Ada Wilde

av Thomas P. Krag

XXIX

152Men en Middag kom Carsten hjem med en Nyhed: paa Kontoret havde der den Morgen ligget et Brev til ham fra en gammel Ven, Nils Maag, og denne skrev, at han om en Maanedstid vilde komme paa Besøg.

Carsten var meget snaksom ved Middagsbordet, og efter Middagen gik han omkring i Værelset og snakkede videre, fortalte meget om Vennen.

«Nils Maag er noget ganske for sig selv. Han er nok Officer, men har ikke gjort meget for at blive bemærket i Militæretaten. Han har en Del Penge og har næsten i al sin Tid ligget paa Rejse … mærkeligt Menneske … saa skiftende, snart en korrekt Byherre, en Dandy paa sin Hals, snart en Pioner, som flakker om i øde Afkroge; altid noget af en Poet:

153«En Aften til en øde Egn
jeg kom med Sindet vendt mod Søvn» …

Slig begyndte et vakkert Digt om «Manden med Jernmasken», som var berømt i vor kreds; han sendte os det fra Frankrig ….

Han er tillige Riddersmand, var ialfald. Nu i vor gode, demokratiske Tid griner jo de fleste af sligt. Engang fulgte han sin Dame fra Bal … han gik ikke i Vognen til hende trods Regnen, men stod udenfor som en Æresvagt. Nuvel, mange fandt det ubegribeligt … javist … hvor kan man forlange, at Folk og Fæ skal begribe sligt; jeg fandt det vakkert, jeg forstod, hvad der rørte sig hos ham da.

Nuvel, nu vil han ogsaa forstaa den, der gjorde saadant, men selv vil han ikke gjøre det mere. Han er erfaren, maaske en Smule træt nu. Sidste Gang, vi var sammen, sagde han: Aa, kjære Ven, Riddernes Dronning er en Indbildning. Det eneste Sted, hun nogensinde har eksisteret, er i troskyldige Mandfolks Fantasi. Hun har levet der godt og længe paa Mændenes Naivitet og deres noget opbulnede Følelse. Ja nu er han nok blaseret … og kræsen … ogsaa i Mad og Drikke … ha, det er det pudsige ved ham. Ingenting kan sætte ham i saa daarligt Humør, 154som naar Oksekjødet er for meget stegt … eller som naar man vil give ham daarlig Rødvin … Naa, men han er en fin Sjæl … og blød inderst inde. Jeg husker ham godt, da en gammel, affældig Præstemand døde. Da græd de tre blege Døtre over deres gamle Fa’rs Lig. Nils Maag var tilstede, og næsten uden at vide om det læned de stakkers forladte Døtre sig til hans, Nils’, Bryst, og da … da var han vakker, alvorlig, han stod stille og klapped dem, medfølende, men næsten ærbødig – jo han er en fin Sjæl.»

Ada sad og hørte paa. Hun var slet ikke misfornøjet med, at en Fremmed kom i Huset. Disse Vaarmaaneder trak sig saa langsomt hen, det voldte heller intetsomhelst Bryderi at modtage Carstens Ven. Gjæsteværelset var jo i fuld Stand.

Forresten tænkte hun ikke større over hans Komme, end at hun overraskedes, da Carsten en Dag sagde: i Overmorgen kommer Nils …

Nils Maag kom en Time, før man ventede ham efter hans sidste Brev. Følgen var, at Ada, da han kom, var ude at spadsere med lille Alf. Da hun kom tilbage og vilde være færdig til at modtage Husets Gjæst, 155saa hun en Fremmed sidde i Dagligværelset i Samtale med Carsten. Det maatte være ham. Hun saa, hvor ivrig Carsten snakked, medens den anden sad og nikked og smilte, naar Carsten fortalte noget, hvoraf han selv lo.

Ada kom ind, og Carsten præsenterede. Hun bad om Undskyldning, fordi hun ikke havde været tilstede og modtaget Gjæsten, og han svared med en Undskyldning, fordi han var kommen slig ganske af sig selv og ikke engang havde angivet Tiden for sit Komme rigtig. Efter disse overflødige Ord kom Samtalen straks i Gang. Ada gjenfandt hos Nils Maag det chevaleresque, Carsten havde omtalt, og hans vindende Væsen var ikke tillært, men faldt selvfølgeligt for ham. Deraf kom det, at selv om han gjorde det, der ikke stod i den gode Tones Ordbog, blev det dog smagfuldt, fordi han gav det sit Præg.

Dagens Ettermiddagstimer forløb behagelige. Man tog en Tur paa Holmen og besaa den gamle Fæstnings Mærkværdigheder. Man kom hjem med god Appetit til Aftensbordet, der stod dækket. Ada var lidt nysgjerrig efter at høre Nils Maag kritisere Retterne, men den kom ikke paa anden Maade end ved, at han spiste en overraskende Mængde 156af de ganske jævne Ting. Bordet var forøvrigt muntert, de to Venner fandt frem svundne Dages Hændelser og Herligheder, og Øjeblikkets gode Humør gav disse Farve og Festlighed. Efterhaanden blev Nils Maag den, som snakked mest. Det var en Glæde at høre paa ham. Han talte paa en anden Maade end de fleste andre. Han leged lettere med sine Ord og ramte bedre. Og han kunde snakke en hel Del løst og fast uden nogen Gang at blive flau. Og alle de smaa Oplevelser, han havde at berette fra fjerne Lande, tog sig ud her i det lille Værelse paa Holmen. De kom sejlende i Rad med en egen Tiltrækning for de to, der boede afsides. Og det gode ved ham var, at han havde gjort de store og de mange Rejser. Han sad ikke, som de gjør, der har taget en Rejse til en eller anden By, som de aldrig bliver færdige med at fortælle fra. Han havde saa meget at vælge imellem. Kun det durable fik Adgang til at vise sig. Derfor kunde man sidde saa tryg og høre paa ham. Naar han kom med noget, saa vidste man forud, at det var noget, som var værd at lytte efter.

Jagt paa Tiger i Indiens Skove under høje Træer. Besøg i Peking en Nat, medens 157Byen var oplyst til Fest. Et Aar i Japan blandt det japanske Folk, der evindelig havde Smil om Læberne.

Saa fra Amerika: fjerne Klippebjerge af en for Europæere ukjendt Farve, Skoge af Rør, der klaprede i Vinden som en Hærskare Ænder, der snadrede. Urskogen med den tause Indianer, der gik let paa sin Mokkasin, de indianske Pigers monotone, vemodige Sange, hvis Melodi maned frem hensvundne lykkelige Tider, disse, der helst hørtes, naar Tusmørket bredte sig, og Tankerne fik Ro til at drømme. Og Urskogens uforklarlige Lyde ved Midnatstid. Fløjten, Skrig, Klokketoner … Vinden maaske, der sang i Træerne.

Sagn fandtes i hine amerikanske Skogtragter, vilde og sørgmodige Sagn. Unge Piger, der glædedes om Dagen, men overfaldtes af en ubeskrivelig Sorg, naar Natten kom. Andre, der om Natten blomstrede som Roser af Glæde, men flygted tungsindige ved den første Dæmring, og gjemte sig i Skogens mørkeste Del som Spøgelser. En besynderlig Jæger, der aldrig fandt den Kvinde, han kunde faa kjær og havde den Tro, at hun engang havde levet og lidt af Længsel over ej at finde ham.

Og de store Byer kom frem i hans Beretninger, 158de vældige levende Byer, hvor alle Glæder og Sorger blomstrede, alle Dyder og alle Laster. De store Hoteller, hvor de fremmede Par kom ind og rejste … Man hørte Springvandet risle i Forhallen, man saa Spejle og Stuk. Saa kom Boulevarderne med sit Mylder, de offentlige Parker med Spadserende paa den ene Side, elegante Ryttere og Ekvipager paa den anden Side. Hvorfor Menneskene i de store Byer leved saa længe, som de gjorde, trods sit mere anstrængende Liv? jo fordi de ikke blev saa indesluttede af at leve der, deres eget Selv blev trængt mere tilbage, de lod sig mere glide ud i det vældige Mylder.

I et Øjeblik, da Ada var ude, hvisked han til Carsten: «Oprigtig talt, Du, det kan gjerne være, at man føler sig rodløs blandt Fremmede; men alligevel … i de store Byer lever man først. Nu og da tænker jeg nok paa at trække mig tilbage; men Ensomheden, den er ikke god; kun Folk, der er meget tilfredse med sig selv, kan trives i Ensomhed, og jeg er i Grunden ikke veltilfreds med mig selv …»

Da Ada kom tilbage, gik Samtalen over paa andre Ting. Blandt andet diskuterede de Militærvæsen. Nils Maag fortalte sine 159Indtryk fra nogle Besøg ved udenlandske Regimenter.

En Stund efter rejste Ada sig og bad om Undskyldning: hun var træt og vilde sige Godnat. Lidt efter sagde hun smilende: «Ja, nu skulde jeg nok have Lyst til at høre, hvad Carsten kan fortælle af Mærkværdigheder fra sin Udenlandsrejse … naar jeg er gaaet. Den Rejse har De nok hørt Tale om, Hr. Løjtnant?»

«Naa, ganske vist, men hvad nytter den nu,» raabte Nils Maag leende, «han er fangen, Frue, og med Glæde! Carsten har aldrig set saa fornøjet ud som nu.»

Ada bøjed smilende Hovedet og gik …

«Du,» sagde Nils Maag efter en liden Pause, «jeg gider ikke fortælle Dig, hvilken nydelig Frue, Du har. Du ved det godt. Du er stolt af hende, ser jeg, og det har Du Ret til at være.»

«Nuvel,» svarede Carsten, «jeg er altsaa her. En rolig Ægtemand… Lad mig nu høre nogle af dine Oplevelser … af dine smaa Sejre. Husk paa, at jeg lever afsides, lad mig faa noget, som minder mig om mine egne Jubelaar. Fortæl, hvad Du vil, jeg ved, at Du er fremragende i den Retning.»

Nils Maag svarede ikke straks, omsider 160kom det med et Smil: «Kjære Mand, Du maa virkelig leve noget afsides, naar Du vil, at jeg, min gamle, skal give mig til at fortælle Dig den Slags Eventyr … jeg er da sandelig for velopdragen til at lufte min Alkove ud i Næsen paa Folk. Ja, hvad den Sag angaar, om disse Sejre, som Du kalder dem, saa er der da noget trivielt ved det Ideal, som de fleste Mænd i Smug beundrer, det Mandsideal, der har opnaaet at berøre flest mulig Kvindekroppe. Har da Manden ikke andet end Forslugenhed? Er Kræsenhed for ikke at sige Blufærdighed ham fuldstændig fremmed? Denne Figur Don Juan, som har elsket de magre, de fede, de sorte, de hvide, de smukke, de stygge i Flæng … naa, sad den Mand ved min Side, og jeg tænkte paa ham og hans Bedrifter under et, jeg vilde finde ham halvt latterlig og halvt modbydelig, jeg vilde bede ham gaa, eller jeg vilde maaske selv gaa.»

«Naa, Du er meget stræng, Du har maaske slet ikke fortjent dit Ry?»

«Jeg har naturligvis, som Du kan skjønne, haft en Del Oplevelser i den Retning; men de har ikke været mit Maal, de har ikke engang grebet ind i mit Liv. Jeg har brugt de søde Væsner omtrent, som man drikker 161Vin i denne ikke helt fornøjelige Verden. Kvinden er Vin. Du kan finde Champagnen blandt dem, Du kan finde den søde med den varme Farve, Du kan finde den tørre, noget nervøse. Du kan finde Bordeauxen. Den er egnet til Bordvin, Du forstaar, daglig Vin, til Ægteskab, om jeg saa maa sige. Naa videre. Saa kan Du finde Tokajer, sød, mørk Tokajer … Naa, saa Likørerne, de klæbrige, de feberhede, sammensat af mange underlige Safte og Essenser … aa, hvad skal man sige? Til syvende og sidst er det dejlige Ting. Ha, ha, skal vi maaske alligevel være enige om at lade Don Juan blive siddende, i Fald han nu sad her, og ikke se altfor misbilligende paa ham? Vi er dog til syvende og sidst lige i det Stykke, alle vi Mandfolk. Men lad os nu ikke snakke mere om det. Du, jeg har endnu ikke faaet Anledning til at spørge, hvordan Du har det, og hvordan Du er fornøjet … Du er lykkelig, ikke sandt … ja kom nu ikke med det gamle banale, at man aldrig er lykkelig i Livet. Jeg mener altsaa, Du finder Dig vel tilrette i det store og hele?»

«Ja, det er ikke saa godt at svare paa, hvad Du spørger om. Paa en Maade har jeg jo Grund til at være fornøjet, men jeg 162er det ikke, jeg kjeder mig her. Jeg har en Følelse af, at disse Aar kunde gaa meget mere indholdsrige, end de gaar.»

«Indholdsrige?» spurgte Nils Maag og saa op, «det kommer an paa, hvad Du mener med det Ord. Mener Du variable, afvekslende? … Se her har Du disse to Musikalbums (han gik hen og hented to Albums fra Nodestolen), jeg er ikke nodekyndig, men jeg er musikalsk, og Du vil nok forstaa mig. Det ene, dette altsaa, indeholder lad os sige en hel Række smaa muntre og smaa sukkende Melodier i Flæng, her myldrer smaa Eventyr, smaa Glæder og smaa Sorger frem, Du synes, hver enkelt er ganske godt for sig; men har Du hørt dem til Ende, sidder Du og tænker efter: Hvad var det hele i Granden? Hvor blev det hele af? … Kort sagt: Du ved ikke rigtig, hvad Du har hørt. Men det andet, dette altsaa, det indeholder et Stykke, et helt Stykke, roligt fremadskridende … hver enkelt liden Del har i Grunden saa lidet at sige, Du er ofte fristet til at kalde Stykket monotont og kjedeligt. Men af og til kommer en sælsom Akkord, som kaster Lys over det foregaaende, nogle Funker springer, og Du begynder at forstaa, at her er noget alligevel, noget som vil frem. Og 163naar de sidste Akkorder dør, saa kommer de monotone Strænge fra før til at klinge, et Lys falder over det hele, og Du sidder taus og nikker … Du forstaar, at her var Indhold, et rigere Indhold end i de vekslende Varietésange.

Slaa Dig til Ro, min Ven, eller rettere, se op og se, at Du har gode Chancer for at blive lykkelig. Du har jo en nydelig Kone og en vakker Gut. Vær nu forsigtig, vær ikke dum; Nordboerne skal gifte sig og bo i stærke Huse.» – – –

Carsten svarede: «Naa ja – lad os nu ikke blive altfor abstrakte. Du dømmer mig fra Dig selv, men husk paa, at jeg nu engang ikke er Dig. Du er ikke tilfreds med Dig selv igrunden; jeg skulde være meget tilfreds med mig selv, om jeg gik paa Rejser fra den ene Storstad til den anden. Du har forresten paa en mærkelig Maade modsagt Dig … for en Time siden holdt Du Opsang for de store Byer og for Hotellernes Spejle.»

«Oprigtig talt,» svarede Nils Maag, «jeg fortæller aldrig om mig selv; men saa meget kan Du faa vide, at den Slags Adspredelser, som jeg har snakket om i Aften, vedrører mig i Grunden ikke. Jeg hører de smaa, 164muntre Melodier … fordi … fordi jeg ikke skal blive fristet til at lytte for meget til den store Melodi, det sælsomme Galdrekvad … (han smilede ironisk) som min Norne synger … Men saa sætter vi Punktum for i Aften, ellers bliver vi snart til to gamle, kloge Natugler … og det vil vi ikke være. Verden gaar sin gamle Gang, hvad enten vi diskuterer den eller ikke. God Nat, Carsten, har Du saa en Seng til mig, jeg er virkelig træt.»

Carsten fulgte Gjæsten ind paa hans Værelse.


– Nils Maag blev paa Børge hele to Uger. Men saa meddelsom som den første Aften var han ikke nogengang siden. Ja enkelte Gange var han helt stille af sig. Men der var dog til enhver Tid noget ved ham, der gjorde, at man syntes om, at han var tilstede. Og altid var han venlig, omend han med denne Venlighed – det anede man – kun vilde dække sig, saa ingen skulde gjætte, hvad han igrunden følte.

Han rejste en Eftermiddag i Begyndelsen af Maj. Hvor han agted sig hen, sagde han ikke.

165«Han er bleven noget aparte, siden jeg traf ham sidst,» sagde Carsten, da han og Ada gik hjem efterat have fulgt ham til Baaden, der skulde ro ham tværs over Sundet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ada Wilde

Thomas P. Krags roman Ada Wilde ble først utgitt i 1896 og er en roman om kjærlighet, svik og ensomhet.

Ada Wilde vokser opp i beskyttede omgivelser sammen med faren på Vorregård. 19 år gammel forelsker hun seg i løytnant Carsten Stahl. De gifter seg og får en sønn, men livet blir ikke helt slik Ada håpet på.

Se faksimiler av førstetrykket fra 1896 (nb.no)

Les mer..

Om Thomas P. Krag

Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.