyer om Solopgangen, og de svulmed af Lys, mens de flød sammen med Morgenglansen og blev borte. Og da Solen kom, dirred de og funkled som lange, blinkende Traade, og de forskjønnede selve Solens Glans, idet de døde.

Men nogle gamle, blinde Skyer vilde ikke frem. De kredsed, fra den første Morgenrødme viste sig, om Bjergets mørke Side. Og de blev ved at kredse der. Og langt inde i Fjeldkløfterne sad en og anden Sky paa Lur … og alle disse, de udenfor og de inde, de vilde ikke mod Solen og blive til Luft for 120en Haandfuld Purpur, de vilde høre Natten til. Sammen med Ugle, Flaggermus og Mørkets Dyr, hvis Øjne tændes med Stjernerne, vilde de glide ind i gamle Klipperevner for næste Nat atter at glide ud og samles, mens Natten suste.

Ada blev længe siddende. Hun mærked, at den lyse Dag vilde komme; men hun glæded sig ikke ved Tanken. Som hun nu var tilmode, havde hun gjerne set, at den graa Nat var bleven ved.

Omsider rejste hun sig og begyndte at gaa ned ad Lofjeldet igjen. Hun maatte jo helst være tilbage inden Carsten vaagned; nødig vilde hun forurolige ham.

Rundt om hende strakte alle Nuter sine Rygge. Over dem alle stod Solen og brændte. Luften var stille.

Hun gik afsted temmelig hurtigt. Det gik lettere nu, da Lyset var tilstede. Først nu lagde hun Mærke til, hvor disse Fjelde var forskjellige fra dem, hun havde været vant til at se. Hun saa, hvor de var øde. Ingen Skov dækked dem. Kun nogle smaa, røde Blomster paa stive Stilke groede her og der i Rifterne, hvor lidt Jord var ført hen ved Regn og ved enlige Fugle.

Da hun havde gaaet en Stund faldt det 121hende ind, at nu maatte hun snart se Ollevandet. Hun vedblev at gaa, men fik det ikke at se. Da greb pludselig en Tanke hende: Havde hun ikke gaaet den rette Vej tilbage? Tanken gjorde, at hun først standsed, men siden gik hurtigere paa. Forresten trøsted hun sig: Fandt hun ikke Fjeldstuen igjen, fandt hun vel en anden Stue, saadan havde det jo været ved Vorregaard. Faren havde ikke været større der: altid havde hun naaet frem til en eller anden Hytte, hvor Beboerne, naar de hørte, hvem hun var, havde fulgt hende hjem.

Hun gik og gik og under denne Vandring traadte den Sandhed frem for hende, at her var ikke Vorregaard. Disse Bjerge var ikke Vorregaards Bjerge. Vorregaards var grønne af Gran og Birk, disse var nøgne og golde. Hun forstod, at Faren var større, end hun fra første Øjeblik havde troet. Hun standsed. Nu syntes Fjeldene og Ødevidden hende fiendtlig, og Solen stod og skinned og lyste uden at se hende; hun var saa alene paa det store Fjeld.

Atter gik hun afsted og gik længe. Saa standsed hun pludselig: hun syntes at høre Lyd som fra en Mand, der sang. Hun saa sig omkring; ingenting blev hun var. Og 122dog gik hun en Stund og tænkte, at et Menneske kunde maaske komme til Syne dukkende op bag en af Klipperifterne; først vilde et Hoved vise sig (besynderlig nok, hun saa det for sig), der smilte hende til med smaa Øjne og blev derpaa alvorlig og fik store, stirrende Øjne. Efter Hovedet vilde hele den mørke Krop blive synlig, og Manden vilde komme nærmere, og om hun løb, vilde han løbe hurtigere og indhente hende. Engang vented hun at se dette, saa hun standsed og saa der bort. Aller inderst hvisked det hende til: det er ingenting. Men det hjalp ikke, hun stirred derbort alligevel. Og mens hun stod slig og stirred, kom hun til at tænke paa Tante Martha, der blev voldtaget af den gale Soldat. Om nogen kom her, hvor hun var saa alene? Ved Tanken trak hun Aandedrættet dybt og en isnende Følelse drev hende langsomt fra Isse til Fod.

Hun gav sig pludselig sanseløs til at løbe ned ad Klippeafsatserne over Mose og Myr. Da flade Strækninger kom, syntes hun, at Tiden var langt fremskreden, og hun løb endnu hurtigere. Ingen klar Tanke husedes længe hos hende; et Spor i Myren var for hende Spor af et ondt Menneske, en Fugl, 123som skreg, var nogen, som kom hende nærmere. Først da hun var saa udmattet, at hun mærked, hun snart vilde segne, gik hun langsommere.

Solen var stegen højere, den gjorde hende varm og ør. Hun kjendte Sveden i klare Draaber perle frem i sit Ansigt. Da hun endelig satte sig for at hvile, var hun saa træt, at Jorden veg under hende. Medens hun laa slig, hørte hun Lyden fra en Bæk ligeved; den risled uafladeligt. Hun følte Tørst og drak af Bækken. Vandet klarede hendes Tanker, og pludselig kom noget som en liden lys Tanke springende frem, noget hun engang for længe siden havde hørt af gamle Kathrine: «Om Du er paa Vildstraa og finder en Bæk, saa følg Bækken, da kan Du være sikker paa, at Du kommer til Folk. Helst om Du er faren vild paa Fjeldet. For Bækken har sprunget længere end Folk har levet, og i al den Tid har den bragt Jord og Frugtbarhed med, som Folk bygger paa.»

Og Ada rejste sig og kjendte sig stærkere ved Tanken paa, at hun endnu kunde komme til Steder, hvor Menneskene bygged. Hun var for meget Jordens Barn til at længes mere efter Fjeldensomhedens graa Skyer. Hun vilde se grønne Marker og møde Mennesker, 124som sang, talte og lo. Og hun vilde møde Carsten igjen. Ja Carsten, … hvor hun længedes efter ham, efter alt ved ham. Hans Kjærtegn ogsaa? … Ja, ja, hun vilde styrte til ham, hun vilde være i hans Vold, hans faste stærke Arme vilde kjendes dejligt, naar hun var undsluppen alt dette taagede, mørke.

Pludselig oppe fra Toppen af en Fjeldryg fik hun en rødmalet Hytte at se ikke langt borte. Hun gik nærmere og saa nu, at udenfor Hytten gik en brun Kyr og aad Græs … Hun vented lidt, gik saa hen til Døren og banked paa. Ingen lukked op. Hun aabned Døren og gik indenfor. Ingen kom hende imøde. Hun gik ind i Pejsestuen, og nu rejste nogen sig fra Bænken. Det var en sorthaaret Bondejente, som nok havde ligget og sovet. Ada fortalte, at hun havde faret vild paa Lofjeldet og spurgte, om det var langt til Sjur Aasens Stue. Det var næsten to Mil. Vidste hun Vejen? Ja, den kjendte hun. Vilde hun saa følge, naar hun fik Betaling? Det vilde hun, sagde Jenten og rejste sig straks.

Ada maatte først sætte sig og hvile en Stund; thi hun var meget træt. Imens fortalte Jenten hende, mens Ada kun halvt hørte paa, om sin Far og Mor og om sine Sødskende: 125de første var paa Engen hos Gaardmanden, som ejede Pladsen, og slog Græs. Hendes Bror var tilsjøs og en ældre Søster var i Byen.

Lidt efter gik de afsted. Havde ikke Længselen efter at komme tilbage været saa stærk, havde Ada aldrig magtet at gaa saa hurtigt. Det var jo nu snart Middag, og hun havde gaaet fra Sjur Aasens Stue en Time efter Midnat. Men hun gik nu paa saa hurtig, at Jenten af og til var et Skridt tilagters.

Stien, ad hvilken de gik, var jævn og god, snart krummede den sig ind mellem Trær, snart strakte den sig ved en skrøbelig Bro af gamle Bjælker over en Bæk, snart krøb den langsomt afsted i Myr og opblødt Jord, hvorover nogle Kraaker kredsede og skreg. Ada tænkte hele Tiden: naar kommer jeg hjem, naar kommer jeg hjem … skal jeg virkelig komme hjem … hvad tænker Carsten?

Endelig saa hun Sjur Aasens Fjeldstue igjen, og lidt efter var hun derinde. Bondekonen kom farende imod hende med aaben Mund: var hun kommen igjen? Løjtnanten var gaaet for at søge efter hende, han kom vist snart. Han havde faret frem og tilbage 126ligefra tidligt om Morgenen og spurgt, om hun ej var kommen.

Nu gik det rigtig op for Ada, hvor let alt kunde have vendt sig til det værste. Carsten kunde have Grund til at være ond mod hende for dette. Men hvordan han nu vilde være, længedes hun efter ham.

Der gik henimod en Time, før hun saa ham komme hurtig op mod Huset. Men da han lidt efter kom ind og saa hende komme imod sig, blev hans Træk stivere. Han tog hende haardt om hendes Arm, og det brast ud af ham: «Ada, hvor har Du været? er det Dig? hvorfor har Du gjort dette?» Hun stammede frem, hvor hun havde været. «Ja», raabte hun, «men hvad skal det til, tænker Du ikke paa mig? ikke et Øjeblik paa mig, om sligt falder Dig ind (han blev blegere og bed Tænderne igjen), hvordan er det i det hele, Du er imod mig? forstaar Du … at … at … Du har lovet at være min, forstaar Du, at Du skal være min … at Du skal være mig underdanig? Nuvel, bliver det nødvendigt, saa viser jeg, hvem jeg er!» …

Men ved hans Kraft og hans Vrede var det, som noget aabned sig hos Ada; hun greb selv om hans Haandled, og hun kjæmpede, 127saa hendes blonde Haar løstes og faldt i Bølger om hendes Hoved. «Carsten,» hvisked hun ind imod ham, «jeg vilde ikke gaa fra Dig, Carsten, jeg for vild, Carsten, jeg er saa glad, jeg er hos Dig … jeg beder Dig, tilgiv mig, tilgiv mig!» Og hun gav sig pludselig over, trykked sig helt ind til ham og tog sine Hænder om hans Hals. Da blev det stille mellem dem. Han talte ikke flere haarde Ord, men gjengjældte pludselig hendes Kyssen saa hedt, som han aldrig før havde gjort.

Imens stod den synkende Dagssol ind i Værelset og brændte dem begge, og for Ada var ikke det rosenrøde Kjærlighedseventyr mere, det var flygtet. I Stedet sprang en stærk Følelse frem i Dagen og i Solens Skin. Hun lænede sig mod ham og kjendte hans Arme omslynge sig, og hun længedes pludselig mod hans stærke Omfavnelse.

Hun glædede sig ved nu at føle, at hun var Carstens. Det var noget ved hende, som en Blomst, der sprang ud. Hendes Mund blev fyldigere, hendes graa Øjne skinned varmt, hendes Kinder fik Farve, som brændte Blodet under Huden. Og den lille zigzagformede Aare i Tindingen kom springende frem.

128Carsten hented af Vinen, de havde med, Sjurs Kone stegte en stor Fugl, som Sjur havde skudt, og hun kogte en Ørret, der havde ligget just saa længe i Salt, at den var god og gav Smag paa Fuglen. Og lidt efter spiste Ada og Carsten et muntert Aftensmaaltid. De sad ved Siden af hinanden og klinkede Gang paa Gang. Efter at have spist sad de endnu en Stund og snakked sammen, blødt og hviskende.

Endelig rejste Carsten sig, tog hendes Hoved mellem sine Hænder og saa paa hende. Hun smilte. Saa gik de tæt omslyngede ind til sig selv.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.