Ada Wilde

av Thomas P. Krag

III

200Carsten og Ada gjorde Visiter til Ejendomsbesidderne nærmest Byen og til de fleste af Byens Embedsmænd og Officerer. Og om ikke længe bleve de indbudne, saa her, saa der. Hos den gamle Hr. Randolf tilbragte de en Aften; men hans Selskab blev kjedeligt thi han fortalte uafladeligt og ene og alene om sine Bedrifter: om dengang han havde pryglet Lensmanden, uden at denne havde knyet, om dengang han havde kjørt til Byen med to Stude foran Vognen og om dengang han havde sluppet alle sine Kalve ud i Skogen, medens han selv og Otto Ullgaard gjorde Jagt paa dem. Han viste nu til Overflod Carsten og Ada, med Fare for at vælte Stuens Møbler, hvordan Kalvene løb Djævelen i Vold, og hvordan de hopped med stive Ben, naar de blev trufne. Og endelig kom han med en 201næsten anstødelig Skildring af, hvad de i Forskrækkelsen havde givet fra sig.

Nogle Dage senere var de hos Hr. Reinolds Enke; men det eneste, den gamle Dame brød sig om, var at paase, at hendes fire Hunde blev omhyggelig vaskede. Hun for ud og ind i det evindelige og skjændte paa dem, som besørgede Vasken.

Carsten blev skuffet i sit Haab om at tilbringe behagelige Timer i disse Huse. I Virkeligheden manglede de Ungdom. De der indenfor var rynkede og bortgjemte som gamle Æbler.

Saa var de da ogsaa hos nogle civile og militære Embedsmænd, hvor de hverken mored sig eller kjeded sig, hvor de ikke netop sad og længedes efter at komme afsted – hvad de igrunden havde gjort hos Hr. Randolf og hos Enkefru Reinold – men hvorhen de heller ikke længedes efter at komme paany.

Enden blev, at Carsten tilbragte de fleste Timer, han tog sig fri, udenfor sit Hjem, blandt Syvstjernens Herrer.

Men en Dag traf Ada paa Gaden en Veninde fra Skoledagene, Margrethe Bjelke, med hvem hun ofte i Frikvarteret havde gaaet Arm i Arm, og hvem hun altid havde beundret for det guldgule Haar og de store, 202blaa Øjne. De havde aldrig haft noget egentligt varmt Venskab sig imellem, og de havde i den Tid, de ikke havde set hinanden, næppe ofret hinanden en Tanke, men ved at mødes her i denne By, hvor de begge igrunden var fremmede, fór de næsten i Armene paa hinanden. Ingen af dem havde haft Anelse om, at den anden boede der. Ja Margrethe var netop flyttet ind til Byen fra Dalen ovenfor, hvor hun havde opholdt sig den Sommer. … «Aa, kjære Ada,» sagde hun, «jeg trænger saa Skogluft … jeg har ofte saa ondt for at aande.» Og hun lagde smilende sin hvide, ualmindelig vakre Haand paa sit Bryst. «Min Mand er hernede ved Bryggen,» fortsatte hun, «kom og bliv med, Ada.»

«Men Margrethe, er Du gift?»

«Saa Du ved det ikke, aa jo, Du kan tro» … hun nejede … «maa jeg forestille Dig for Fru Konsulinde Lyders, født Bjelke … jeg er meget, meget fornøjet. Men Gud, Ada, hvor Du har været langt borte … paa Børge Fæstning … ja kom saa … jeg haaber, at vi kan holde sammen. Byen er forresten meget antagelig. Du skal se, vi skal faa det godt sammen her … vi bor saa nydeligt.»

Ada blev med sin Veninde og blev forestillet for hendes Mand, Konsul Lyders, en 203ældre, ganske statelig Herre med et ualmindeligt galant Væsen. Bekjendtskabet var snart sluttet, og alt næste Aften var hun og Carsten hos dem i en liden Kreds af Husets allerbedste Venner. Konsulens Kjøkken og Vine imponerede Carsten.

Naar man kommer til en fremmed By, gaar man omkring og leger Blindebuk, medens man søger Bekjendtskaber. Man standser op foran den ene og foran den anden, medens man føler sig for. Nogle forlader man, efterat have staaet hos dem et Øjeblik, andre giver man sig Tid ved og tager til Venner. Ved Konsul Lyders havde Stahls for første Gang virkelig standset op. Næste Gang de standsed op var ved Skibsrheder Ornes; men om dem maa nødvendigvis først siges nogle Ord.

Skibsrheder Orne med sin unge Frue boed et Stykke udenfor Byen. De havde Huset for sig selv. Det var et enetages Hus med seks Værelser, hvad der var mere end nok for dem, da de leved meget for sig selv. Engang havde de holdt nogle Selskaber; men de havde hørt op dermed. For naar Byens Folk var Gjæster i Skibsrheder Ornes Hus, kunde ikke den rette Tone findes. Tog Værten og Værtinden Ledelsen, fulgte deres Gjæster ligesom ikke med, tog Gjæsterne Ledelsen, forstod 204Vært og Værtinde ingenting. I Skibsrheder Ornes Selskaber fik man god Mad og god Vin, Værtfolkene var elskværdige og dog udeblev den gode Harmoni – hvoraf kom det dog?

Naar Gjæsterne gik hjem fra et saadant Selskab, sagde de til hverandre: «Naa, de Selskaber bliver dog altid meget ulige … Ornes hører jo ikke os til, nej det gaar ikke.»

De havde Ret; thi Skibsrheder Orne og Frue var ikke Byens rette Børn.

Den nu velhavende Skibsrheder Orne var en Fattigmandssøn der fra Byen. I Almueskolen, hvor han som Barn havde gaaet, var Læreren bleven opmærksom paa hans gode Evner, særlig i Regning, og ved denne Lærers Bistand fik han Plads som Butikssvend hos den rige Kjøbmand Peder Gamal. Da han havde været hos denne nogle Aar og faaet lagt sig lidt Penge tilside, rejste han til Sydamerika, og nu var han og blev han borte for alle. Aar gik efter Aar. Ingen hørte fra ham. Læreren og Balduins Moder mente, at han vel forlængst var død – saa meget kan jo hænde her i Verden – og begge bortvandrede i den Tro. Tilsidst huskede Ingen ham mere.

Over tredive Aar gik. Da kom en Dag 205et Ægtepar til Byen, der tog ind paa Byens bedste Hotel. Stor Bagage havde det med. Man vendte sig og saa efter Parret, naar det viste sig, man tænkte: «det er rige Udlændinge, som rejser videre i Morgen eller i Overmorgen.» … Manden saa ingen videre paa. Han var mørk, tør og senet, snarere styg end vakker. Enhver tænkte ved Blikket fra ham og til den Dame, han gik med under Armen: «hun, den vakre, har vel taget ham for Pengene.»

For vakker var hun. Hingsten kom en Eftermiddag ganske stakaandet op i Taarnet og raabte: «et Syn for Guder!» Og saa fortalte han om den «storskjønne Dame» og om den gule, sorte Mand, som han fandt fræk, fordi han i det hele taget gik med hende. Man blev spændt (der skulde noget til for at ryste Hingsten saaledes), og Christian Dahm blev sendt ud for at faa Besked om, hvem det Ægtepar var.

Men dengang fik Christian ikke Besked med en Gang. Ingen vidste, hvem Ægteparret var. Først lidt efter lidt fortaltes noget, der fulgtes af mere: Manden hed 206Orne … Balduin Orne. … Og langsomt fortaltes det, at Manden var barnefødt i Byen. Der var da nogle ganske faa, som sagde: «Balduin Orne … javist, jeg husker ham saavidt. Badluin Orne? ja sandelig, slig kan han godt se ud.»

En og anden, som havde kjendt Balduin Orne for længe siden, gik til ham og spurgte, om han kjendte Barndomsvennen igjen? Nej, det gjorde Orne ikke. Men naar Vennen havde talt længe og vel, smilte Orne med alle Tænder og husked alligevel mange Ting … ja, han havde nok tænkt paa denne By i alle de Aar; det var Hjemlængselen, der for en stor Del havde faaet ham til at rejse hid igjen.

Og nu snakkede han videre og fortalte, hvordan han havde haft det i de tredive Aar.

Ved disse Barndomsvenner kom hans Historie, ud: ikke saaledes som den var ved Balduin Ornes egne Ord, men saadan som den forstodes:

I Egne derovre, som faa kjender, havde han handlet paa egen Haand, kjøbt kolørte Kridtpiber og Brændevin hos de engelske Kjøbmænd og rejst ind over Prærien til halvvilde Indianerstammer og byttet Piberne og Brændevinen bort mod Dyrehuder. Og disse solgte han igjen til Skindhandlerne. Med dette havde han holdt paa nogle Aar. Saa 207havde han givet sig til at grave Guld. Ikke som en Eventyrer, der graver tre Dage, finder en Klump og svirer den bort, finder næste Gang, efter at have sultet, nok en Klump, som han igjen svirer bort med Tanken paa, at snart kommer en ny Klump for Dagen … nej, Balduin Orne grov som en Myre, han sled sine Fingre til Blods, han arbejdede længe og fandt ikke Guldet i Klumper, men i Sandskorn, dem han vaskede rene og ikke spillede og svirede bort, men gjemte.

Han havde samlet mange Penge ved sit ihærdige Arbejde; men han havde ikke haft Tid til andet end til at grave i Jorden. Og aldrig havde han givet en Skilling bort til unødvendige Ting. Aldrig havde han gaaet paa Dansehus, aldrig paa Værtshus, han var og blev Fattigmandsgutten fra en liden Vestlandsby i Norge, der vendte paa Skillingen og gjemte Daleren paa Kistebunden.

Men en Dag traf han sammen med hende, som han forelsked 208sig i. Ja, han, som aldrig havde øvet nogen Kjærlighedsbedrift, han blev forelsket som slige halvgamle Mænd bliver: med stirrende Øjne, med tør Gane og med blege Læber, han blev greben af en Lidenskab, saa hans Blod gik ham til Hovedet, tykt og lummert. Og hun, som han forelsked sig i, passed underlig til ham. Hun var ikke Datter af en fornuftig Hosekræmmer eller af en anden flittig Mand; men hun var Datter af en af de mange vidunderlige «Generaler», som findes i det fjerne Vesten, en af dem, der bærer en prunkende Uniform og har et straalende Stamtræ. Denne General fortalte alle, som vilde drikke en Flaske Vin med ham og betale den, om sin Bedstefa’r, der var Grande af Spanien og gift med en tysk Dame med rødgult Haar. Naar man nu saa paa hans Datter, kunde man tro, at noget laa maaske til Grund for hans Tale: hendes Figur var yppig, men spænstig, hendes mørke Øjne brændte nok først, men løb, naar de stirred længe, ud i en sød Smægten. Og noget mærked alle Mænd, naar de var i hendes Nærhed: at der var Nat over hende. Thi nogle Kvinder er Dag, Hustruer, Madmødre og Husmødre, og hvad de kaldes. Andre er Nat, skabte til Elskov og Elskov alene. Og over hende var der Nat, Nat med varmt Aandedræt, Nat, som ligger fuld af sagte Sukke og dæmpet Latter … ja naar man saa hende, tænkte man uvilkaarlig paa et Legem, der strakte sig dovent, krummed sig fyldigt og hvidt, mens hver en Bevægelse var en vellystig Dejlighed. Man saa et Hoved 209med halvt lukkede Øjne eller med Øjne, der smiled, mens en Række hvide Tænder saavidt skimtedes bag Læbernes bævende Kjød. Og hendes sydlandske Race kom til: noget, som Solen havde brændt, noget, der skinned af sig selv. Hun var en af dem, som en sjelden Gang dukker frem i en og anden af vore Kystbyer, der har stor Skibsfart og Handel. En af dem, som er ført over Havet fra fjernt bortliggende Kyster. En af dem, som faar en til begjærlig at længes mod det Land, hvorfra hun kom, en af dem, hvis blotte Ophold i Byen uvilkaarlig samler alle viltre Gutter i Flok og faar dem til at lytte til ældre Sjøgutters Beretninger om alt det djævleblændte, som findes dernede i fjerne Havne.

Det var med denne Dame, den flittige og forsigtige Balduin Orne, Arbejdsmyren, var bleven gift. Det gik, som man kunde vente. Hun gav hans Penge Fødder at løbe paa. Kjoler og Smykker var hun især begjærlig efter; men de Ting kan ogsaa koste meget, og de kostede saa meget i to Aar, at Balduin Orne blev bange for at staa paa bar Bakke, før han selv vidste det. Saa var det, han gik ombord paa et Skib, som gik til den By, hvor han havde levet sin Barndom. Men nu 210havde han været længe borte, og nogen Rod havde han jo aldrig haft i Sandby. Derfor fik han ikke noget egentligt Hjem der, hverken han eller hans Kone; for hun, ja rent ud sagt, hun var for vakker, for egenartet. Man turde ligesom ikke give sig af med hende.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ada Wilde

Thomas P. Krags roman Ada Wilde ble først utgitt i 1896 og er en roman om kjærlighet, svik og ensomhet.

Ada Wilde vokser opp i beskyttede omgivelser sammen med faren på Vorregård. 19 år gammel forelsker hun seg i løytnant Carsten Stahl. De gifter seg og får en sønn, men livet blir ikke helt slik Ada håpet på.

Se faksimiler av førstetrykket fra 1896 (nb.no)

Les mer..

Om Thomas P. Krag

Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.