I

173Sandby havde næppe mere end tolv tusind Mennesker. Men over denne Provinsby hviled der en Luft, som hverken var den fra de Provinsbyer, som vil fremmest og desaarsag gjør umaadeligt Spræl, heller ikke den norske Hovedstads Luft, der har meget af Pensionatets ved sig. Denne By var tilbagetrukken og stille; kun de indviede vidste, hvor man levede, og hvor man levede godt; ja, hvor man nu og da levede temmelig vildt, og hvor man dog levede overraskende længe.

Penge havde Byen fra forrige Tider, fra Krigstiden og fra nogle Aar, da svære Storme drev hele Skibsflaader under Land i den ypperlige Havn. Byen var kranset af Mammon: Handelshusene laa ved Sjøen i Vest, og gamle Jordejendomme laa opefter Landet i Øst.

174Kom man til Byen fra Sjøen (hvad de fleste gjorde), saa man først Handelshusene med de halvt udviskede Navne, dem Byen kunde udenad, siden saa man de brede, lave Brygger, hvor der laa solide Fartøjer til Fragt, lette Fartøjer til Lyst. Og ludende indover, som krumryggede, begede Arbejdsfolk, stod Boderne; men nedenfor Hovedhuset laa Haver med tykke Træer og dejlige Blomster.

Disse – Bryggerne, Boderne og Haverne – havde hver sin Poesi, sin Historie, sine Sange.

Bryggerne sang ved gamle Skuder, der ikke længer kunde flyde, der laa halvt paa Land med sine anløbne Messingstjerner og sine næsten udviskede forgyldte Navne, Skuder, der sukked og ynked sig, naar en hurtig Dampbaad skar forbi og satte Vandet i Røre. For hurtige Skibe fandtes ogsaa, der hvert andet Aar saa stolte Stæder: Rio, Valparaiso, Alexandria, Tunis, Formosa.

Og Boderne sang. Boderne med sit Taugværk, sin Tjære, sit gamle Bly, Boderne med de tykke Spiger langs Væggene, med Aarstal paa Træstolperne, maiede med Rødt: det Aar Huset tjente de tredive Tusind Specier 175i Fragtfart og det store Aar, da de firtitusind Specier kom ind.

Og Haverne sang. Gangenes graahvide, slidte Sand, Lysthusene af Jasmin eller vild Vin med Borde og Bænke, i hvis Indre Dødningeuhret savede, og de gamle Træer med Navne, skaarne i Stammerne, nu næsten usynlige Ar, engang tydelige: da den afdøde Bedstefader skar dem en vigtig Morgen, skar dem dybt saa Harpix og Honning, Træernes Vand og Blod, den første Tid randt ud af Skaaret.

Dette var ved Sjøen; men mod Øst laa de gamle Godser, Vaaningshuset oftest ved Enden af en mørkegrøn Allé. Ikke sjældent traf man i en af disse Alléer eller paa den store Hovedvej en elegant Rytter, helst en ældre Herre med Monocle og sølvknappet Ridepisk. Det var Herren fra et af Husene deroppe. Disse Herrer holdt sig mest for sig selv, stifted kun en sjelden Gang Bekjendtskaber, havde som unge rejst en Del og blev nu og da endog paa sine gamle Dage grebne af Minder om tidligere Dage i Paris, den første og den sidste By, hvortil de drog. Og det skulde ikke meget til, før en af dem kunde tage sig endnu en Tur derned, hvis i en ubehagelig Stund der blev 176pustet til de dunkle Minder, han gjemte fra sine unge Dage.

Det gjorde netop en af Reinolderne. Og Anledningen var kun den, at hans Frue og Datter ikke kom tidsnok hjem fra en Aftenpromenade.

Hr. Peter Reinold sad altsaa ved Aftensbordet og spiste alene. Hans Frue og Datter havde ladet ham vente en halv Time og mere. Den ellers livlige Herre var misfornøjet. Han spiste kold Fugl og drak Rødvin til den. Imens stod Tjeneren, der varted ham op, og snakked løs, forklared en Mængde om, hvorfor han troede, Fruen og Frøkenen kom saa sent. Han snakked uden at være bleven spurgt til Raads en eneste Gang. Han smiled endog, skjeled ned paa sit Herskab, og pludselig sagde han, idet han bytted Tallerken til Smør og Ost:

«Og saa faar Herren huske paa, at Herren flere Gange har ladet Fruen og Frøkenen vente … som nu dengang her var Cirkus … saa dette er bare tilpas for Herren … dette har Herren rigtig godt af.»

Hr. Peter Reinold, som hidtil havde ladet Hans snakke, ja endog af og til svaret ham, vendte nu Hovedet og betragtede ham skarpt: «hvad fejler Fyren,» mumlede han. 177Men da han saa Skjælmen i Øjenkroge og Mundviger, kunde han ikke bare sig for at smile:

«Naa … Du er i godt Humør i Dag, Hans.»

«Ja, det er jeg. Min Bror har sendt mig Penge fra Paris. Han er Tjener i et stort Balhus. Jeg troed aldrig, jeg skulde have faaet de Penge, for Mathis har altid været upaalidelig i Pengevejen. Men saa kom de alligevel. Det er halvtredsindstyve Specier af min Farsarv.»

«Saa – hvad heder det Balhus?»

«Det heder noget, som er vanskeligt at sige. Her er Konvulutten. Se, der staar det.»

Hr. Peter Reinold besaa Konvolutten … «Boccacio!» mumled han … «Salon Boccacio … det var dog besynderligt … jo, det er den samme.»

Her faldt den gamle Herre i Tanker. Lidt efter kom det stille:

«Er Monsieur Ernesto Stolto eller rettere Signor Ernesto Stolto Vært der nu?»

«Det skriver han ingenting om. Men han har meget at fortælle … meget utroligt.»

«Skulde Du have Lyst til at rejse til 178Paris i Aften, Hans? Faa komme derned og hilse paa din Bror? »

«Aa nej, Tak. Jeg har andet at bruge mine Penge til.»

«Dine Penge? Snak! læg dem i din Bordskuffe. Men kort og godt (Hr. Peter Reinold slængte Servietten bort over, saa en Flaske Rødvin og nogle Glas væltede) det er jo et Tegn fra Himlen, at Ørns «Stella» gaar om en Time. Ja vel, har Du forstaaet? Vi rejser nu straks. Ikke et Ord, det haster … Ja, Du følger mig, hvad andet! Gaa straks ind til Joel og bed ham spænde for. Bed saa Barbara komme og hjælpe mig med at pakke.» – –

Hr. Peter Reinold drog virkelig til Paris, og først da hans Kone truede i sine Breve med at komme efter, vendte han Næsen hjemover og kom tilbage i en højst moderne Dress, syet som til en ung Laps. Men den første Tid efter Hjemkomsten var han meget henfalden til at fløjte raske Melodier og til at snakke hemmelighedsfuldt med Hans, hvem Fruen efter den Parisertur ikke kunde fordrage, og som hun kaldte: «Knægt».

Meget maatte tages med, hvis alt, hvad disse Herrer gjorde af smaa Bedrifter, skulde fortælles.

179Hr. Randolf maatte nævnes, som holdt af at faa Folk til at tro paa det urimeligste. En Dag kjøbte han op saa mange Blodpølser, han kunde opdrive og hængte dem i en Blodbøg, der stod foran hans Hus. Han gik nu udenfor Huset og sagde til dem, han traf – helst Fruentimmer, som jo er de mest lettroende – at disse Blodpølser var groede ud, ligesom Æbler gror ud af Æbletræet. Og mange troed dette, ja to af Kvindfolkene bad om Aflæggere af Træet, og dem fik de.

Hr. Randolf var en Mand fuld af Gemyt og Latter og Ligefremhed. Men Hr. Otto Ullgaard, hvis Hus laa ikke langt fra det store Blaavand, var hovmodig og storagtig som ingen anden. Det sidste Gjæstebud, han holdt, lod han sine Gjæster beværte i Haven. Det var ved Sante Hans Tider, og Vejret var smukt, saa alt gik godt, og alle Gjæsterne vare fornøjede, om end de fleste undredes over, at Værten ikke var tilstede. Men da det efterhaanden rygtedes, at der paa Hr. Ullgaards Bud var nægtet Gjæsterne Adgang til Huset, saa blev Glæden meget mindre. Og større blev den ikke, da Hr. Ullgaard sluttelig selv saas siddende paa det 180store Altan og iagttagende sine Gjæster, som skulde de være mærkværdige Dyr.

En af disse (jeg husker ikke, hvem det var) plejede i sit sidste Leveaar at ride ud tidlige Morgener og blæse besynderlige Fanfarer i sit Valdhorn. Men dette ligesom det før fortalte om Hovmod, og endnu meget andet kom af, at de Herrer mærked, at de blev gamle, og at Døden rakte sine lange Fingre efter dem.

Foruden gode Møbler og smukke Blomster havde flere af disse Ejendomsbesiddere Vinkjældere, som man maatte tage Hatten af for. Fra Slægt til Slægt havde de jo ved enhver festlig Anledning lagt Vin i Kjælderen. Ved Bryllup fire Hundrede Flasker, ved en Søns Fødsel fire Hundrede Flasker, ved en Datters to Hundrede, ved Sølvbryllup og ved Guldbryllup havde de lagt Vin derned, som ikke brugtes i det daglige, og disse Vine havde hobet sig op der blandt Edderkopper og store lyssky Møl, disse Vine, der var kjøbt til Minde om Festdagen, i festlig Overflod med aaben, guldknittrende Pung. Og de laa der og blev ældre og ældre, ædlere og ædlere, falmede besynderlige Vine, der talte et dunkelt, fagert Orakelsprog, der hvisked om forrige Tiders Solfylde – en lang Kjæde 181Dage – der perled om Rhin, der mumled om Loire og Garonne. De laa der og blev blegere og blegere. De havde ofte ingen bestemt Farve. Som nu en Portvin fra for mere end Hundrede Aar tilbage. Da den gamle Oldefar fødtes, som hang i den snørklede Ramme med Skjold og Allongeparyk, da lagdes denne Vin, da rødmede den paa Marken, da stampedes den, og da gjærede den og randt endelig rød i Buteillerne. Og nu … Vinen havde svagt tegnede Vignetter af tre Bachanter, hvorunder der stod med klodsede Bogstaver: Red Portwine. Maaske den en Gang havde været rød, skjænked man den nu i Glasset, saa man, at den var ikke mere rød, den var graanet, den havde Farve som ældgammelt Blæk har – er det brunt eller er det gult? – men den var vidunderlig klar, og den mumled og sang.

Vin af Druer bærer solfyldt Sommer med. Den er mangfoldig og vekslende: Den ligeglade Champagne tindrer, Burgunderen drømmer, tung og melankolsk, Sherryen er en kølig og klar Høstmorgen i en Park, og den ædle Portvin er Sundhedens Rus. Og allesammen er de Soltilbedere.

Men Døren til disse Huse sprang ikke op for nogen Fremmed. De fleste unge Mennesker, 182fandt derfor Byen kjedelig og sær, hvis de ikke kjendte nogen af Kliken Syvstjernen fra Byens Klub. Den havde nemlig med Byen at gjøre ligesaavel som Handelshusene og Ejendomsbesidderne, thi den repræsenterede den Morskab, den Latter og det Lune, som Byens Befolkning ejede en hel Del af.

Kliken kaldtes almindeligvis Syvstjernen, fordi den fra først af tællede syv inden sin Kreds, og fordi disse syv saas meget sammen. Senere havde Vennernes Antal mindsket af. En var rejst til Nordland og en til Chikago.

Klikens Herrer holdt meget til paa Klubben: om Vinteren i et lidet Kabinet, der var særskilt lejet af dem, om Sommeren i den vakre Klubhave, hvor de slog Kegler. Eller hvor de sad paa Lysthustaget, Taarnet kaldet.

Før havde de holdt til inde i selve Lysthuset: et stort, lyst Værelse, paa hvis Vægge der hang nogle løjerlige gamle Olietryk fra den forrige Børs, og hvor der fandtes bekvemme Gyngestole og Sofaer. Men de maatte fortrække derfra, thi uden nogen forklarlig Grund blev Væggene en Sommer fulde af Myrer, nogle umaadelige sorte og brune Myrer, der balancerede med sine store 183gule Æg i Kjæberne endog helt op under Taget, hvorfra de af og til faldt Klikens Herrer i Hovedet. Men disse Myrer kunde de roligt anlagte Herrer ikke for sit Liv fordrage, og naar et saadant Insekt faldt i Hovedet paa en af dem og krassede ham og spyede ham sin Edder i Nakken, saa sprang han op, rev sig i Haaret og teede sig som vild. I Førstningen lo de andre over sine Venners Spring, men da sluttelig de alle havde faaet sin Bekomst (den, som holdt længst ud, fik til Gjengjæld to Myrer i sin Isse, der tydelig nok var et Ægtepar), saa flyttede de i Endrægtighed sin Punchebolle op paa Taget, hvortil en bekvem Trappe førte, og hvorfra de havde Udsigt over Havnen.

De bad Klubværten gjøre, hvad han kunde, for at drive Myrene væk. Ved Sensommer, naar Aftenerne bleve kjølige, vilde de nemlig gjerne have Stuen igjen. Værten var i Begyndelsen meget beredvillig, kaldte Myrerne for Dævler og lod Værelset vaske og bestrø med et Pulver, der skulde være Myrerne imod. Det hjalp imidlertid ikke meget. Men da Herrerne igjen klagede, slog Værten det hen og sagde: «Ak ja, hvad? det er jo i Grunden bare nogle uskyldige 184Biller!» Og han gjorde ikke mere ved det. Herrerne maatte blive paa Taget og ved Sensommer, naar det regnede, flytte ind i Kabinettet.

Og saaledes havde det været siden. Derfor sad nu Syvstjernen hver Sommeraften oppe paa Lysthustaget. Som oftest var de der alle fem; skulde en andet Steds, sendte han Vennerne som oftest Bud, at han ikke kom.

Den, som saa at sige altid var tilstede, Klikens Ældste og Øverste, var Hr. Cand. jur. Frederik Rick. Om ham maa først siges nogle Ord, og saa nogle Ord om de andre hver for sig.

Hr. Cand. jur. Frederik Rick havde ikke kunnet tænke sig Muligheden af at sidde i Departement og lade sig flere Aar igjennem kommandere af en eller anden Bureauchef. Ej heller havde han nogen videre Lyst til Sagførervirksomheden. Han havde til al Lykke for sig nogen Formue efter sine for nogle Aar siden afdøde Forældre, Skibsrheder Simon Rick og Frue, født Tønder, og nu lod han Jorden rulle og Dagene gaa, kunde af og til ymte om, at nu fik det vel snart blive til noget. Følgen af det hele var, at Frederik Rick endnu i sit seks og tredivte Aar 185var Cand. jur. Frederik Rick, og at han altid boede i denne By og i sine Forældres Hus, hvor et gammelt trofast Tyende, sørgede for ham og forvænte ham i alle Maader og bar meget over med de gale Ting, hun jo nok forstod gik for sig i Huset, naar Hr. Rick havde Selskab med Damer og Herrer.

Cand. jur. Frederik Rick havde været en doven Gut, medens han gik paa Skolen. Han havde været en stor Spilopmager og siddet meget igjen i Klasserne. Han tørstede bare efter at blive færdig og blive Student, og da han var færdig, foldede han sig øjeblikkelig ud til en fuldblods Laps. En Stund morede det ham at gaa i Hovedstaden med Duskeluen, og han overstraalede, trods sin daarlige Karakter, de fleste bebrillede og blege Præceterister, som gik duknakkede med Handsker, der sad klodset over Fingrene, med Stokke, som de ikke kunde haandtere, og med Dusken daskende her og der ganske meningsløst. Men Frederik Rick sigtede endnu højere: han kastede snart den besværlige Duskelue og blev Modeherre med Silkehat og moderne Dragt syet hos den første Skrædder. Var der ellers nogen Anledning til at vise sig, benyttede han sig af den: ved Maskeballer, ved private Baller – altid fandt han 186paa noget, der gjorde, at Folk talte om ham, nu og da ærgerlige, nu og da alvorlig rystende paa Hovedet, nu og da med Møje skjulende et Smil: han var dog ganske morsom.

Det maatte kaldes mærkeligt, at Frederik Rick midt i alt dette Virvar og under alt Kammeratskab fik Tid til at tage sin juridiske Eksamen, men den tog han og vendte kort efter hjem til sin Fødeby, vistnok med det Forsæt kun at hvile sig nogle Maaneder, førend han foretog et eller andet for at søge sig fast Beskjæftigelse. Men nu gled han umærkelig ind i en Slendrian med ingenting at bestille, og han blev lidt efter lidt en stille, diskret Fører for den lille Klike, der kaldtes Syvstjernen. Den havde sine Forrettigheder i Klubben, sine egne Tider at gaa og komme paa, sine egne Cigarer og sine egne Vine, ja endog nu og da sin egen Spiseseddel. Og at Kliken havde ham som sin vigtigste, var ikke uheldigt for den. Frederik Rick vidste nemlig at ordne sig i den lille By, hvor han var født, saa ingen i Grunden opholdt sig større over hans og hans Venners Liv, som dog alle fandt dadelværdigt. Han var nu ogsaa til syvende og sidst et Menneske, som man maatte synes om. Han kjendte ej til Svig. Og han ejede Forstand og Gemyt. 187Han havde endog dannet sig en Art Livsfilosofi under alt sit Løsgængeri, der, efter hvad hans Venner paastod, var mærkelig nok, og som i alt Fald havde faaet ham til efterhaanden at aflægge al Affekterthed, og havde gjort ham til, hvad han nu var: en stilfærdig, inderst inde selvbevidst Herre af stor Godmodighed og Elskværdighed. Hans Venner holdt meget af ham. «Se der har vi Frederik!» raabte de, naar de saa ham komme, og naar han traadte ind iblandt dem, havde de Følelsen af, at nu kom Elskværdigheden i egen Person.

Nummer to af Kliken var Løjtnant Tambs, Hingsten kaldet. Han var blond med en stor gulhvid Knebelsbart, der formelig prustede. Han havde faaet sit Tilnavn, slet ikke fordi han havde saa meget med Heste at gjøre; men fordi han engang, da han gjorde en af de smaa Damer ved en omrejsende Skuespillertrup et ømt Forslag, fik det Svar: «Nej Dem tør jeg sandelig ikke have noget at gjøre med, De ser mig temmelig begjærlig ud, De ligner jo en hel Hingst.»

Løjtnant Tambs var vel den største Natteravn i Kliken. Maaske kunde han i de første Aftentimer være nok saa brysk og kjæk. Han talte saaledes ofte om, at han følte sig 188indestængt, han kaldte Byen en Ravnekrog og skjændte paa Frederik Rick, naar denne tog Byen i Forsvar. Han lod i det hele saadan, at en Fremmed maatte tro: «Løjtnanten kjeder sig, nu tager han nok snart sin Kaskjet og gaar.» Men saa tænkte ikke Herrerne i Syvstjernen. De vidste, at Løjtnant Tambs slet ikke gik, men tværtimod blev siddende, saalænge han bare kunde faa nogen af dem til at sidde med sig. Og det gode var, at han klarede op ud over Aftenen. Han snakkede meget, nynnede smaa Melodier, mens han hidsig snoede sin Knebelsbart, ja han bar endog over med, at den unge Christian Dahm strøg hans Bart, naar han kun ikke holdt for længe paa, saa han bragte Uorden i dens Symetri, thi gjorde Christian Dahm det, da plirrede Hingsten misfornøjet med det venstre Øje og glefsede efter den unge Herre med sine store hvide Tænder.

Christian Dahm var Klikens Yngste, kun tyve Aar. Han var dens letfodede Hermes med Vinger paa Hæl. Han løb omkring og hørte nyt og fortalte nyt, mens han lo meget. Var noget i Gjære, gik der et Rygte, som var interessant, spændende, men dunkelt, og vilde Herrerne i Syvstjernen gjerne have paa det rene, om det var sandt, eller om det var 189Opspind, saa sagde de til Christian Dahm: «Hør, Christian, Du har naturligvis hørt, hvad der fortælles om den Ting. Nu maa Du endelig faa vide, hvordan det i Granden forholder sig. Saa træffer Du os paa Taarnet Kl. otte i Aften.»

«Ja, det skal jeg nok,» sagde Christian og lo.

Saa gik han bort og spurgte den og den, lod tidt, som han kjendte det hele, overrumplede dem, som ingenting vilde sige, og saa fremfor alt til at finde dem, der stod i løs Snak og i Sladder lige op til Anklen. Og han hørte og snakkede, og naar Klokken slog otte, saa kom Christian Dahm opad Taarnets Trappe og sagde: «God Aften … nu skal det smelde af. Nu er den Sag klaret … ja saadan og saadan forholder det sig»…

Der gives Mennesker, som har en stor Evne til at spore op, alt hvad der har med Skandale at bestille. Og vedrører Skandalen ulovlig Elskov, staar pur unge Mennesker øverst i Dygtighed. De har vel nydt noget, men som oftest kun lidet af denne Jords Herligheder; deres Utaalmodighed og Nysgjerrighed gjør, at de spiler op Øjne og Ører, ja alle Sanser. De bliver endog modtagelige 190for Anelser, de faar ligefrem Sporsans og vejrer som en Hund, der forfølger Haren.

Det kan ikke nægtes, at var Rygterne, der svirrede, fra den dulgte Kjærligheds Eden, saa behøvede ingen at bede Christian gaa ud og spore, nej, da gik han, uden nogen havde spurgt ham; han gik omkring og snakkede og spurgte og lo. Men havde han Sagen paa det rene, saa tilbage til Vennerne i Taarnet og fortælle! Det maatte han gjøre. Det var ham en hjertelig Fryd at meddele sine Venner Sagen. Han kunde ikke leve uden.

Ja, saadan var Christian Dahm. En og anden alvorlig Mand vil maaske finde ham ufordragelig; han var gutteagtig, det er det hele. Og derfor skal hans Snakken undskyldes. Hans Tunge var aldrig ond. Hans Lyst til at kjende andres Eventyr grundede sig paa hans Lyst til at opleve samme Eventyr selv. Og da derfor Christian Dahm en Tid efter selv blev en herlig Eventyrer, gik han ikke omkring og snakkede mere om andres.

Den fjerde i Kredsen var den unge Sagfører Karl Beck. Han var en meget begejstret Natur, og det hændte ikke sjeldent, at han udover Aften holdt Selskabet vaagent med Tale og Sang. Det var især svenske Drikkeviser, 191han sang, disse ejendommelige, halvt vilde og lystige, halvt dødstungsindige Sange. De passed ganske godt den sene Aftenstund, naar Maanen lyste og Stjernerne skinned – Ogsaa for Teatervæsen var han ivrig; naar unge Damer og Herrer af Staden spilled i det gamle Skuespilhus, var han altid den fejrede Førstemand; en vakker Dag, da et Skuespillerselskab forlod Byen, rejste han endog efter og vilde absolut gifte sig med Primadonnaen, et halvgammelt, noksaa vidtløfligt Fruentimmer … Det var med Nød og næppe, at hans Familie fik hindret det …

Saa har vi da den femte og sidste (vi ved ingenting om de to i Nordland og i Chikago) «Søn» i det ansete Firma Fr. Reffson & Søn. Han var en Mand, som man ikke lærte at kjende paa to eller fire Dage. Hvad skulde man i Grunden tro om ham? … Saa afmaalt, saa snorlige i al sin Færd: Naar han sad ved sin Pult og rakte et eller andet Papir til Fuldmægtigen og med dæmpet, næsten uhørlig Stemme gav ham en Ordre, saa maatte den forstaas. Thi hvis den ikke forstodes, kom der en liden Rynke i den unge Chefs Pande, som Fuldmægtigen meget nødig saa. Og paa Gaden kom han gaaende altid elegant antrukken – oftest i Sort. Han 192saa da heller ikke ud som en, der kaldte de urolige Mennesker, Rick og Tambs, for sine specielle Venner. Nej, han saa ud, som hørte han til i et ganske andet stivt Selskab. Men mødte en af disse ham, og de to Venner gik med hinanden i al Fortrolighed, saa man nok, at de i Grunden forstod hinanden udmærket. Som de da gik og lo og snakked med hinanden, hørte man, hvis man opsnapped noget af deres Samtale, at Hr. Reffson nok var den, som havde baaret sig mest extravagant ad ved deres sidste Gilde.

– – – – – – – – – – – – – –

Saa har jeg fortalt om Byens Mærkværdigheder, om alle Taarne, om alle smaa Spir. De jevne Huse er igjen: alle de brave, arbejdsomme Mennesker, for hvem Hanen galed til Arbejde, Mørket faldt til Søvn. Alle de gode Ægtemænd og Fædre, som gik med sine Koner og Børn ud paa Vejen om Søndageftermiddagene, ja helt ind paa Markerne, hvor de under et gammelt Træ tog Hvil, pakked Brød og Melk af en Pose og glæded sig over Kløverduften og over Solskyernes Glans. Alle de gamle Bedstefædre, som sad i Sofahjørnet og skammed sig over at leve paa sine Børn, alle de gamle Damer, der 193læste Postiller for at være beredte til Enden … Ja saadan var Byen …

Og Solen skinned over Dagens Arbejde, og Mørket faldt, og alt blev roligt – naar undtages maaske en ensom, udestængt Hund, der stod og gjøede mod Maanen, eller en af «Syvstjernen»s Herrer, der lidt ustø vandrede hjem …

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.