Ada Wilde

av Thomas P. Krag

VII

226Vorregaard den 20de August.

«Min eneste kjære Datter!

Du finder maaske, jeg ikke har skrevet til Dig den senere Tid saa ofte, jeg som kjærlig Fader burde; men ved Du hvad, min Ada, jeg mærker, at jeg begynder at blive gammel, og da kommer Beslutninger og Tanker langsomt. Ja, i Sandhed, før var jeg jo nok ogsaa til Aars, men for ikke mere end to Aar siden sagde jeg til Bøg: jeg føler mig tidt helt ung. Men nu kan jeg nok ikke sige det, og det nytter jo ikke at lyve for sig selv og for andre. Vi sidder, Bøg og jeg, meget sammen og samtaler i den blaa Stue. Den er meget lun om Vinteren og kjølig om Sommeren. Kaptejn Kruse har jo forladt os. Han blev højst uretfærdig forbigaaet ved sidste Avancement; han havde vel været mere sin egen Mand, end det er velset 227af mange. Bøg og jeg søgte at trøste ham med dette sande Ord; men det er ikke saa let at give Trøst i saadanne Tilfælde. Thi vel er det saa, at en god Samvittighed er en god Ting; men en Uretfærdighed er meget bitter, og meget bittert maa det være at se sig tilsidesat ved sit Livs Kveld, naar man et helt Liv har gjort ikke blot, hvad Pligten men ogsaa hvad den strænge Samvittighed kræver. Omend, hvad ens Samvittighed kræver, maaske ej harmonerer med visse smaa hemmelige Bogstaver og Tegn, der angiver den Takt, man helst skal følge. Nok er det, Kruse overvandt ikke denne Tilsidesættelse. Han blev bitter og brugte haanlige Ord, og han tog straks sin Afsked og er nu rejst til sin Fødeby, hvor han nu lever stille og tilbagetrukken, erindrende sig sin Barndoms og Ungdoms Dage. Bøg er den senere Tid bleven svagsynet og daarlig til Bens. Han gaar med Stok, og jeg tager tidt hans anden Arm. Saalunde gaar vi da under Alléen og i Haven, og nu, da Sommeren staar i sit sidste Flor, og Høsten snart vil komme, nu nyder vi de sildige Blomsters Skjønhed, og vi glædes endnu tidt ved, hvad Vorherre har skabt. Min kjære Ada, hvor vi taler om Dig, hvor vi begge elsker Dig, mit eneste Barn. Bøg bliver 228tidt helt sorgfuld og græder, naar han minder mig om det ene og om det andet, og det er ikke godt at være tørøjet for en gammel Fader i saadanne Øjeblikke.

Forresten er der ikke noget større at melde fra Vorregaard, end at Tiderne er daarlige for Landmanden. Bønderne paa disse Kanter slider haardt nok for den knappe Føde. Og megen Rigdom kaster Vorregaard ikke af sig. Det er tidt en Hazard at være Jorddrot. Saa meget kan komme, der kan kuldkaste selv en dygtig og kyndig Landmands Beregninger.

Hvordan lever saa Du selv og Carsten og lille Alf – ja nu er han vel snart en stor Gut. Jeg haaber, at Du i alle Fald til næste Sommer kommer hid, saa jeg faar se Dig igjen og Alf og Carsten, hils ham fra mig mange Gange.


21de August.
Jeg standsede her i Gaar, min kjære Datter, og tænkte da ej at uroe Dig. Men jeg synes nu, at jeg heller ikke vil skjule for Dig, hvad der hændte mig for noget over en Uge siden. Thi som jeg da gik henad Vejen, jeg havde været ude at gaa min sædvanlige Tur, saa svandt pludselig Jorden bort under mig, og mit Hjærte standsede sine 229Slag, kort sagt, jeg faldt i Besvimelse, ja rent ud sagt, jeg blev rammet af et mildere Hjærteslag. Og jeg kom først til mig selv, da jeg laa i min Seng, vistnok udenfor al Fare for Livet, men endnu meget svag og mat og tung i Hovedet. Jeg blev liggende nogle Dage, før jeg kom mig. Nu er jeg, Gud ske Tak, atter rask, men jeg skal ikke nægte, at dette pludselige og heftige Ildebefindende – ja Bortrykken fra alt, voldte mig Angst, og at et Korn Angst sidder i Kroppen endnu og gjør, at jeg ikke er ganske som ellers. Ak, hvor hænger Menneskenes Liv dog ofte i en skrøbelig Traad!

Men, min kjære Datter, gjør Dig ingen stor Bekymring! Jeg tænkte, eftersom jeg virkelig nu er karsk, paa slet ikke at omtale det for Dig; men hvorfor ogsaa gjøre det? Jeg ved jo, at ligesaavist som jeg, da jeg var den stærke og kraftige Mand, og Du det svage Barn, tænkte paa Dig, ligesaavist vil Du, nu da Du er den kække og stærke, ikke undlade at tænke paa mig, din gamle, svage Fader. Derfor skriver jeg alt, som det er, i det jeg tillige beder Dig erindre, at Du først og fremmest er Hustru og Moder. Vi gamle maa jo alligevel snart herfra.

Men om Du, uden at det skaded dit Hus, 230kunde komme til mig en stakket Tid, da vilde Du glæde mig meget. Ja, maaske jeg da vilde blive stærk, saa jeg endnu engang kunde blive den stærkeste, og jeg kunde, selv om jeg ikke er Kvinde, dog lulle Dig i Søvn og bede de gode Engle følge dine Fjed. Vær da hilset mange Gange fra din trofaste Fader

Sakarias Wilde.


Det blev samme Dag bestemt, at Ada skulde rejse til Vorregaard. Carsten kunde ikke blive med. Netop i de Dage skulde to Kanoner anbringes og prøves. Carsten gik frem og tilbage paa Gulvet (som han altid gjorde, naar han blev ivrig) og talte om, hvor han beklagede ikke at kunne rejse med og se sin Svigerfader igjen, «den elskværdigste og nobleste Mand, han nogensinde havde truffet.»

«Men en anden Ting,» vedblev han efter en Stunds Forløb, «som heldigvis ikke er umulig, er, at Du tager Alf med derop. Han ser i Grunden ikke godt ud, synes jeg, og denne Skolegang tror jeg, han tager for alvorligt. Han sad igaar og læste højt en hel Time. Jeg skal gaa ind til Bestyreren og 231forklare ham Sagen … saa rejser I begge til Svigerfar og bliver der en Uge eller to. Hils ham saa fra mig og sig, at jeg vilde saamænd gjærne rejse derop; men det var mig umuligt … Ønsk ham god Bedring» …

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ada Wilde

Thomas P. Krags roman Ada Wilde ble først utgitt i 1896 og er en roman om kjærlighet, svik og ensomhet.

Ada Wilde vokser opp i beskyttede omgivelser sammen med faren på Vorregård. 19 år gammel forelsker hun seg i løytnant Carsten Stahl. De gifter seg og får en sønn, men livet blir ikke helt slik Ada håpet på.

Se faksimiler av førstetrykket fra 1896 (nb.no)

Les mer..

Om Thomas P. Krag

Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.