166Efterat Nils Maag var rejst, gik Carsten omkring mere taus og utilgjængelig end før. Han kjeded sig værre for hver Dag, og denne hans Kjedsomhed gav sig tilkjende paa de underligste Maader. Han anskaffed sig saaledes flere nye Dragter fra Hovedstaden og en Mængde fine Toiletgjenstande. Og hver Morgen barberede og pomadiserede han sig med den yderste Omhu og gik til sit Kontor og kom tilbage ved Middagstide, vippende med sin Stok saa soigneret og blank, som gik han paa en europæisk Boulevard. Ada sagde ikke noget imod det hele; men engang da han kom ind i sin Dandydragt, og hans spidse Sko var vaade af den fede Lerjord (det var i Maj, og Vejene var endnu bløde), saa kunde hun ikke bare sig for at smile. Det saa han, og han forstod, at hun smiled ad ham. Han blev hæftig og sagde, at man 167maatte være en Dødbider, naar man ikke kjeded sig her. Ada svared ingenting, men blev pludselig alvorlig. Men da han kom med flere ubehagelige Ord, saa hun paa ham og trak under dette Øjenbrynene lidt i Vejret, som var hun forbauset over hans Opførsel. Saa sagde hun rolig: «Kjære Carsten, anstræng Dig for at komme bort herfra, sørg for at blive forflyttet til en By med Promenader. Saa kan Du jo være saa elegant, Du vil … da er det paa sin Plads. Men gaa ikke slig, saalænge Du er paa Børge …»
Det var de første uvenlige Ord, som Carsten og Ada havde vekslet. Og Carsten havde først kastet Ordet. Og Ordet, han havde kastet, var fuld af Kulde.
Naar Kjærligheden hersker, kan vistnok onde Ord komme, men det er urolige Ord; de kastes hen i Vrede, og de skjælver inderst inde af Lidenskab; de ligner Midsommers Storm og Torden, der næste Øjeblik afløses af den hede Sol. Men naar Kjærligheden hersker, kommer aldrig de rolige uvenlige Ord frem, ligesaalidt som ved Midsommertide den stille Kulde kommer.
Derfor blev Ada tung ved hans Ord; og hun følte Tomhed omkring sig.
168Før havde hun ikke vidst, hvad Vaneliv var. Hendes Dage paa Vorregaard havde gaaet ensformige, men lyse, og siden havde Carstens Kjærlighed gydt ukjendt Farve over Livet. Nu da hun følte, at denne Kjærlighed ikke var som før, nu hændte det, at hun stod op om Morgenen til en Dag, der ikke mere raabte hende til, men laa graa foran hende og ikke vedkom hende.
– Sommer, Høst og Vinter kom og svandt. Men en Dag ud paa Vaartiden vaagned Carstens gode Humør paa ny. Han havde al Udsigt til at blive forflyttet til den Sandbyske Brigade.
En Maaneds Tid efter kom Udnævnelsen. Alt i August Maaned skulde de flytte til Sandby. Den skulde være et behageligt Bosted, berettede Carsten, naar man først blev kjendt der.
Han fortalte videre om dens Familier: Der boede Officerer og en hel Skare civile Embedsmænd og der var en hel Del rige Handelshuse. Og ikke at forglemme en tre–fire gamle Herregaarde, der laa i Byens nærmeste Omegn. Der kunde de nok tilbringe mange gode Timer. Det saa i det hele lovende ud … Og saa den korte Vej til Vorregaard … næppe en Dags Rejse …
169«Nu skal vi faa det bedre, Ada,» sluttede han … «og saa skal vi begge glemme, om vi i den senere Tid ikke har været saa elskværdige mod hinanden, som vi skulde have været. Ikke sandt, Ada, det skal vi glemme…»
August Maaned kom, og med den kom den travle Uge, da de flytted fra Børge til Sandby.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Thomas P. Krags roman Ada Wilde ble først utgitt i 1896 og er en roman om kjærlighet, svik og ensomhet.
Ada Wilde vokser opp i beskyttede omgivelser sammen med faren på Vorregård. 19 år gammel forelsker hun seg i løytnant Carsten Stahl. De gifter seg og får en sønn, men livet blir ikke helt slik Ada håpet på.
Se faksimiler av førstetrykket fra 1896 (nb.no)
Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.