Ada Wilde

av Thomas P. Krag

XXVI

141Ada vidste, at hun ved sin Fødsel havde voldt sin Moders Død. Og hun husked godt, hvad en gammel Kone paa Vorregaard havde sagt for mange Aar tilbage, medens hun endnu var Barn: «ja, naar hun engang skal bli’ Mo’er, saa bli’r det vist ikke godt for hende.»

Hun grued, da hun første Gang følte noget levende røre sig under Hjertet. Nogle Dage gik hun omkring med en Banghed, som hun ikke før havde kjendt. Men saa svandt denne Følelse lidt efter lidt, og en dulmende Ro kom over hende, der ikke veg.

Dagen kom, da hun fødte uden store Veer et Barn til Verden. Det var en Gut.

Den næste Tid plejedes hun omhyggelig men uden at have det videre behov. Med smilende og friskt Ansigt saa hun paa den lille nyfødte og lagde ham til sit Bryst. Hun 142kom hurtig til Kræfter igjen. Alt en Uge efter var hun oppe og færdedes omkring som før.

Carsten var meget fornøjet over at han havde faaet en Søn. Men han var forresten de fleste Fædre lig. Han kunde ikke ganske forsones med den lille ubehjælpsomme Ting, der havde vaad Mund og smaa bitte Fingre. Denne lille Skriger, der ikke tog Hensyn til nogen Kant, der ikke brød sig Spor om Carstens Nattesøvn, men vrælede i, akkurat naar det selv anstod ham, irriterede ham.

Efterhaanden blev Barnets Skrig ham saa plagsomme, at han flyttede op i Gjæsteværelset, og der blev han Resten af Vinteren.

Da Vaaren kom og Carsten skulde gjøre Tjeneste paa Moen, tre Mile borte, besluttedes det, at Ada og lille Alf (Gutten var bleven opkaldt efter Carstens Fader) skulde tage til Vorregaard og bo der et Par af Sommermaanederne. Det glædede Ada af flere Grunde. Først fordi hun længedes efter at se Vorregaard igjen, og fordi hun troede, at lille Alf havde godt af Luften fra Skog og Eng, og endelig fordi hun derved føjed sin Fader, som i sine Breve straks meget ivrig havde bedt dem komme. For 143at sige endnu nogle Ord om disse Sakarias Wildes Breve: de hopped af Glæde, den gamle Bedstefader interesserede sig meget for den unge Hr. Alf, og han gav Ada en Mængde gode Raad for at Gutten skulde trives, enkelte helt overtroiske, og disse sluttede da med omtrent følgende Ord: «ja, le Du kun af din gamle Fader, der skriver saadant; men Du kan sige, hvad Du vil, slige gamle Kjærringraad – de er saamænd ikke at kaste Vrag paa.»

Hun skrev en Dag til Vorregaard omtrent som saa: «Kjære Fader … nu kommer baade Alf og jeg til Dig … Du ser os, før Du ved om det.» Og Dagen efter rejste hun. Hun vilde overraske dem alle.

Tidt kan man iagttage saadanne smaa Luner hos forresten stilfærdige Mennesker.

Hun kom til Vorregaard og anstiftede stort Røre: Sakarias Wilde blev næsten overvældet, da hun for mod ham: «Kjære, er Du alt der, min Ada!» Og alle Husets Folk maatte ind og hilse paa hende.

Næste Dag kom Bøg og Kruse og blev saa længe ud over Aftenen, at de blev liggende paa Vorregaard Natten over.

Hver Morgen Ada vaagned, hørte hun Hanen gale og Hunden gjø. Og hun saa 144Solen skinne ind i sit Værelse som før. Hun husked saameget fra for Aar tilbage; men hun længedes ikke. Thi ved hendes Side laa hendes lille Søn, der vilde vokse sig stor og stærk, og ved Børge gik Carsten og tænkte paa hende, Carsten, som hun elsked … netop her havde hun engang ligget og tænkt paa ham … alt var gaaet saa underligt.

Men medens Ada var deroppe, omgivet af Kjærlighed, Lykke og Liv, saa hun noget fra de usaliges Dyb, fra Skyggernes Dal; thi Tante Marthas sidste Dage kom. Og her var ingen menneskelig Sorg og ingen menneskelig Glæde, ingen Kjærlighed og ingen sød Vemod. – Spørg den Skibbrudne, der synker ude paa Havet, om han glæder sig over Solskyernes Glans, eller om han græder over Himlens sorgfulde Graa. Men her var noget andet. Thi mørke Bjerge havde taarnet sig op om en Sjæl, der hørte Lyset til, Rædselen havde givet Sjælen sit Præg, mens den endnu var Barnets, blød som Vaarens Muld og fin som den første Rose. Helvede havde aabnet sig paa Jorden for en, der elsked Himlen, Pinen havde grebet en, der elsked Glæden. Skriget havde grebet en, der elsked Sangen. Og det kjæmped i Mørke, 145det brødes i et stumt Spørgsmaal. Indtil alt gled ud i det evige Øde.

Dagen kom, da Tante Martha døde. Da hendes Smil var forunderligt, trodsende alt. Da hendes mumlende Stemme talte Ord, som ingen forstod, men som alle lyttede til.

Præsten kom, men hans Ord syntes saa spinkle her. Alle stod tause, og han tiede ogsaa. Da han igjen begyndte, følte han maaske, at han var anmassende, som talte til denne. Og han tiede, og alle tiede.

Udpaa Natten døde Tante Martha. Der blev stille i det brune Værelse med de gamle Møbler. Nu først var det, som det mærkedes, hvilken Kamp her havde staaet i denne tause Luft, hvor disse Sukke havde været store, og hvor denne Mumlen havde været mægtig. Nu først mærkedes det, hvor det havde kjæmpet, og hvor det havde bristet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ada Wilde

Thomas P. Krags roman Ada Wilde ble først utgitt i 1896 og er en roman om kjærlighet, svik og ensomhet.

Ada Wilde vokser opp i beskyttede omgivelser sammen med faren på Vorregård. 19 år gammel forelsker hun seg i løytnant Carsten Stahl. De gifter seg og får en sønn, men livet blir ikke helt slik Ada håpet på.

Se faksimiler av førstetrykket fra 1896 (nb.no)

Les mer..

Om Thomas P. Krag

Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.