232Ada og Alf rejste til Vorregaard den næste Dag. Skydsgutten stod bagpaa den dobbeltspændte Kariol og snakked og fortalte om alt, hvad han saa. Tilsidst gav han sig til at synge, og meget af det, han sang, lød saa pudsigt, at Ada lo, trods hun inderst inde var bedrøvet over nu at skulle se sin Fader igjen, syg og svag.
Da Hesten var ualmindelig stærk og udholdende, naaede de til Vorregaard alt anden Dags Middag. Sakarias Wilde blev inderlig glad over at se dem; han havde jo ogsaa haft det paa Fornemmelsen, at de rigtig snart vilde komme.
I Grunden fejlede han ingenting nu. Han saa ganske godt ud. Vistnok var hans Haar blevet tyndere, og den blonde Kulør var meget fortrængt af den hvide; men han var endnu rask til Bens, og hans Latter var i Grunden let som før. Ada forstod, at 233det havde trøstet hendes Fader, hvad Doktoren havde sagt samme Dag: at han til syvende og sidst ikke skulde tage sig nær af den Besvimelse; han kunde leve endnu mange Aar stærk og frisk.
Hun skrev til Carsten og fortalte ham det hele, tilføjende, at hun blev endnu en Tid paa Vorregaard. To Dage efter fik hun Brev fra ham, hvori han skrev paa en Maade, som faldt hende svært at forstaa. «Min elskede Ada! Tak for dit Brev, ja tusinde Tak. Hvor jeg dog længes inderlig efter Dig, min elskede Hustru, og hvor jeg dog paa den anden Side beundrer din opofrende Datterkjærlighed, og hvor jeg maa, skjønt mit Hjærte krymper sig af Længsel efter at hvile Dit nær, dog billige, at Du bliver fra mig og hos din Fader endnu en Tid. Min elskede Ada! Du elsker mig vel ligesaa højt nu som før? Jeg synes, dit sidste Brev var kjøligt, og det voldte mig Sorg!
Hils din Fader og Alf fra mig. Men vær Du selv kjærligst hilset fra din evigt elskende
Carsten Stahl.
Hvor dette Brev virked underligt paa hende. Her kom varme Ord frem; men 234hvad var det dog ved disse hans Ord, der gjorde, at hun følte sig ham saa fjern.
Men en Nat havde hun en Drøm. Carsten var hos hende, og de var lykkelige med hinanden. Kyssene og Kjærtegnene, de gav hinanden, var, som de undertiden føles i Drømme, brændende, altopslugende. Da Ada Morgenen efter, endnu fyldt af Drømmen, læste Brevet, syntes det hende vakkert og sandt. Og da vedblivende hendes Fader var rolig og frisk, gik hun samme Dags Middag for ham og sagde, at hun nu nok burde rejse, fordi hun troede, Carsten savned hende og hun længedes efter ham … «Men til Julen, Fa’er, altsaa om tre Maaneder eller saa, kommer vi til Dig alle tre.»
Hendes Ord om at rejse vakte stor Bedrøvelse – ikke alene hos Sakarias Wilde, men ogsaa hos lille Alf, som slet ikke havde Lyst til at vende tilbage til Skolen saa snart. I al Hemmelighed sammenrottede nu Bedstefaderen og DattersønnenDattersønnen] rettet fra: Sønnesønnen (tekstfeil) sig, og før Aften maatte Ada gaa ind paa, at Alf skulde faa Lov til at blive endnu en Tid … Hun skulde spørge hans Lærer, om hvor længe han kunde faa Lov …
Næste Dags Eftermiddag rejste hun fra Vorregaard, mens hendes Fader og hendes Søn stod paa den høje Trap og vinked Farvel ….
235Hun længedes nu tilbage til Carsten, og hun længedes tryg tilbage … hendes Fader havde det jo godt, og Vinteren var ikke fjern, da hun skulde besøge ham paany med Carsten og se Alf igjen frisk og rødkindet.
Hun læste paa Hjemvejen Carstens Brev mange Gange – havde hendes Brev til ham været kjøligt? … hun husked det ikke nu. Hun havde skrevet, at hun fandt sin Fader vistnok ældet, men ganske frisk, at han var roligere og kjækkere, siden Doktoren havde opmuntret ham, og at hun vilde blive deroppe endnu en Stund. Det var, hvad hun havde skrevet ….
Nu ja, havde hun været kort nok i sine Breve, kunde hun og skulde hun gjøre det godt igjen, naar hun saa Carsten igjen. Hun længedes efter at være hos ham!
Hun naaede hjem den anden Dags Aften eller rettere, da det begyndte at skumre. Hun gik op ad Husets Stentrap og tog i Dørgrebet. Døren var laaset. Hun havde sine Nøgler i den lille Haandtaske, det var besværligt at faa den op … Hun trak i Klokkestrengen og blev forundret; for Klokken gav ingen Lyd: Strengen var hægtet af, som den blev, naar de var borte fra Huset … Hendes første Tanke var, at Carsten ikke var hjemme, 236at en øjeblikkelig nødvendig Rejse havde kaldt ham bort … en uforudset Embedsrejse …
Men saa opdagede hun, efter at hun omsider havde fundet Nøglerne frem og skulde til at aabne, at Nøglen stod i Laasen indenfor. Alt blev hende nu mere og mere uforklarligt.
Hun vilde nødig vække Opmærksomhed ved at banke paa Døren. Rolig gik hun et Par Huse bort, hvor hun vidste der boede en Smed. Hun fik ogsaa Smeden fat – en liden halvblind Mand med et Par latterlig store Hornbriller paa Næsen – sagde ham, at Porten skulde dirkes op. Han samlede noget Værktøj og tog to Ringe fulde af Dirker og fulgte saa efter.
Porten, hvorigjennem Ada vilde gaa, blev næsten aldrig aabnet, saa dens Laas, hvortil en hel St. Pedernøgle passed, var vanskelig at faa dirket op. Smeden fnøs og stødte gjennem Næsen, krummed sig, saa lang han var, og mumled en Del Fordømmelser. Saa endelig gav Laasen efter. Ada fandt saa nogle Smaapenge, som hun gav Smeden. Og medens denne gik langsomt tilbage til sit Hus, hvor han atter hængte Dirkerne fra sig, gik Ada 237igjennem det lange, temmelig trange Portrum, undrende sig den hele Tid.
Hun kom fra Bislaget ind i Kjøkkenet, hvor ingen var; derfra ind i Pigeværelset. Pigerne maatte være ude. Deres Kaaber og Hatte, som altid hang paa en stor Knage ved Døren, var borte. Hun kom ind i de to Stuer. I den inderste af disse saa hun i Halvmørket, at der stod Vin paa Bordet. Og nu kjendte hun en egen Duft … hvor havde hun før kjendt den Parfume? … den havde ikke været her før nu, den var baaren ind, den laa i Luften, den var af de stærke, tunge Dufte, men var her tilstede kun saavidt, den kjendtes.
Da faldt pludselig noget bende i Øjnene: en Damehat med en stor hvid Strudsefjer … Fru Ornes, hun kjendte den! … og de lange Handsker paa Bordkanten … hun blev staaende og stirre paa disse Ting. Nu saa hun pludselig ogsaa et Slør …
Hun gik langsomt ind i Spisestuen, hvor ingen var. Og hun aabned Døren til Soveværelset.
Et Skrig lød mod hende. I samme Øjeblik for to Skikkelser op. Hun stod pludselig midt iblandt dem. Hun saa sin Mand, og 238hun kjendte Fru Orne. Hun saa, at begge var nøgne. Hun saa dem, og da hun havde set dem, gik hun langsomt ud. Hun gik fra Spisestuen gjennem de to Dagligstuer ud i Korridoren. Hun blev ved at gaa uden at vide det. Hun standsed uden at vide det.
Pludselig blev hun mærkelig klar, hun tænkte sig om, og nu saa hun det hele skarpere, ja nu saa hun det, nu opfatted hun det først. Vinen saa hun, Hatten, Sløret, de lange Handsker, den lette Duft i Stuen kjendte hun, den stærke Duft i Soveværelset, de to nøgne, de løse Klædningsstykker, som her laa henslængt over alt i den vildeste Uorden, endog paa Gulvet. Hun havde snublet i en sort Kjole, hvis Silkeglans hun nu først rigtig saa.
Hun blev staaende. Pludselig begyndte hendes Bryst at hæve sig og sænke sig, hendes Øjne lukked sig halvt, hendes Tænder blev sammenbidte, hendes fine Næsebor bævede, en ubetvingelig Vrede arbejded sig langsomt op i hende. Hun knytted Hænderne og stod paa Sprang. Noget kom over hende – var det Kraften, hun havde i Eje fra Vorreskogens Sus, de vidtstrakte Markers Pust og Lofjeldets Styrke? – Hun vilde gribe de 239to derinde. Hun vilde slaa noget hos dem, som hun var Fiende af. Der hang den flettede Svøbe, den hang jo ved hendes Haand; hun greb om Skaftet og holdt Snerten igjen, hun skreg pludselig – skreg som den vilde Ørn skriger i Raseri, naar den saares af en skjult Mands Kugle. Hun for ind gjennem Værelserne med Svøben løftet og slog for sig, saa det hvined, ligefra Korridoren; hun skreg den hele Tid, skreg korte, vrede Skrig, der dog skar, som Smerteskrig skjærer. Hun naaede Soveværelset, hendes Mand kom hende i Møde, et svidende Slag faldt over hans Ansigt, ført af en kraftig Haand. Hun skreg højere, slog to Gange i Luften, saa Svøben hvined, og hun ramte ham atter hele tre Gange, saa han vendte sig bort. Hun gik videre til den næsten nøgne Kvinde, der endnu sad i hendes Seng, i den Seng, hvor Carsten havde besøgt hende Brudenatten, hvor hun siden havde været hans, hvor hun havde født sit Barn. Her skreg hun atter, ingen Klynk, ingen Sorg, atter den unge Ørns hvasse Smerteskrig, men udstødt i Vrede, selv om Smerten er Dødens. Hun rev den fremmede Kvinde fra Sengen ned paa Gulvet, og hun slog hende Gang paa Gang, tog fat i hendes Haar og slog 240igjen, medens den anden vred sig under hende og tilsidst værgede sig.
Da lo Ada kort og skreg højt som en Haan mod de to. Hun vendte sig og gik ud igjen, saa sin lille Haandkuffert staa der, tog den i sin Haand og gik afsted uden at vide hvor.
Hun gik udover Vejen en Stund, vendte saa og gik samme Vej tilbage. Hun vilde gaa op til Margrethe Lyders.
Men da hun havde gaaet en Stund, standsed hun. Hvad skulde hun vel hos Margrethe nu? … Fortælle dette? … Hun kunde ikke.
Hun gik til samme Skydsskaffer, som havde givet hende Hest til Vorregaard sidst. Og hun bad igjen om Skyds derud. Hun forstod, at den sene Tid vakte Undren. En Stund efter rejste hun udover i Kariol. Henimod Midnat kom hun til en Gaard, udenfor hvilken der hang en Lygte. Hun hørte Skydsgutten sige, at der nok kunde blive Rum for Natten. Og pludselig følte hun Lyst til at komme ind i et Kammer og faa være, hvor ingen var, faa gaa til Sengs, slukke Lyset og ligge i Mørke.
Hun bad Skydsgutten høre efter, om hun kunde faa Værelse der for Natten. Gutten gik villig hen og banked paa en Rude, indenfor 241hvilken der brændte Lys. En Stund efter kom en Mand ud og saa en Kone. Skydsgutten talte nogle Ord med dem. De tog godt imod hende og bad hende tage til Takke. Da hun var kommen op paa sit Værelse, hørte hun gjennem det aabne Vindu, at Manden og Gutten trættede om, hvor Hesten skulde staa for Natten. Deres Stemmer klang saa fremmede for hendes Ører.
Hun fik, hvad hun ikke havde troet, sove denne første Nat, og da hun vaagned om Morgenen, troed hun det første Øjeblik, at hun var hos Carsten. Saa vælted det hele ind paa hende. En Smerte greb hende, dyb og forfærdelig – som Dødskval.
En Time senere rejste hun videre. Nu og da saa hun sig omkring; men som oftest sad hun ganske stille. Skydsgutten, som var den samme, der sidste Gang kjørte hende til Vorregaard, sagde flere Gange: Fruen var i bedre Lav forrige Gangen. Hun svared ikke paa det. Sluttelig begyndte Gutten at synge de Sange, han sang sidste Gang, og som da havde vakt hendes Lystighed; men han mærked, at de nu ikke vare nødvendige, og han tied engang for alle.
Da hun kom til Vorregaard, maatte hun 242gaa tilsengs. Hun var meget svag nogle Dage. Doktoren kom og gav hende styrkende Midler. Paa den sjette Dag rejste hun sig og kunde atter gaa omkring i Huset og i Haven og under Vorregaards Allé.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Thomas P. Krags roman Ada Wilde ble først utgitt i 1896 og er en roman om kjærlighet, svik og ensomhet.
Ada Wilde vokser opp i beskyttede omgivelser sammen med faren på Vorregård. 19 år gammel forelsker hun seg i løytnant Carsten Stahl. De gifter seg og får en sønn, men livet blir ikke helt slik Ada håpet på.
Se faksimiler av førstetrykket fra 1896 (nb.no)
Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.