Ada Wilde

av Thomas P. Krag

XXVIII

148Underligt at fortælle, lidt efter lidt mærked Ada, at Carstens Humør ikke var som før; han kjeded sig tydeligvis. Han snakked ikke livligt ved Maaltiderne, og næsten hver Aften havde han to Løjtnanter med hjem, som han sad sammen med til langt paa Nat. Det hændte nogle Gange, at han kom ikke saa ganske lidet anløben ind i Soveværelset midt om Natten og støjede og rev ned, fordi han ikke kunde finde Svovlstikkerne. Ada tændte for at undgaa dette en liden Natlampe, som i Begyndelsen generede hende, men som hun efterhaanden vænned sig til. Men ikke sjældent brændte den lige til om Morgenen, Carsten havde i sin omtaagede Tilstand ikke ænset at slukke den.

En Dag, da Carsten sad og ikke sagde et Ord, gik Ada hen til ham, tog hans Haand og sagde rolig og ligefrem: «Carsten, 149hvad er det, Du tænker paa … Du har hidtil ikke sagt mig noget … og jeg har jo ikke spurgt Dig lige ud … Du er forandret, Carsten, hvad er det dog.»

Han rejste sig og slentrede bort over Gulvet. Om lidt begyndte han at tale, anførende nok saa ærlig sine Grunde:

«Oprigtig talt, Ada, jeg holder snart ikke ud at bo her længer. Jeg har gjort uklogt i at tage denne Post ogsaa for din Skyld. Jeg vil forsøge at komme bort saa fort, jeg kan. Ikke sandt. Du er enig? … Hvorfor jeg søgte den? Jo, jeg søgte den, fordi jeg troede, her var anderledes, end her er. Man har narret mig. Man har snakket noget om en stor Skog lige overfor Sundet, en halv Time at ro, hvor der var brilliant Vildt, Hare, Tiur og Rype … det var et Par ældre Officerer af min Faders Venner, som sagde det … særlig den ene var en stor Løgnhals. Han sagde: «Du kan leve som den Junker, Du i Grunden er, Du kan ride, jage, fiske, gaa i Selskab, naar Du vil, og være for Dig selv, naar Du vil … Naa lad os saa se: den Tiur-, Rype- og Harejagt … snik, snak, Fuglen er forbi, skudt ned for Fode … der findes nok nogle enkelte Harer tilbage; men det er nogle gamle, forskræmte Dyr, nogle 150der lytter med Øre og Øjne og Hoved … Gud bevare mig, hvor de Dyr lytter … nogle rene sidste Mohikanere, som desuden har undgaaet saa mange Hunde og Jægere, at de er meget drevne og vanskelige at komme paa Skud. Ja, det var Jagtmarken … saa er det Selskabslivet – hvad? Disse Familier over Sundet er dog for kjedelige, disse Embedsmandskoner, som snakker om sine Børns Mærkværdigheder og sine Tjenestepigers store Udskejelser … det er jo den rene Almue. Jeg forsikrer Dig, de kan i Grunden ikke like os. Du med din Stilfuldhed ærgrer disse tykke, dumme Madammer. … Ja, jeg forsikrer Dig det, jeg har ikke villet sige det; men jeg har ikke bare engang set dem rynke Næsen, naar Du kom ind, og de har set ganske stumme paa din Kjole, som de naturligvis finder ubegribelig elegant. Naa, og hvad angaar Størsteparten af Officererne … det er mærkeligt, hvor Officerstandens tarvelige Del er samlet heroppe … en og anden kan bruges til at drikke sammen med, det er det hele. De har ikke Spor af officersmæssigt ved sig … Jo, det er saa, jeg ved, hvad jeg siger … naa, saa er det sidste igjen, «Du kan være for Dig selv.» … Indrømmet, indrømmet 151absolut … men jeg tror ikke, det er godt for et ungt Ægtepar at være saa fuldstændig alene, man skal holde Hus med Kjærligheden, saa den ikke bliver nogen af Parterne besværlig … den skal jo være et helt Liv.»

Ada svared ingenting, hun fik ligesom et lidet Slag paa Munden ved hans sidste Ord. Hun forstod ikke ganske, hvad han mente.

«Ja nogen Afveksling maa der til,» sluttede han.

Da han nu engang havde sagt fra, hvorfor han kjeded sig, blev han mere snaksom end før; men al hans Tale drejed sig om, hvordan han vel skulde udholde at være her. Han havde ikke Udsigt til at komme bort for det første, og hvordan skulde han da faa Tiden til at gaa?

En Gang kunde Ada ikke lade være at tage ham om Halsen, se ham ind i Øjnene og sige: «Engang kjeded Du Dig ikke, naar vi var sammen … jeg kjeder mig ikke; men Du gjør.»

«Kjære Ada, jeg gjentager bare, hvad jeg har sagt: Forandring glæder.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ada Wilde

Thomas P. Krags roman Ada Wilde ble først utgitt i 1896 og er en roman om kjærlighet, svik og ensomhet.

Ada Wilde vokser opp i beskyttede omgivelser sammen med faren på Vorregård. 19 år gammel forelsker hun seg i løytnant Carsten Stahl. De gifter seg og får en sønn, men livet blir ikke helt slik Ada håpet på.

Se faksimiler av førstetrykket fra 1896 (nb.no)

Les mer..

Om Thomas P. Krag

Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.