Ada Wilde

av Thomas P. Krag

XI

259Alf var ikke flink paa Skolen, noget Ada ikke tog sig meget nær. Han skulde ikke behøve at lære mange Bøger og Registre. Han skulde ikke være Embedsmand. Som Ætling af en gammel Jorddrotfamilie, havde hun i Grunden ikke meget tilovers for Embedsmændene, hvem hun betragted som Statens Kontorfolk, der flakked om fra By til By. Nej, Alf skulde overtage Vorregaard, naar han blev stor.

Naar derfor Alf var ude med Kammerater den udslagne Eftermiddag, og naar han kom hjem, træt og forpustet fra de lange Roture helt tilsjøs, eller naar han kom hjem med Huller paa Klæderne efterat have klatret i Træer, eller endog med Næsen i Blod efter et Slagsmaal, saa skjændte hun ikke paa ham; thi hun troed, at denne uafladelige Løben omkring, disse Roture og disse Slagsmaal 260tegned til Gavn for ham. Under saadant vilde han blive voksen og rolig.

Saa mange smaa Ugjærninger gjorde han, som hun maatte jevne. Lensmanden, som boede en halv Fjerdingvej borte, kom hele tre Gange og klaged over, at hendes Søn med tre andre raabte og skreg paa Vejen udenfor ham «som vilde Dyr». Ogsaa andre kom med Klager, men alt, hvorover de klaged, var kun Kaadheder, der i Grunden var uskyldige og ikke bar i sig Spirer til noget ondt.

Men en Dag kom en svær graaskjægget Mand op til Vorregaard og fortalte, at Alf og hans Kammerater havde brændt af en liden Fiskerhytte paa en af Holmerne. Da Ada fik høre dette, blev hun forfærdet. Hun tog Alf for sig, da han en Time senere kom hjem, og det paa en Maade, der lod til at forundre ham: han troed næppe, at hans Moder kunde være saadan.

Men da han havde fortalt det hele, blev hun lettere til Mode:

Han og tre Venner havde været paa Tur tilsjøs. De havde ligget over paa en Holme og tændt op Baal. Da de havde forladt Holmen i Dagbrækningen og var kommen ud paa Sjøen igjen, saa de, at den gamle Hytte 261(som forresten ingen boed i) begyndte at brænde. De vendte tilbage og forsøgte at slukke Ilden, men de kunde ikke raade med den. Nu kom en svær, graaskjægget Mand frem og sagde, at de havde tændt Hytten i Brand, sagde dem endvidere, at han vidste, hvem de var, og at de skulde faa svide derfor, thi Hytten var hans. Da de svared, at de ikke havde tændt Hytten, raabte han, at det vidste de nok selv, at de havde. Havde de ikke tændt den med Brand, saa havde Gnisterne fra Baalet deres tændt den … jo de kunde passe sig for at sige andet. Og saa havde Manden gaaet sin Vej; men af andre havde de faaet vide, at den Mand var ikke meget vyrdt … han var halvt en Fant. Da engang nogle Russere laa ved Holmen, nogle som skulde fiske der, saa var der en, som skød efter dem med Salt fra Fjeldet paa den anden Side … Og det var sikkert ham.

«Naa, men hvorfor har Du ikke fortalt dette før?»

«Nej … fordi jeg var ræd, at jeg ikke oftere maatte rejse derud.»

Ada bad Alf hente sine Venner fra den Tur. Det gjorde han, og de forklared omtrent det samme. De var alle som en ildene sinte paa den graaskjæggede Mand; men de 262turde ikke netop forsikre, at ikke Gnister fra Baalet havde tændt Hytten an.

For at undgaa mere Uro, betalte Ada Manden Hyttens Værdi.

– Eftersom Aarene gik, kom tidt Ord fra Alf, der viste, at han mindst af alt tænkte paa at blive Landmand. Turene til Fjelds og til Skogs blev færre og færre. Det eneste, som duede for ham, var snart sagt at ro og at sejle – inde i Smaabugterne eller langt ude paa Sjøen. I Ferierne var han tidt ude saa længe, at Ada var meget ængstelig for ham, om der kom haard Storm.

Men altid vendte han tilbage og lo saa tryg, naar hans Moder fortalte ham, hvor hun havde været bekymret for ham. En Aften sagde han, da han kom hjem: «Se paa mig Mo’r! Jeg kan aldrig komme noget til paa Sjøen.»

Hun saa paa ham og saa mere paa ham. Hun forstod ham paa en Maade, men sagde dog:

«Hvad mener Du i Grunden, Alf?»

«Jo, der er Folk som kan fare til Sjøs, og som alligevel aldrig bli’r Sjøfolk; men andre er det med det samme. Ingenting er vrangt for dem. Den værste Kaptejn blir blid paa dem. Og aldrig gaar de under paa 263Sjøen … de klarer sig, hvordan det gaar. Slig en Sjømand er jeg, Mo’r! Kaptejn Fjelde, ham de kalder «Ulven», sagde mig det i Dag.»

«Det er underligt nok,» svared Ada, «at Du holder saameget af Sjøen. Jeg holder mere af Sletten og Skogen. Jeg har sjelden været ved Sjøen.»

Nogle Dage efter sagde hun til ham:

«Kjære Alf … Du er nu saa voksen, at Du maa tænke paa din Fremtid. Paa Skolen har det gaaet daarligt; men Du har jo alligevel vist, at Du har Forstand og gode Kræfter. Kjære Alf! jeg har altid tænkt, at Du skulde overtage Vorregaard … Jeg kan ikke tænke paa, at Gaarden skal gaa over til fremmede.»

«Jeg skal gjøre, hvad Du vil. Jeg skal bli’ hos Dig, Mo’r,» svared Alf stille.

De Ord, hendes Søn her udtalte, var nogle af de mange, han i den senere Tid havde udtalt, hvis Tonefald fik hende til at lytte. Det var, som sagde dette Tonefald hende, at hendes Søn vidste, hvad Grunden var til, at han og hans Moder nu boede her, medens hans Fader aldrig var at se, trods det at han leved.

«Jeg skal gjøre, hvad Du vil … jeg vil blive hos Dig, Mo’r.»

Og der laa tillige en dulgt Billigelse af, 264hvad hans Moder havde gjort, og der laa ogsaa Taknemlighed i den Tone, hvori han udtalte Ordene.

– Lidt efter begyndte Alf at øve sig i Landbruget. Han gik tidlig i Seng, han stod tidlig op og deltog meget ofte i det haardeste Markarbejde. Han skaffed sig tillige de Bøger, der handled om Landvæsen, og han rejste til Hovedstaden for at skaffe de bedste Maskiner.

Men kort at fortælle: han trivedes ikke ved dette. Nu og da mumled han uvilkaarlig hen for sig: «Ja, nu gaar Tiden!» det blev kastet hen som et almindeligt Mundheld, men noget laa bag, der ej udtaltes med Ord, men som føltes.

Ada mærked det hele. Og en Dag sagde hun til ham:

«Kjære Alf, et Menneske faar have Lov til at blive, hvad han er. Jeg tror, Du gaar med en Sejlads i Kroppen, som Du maa blive færdig med, før Du kan være rolig hjemme … En rigtig Langfart, saa skal Du se, hvor gladelig Du sætter Dig ned. Skynd Dig saa ud, Alf, før Du bliver altfor gammel … Du maa faa den fra Dig. For faar Du den ikke fra Dig, saa kan hænde Du kommer til at gaa med den i Kroppen hele Livet, og da 265kommer Du kanske til at tage andre Langfarter … som kan bli’ værre.»

Alf gik hen, tog hende om Halsen og sagde:

«Faar jeg rejse langt bort, Mo’r?»

«Vil Du ogsaa langt bort, Alf?»

«Ja, jeg har altid slig Lyst til at komme meget langt bort. Til Steder … som ligger langt ude paa Sjøkartet … midt i store Have … Øer med forunderlige Navne … til noget, ingen kjender» …

Ada saa, hvor Sønnens Øjne stirred frem for sig, som skimted han de fjerne Steder, han talte om.

«Rejs saa langt bort, Alf … men glem ikke din Mo’r … kom tilbage … ikke sandt, Du vil komme tilbage?»

Alf svarede:

«Jo … jeg skal aldrig … glemme Mo’r.»

Ada var nok bedrøvet over, at Alf skulde rejse; men hun var rolig. Den Sorg, hun havde haft i Livet, havde gjort hende noget fanatisk: Lykken og Ulykken beroed ikke paa udvortes Ting.»

Hun sad derfor roligere og saa paa Alfs Bortrejse, end mangen Moder gjør. Og det trods hendes Kjærlighed til denne hendes eneste Søn var større, end de fleste Mødres er.

266Da Alf var rejst, gik det op for hende, at hun i Sandhed var ensom. Hun havde jo meget at beskjæftige sig med ved Vorregaards Brug, og godt var Arbejdet … og dog … Mennesket trænger andet end den tilfældige Beskjæftigelse. Det trænger nogen at hvile sine Øjne paa, det trænger nogen, til hvem det med Glæde kan sige: «se, nu er det snart færdigt! … se nu er det fuldendt!»

Hvorfor anstrængte hun sig nu? Hvis nu Alf blev ved at fare til Sjøs? … om han var, som han sagde, født Sjømand? … Slige kunde tidt være umulige at faa til at blive boende i Land. Hun havde set slige ægte Sjøfolk, der gik omkring paa Landjorden ganske besværligt og med noget i sit Ansigt og i sine Øjne, som om de ikke hørte hjemme, hvor de var. Mon ikke Alf havde noget af slig Underlighed hos sig? … Jo, han havde! de sidste Dage, han var hjemme, havde hun set noget arbejde sig frem hos ham, en Anspændelse havde vist sig hos ham og havde givet sig til Kjende ved Taushed, ligesom Fuglen, der tier i samme Øjeblik, den bereder sig til at prøve sine stærke Vinger.

Til andre Tider troede hun sikkert, at han vilde komme hjem og blive hjemme. Og hun tænkte med Behag paa Dagen, naar han 267kom og Dagene siden, naar han gik med hende de gamle kjendte Veje og sagde til hende: «nu er jeg glad over, at jeg er hjemme igjen.» –

En Maaneds Tid efter at Alf var rejst, fik Ada et uventet Besøg af Fru Lyders. Hun skulde paa Besøg til sin Broder, Provst Bjelke, som boede en ti Mil op i Dalen … og hun kunde jo ikke gaa Vorregaard forbi uden at hilse paa sin kjære Veninde. Men hvorfor, hvorfor havde de dog ikke truffet hinanden i saa mange Aar? Hvor var det dog mærkeligt, naar de boed hinanden saa nær! Ada maatte dog have levet meget tilbagetrukkent. Naa, det ligned hende. Det var, som en Herre for længe siden havde sagt i et Selskab, hvor Ada var: «hun har noget ved sig af gammel, arvet Jord» … jo, hun havde i Grunden aldrig kunnet blande sig med de stakkels borgerlige … Men alligevel … det skulde have været saa godt, om de havde truffet hinanden i de første ti Aar … den senere Tid havde hun, Fru Lyders, været saa meget paa Rejse.

Fru Margrethe Lyders var endnu en meget vakker Dame, og hun havde en sjelden smuk Fremtræden. Smilet havde hun endnu i Beredskab, og det virked ganske behageligt; 268men alle de smaa bløde, velvillige Ord, der havde virket saa indtagende, naar de kom fra den unge Kvinde, var nu hos den seks og firtiaarige Dame bleven til en noget besværlig Ordstrøm.

Margrethe Lyders kom om ikke længe ind paa alvorlige Sager.

«Kjære Ada! Du og Carsten Stahl har paa en Maade baaret Jer fint og fornuftigt ad, ved at I ikke har gjort Eders Strid offentlig ved Skilsmisse og saadan Raaben op. For det bliver jo tilsidst Raaben op, om man gjør sligt. Hvor dog den ulykkelige Historie er løben ud i Sandet. Endnu gaar jo mange omkring i Sandby og tror, at Fru Stahl bor hos sin Fa’r, fordi hun ikke taaler Sjøluften. Og at hendes Mand besøger hende, naar han har Tid at afse … For Carsten Stahl tager jo af og til en Rejse … Men (hun sænked Stemmen) Fru Orne er borte … Gud ved, hvor hun er bleven af. Orne er i Byen nu og da. Han ligger meget paa Rejse.»

Ved al denne Tale kom noget ind paa Ada, som hun ikke ønsked Samkvem med. Hun vilde nødig høre mere. Hun sagde derfor lidt efter: «Kjære Margrethe … husk paa, at jeg ikke er vant til at snakke 269saameget herude. Vi har snakket saa længe. Lad os nu hvile lidt.»

«Javist, Du har Ret, Ada, Du har Ret, kjære. Jeg synes heller ikke om at snakke formeget … aa, ja … jeg har virkelig ofte saa ondt for at aande.»

Hun lagde, som da Ada sidst var sammen med hende, sin hvide, smukke Haand paa sit Bryst. Hun gjorde det paa en Maade, der viste, at hun selv syntes, Bevægelsen klædte hende.

De to Veninder gik tidlig til Ro. Næste Morgen rejste Fru Margrethe Lyders videre.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ada Wilde

Thomas P. Krags roman Ada Wilde ble først utgitt i 1896 og er en roman om kjærlighet, svik og ensomhet.

Ada Wilde vokser opp i beskyttede omgivelser sammen med faren på Vorregård. 19 år gammel forelsker hun seg i løytnant Carsten Stahl. De gifter seg og får en sønn, men livet blir ikke helt slik Ada håpet på.

Se faksimiler av førstetrykket fra 1896 (nb.no)

Les mer..

Om Thomas P. Krag

Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.