243Den Dag da Himlen ikke er høj som før. Da den tungsindig sænker sig, er den end blaa. Den Dag da Blomsterne ikke er straalende som før, da Vaaren ikke kommer med Livets Lyst, og Sommerens Glans føles besværlig. Den Dag da noget er gaaet bort, som aldrig kommer tilbage.
Skjønne, blege Høst! Du er skjøn; thi din Død er blid. Alt længe har Sensommeren varslet dit Komme med kortere Dage og mørkere Nætter. De sidste Blomster har blomstret, Træernes Blade er blevne brune, de kjendte Stjernebilleder er stegne fra Havet – saa kommer Rimfrosten en stille Nat og spinder Skoven og Haverne ind i sin fine Sølvtraad, og Bladene falder.
Skjønne, tause Ro hos Oldingen og hos den gamle Kvinde, der ser hen for sig og 244venter paa den kloge Død, der i Grunden vil dem vel.
Men tidt kommer Høsten for tidlig, tidt kommer Storm og Død midt i den blomstrende Sommer. Tidt lyder der Skrig mod Himlen over en altfor stor Smerte …
Ada gik omkring paa Vorregaard. En eneste brændende Sorg. Hun følte ikke Timerne og ikke Morgen og Aften. Hun gik langs Vejen Dag efter Dag. Hun forstod ikke, at dette var kommen.
Saa helt havde hun givet sig hen til ham, som hun elsked. Ved Dag havde hun skjænket ham sit Smil og sin Latter og sine Tanker. Ved Nat havde hun givet ham al sin Elskov, al sin Ømhed. Hun havde end ikke skjult sit Legem for ham. Hun var jo helt hans egen.
Nu bøjed hun sit Hoved mod Jorden, og en Smerte tog hende, som hun ikke kunde bære …
Naar den almindelige Blandingssten faar en Splint, saa hænger den sammen næsten som før. Naar Krystallen faar en Splint, er den allerede sønderbrudt. De muntre Spurve og de spraglede Skjærer er sejglivede; men langt inde i Skoge flyver Fugle, der bruser sine stærke Fjær i Solrenningen; men som saa let falder for et Skud og forbløder.
245Ja, nu døde hos Ada det blanke, det bløde. Det Barnlige, som altid havde været stærkt hos hende, døde. Og med dette svandt langsomt det Liv hos hende, der løfter Blikket mod Himlen og jubler. Sagtelig kom en egen Død over hende. Hun holdt tilsidst af at gaa omkring og tænke paa, at engang skulde det hele være forbi, at engang vilde hun ikke mere kjendes.
Sakarias Wilde sagde ikke meget; men han tog sig Sagen umaadeligt nær. Han begyndte at blive sløv efter dette. Nu og da rejste han sig og knyttede Haanden og mumled, at han vilde rejse hen og slaa Carsten Stahl.
Engang, medens han var ude, kom Kommandør Bøg listende og fortalte hjælpeløs og under Taarer, at Wilde havde været hos ham og bebrejdet ham, at han havde rost Carsten Stahl. Han havde sagt: «Du roste ham, skjønt Du vidste, at Du løj!» Men hvad var dog dette? … hvad var dog dette? … Det fik jo gaa at Wilde sagde, han løj … i tidligere Dage havde det ikke gaaet … nej ikke gaaet … men han havde jo ikke rost Carsten … han havde jo ikke rost ham, han havde sagt: «Ada skal have en anden».
246«Jeg ved det Onkel,» sagde Ada rolig, «bær over med Fa’r, han er jo gammel og sorgfuld.»
Nu græd Kommandøren endnu mere. «Kjære Barn, kan det ikke blive godt igjen? Husk paa, hvor jeg altid har holdt af Dig, kan det ikke blive godt? hvis han for Fremtiden er tro. Husk paa, at vi er skrøbelige alle, og denne Dame … tro mig, han elsker Dig alene, ja han gjør … Ada, vær mild.»
«Kjære Onkel, jeg kan ikke svare Dig. Kan hænde, at der kan siges meget om det, Carsten har gjort … om det ikke kan tilgives, eller om det kan tilgives. Du faar bedømme det, som Du synes, og andre faar bedømme det, som de synes. Jeg ved bare om mig selv, at jeg ikke er som før … Jeg kjender efter, Onkel Bøg, men jeg er saa svag. Jeg ved ikke, hvordan det er fat med mig.»
Hun støtted sit Hoved i sine Hænder; lidt efter fortsatte hun stille: «jeg har i de sidste Dage tænkt paa, at det er saaledes, som jeg siger. Ja om jeg nu fik vide, at alt … at alt som jeg saa den Dag, var en Drøm … Om jeg fik vide, at det ikke havde været sandt … om jeg fik vide, at Carsten den 247hele Tid havde været min … om han den hele Tid havde været min som jeg hans, saa vilde jeg nok glæde mig … men jeg vilde alligevel ikke kunne glæde mig som dengang. Jeg vilde ikke være stærk nok dertil … Nej, jeg kan aldrig blive som før … Nej, Onkel Bøg, jeg tror, at dette har dræbt noget hos mig …»
Og pludselig var det, som Sandheden heraf stod klar for hende, og for første Gang i al denne Tid græd hun … ja hun hulked, saa hele hendes Legem skjalv.
*
Naar hun ved Aften gik ind i sit Kammer, sad hun længe, før hun klædte sig af, og om Natten laa hun i sin Seng uden at faa sove, og faldt langt om længe i en Døs, der ikke var Søvn, men en Dødstræthed, i hvilken hun dog opfatted enkelte Lyde: hun kunde høre en Mus gnave i Væggen, hun kunde høre et Hanegal – underligt raabende, som det lyder om Natten.
Tidt slog hun Øjnene op og vaagned helt, satte sig oprejst i Sengen og saa paa Klokken. Eller hun saa mod Vinduet, for at se om det begyndte at lysne.
Naar de maaneklare Nætter kom, laa hun og betragted de hvide Figurer, som Maanestraalerne 248danned paa Gulvet. De flytted sig langsomt bortover. Hun laa stundom og stirred paa dem, til det gjorde ondt i hendes Øjne …
Af og til tænkte hun paa de fordums Nætter, tilbragte i Sanserus. Hun tænkte paa den som paa noget fjernt, noget ufatteligt, noget fra en anden Verden. Hun begjæred dem ikke mere; thi den forfærdelige Smerte havde dræbt hendes lyse Brynde, Sorgen havde knuget hendes Lyst paa Verden mod Jord og havde kvalt den.
Ada kunde have fundet Steder igjen, hvor hun kunde have grædt over Minder fra Lykkens Tid. Hun gjorde det nogle Gange; men da hun mærked, hvor Minderne gjorde hende blød, naar de tilkaldes under Taarer, saa havde hun Kraft nok til at lade være at vugge sig ind i dem. Inderst inde var der noget i hende – var det atter noget af den Kraft, hun havde fra de frie Marker, fra Bøfjeldet og fra Vorreskogen? – der bød hende at standse op og møde Minderne og se paa dem med aabne Øjne uden Taarer. Og hun mødte dem, og hun spurgte dem ligesom, hvad de vilde hende. I Førstningen var hun vel svag nok, men stærkere blev hun for 249hver Gang, hun med dette Sind saa Minderne igjen. Og de sang hende for hver Gang svagere til. Og for Sandheden at melde, dræbte hun Minderne ét for ét.
Saa var det snart fuldbragt, og den Dag kom ogsaa, da hun var færdig med sit Værk. Da alle bløde Ord og alle farverige Minder var drevne bort. Af den Ada, som straaled, var nu tilbage en af de Kvinder, hvis Skuldre er smale og hvis Øjne er trætte. En af dem for hvem nok den straalende Kjærlighed er død; men som til Vederlag har faaet en stille Ømhed, en Ømhed, der som en trofast Haand værner om dem, man har kjær.
En selvforglemmende Datter støtted nu sin affældige Fader, og en bleg, blond Moder drog nu Omsorg for sin Søn.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Thomas P. Krags roman Ada Wilde ble først utgitt i 1896 og er en roman om kjærlighet, svik og ensomhet.
Ada Wilde vokser opp i beskyttede omgivelser sammen med faren på Vorregård. 19 år gammel forelsker hun seg i løytnant Carsten Stahl. De gifter seg og får en sønn, men livet blir ikke helt slik Ada håpet på.
Se faksimiler av førstetrykket fra 1896 (nb.no)
Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.