Ada Wilde

av Thomas P. Krag

XXIV

129Da nu Ada først engang helt og med Glæde havde hengivet sig, syntes hun pludselig, at hun elsked Carsten meget mere end nogensinde før. Den jordiske Elskov fik mere og mere at sige for hende. Hun længedes efter Carsten, hun gav ham hele sin Ungdomsglæde i sine Kys og sine Omfavnelser. Og sin Skjønhed gav hun ham, kun følende Glæde ved, at den var der, fordi han for dens Skyld vilde elske hende endnu højere.

Alt blev Glæde for hende: de friske Morgeners Kraft, naar hun rejste sig og gik Dagen imøde, de lange Middagsstunder, naar hun og Carsten sad sammen udenfor Huset, Ettermiddagen, naar maaske Sjur kom, bredt smilende og med sin Hund diltende bag, for at spørge dem, om de vilde følge ham i Skogen nedenfor paa Harejagt. Og de sene Aftener, naar de tog med ham ud at lystre …

130Men deres Livsens Rus knytted sig til de Bad, som de tog i Ollevandet.

Nu og da kan Sommeren her i Nord ved en stadig Sol og ved sydlige Vinde blive saa varm, at den ikke er til at udholde. Alle Kroge, alle Huler, som ellers er kolde, bliver opvarmede. Intet holder Stand mod Solens Magt.

Saadan blev den sidste Del af Juli; Solen gik over Himlen, vældig og glødende, og Varme straalede ned, saa man ønsked Sne og Kulde.

Ada klaged over Varmen; men da Sjur hørte det, sagde han: laug Jer i Ollevandet begge to … det svaler … jeg skal syne Jer et Sted, hvor Bunden er fin og brun et langt Stykke, saa en kan gaa uden at dukke. Dyb findes længer ude, saa om I vil svømme, kan I.

Og han viste dem et Stykke, hvor flad Klippe og brun Sand danned Bunden. De blev begge glade over dette; Ada glemte, at hun ikke havde Badedragt med; alt næste Morgen tidlig baded hun der og kom siden op til Huset, frisk og underlig smuk, med det store, gule Haar funklende rødlig nedad Ryggen. Og saa blev det Carstens Tur, og han blev saalænge i Vandet og svømmed 131saa langt ud, at Ada raabte halvt forskrækket paa Sjur og Konen hans, saa begge maatte ud at se. De var begge meget ivrige og henrykte over Carstens Svømning, og det var med Nød og næppe, at Ada fik den troskyldige Bondekone med sig, da Carsten højst nøgen steg i Land.

Da de blev mere vænnede til det kjølige Vand, baded de oftere, og af og til, naar Natten var særlig hed, hændte det, at en af dem, plaget af Varmen, listed sig op, tog lidt Klæder paa og gik ad Stien ned til Ollevandet, gik ud i det klare Vand og svømmed omkring.

En saadan Nat, da Ada baded, saa hun en komme, og hun hørte Carstens Stemme: «Ikke være ræd, det er mig, Ada.» Hun svared ikke, men standsed og vented. Lidt efter kom han vadende ud og bøjede sig mod hende. Hun tog hans Hoved mellem sine Hænder og saa alvorlig paa ham; men hun skjulte sig ikke for ham og bad ham ikke gaa. De baded sammen begge i den bløde Sommernats Halvmørke.

De baded sammen flere Nætter. Ada var de første Gange noget ængstelig, som den er, der staar det farlige nær. Men hun magted det, selv nøgen Kvinde, som hun var. Hun 132var sig selv ogsaa her, hun var ogsaa nu Ada, den fine, den stolte, og hun var det, skjønt vel aldrig hendes besynderlige blonde Ild blussed højere end i disse vaagne Nætter.

Denne Tid paa Fjeldet blev hende en Række dejlige, som det syntes hende, vilde Timer. Luften var høj, Livet var lyst. Det klang over hendes Hoved.

«Carsten … jeg elsker Dig, Carsten!» hun mumled det mangen Gang, medens hun tog ham i Favn, ung og yr.

Carsten Stahl lo engang og hvisked: «det var igrunden heldigt, Ada, at Du dengang for vild paa Lofjeldet.»

«Jeg var nok kommen til Dig alligevel, Carsten. Du maatte bare have givet lidt Tid. Det hele var saa fremmed for mig. Men jeg var kommen alligevel, for jeg elsked Dig jo.»

«Naa ja … men kan Du huske den første Aften her … saa kold … saa kold … Du vilde helst, vi skulde sidde sammen og snakke. Vi skulde ikke gaa ind til os selv. Jeg maatte jo være galant til det sidste, og jeg sagde: «Du minder mig om en lys og luftig Park!» Men jeg tænkte ved mig selv: «en af de kjølige. Og nu … ha, ha … 133hvor dog Solen kan brænde hedt i en saadan lys Park, Ada.»


De blev paa Fjeldet længer, end de fra først af havde tænkt.

Men en solvarm Dag – denne Sommer tog heller aldrig Ende – rejste de fra Sjur Aasens Fjeldstue. Sjurs Kone var rent opgivet af Sorg og græd de klare Taarer, da Ada kyssed hende til Farvel. Sjur Aasen kjørte dem ad en anden Vej end den, ad hvilken de var kommen did. En liden stø Hest, der aldrig traadte fejl, løb foran Kariolen fire Timer. Saa tog ogsaa Sjur Farvel med dem og kjørte tilbage. Nu maatte de over et Fjeld; det varede en halv Dag, og Resten af Turen gjorde de ved Baad i Elven. Strømmen var med, saa det gik hurtigt.

Ada sad tilsidst ganske stille og saa sig tilbage. Hun havde en Følelse af, at hun aldrig vilde vende tilbage did, hvorfra hun nu kom, og hun vidste, at heller ikke de Dage vilde komme igjen. Derfor nikkede hun mod de graa Nuter, bag hvilke Sjur Aasens Fjeldstue, Ollevandet og Lofjeldets høje Kam laa.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ada Wilde

Thomas P. Krags roman Ada Wilde ble først utgitt i 1896 og er en roman om kjærlighet, svik og ensomhet.

Ada Wilde vokser opp i beskyttede omgivelser sammen med faren på Vorregård. 19 år gammel forelsker hun seg i løytnant Carsten Stahl. De gifter seg og får en sønn, men livet blir ikke helt slik Ada håpet på.

Se faksimiler av førstetrykket fra 1896 (nb.no)

Les mer..

Om Thomas P. Krag

Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.