Ada Wilde

av Thomas P. Krag

XII

270Den lille sorte Dampbaad slog sine Hjul med Lempe. Den var ikke tryg; thi der den gik – det var ved østre Indsejling til Sandby – fandtes mange smaa Blindskjær, og Taagen var den Dag kommen ind fra Havet og havde gjort Luften mørk, om end det endnu var ved Jevndøgn, og omend Klokken ikke var mere end fem om Ettermiddagen.

Kaptejnen, som var en alvorlig og samvittighedsfuld Mand, raabte ned i Røret: half Steam! – Og han pusted anstrængt og stirred hen for sig, medens han drejed Roret, saa lidt til den ene, saa lidt til den anden Side. Omsider kom Styrmanden, som just havde besørget Billetsalget, og afløste ham. Og nu stod begge sammen og saa, hvor Kyns Fyrtaarn, «Byens Varsel», dukked frem gjennem Taagen.

Dampbaaden var nærmest Lastebaad. Af 271Passagerer var der ikke mange. Nogle Bønder og svenske Fiskere, de sidste i tykke, islandske Trøjer, stod forud, og frem og tilbage paa Dækket gik to byklædte Herrer. Andre fandtes ikke.

Det blev mørkere og koldere i Luften. De fleste af Bønderne og Fiskerne blev staaende; men de to Herrer gik ind i et Rum, der af første Klasses Passagerer brugtes som Røgelugar. Der satte de sig. Gjennem en tynd Bræddevæg stod Varme fra Dampkjedlen. De læned sig begge mod denne Væg og skuttede sig af Velbehag. Saa tændte de sine Cigarer og snakked sammen. Jevnt og roligt kom Ordene, som de kommer, naar de talende er gode Venner og befinder sig vel. De snakked først om private Affærer, hvoraf det kom tilsyne, at den ene var Toldassistent, den anden Sagførerfuldmægtig, begge for Øjeblikket bosiddende i Havnestedet ligeved; desuden, at Fuldmægtigen var barnefødt i Sandby, endvidere at de nu skulde til Byen og deltage i Festen, som holdtes samme Aften i Anledning af, at det den Dag var halvhundrede Aar siden, at Klubselskabet stiftedes.

«Noget af det latterlige,» sagde Sagførerfuldmægtigen og lo, «er, at de to gamle Veteraner skal være med … Ja for ellers 272tror jeg, alt er meget velvalgt … men at de indbydes, de to … og som Æresgjæster … det er jo langt bort i Natten.»

«De to Veteraner? … hvem er det?»

«Det er to Gamlinger. Som ganske unge Mennesker har de været med at stifte Klubben. Det er Kjødeksportør … forhenværende Saltkjødeksportør Smuk og en gammel Hr. Grunck … ogsaa noget forhenværende … jeg tror, han engang var Vinhandler.»

«Naa … hvad er der ellers med dem?»

«Jo, den ene af dem, Kjødeksportør Smuk … han heder mellem Venner og Brødre Yorkshiresvinet. Det Navn fik han for mange Aar siden. En Slagter i Sandby havde kjøbt hjem et svært Yorkshiresvin, som laa i en Kasse og blev beseet af mange. Saa kom en Kunstmaler – ja, det skulde have været en Kunstmaler; han laa udenfor Byen og malte Otto Ullgaards Hus – saa kom han og saa ned i Kassen, og han sagde: «Men der ligger jo Kjødeksportøren … Godmorgen, Smuk!» Og saa lo naturligvis alle, saa de higsted. Naa, det var vist ikke daarligt sagt. Han ligner jo noget sligt.

Men den anden,» fortsatte Fuldmægtigen og lo endnu mere, «han er da som den sande Satan! … det er altsaa Vinhandler Grunck. 273Ham fik man da trukket ned fra det Værelse, hvor han de sidste ti Aar har siddet den udslagne Dag og givet Lyder fra sig … Du forstaar, af hvad Slags. Naa, han kan ikke hjælpe for det; det er en Sygelighed hos ham, som Doktoren endog har et latinsk Navn paa. Og naturligvis, han kan jo trods den være en hæderlig Borger. Men … hvad? at præsentere sligt for en festlig Forsamling? Naturligvis … da denne Svaghed blev forelagt Kommiteen med Spørgsmaal om, hvad man skulde gjøre, om Tonerne hørtes, saa kløed Herrerne sig bag Øret og beslutted at lade Manden blive hjemme. Men saa kunde det jo heller ikke gaa an at bede Yorkshiresvinet … han var jo heller ikke noget Pragteksemplar. Vel, begge blev strøgne af Listen. Men det gik ikke saa glat. For Yorkshiresvinet holder af god Mad og Drikke. Og da han skjønte, at en Halvhundredeaarsfest ikke løber af uden begge Dele, saa … ja saa gik han til Klubbens Direktion og gjorde en stor Badulje, fordi han ikke blev buden. Og Enden blev da, at baade han og den anden med Tonerne blev buden.»

«Naa … hvem andre er der saa. Jeg kjender jo næsten ingen.»

«Det gjør ikke noget. Du bliver nok 274kjendt. Ja, hvem er der? der er Formanden, Konsul Sparr, som Du jo kjender … og Kaptejn Tambs og Kandidat Rick, en meget kjendt Mand i Byen … ja, saa er der ogsaa Kaptejn Stahl.»

«Kaptejn Stahl? hvad? skal han der? ham har jeg haft paa Moen, da jeg eksercerede. Jeg synes, han ser ud … hvad? … kold. Har Du set ham? læg Mærke til de Øjne, de er sgu kolde. Jeg havde nær sagt lumskelig kolde.»

«Ja, det er sandt nok.»

«Jeg husker ham engang, han saa en Soldat falde i Svime. Ja, Manden faldt ende ned. Saa raabte han, som en raaber til en Hund: op med sig! ikke noget Gøgleri! ikke nogen Komedie! … naa, det var slet ingen Komedie, … Soldaten havde Hjertefejl … døde to Dage efter.»

«Naa ja … sligt kan jo let siges, og ikke menes saa farligt. Han er i Grunden en kjæk Mand … han har nok turet vildt i sit Liv.»

«Ja … men saa kan jeg fortælle, at det er ikke bare almindelig glad Turing, han har drevet. Der skal nok være noget, noget uklart, mildest talt uklart ved hans Forhold. Men, Gud bevares, han er i mange Maader en dygtig Militær, og han staar nok vel anskreven 275hos sine Overordnede, hørte jeg … Han ved vel at være fin og venlig i rette Tid. Jeg saa ham engang, da han talte med den kommanderende General … naa da! det var Konversation. Jo, der skal nok ses stærkt gjennem Fingre med ham i mange Henseender.»

De sad en Stund uden at tale. Pludselig kom en af Besætningen ind og tændte Lampen. De to Herrer spurgte: «Hvor langt er vi?» Og Matrosen svarede: «Vi er ved Tangen.»

«Naa!» raabte de begge. De rejste sig og gik udenfor paa Dækket. Taagen havde lettet, eller den fandtes ikke saa nær Land: Himlen var næsten klar, og Byen med dens Lygter saaes ganske nær.


Nogle af Klubbens Medlemmer begyndte at feste allerede Kl. tre om Eftermiddagen; men den egentlige Fest tog sin Begyndelse Kl. 7. Alt var snart den muntreste Stemning. Alle var tilstede; de to Veteraner Vinhandler Grunck og Kjødeksportør Smuk sad hver for sig i Samtale med et Par af Klubbens ældre, mere fremragende Medlemmer.

Man gik tilbords, leende og snakkende. Formanden bukked for de to Veteraner og 276placerede dem øverst ved Bordet blandt Festkommiteen.

Suppen kom, og derpaa Laksen, der var skinnende rød og meget fed. Til denne blev der drukket en Mængde Bordeaux, en god, let Leoville. Den jevned Humøret, satte ligesom en Taktstok i Vejret og stemmed Selskabet sammen til en fredelig Begejstring. Den gjorde, at man ikke hensynsløst skraaled op; man lo lempelig og drak hinanden til.

Men Retterne skred frem over Bordet, fulgt af andre Vine, og Stemningen blev højere. Endnu gik alt meget harmonisk. Saa kom pludselig en høj Røst fra et af Bordene. Hvad var det? … naa det var Bondeløjtnanten Halvor Flaaland, som skjældte Bordvinene ud og vilde have noget stærkere. Og han fik da ogsaa fat paa en liden brun Karaffel Rom og drak meget af den. Men den skulde han ikke have rørt efter Vinvarerne; thi den virked ikke godt. Han blev, efter først at have leet og været meget frydefuld, aldeles stum. Og han blev efterhaanden blegere – indtil han rejste sig og gik ud, mens den gamle danske Opvarter Gulland gik efter ham og rysted smilende paa Hovedet: «En Sodavand, Hr. Løjtnant … De skal have en Sodavand … Hold 277Dem flink, Løjtnant Flaaland … ikke herinde, Løjtnant Flaaland … ikke herinde.»

Klubbens Selskaber og Fester var bekjendte for at være urolige nok. Denne Halvhundredeaarsfest tegned til at blive meget urolig, trods dens fredelige Begyndelse. Ja, da Desserten og Champagnen kom, braged af og til en Latter løs, saa det klirred. Man samtaled to og to, og man samtaled ivrigt. To Kaptejner havde hinanden fat i Frakkeopslagene og disputered om, hvorvidt to Batterier skulde ligge paa Holmen udenfor, eller om de skulde ligge ligeved Byen. Den ene af dem raabte under mange Afbrydelser: «Men det som De der siger … det, som De der siger … det holder ikke Stik … Det har jo ikke med den Sag at gjøre … Det minder mig … om ham, som skulde have ny Sadel … Sadel … og han fik den fra Sadelmageren … Men saa sagde han til Sadel … mageren: men se denne Sadel er ikke gjort efter mit Hoved … saa svared Sadelmageren: nej, den er heller ikke gjort … efter Deres Hoved, men efter … efter Deres Ende.»

Den anden Kaptejn grunded over dette, og imens glemte begge de to Batterier, og hvor de skulde ligge.

Rundt om virked Vinen. Nogle af den 278Mængde Taler, der holdtes, endte i den værste Taage. Men tidt gjorde den Omstændighed, at det flød ud for mange, sit til, at de blev endnu ivrigere, at de slog ud med Haanden og blev ved med sit Skvalder – indtil maaske en dunked dem i Nakken, saa de misted Glasset, eller slog dem bagfra mellem Knæleddene, saa de dratted omkuld.

Nogle nøgterne, forstandige Mænd gik omkring og rysted paa Hovedet: Naar man var velopdragne Mennesker, saa maatte man ikke gaa løs paa den Manér. Men det hjalp ikke, at de rysted paa Hovedet. Larmen blev ikke mindre; dér sang en, dér havde en anden for tiende Gang besteget et Bord, hvorfra han paa Død og Liv vilde holde en Tale for Island. Det gik endda, saa længe alt var Venskab. Men der stod jo to midt paa Gulvet og læste op for hinanden, begge unge Mænd i stiveste Puds, den ene med Rose i Knaphullet. Pludselig faldt et Ørefig og i næste Nu for de sammen. Man prøved at skille dem ad, men det var umuligt at faa dem fra hinanden. Og da de faldt overende og vælted et Bord samt en fuld Mand, der vilde mægle, saa blev de kort og godt kastet udenfor.

Man troed jo, at de snart vilde holde op. Men en Stund efter ser nogle én komme ind, 279som de først ikke kjendte; men som de siden opdaged var den ene af de to. Ham var det nu daarligt bevendt med. Han havde ikke bare mistet Rosen, men tillige sin Flip, det hvide Halstørklæde og den ene af de lange Kjoleskjøder. Nu gik han omkring og stirred besværligt ud af sit ene brugbare Øje; thi det andet var lukket i Smerte. To Opvartere tog ham fat og baded hans Tindinger og flere omtaagede Herrer kom til og bad dem (de talte som skulde den anden være tilstede) være skikkelige. Noget efter kom den anden ind, og ham tog man ogsaa under Behandling; thi han var ikke mindre ødelagt. De saa nu ud som to angerfulde og alle troed, at de var komne til Fornuft. Men efter at have styrket sig traf de hinanden endnu engang i Korridoren, hvor ingen saa dem. Og tror man ikke, at det for tredje Gang gik løs? Jo, det gjorde. En lang Stund laa de og vred sig og slog hverandre, og da den danske Gulland og en anden Opvarter tilfeldigvis kom den Vej, saa de noget ligge og røre sig derborte, som viste sig at være de to fra før, der nu saa slig ud, at man næsten ikke kunde se, hvad de var gjort af …


280Noget for sig selv i den ene Sal sad Kaptejn Tambs og Kaptejn Stahl. De havde været sammen paa en lang Ridetur tidligere paa Ettermiddagen og havde mødt frem til Festen med en umaadelig Appetit. Og de havde spist en Mængde og drukket ikke mindre. Begge var røde i Hovedet, og Carsten Stahls Øjne var noget sprængte. Som altid, naar han havde drukket stærkt, talte han noget utydeligt, som raaded han ikke ganske med sin Tunge.

De lod i Førstningen til at more sig over den Drukkenskab, som langsomt bredte sig rundt i Salen og over Mandefaldet, den bragte med sig. Selv sad de vistnok fulde af Vin og stærkere Drikke, men ganske urørlige.

Pludselig sagde Stahl efter at have tiet en længere Stund: «Sagde Orne, at han vilde komme i Aften?»

«Ja … han sagde, at han vilde komme.»

«Han er endnu ikke kommen?»

«Nej, jeg har ikke set ham.»

Carsten Stahl skjænked sig et stort Glas Kognak og tømte det. Han blev lidt rødere i Hovedet. Noget efter sagde han:

«Jeg skulde have Lyst til at faa ordentlig Sigte paa ham, den elendige Hanrej!»

Lidt efter tilføjed han:

«Ha, ha! tilsidst haaned vi ham jo. Han 281blev jo altfor latterlig og det imponered ham, at vi tog det saa let, at han vidste om det. Vi brugte ham til at gjøre Vagttjeneste, hvad? ha, ha.»

«Naa, han er kanske ikke meget modig i Grunden.»

«Modig? nej han er ikke modig. Det var vor største … vor allerstørste Fornøjelse at han vidste det. Hun var brilliant … aa, hun var brilliant! Ingen er, som hun var … Jeg tog hende ofte bort for Næsen paa ham … fire Gange.» …

Tambs sad tilbagelænet med halvlukkede Øjne. Han lod til at tænke sig om. Saa sagde han:

«Jeg kan ikke like, at Du bryster Dig af det … Det havde Du ikke gjort, om det havde været min Kone.»

«Du er jo drukken,» mumled Carsten Stahl og saa flygtig bort paa Vennen. «Hvad mener Du … Din Kone?»

«Jeg mener, hvad jeg siger. Du havde ikke brystet Dig, om Du havde været forelsket i min Kone.»

«Er Du gal? … Vil Du sammenligne Dig med Orne? … Du er da en Mand.»

«Naa, Orne er altsaa ingen Mand; Du behøved ikke at være bange for ham. Du 282var kort og godt … ja jeg vil engang sige det! (han vendte Hovedet mod Carsten Stahl og stirred paa ham). Du var kort og godt fejg og lastefuld og grusom, da Du gjorde den Bedrift … De tre Egenskaber har Du altid haft lidt af paa Bunden, jo Du har … naa, da Du var rigtig ung, skulde ingen tro det.»

Endnu medens Kaptejn Tambs talte, vendte Carsten Stahl Hovedet langsomt og stirred paa Kaptejn Tambs igjen. Begge sad en Stund ildrøde i Hovedet ligeoverfor hinanden. Omsider smiled Stahl og mumled: «Lad os nu ikke blive latterlige. Vi er jo drukne. Jeg tror forresten, Du bestemt maa være meget mere drukken end jeg. Du har jo kjendt mine Affærer saa godt, at Du ved … at jeg har haft nok af … Snerperi … og fruentimmeragtigt Fantasteri i min Tid … saa sætter man Pris paa … paa Naturlighed.»

Da lo Kaptejn Tambs:

«Naa … der gives jo forskjellige Naturer i Verden». …

I dette Øjeblik kom tre andre Herrer til og satte sig hos dem. Disse havde mange smaa Tildragelser at fortælle. I det hele var Jubilæumsfesten meget vellykket. Mange var 283nok overstadige, men hvad saa? der var ikke Halvhundredaars Jubilæum hvert Aar.

Pludselig hørtes nogle vældige Lattersalver fra et af Værelserne. Det var den Slags Lattersalver, der siger, at noget er paa Færde. De fem Herrer rejste sig og gik ind, hvor Munterheden hersked. Latteren vilde aldrig høre op. Det var let at se, at man lo af Vinhandler Grunck, thi alle saa paa ham, der han stod midt paa Gulvet, støttet til et Bord. Han lo ikke selv, han saa nærmest forbauset ud. Endelig stilned Latteren; man raabte til ham:

«Fortsæt! Bravo! Hurra!»

«Den gamle raabte med anstrængt Stemme:

«Jeg fortalte … om det første Parti Kegler, mine Herrer! Men tillad mig at oplyse om, at der ikke skulde lees af det! … Thi der findes Stunder, da det er upassende … u … pas … sen … de! at le. Og mange Minder, der kan bringe Taarer i mine Øjne, knytter sig til den gamle Keglebane, som nu ikke er mere. Men, naar man er gammel og kan sige, at man har været glad i sit Liv … da siger jeg: Men er der da Maade paa Lykke?»

Nu hørtes pludselig noget fra den gamle, der i et Nu tændte Latteren paa Ny, og midt 284i Larmen hørte man: «der har vi Salutten!» … «der har vi Trompeten!» … «Er der da Maade paa Lykke!» Og Latteren vælted sig ud over de mere Drukne og de mindre Drukne. Man omfavned hinanden og brølte. Nogle knytted Hænderne og skreg: «Slaa ham ned, det gamle Asen! … giv ham Strambuks! … Kom med raadne Æg!» Og pludselig tog en et fuldt Glas Rødvin, og det smaldt han den gamle Taler lige i Ansigtet. Vildskaben holdt ved: «brænd noget Røgelse efter det Bæst!» … «brænd Papir!» … «op med Vinduerne!» – Man tog alt og kasted efter ham: Æbler, Vinglas, Flaskekorker, syltede Svedsker …

Først da mange havde spredt sig, blev det roligere, men endnu munled og lo det paa alle Kanter.

Den gamle Fløjte var naturligvis rasende. Han rysted af Sinne. Han fnøs og tramped i Gulvet. Han for omkring og trued til alle Sider med knyttede Næver:

«Forbandet Pak!» skreg han, «forbandet Pak! Pak! Forbandet Pak!»

Saa forsvandt han ud af en Dør og kom ikke tilbage.

– Men efter dette skulde man have set den anden Veteran, Kjødeksportør Smuk, Yorkshiresvinet. 285Han gik omkring paa sine tykke Ben og følte sig. Han trykked Formanden i Haanden og sagde, idet han ligesom overbærende rysted paa Hovedet: «naa, det gjør jo ikke noget! det var jo i Grunden en meget fornøjelig Komedie.»

Yorkshiresvinet drak mere efter dette. Han fik Plads mellem nogle ganske unge Herrer, og han fortalte dem obskure Historier fra sit paa mangeartede Oplevelser rige Liv. Disse Historier vakte Begejstring, og det endte med, at en af de unge holdt en Tale for ham som Repræsentanten for den glade Alderdom, der jo var Ungdommens Maal …

«Hr. Eksportør Smuk længe leve, Hurra!»

«Hurræææ!»

Yorkshiresvinet rejste sig med Besvær og smiled og takked omkring sig. Men saa drukken var han, at han straks maatte sætte sig igjen. Og pludselig sov han af. Han sov ind, der han sad, uden at nogen vidste et Ord af det. Gjennem Næsen kom nu en lang, regelmæssig Tone. Den lød velbehagelig, som gotted han sig ved at sove. Hans gamle, fede Ansigt glinsed af Sved. Han sov, som om han aldrig kunde vaagne mere.

De unge Herrer sad og saa paa ham, og en af dem gav sig til at pynte ham til Moro 286for de andre. Han tog Georginer og Asters fra en Vase, og disse Blomster stak han i Halsen, bag Ørene og i Brystet paa den sovende. Yorkshiresvinet sank under Søvnen ned i Sofaen. De unge Herrer hjalp til, saa han snart laa der, saa lang han var. Nu tog en af dem en Knappenaal og stak ham i Armen flere Gange. En Gang vifted Yorkshiresvinet for sig med Haanden, som naar en slaar Fluer bort i Søvne. Men ogsaa kun en eneste Gang. Den unge Herre stak, saa de andre lo og skreg paa samme Tid. Yorkshiresvinet rørte sig ikke mere. – –

Det begyndte at blive sent. Mange af Festens Herrer var gaaet hjem eller andetsteds. I den store Sal var alle Lys slukket. Endnu stod de fleste Borde fulde af halvtømte Flasker og Glas, som Opvarterne ikke fik Tid til at rydde bort i Nat. Hele det talrige Selskab var smeltet sammen til et Par smaa Grupper, der sad og samtaled i de mindre Værelser.

– Endelig havde de unge Mennesker leet nok af Kjødeksportøren, og de skulde til at rejse sig (Værelset, hvori de sad, var halvmørkt; Opvarteren havde kun ladet et Blus brænde), da Frederik Rick kom hen; hvor de sad. Man blev forundret ved først nu at se 287ham: hvor havde han været? Hvorfor havde man ikke set ham før i Aften?

«Naa hvad?» svarede Frederik Rick, elskværdig som han plejed, «jeg er gammel, det er det hele. Husk, at jeg tager Styrtebad hver Morgen for min kjære Helbreds Skyld. Jeg har ikke Raad til at give saamegen Sundhed ud paa en Aften, som slig Halløj koster. Hvordan har her været forresten? … brilliant? … Men hvad er det? – han peged paa Yorkshiresvinet – Der ligger jo vor vakre Smuk, garneret med brogede Blomster. Hvem Fanden har gjort det Mesterstykke? … Jo, han tager sig i Grunden ud nu. Han er ligefrem anrettet … Jo da, slig servered man i de gode, gamle Dage Svinene, naar de kogtes hele. Han er paa en Maade prægtig, der han ligger … stilig … aa, De maa da have et trangt Skjønhedsbegreb, naar De ikke kan indrømme det. Eja, hvor han skinner i hvidt og rødt … Blomster bag Ørene, udmærket!»

«Men hvor har De været før i Aften? hvorfor kommer De først nu, Hr. Kandidat?»

«Ja, det er en Historie for sig selv,» svared Frederik Rick og skjænked sig et ganske lidet Glas Sherry. «Jeg har i Grunden 288været mange Steder … Men hør engang, har nogen set Skibsrheder Orne her nu?»

«Nej, han har slet ikke været her.»

«Er han slet ikke kommen? Jeg troed, han var her. Jeg forlod ham for en halv Time siden. Han sagde, han vilde gaa herop. Og han gik, og jeg tog Vejen hjemover; men saa fik jeg Lyst til at gaa herop og se Festens Ende, Drukkenskabens slette Følger, og saa gik jeg herop alligevel.»

«Men hvilke mange Steder er det, De har været før i Aften?»

«Naa, saa lad mig komme ud med den hele Historie. Jeg havde altsaa det gode Forsæt ikke at gaa herop, men at gaa tidlig i Seng og sove de bekjendte Timer før Midnat. Jeg sidder altsaa i min Stue og læser i en Bog om de mangfoldige Kryb, som lever paa Havbunden – en meget underholdende Bog. Saa … netop som jeg skal rejse mig og gaa ind i Soveværelset, ringer en paa Døren. Det er Orne. Han kom da indenfor og sad hos mig en Time eller kanske to. Siden gik vi en lang Tur sammen. Op til hans Hus, omkring det og ind omkring et af Vandene deroppe. Ja, han fik mig snurrigt nok med trods den sene Tid. Naa, han bad mig ganske indstændigt gaa med ham. Men da 289da skulde De have hørt ham snakke om, hvor sligt Vand var noget for sig selv. En Høstnat, en stille Høstnat – og Vandet var stille. En urolig Høstnat med Angst i Luften – og det glatte, rolige Vand plasked, det gik ligesom langs Stranden paa vaade Fødder. Han havde i det hele taget travelt med Vandet. Han snakked noget underligt om Syndfloden … om alle dejlige Damer, som drukned da. Han paastod, at Tyrken havde beholdt noget af Syndflodsideen hos sig. De hævned ogsaa Overtrædelse med Vand. Alle utro Koner blev druknede.»

«Ha, ha, spurgte De ham saa ikke, hvorfor han lod sin Kone rejse til Sydamerika.»

«Nej, det spurgte jeg ham ikke om,» svarede Frederik Rick kort.

Lidt efter vedblev han:

«Ja, dette hendte før Jeres Tid; men jeg husker endnu, at Fru Orne rejste paa en underlig Manér. Han sagde nok en vakker Dag: min Kone er rejst! men hun blev borte, det er det hele. Ingen saa Skibet. Ingen saa, at hun gik ombord. Alt havde hun ladt tilbage … Naa, det kan jo forklares altsammen. Men I skulde have hørt Orne snakke i Aften. Det var en aparte Snak, 290kan I tro … Gud bevare mig, hvor han vist er ulykkelig.»

De unge Herrer mumled: ha og ja. Pludselig sagde Rick, som kom han i Tanker om noget:

«Det er sandt … Han skal rejse fra Landet om nogle Dage. Og ved I, at han har solgt sin Forretning?»

Flere af de unge Herrer var Handelsmænd, saa dette interessered dem. Der hørtes Ord som: «Har han solgt sin Forretning?» … «Det er jo en Nyhed! …»

«Til hvem?» spurgte en.

«Ja … jeg husker ikke Navnet … det var til en Mand fra en af Byerne østerpaa. Naa, det gjorde Orne jo kanske klogt i. Han er jo altid paa Rejse, saa den Forretning skjøtter vel meget sig selv.»

I dette Øjeblik kom den danske Opvarter Gulland til med en Flaske og nogle Glas. Han saa blid ud og stirred stivt hen for sig, hvad gjærne ældre Folk plejer at gjøre under en let Rus. Han bukked for Frederik Rick.

«Jeg har ikke set Kandidaten før nu.»

«Naa Gulland,» svared Frederik Rick, «har De savnet mig?»

«Det er jo netop det, jeg har,» svared Gulland, «men vil Kandidaten se. Jeg havde 291det paa Følelsen, at Kandidaten kom. Og derfor satte jeg denne Madeira til Side. Der fandtes kun fire Flasker af den Sort. Den var bestemt for Festkommiteen; men jeg satte denne til Side. Og vil nogen af de unge Herrer melde mig, saa kan de. Jeg skal tage det. Jeg har bred Ryg.»

«Og den er til mig? Det er meget elskværdigt af Dem, Gulland, Malvoisier … tak skal De have. Lad den saa flyde.»

Gulland trak op og viste Korken frem:

«Vil De nu se paa den Prop. Den har holdt sig længe. Den er som en Bolsche.»

Saa skjænked han i, og de drak. Madeiraen var virkelig brilliant. Den havde den ægte, fine Madeiras Evne til at fylde i Munden; ja den trængte med sin Smag af krydrede Blomster og gammel Røg til Ganens fjerneste Kroge.

Gulland stod hos og var opmærksom. Han saa paa Kandidat Rick og denne nikked alvorligt.

«Ja den,» raabte Gulland begejstret, «den er en Madeira, som flyder!»

«Det har De Ret i ….. Hør, Gulland, har De ikke set Skibsrheder Orne her i Aften?»

«Jo … jeg saa ham lige nu. Han sidder 292i Kabinettet … Der sidder endnu en Del Herrer. Ellers er alle gaaede.»

«Naa gjør han det? saa gaar vi did,» sagde Rick. – Bring Madeiraen derind, er De snil … Men Smuk – hvad skal vi gjøre med ham?»

De tog fat i Eksportøren; men han laa hen som en Melsæk.

«Nej, han faar blive liggende. Nu faar vi lægge ham til Rette og saa sover han her til i Morgen. Det er for drøjt Arbejde at slæbe ham med saa sent.»

«Nej, det gjør heller ikke noget om han ligger der,» bemærkede Gulland, «det har hændt før, baade i min Tid og før min Tid. Han er jo gammel her. Og er de Herrer færdige her, saa slukker jeg Blusset.»

De gik ind i Kabinettet, og de saa nogle sidde ved et Bord. De studsede ved at se Carsten Stahl og Skibsrheder Orne sidde temmelig nær hinanden. Kaptejn Stahl begyndte tydeligvis at blive æddru igjen. Han saa bleg og træt ud. Men Skibsrheder Orne var rød og ivrig. Han snakked baade med den ene og med den anden. Men stundom hændte det ogsaa, at han blev borte for et Øjeblik. At han ikke saa og ikke hørte 293noget omkring sig. Saa vendte han ligesom tilbage og snakked paany.

«Se, Hr. Kandidat!» raabte han, da Rick satte sig ned. «Jeg prøver paa at forklare disse Herrer, hvad jeg forklarede Dem, og hvad De indrømmede Rigtigheden af; men det gaar ikke saa glat her.»

«Husk, Hr. Skibsrheder, at De forklared mig det i den … hvad skal jeg sige? … i den vilde Natur og ved Nattens Vind og ikke omkring et firkantet Bord.»

«Det gaar ikke an at gaa derud nu,» indvendte Orne ganske alvorlig … «Men jeg synes, det maa forstaaes. Man siger, at Tyrken er grusom. Men vi kan ikke maale ham med vort Alenmaal. Jeg siger altsaa: naar Tyrken drukner sin utro Kone i en Sæk, saa tager han en stille og bedrøvet Revanche.»

To ældre Herrer lo meget: «Han faar altsaa,» sagde den ene, «naar han drukner sin Kone, en ganske stille og bedrøvet Revanche. En bedrøvet Revanche, ha, ha!»

«Ja,» fortsatte Orne og strøg sine tynde, graa Haar, «jeg har det selv fra en Tyrk, jeg kjendte meget godt. Jeg har jo kjendt mange Folk; for jeg har været mange Steder i Verden. Og dette var altsaa en Tyrk, som 294jeg kjendte. Jeg sagde til ham: «Jeg tror nu alligevel Tyrken græder, naar han drukner den utro Hustru.» Og han svarede: «Muselmanden græder ikke; men hendes Død er ham en Slags sørgelig Fornøjelse for al Svie og Sorg. Kan De ikke tænke Dem, at det er, som det skal være: en varm, vellystig, troløs Kvinde i en Sæk. Og at det er endnu mere som det skal være: hun er i Sækken, naar Sækken kastes ud i Vandet og synker til Bunds. Ser De, nu ligger denne hvide Krop og rører sig, rører sig heftigt, ustandseligt. Lad den det, den har nok før tumlet sig i de Nætter, hun bedrog ham. Aa, hvor der dog er meget Liv i hende. Naa, om en Stund stilner det af, kanske nu og da et heftigt Ryk, men stillere og stillere bliver det. Og Muselmanden ser, hvor hun tilsidst ligger der uden at røre sig. Og hendes Mund og hendes Øjne og Øren er fulde af Vand, hun er kold og stiv, Døden soner … Muselmanden stirrer hen for sig, som om han saa hende. Som sagt, han har haft en sørgelig Fornøjelse for al Svie og Sorg … Ja slig snakked han. Jeg forstaar ham.»

Mange af Herrerne saa paa hverandre og smiled. Andre rynked paa Næsen og trak paa Skuldrene. En og anden saa dulgt 295bort paa Kaptejn Stahl. Denne sagde ikke et Ord, røg en sort Cigar meget roligt og stirred ufravendt paa Skibsrheder Orne, som nu var ganske taus. Stahls Mund var hele Tiden trukket en Smule til Siden. En Slags Haan eller maaske et Smil.

Men en kort Stund efter rejste Kaptejn Stahl sig pludselig og gik ud gjennem Værelserne uden at sige Godnat til nogen. Man hørte ham støde til Borde, saa Glas faldt overende.

De fleste saa forundrede op. Enkelte af de unge Herrer smilede. En hvisked: Nu gik han. Han forstod nok, at Orne gav Hentydninger.

– Noget efter gik de andre, Festens sidste Gjæster, ogsaa. De blev forundrede, da de hørte, at Opvarteren, som lukkede dem ud, ikke havde set Kaptejn Stahl gaa sin Vej. Men de var for trætte til at tænke stort over dette. Da de gik, hørtes en at sige til Skibsrheder Orne: «De faar godt Vejr til Rejsen!» Ellers hørtes blot ligegyldige Ord som: «Nu er det klart, ganske klart … Vejrhanen peger mod Syd.» Slige Ytringer, der falder om Vejr og Vind, naar man gaar hjem en Nat i den urolige Oktobermaaned.

296Høstnatten vared ved. Langt ude paa Natten kom en aftagende Maane op mellem Skyer. Den stod underlig rød mellem dem og skinned ikke klart, før den naaed højere. Da var endnu Horizonten fuld af Skyer, der dukked frem og gled bort. Men den krumme Maane, som blev lysere, jo højere den naaed, rørtes ikke mere af dem. Den tegned sig blinkende klar mod den sorte Himmel og lyste op, hvor den kom.

Den kom ogsaa til den gamle Klubs Vinduer, og gjennem Vinduerne kom den ind i de efter Festen tomme Værelser og Sale, og den fik ved sin skjælvende Glans Væggene til at dirre og til at rykke tilbage. Den skinned ikke paa noget bestemt. Alt hvad den rørte, rørte den kun en Del af. Men ved dens Skin kom Værelserne, og hvad deri fandtes, tilsyne. Yorkshiresvinet saaes liggende paa en Sofa. Han sov en umaadelig dyb Søvn. Hans Ansigt skinned hvidt i Maaneskinsskyggen. Blomsterne sad ham endnu i Halsen og i Brystet. HanHan] rettet fra: Hen (trykkfeil) laa paa Ryggen i den Stilling, Gulland havde anbragt ham i for Natten.

Men paa en anden Sofa i Værelsets mørke Hjørne laa en anden Mand og sov. Men under Søvnen udstødte han med sammenbidte 297Tænder nogle lange dæmpede Hvin. Og noget efter krummed han sig, saa han faldt paa Gulvet. Og de lange dæmpede Hvin holdt ved en lang Stund, blandet med Tænderskjæren. Saa omsider blev det stille. Og ikke et Pust hørtes fra ham mere.

Natten gik som før. Kun Yorkshiresvinets Aandedrag hørtes. Han laa som før. De lange, dæmpede Hvin kunde jo ikke vække ham.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ada Wilde

Thomas P. Krags roman Ada Wilde ble først utgitt i 1896 og er en roman om kjærlighet, svik og ensomhet.

Ada Wilde vokser opp i beskyttede omgivelser sammen med faren på Vorregård. 19 år gammel forelsker hun seg i løytnant Carsten Stahl. De gifter seg og får en sønn, men livet blir ikke helt slik Ada håpet på.

Se faksimiler av førstetrykket fra 1896 (nb.no)

Les mer..

Om Thomas P. Krag

Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.