Ada Wilde

av Thomas P. Krag

II

194Carsten kjendte Løjtnant Tambs, Syvstjernens Hingst, fra Krigsskolen. De havde ogsaa siden truffet hinanden og havde altid forligtes godt. Nu blev der en hel Gjenkjendelsesscene første Gang, de traf hinanden i Retrachementet. De gik en Time sammen op og ned og snakked om gamle Ting og nye. Da det led mod Middag, bad Carsten Løjtnant Tambs spise hos sig og sendte en Soldat hjem til Ada med Besked. Endnu en Stund gik de sammen, og Løjtnant Tambs snoede sin blonde Bart og satte Carsten ind i Byens Affærer, fortalte ham om dens notable Personer, særlig om de højere Officerer. De trak begge paa Skuldrene ad Obersten, som brugte sine Fritimer til at studere Mosebøgerne og gik og vogted paa de unge Officerers Pigeeventyr. De kritiserede en Kaptejn, som altid tog de meniges Parti mod Underbefalingsmændene 195og mod Løjtnanterne, og Carsten sagde lige ud, at det havde sine Grunde. Kaptejnen var Almuesbarn; han likte ikke flotte unge Mennesker; han var vel selv sat tilbage, han holdt instinktmæssig med de, he, he, de underordnede. De var enig i næsten alt: Generalen … naa, han var en Original med alle sine Udenomsinteresser. Men han var i Grunden en fremragende Mand. Man fik bære over med ham.

De gik om lidt hjem til Carsten, hvor et godt Middagsbord vented dem. Løjtnant Tambs var helt begejstret over de forskjellige Retter, og forsikrede Ada, at naar man spiste alle Aarets Dage den elendige Klubmad, saa satte man saa meget større Pris paa et saadant Bord.

Da ud paa Eftermiddagen et Par af Byens Fruer kom paa Besøg (Byens Fruer var i det hele taget meget nysgjerrige), undskyldte Herrerne sig med Forretninger og gik lige til Klubhaven, hvor Carsten i Taarnet blev præsenteret for «Syvstjernens» Herrer. Carsten befandt sig snart vel tilrette blandt dem og modtog sluttelig deres Indbydelse til Aften i Klubben. Han sendte Bud hjem og bad Ada undskylde, at han ikke kom før sent.

196Det blev en hyggelig Aften. De sad længe ved Aftensbordet, koldt Bord med en Efterret, Lammekoteletter. Siden samledes de paa Taarnet over en Bolle pragtfuld Punsch, og endelig gik de ud i Gaderne, hvor alt var stille. Med de Menneskers Uro, som nødig gaar hjem, gik de sluttelig ned paa Bryggen, hvor et helt lidet Eventyr vented dem. De traf fire drukne Sjøfolk, der vilde slaas og spytted i Næverne. En trak endog Jakken af. Rick tæmmed dem ved at spørge, om de ikke var norske. Naa, det var de jo alle, og da gik det jo ikke an at være Uvenner. De fire Sjøfolk smagte paa dette, og det lod til, at Ræsonnementet behagede dem. De slog da om, bleve elskværdige og fortalte, at de skulde rejse næste Dag helt til Grønland, og nu vented de paa sine Kjærester for at sige dem Farvel. Derfor var de bleven arge, fordi de troede, at Syvstjernens Herrer vilde tage deres Kjærester fra dem. Rick, som ogsaa her var den stille Mægler, forsikrede, at man ikke vilde tage deres Kjærester, men gav dem Valget mellem Kjæresterne og noget stærkt at drikke. Ogsaa paa dette smagte de fire Sjøfolk, og sluttelig valgte de noget stærkt at drikke. Man førte dem da til Klubhaven, sluttelig op 197paa Taarnet, hvor de gjorde megen Støj i Trapperne, og brugte mange stygge Eder, idet de saa halvt troede, at man vilde dem ondt. I lige Maade da Punschen blev hældt i Glassene: de lugted først til den, før de drak, som var de bange for, at Rottekrudt laa paa Bunden. Men da de havde overbevist sig om, at Varen var ren, saa drak de begjærligt og blinkede med Øjnene af Glæde over dens Styrke og dens Sødhed. Lidt efter lidt tøede de op og fortalte om sine Rejser over Havet mod Grønland, hvor de laa om Vinteren og pilkede Torsk. De nævnte Steders Navne, hvorhen de kom. De fik en til at tænke paa Hav og Død. Et Sted hed «det blaa Dyb», et Fyrtaarn hed «Gravens Lygte».

Medens de talte, spillede Straalerne fra det Lys, Rick havde tændt, hen over deres Ansigter. De to var dumme, lysøjede, med gult uredt Haar; men to var mørke af Hud og Haar, og havde sorte Øjne og Skjæg, der saas underligt over det røde Halsskjærf.

Syvstjernens Herrer sad med dem længe. En og anden af Kredsen vilde, ret som det var, gaa, men hindredes af Rick, der som saa mange blaserede og inderst inde hypokondre Mænd, fandt en ren Husvalelse ved 198at være sammen med disse Folk, for hvem ingen vag Sorg eksisterede, der lod sig tumle, til de laa der, der lod alt gaa, saa længe det kunde, uden at ofre noget den mindste Tanke. «Vent dog,» raabte han altid, naar de andre vilde gaa, «det er jo styrkende at træffe slige Folk. Nu rejser de op der … naa, slipper de fra det med Livet i Aar, er det godt; men saa slipper de næppe fra det næste Aar eller Aaret derpaa. Vi har sandelig noget at lære af dem.»

Og han blev endnu mere opmærksom, da en af de mørkskjæggede fortalte, at han var fra en Holme, hvor der ingen Mænd laa begravne for alle Mænd havde Sjøen taget. Det var ikke tomme Ord; men det var Sandhed.

Sluttelig blev Syvstjernens Herrer med ned at se Fiskernes Baad, en bredsnudet liden Heldækker, der laa yderst ved Bryggen. I det lille Rum hang et Billede paa Væggen, malet med Olie, fremstillende en Storm, og under stod skrevet: «Saadan er det, naar mit Øje lukkes, og Havet omkring mig er mange Farer.»

Disse Mænd var dem nu mere end tilforn. De var dem ikke længer de halvfulde, grinagtige Sjøfolk, som rendte efter 199Brændevin og Fruentimmer. Som de sad der, mærkede af Storm og Hav og af raa Udskejelser, blev de for de rolige Herrer til noget mørkt, noget stærkt, noget der bragte Bud fra lange Nætter paa et taaget Hav og fra vilde Eventyr i fremmede Havne.

«Naa, ja,» sagde Carsten til Løjtnant Tambs, da de omsider gik hjemad og fulgtes ad et Stykke. «Dette var nu ogsaa en Kveld! naa, det er ialfald bedre end at ligge paa Børge; det er da noget nyt – om ikke netop af det, jeg igrunden ønsker … det er kjedeligt nok, at jeg ikke kan slaa mig til Ro. Andre lever dog ganske tilfredse her, Rick for Eksempel, han kunde jo rejse; men han holder ikke af det, han sidder her paa sin Hale Aarene rundt. Det er den Udenlandsrejse, som har sat mig en Djævel i Blodet, jeg faar aldrig Fred for den.»

Løjtnant Tambs var fuldstændig enig og kaldte som ellers Byen en Ravnekrog.

«Naa, naa, Byen er forresten vist god nok i mange Henseender,» sluttede Carsten, «og man er jo sat ind i denne Verden for at, he, he, for at forsage.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ada Wilde

Thomas P. Krags roman Ada Wilde ble først utgitt i 1896 og er en roman om kjærlighet, svik og ensomhet.

Ada Wilde vokser opp i beskyttede omgivelser sammen med faren på Vorregård. 19 år gammel forelsker hun seg i løytnant Carsten Stahl. De gifter seg og får en sønn, men livet blir ikke helt slik Ada håpet på.

Se faksimiler av førstetrykket fra 1896 (nb.no)

Les mer..

Om Thomas P. Krag

Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.