298Efter Alf’s Bortrejse gik Ada for det meste ganske alene omkring.
En Dag kom Budskabet om hendes Mands Død meget uventet til hende. Hun fik vide mere: han var funden en Morgen efter en Fest i et af Klubværelserne, død af Hjertelammelse.
Netop Dagen før, hun modtog dette Budskab, havde hun faaet Brev fra Alf, der, da han skrev Brevet, var meget langt fra hende. Hun havde tænkt, da hun læste dette Brev: «mon han nogensinde kommer tilbage?» Og som hun nu gik i disse Tanker, kom Budet om Carstens Død. Det trængte ind paa hende med en stor Uhygge. Hun tænkte nu: «hvor Menneskene er ensomme… vi er ensomme alle … Carsten er ensom og Alf er ensom, og jeg er ensom.» Hun saa ud over Vorregaards Marker, Skoge og Fjelde. 299Nu vinked de hende ikke til som altid før.. Nu laa de søvnige og døve hen.
Hun rejste ned til Sandby. Hun var tilstede ved Begravelsen. Ingen af Følget kjendte hende. Hun sad for sig selv med sine Tanker. Thi meget rørtes hos hende. Tankerne kom i store Skarer: hvide, gyldne og mørke Tanker. Og disse Tanker strøg hende forbi som Skygger. Hastig blev de synlige, hastig forsvandt de.
– Da hun kom til Vorregaard igjen, følte hun sig meget svag og nedbøjet. Det hjalp hende dog, at hun den næste Tid fik meget at overtage med at ordne Carstens Gjæld; (ja denne Beskjæftigelse hjalp virkelig til at sprede hendes Tanker) thi Carsten havde efterladt sig megen Gjæld. Hun vidste jo, at hendes Fader havde betalt den flere Gange. Men trods det var der megen Gjæld fra den Tid, hendes Fader leved.
Og da dette var besørget, kom noget andet ind paa hende: Et Brev fra Alf meldte hende, at han snart kom hjem – om en Maaneds Tid eller to. Nøjere var Tiden for Hjemkomsten ikke angivet. Men hvor dette Brev glæded hende. Thi det forrige, hun havde modtaget, meddelte hende til hendes Sorg, at han, Alf, nu var bleven Styrmand 300paa et engelsk Barkskib: «hvor jeg holder af at være. Der er saa stille hjemme. Hvor en færdes hjemme i Syd og i Nord er der saa stille.»
En Dag kom han pludselig ind ad Døren til hende. Hun blev heftig betaget ved at se ham. Hun kunde det første Minut blot mumle nogle utydelige Ord. Alf tog hendes Hoved mellem sine Hænder og nikked til hende og kyssed hende saa flere Gange. De sad nu sammen og snakked, og hun saa paa ham hele Tiden. Jo, han var hendes Alf fra før. Hans Øjne var jo som hos det gode Barn. Men noget andet blev hun ogsaa var: i disse Øjne laa endnu Langfarten, den Sejlads, der ej giver tabt. Han snakked ikke om den; men netop, naar han slet ikke snakked, mærked man, hvor hans Tanker drev omkring, drev for stærke Vinde langt ude paa Oceanet. Ja, dette sagde i tause Stunder hans stirrende Blik.
Og naar der kom frem hos ham noget som et Smil, da var det, som nærmed han sig Lande, han ikke før havde set. Men som han nu higed mod for at tage de Herligheder, de frembød, i Favn.
Sjøfolk har næsten altid et Udtryk, en Mine, som de ofte ligesom standser ved og 301synker tilbage i. Disse to: det lange, stirrende Blik og det ventende Smil havde Alf som sine.
Alf og hans Moder taled sammen. Hun nikked ofte til hans Ord. Hun kunde ikke andet; thi han var stærk. En Dag sagde hun rolig – hun kunde ikke sige det anderledes efter den Samtale, de havde haft –: «Jeg forstaar Dig, Du maa jo rejse ud.»
Tre Dage efter fulgte hun ham over Moer og Klipper, den lange Vej til Sjøen. En Baad laa der og vented paa ham. Han omfavnede sin Moder, stærkt og varmt. Hans korte Ord klang saa urokkelige, saa kjærlige, at hun blev underlig rolig og sagde: «Kjære Alf, jeg ved, at Du holder af mig.» «Holder af Dig?» han saa paa hende og gjentog endnu en Gang: «holder af Dig?» … Maaske kom han i Tanker om noget; thi nogle Taarer tindred i hans Blik, dem han ej søgte at skjule. –
De næste Dage gik hun trods den besværlige Vej helt ned til Sjøen og stirred ud over. En Pige paa Vorregaard, der saa hende gaa, gik hen og spurgte, om hun skulde følge Fruen. Men det vilde Ada ikke. De tre Gange gik et Par Gaardskarle hende i Møde: thi det blev sent.
– Ada plejed i disse Aar, medens hun 302leved ganske ensom, at staa tidlig op og gaa ned i Haven, naar da Aarstiden og Vejret paa nogen mulig Maade tillod det. Der kunde hun da gaa omkring og se efter om de Urter og Blomster og Træer, som hun i den Tid sørged for, spired, og hun kunde plante nye. Alle paa Vorregaard vidste jo godt, at hun var der. Og naar Pigen skulde hente hende til Frokost, søgte hun hende ikke i noget Værelse, men i Haven ved en eller anden Blomst, under et eller andet Træ.
Den lange Dag tilbragte hun oftest i sit Værelse, hvor Forvalteren af og til søgte hende og meddelte hende Ting, hendes Gaard vedkommende, og spurgte, hvad der skulde gjøres med de Ting. Hun var ganske ivrig i den Slags Sager, og Samtalen med Forvalteren kunde ofte vare længe. Naar han saa endelig var gaaet, lod det ofte til, at endnu flere vigtige Ting kom hende i Sindet. Thi hun trak ofte i Klokkestrængen og bad Pigen, som kom, hente Forvalteren. Der var endnu noget hun vilde sige ham.
En Formiddag, netop som hun havde sat sig til Rette i sin Stol, meldte man hende, at en Herre, der vilde hilse paa hende, vented hende i den blaa Stue. Hun gik derind og 303saa nu en ældre Herre komme sig i Møde, som hun ikke kjendte.
«Frue,» sagde han, «jeg vilde hilse paa Dem. Jeg var en Ven af Kaptejn Stahl. Mit Navn er Værksejer Nils Maag, forhenværende Løjtnant. Jeg har engang nydt Deres og Deres afdøde Mands Gjæstfrihed … det var paa Børge Fæstning. Men det er vel nu en tredive Aar siden. Saa De har jo al Grund til at finde det overflødigt, at jeg nu aflægger Dem et Besøg.»
Ada nikked: «Jeg husker det godt. De fortalte meget om Deres mange og lange Rejser.»
«Det gjorde jeg vist. Og saavidt jeg husker, var I begge elskværdige nok til at høre efter, hvad jeg sagde … Nuvel, Frue. Det var dengang. Og dengang er ikke nu. Meget er jo forandret. Carsten Stahl er død.»
Ada nikked igjen.
«Det gik hurtigere, end jeg havde ventet … Og Deres Søn?»
«Han farer til Sjøs … langt til Sjøs ogsaa … han er ialfald indtil videre noget urolig af sig.»
«Saa … Deres Søn er til Sjøs? … Saa har De det meget ensomt, Frue.»
304«Nu ja … her er jo temmelig ensomt. Og dog … jeg føler ikke Ensomheden videre.»
«Nej,» svarede Værksejer Maag langsomt, «det er alligevel lettere at være ensom, naar man er gammel, end naar man er ung. Og da De var ung … fra de Dage af jeg husker Dem … da var De ikke ensom, Frue.»
Der blev et Øjebliks Taushed. Saa fortsatte Værksejer Maag:
«Der er noget, jeg gjærne vil sige Dem, Frue. Jeg traf Kaptejn Stahl nogle Gange. Han talte ikke meget om, hvad der vedrørte Dem og ham. Men saa meget kan jeg sige: sin Kjærlighed til Dem, Frue, beholdt han – trods det, De ved, og mere.»
Ada sad først længe uden at svare. Det syntes maaske, som hun intet kunde sige. Men saa begyndte hun at tale, brugende mange Ord, som ofte de Mennesker gjør, der er vant til at tie meget.
«Paa en Maade undrer det mig, Løjtnant Maag (tillad, at jeg kalder Dem som dengang), at jeg taler med Dem, som i Grunden er mig fremmed, om Ting, som jeg aldrig har talt om til nogen. Men naar jeg nu tænker efter, saa husker jeg, at jeg ogsaa følte mig meget tryg ligeoverfor Dem, da De for længe siden gjæsted os paa Børge. Jeg tænkte da: den 305Mand er et af de Mennesker, man kan betro sig til, og som ej vil misforstaa. Jeg siger dette, kun fordi jeg vil sige noget og spørge Dem, som den kloge Mand, De er. Husk, naar man, som jeg, gaar omkring i sine egne Tanker, saa gjør man sig ofte Rede for Ting, som man ej tænkte paa før, da Livets tilfældige Hændelser optog en. – Hvad kalder Manden Kjærlighed til Kvinder? At den ene Kvindes Øjne smægter, at den anden Kvindes Øjne flammer? At den ene Kvindes Sind er bøjeligt, at den anden Kvindes Sind er heftigt? At den enes Vækst er slig, mens den andens Vækst er saadan? At han elsker dem begge – maaske flere. At han elsker den mest, som han i Øjeblikket har været længst borte fra, og den mindst, hvis Selskab han længst har nydt. Er Mandens Betragtninger saadanne … Nuvel, en Kjærlighed af den Art vedrører mig ikke …
Jeg ved, at jeg gav ham alt, min Kjærlighed, mit Legem, min Sjæl. Da jeg derfor saa, at maaske kun en Smule var levnet mig fra hans Side, saa gik jeg fra ham. Thi, Løjtnant Maag, jeg er, om De vil, begjærlig, og jeg har aldrig villet dele med nogen.
Maaske Carsten Stahl selv og flere med ham anked over, at jeg ej vendte tilbage … 306Hvad skulde jeg have gjort, om jeg alligevel skulde have levet med ham? Det hele er saa utænkeligt … jeg finder ikke noget Svar.»
Værksejer Maag svared efter en Stunds Forløb:
«De har Ret, Frue. Det havde dog været umuligt.»
«Mange Kvinder,» fortsatte han, «siger nok, hvad De sagde. Faa eller ingen handler derefter. De, Frue, har handlet derefter. Og Deres iboende Natur gav Dem Kraften dertil. Det, synes jeg, er helt og smukt. Og for alt helt og smukt har jeg Beundring.»
Siden talte de meget om Alf. Ada fortalte om hans Barndom, om den uforklarlige Udlængsel, der siden greb ham. Og hun fortalte om, hvor han, da han sidst var hjemme, var foranderlig og dog trofast, kjærlig og dog haard.
Værksejer Maag sagde pludselig:
«De siger, Frue, omtrent følgende: jeg har en Søn; han er stærk, ja paa en Maade haard, og han er dog kjærlig. Han er foranderlig, man tør ikke stole forvist paa ham, og han er dog øm og trofast. Naar De nu, Frue, ser, taler og tænker paa Deres Søn … har De saa ikke tænkt paa, at Carsten Stahl 307havde noget af de samme Dyder og de samme Fejl? Husker De Carsten? … han havde en stærk Udlængsel. Jeg husker, hvad han sagde til mig, da han var paa Børge … Nuvel, en saadan liden utilfredsstillet Lyst er farlig. Den kan æde om sig. Ingen ved, hvilke mærkelige Virkninger den kan have. De nævnte nylig selv, at De havde sagt til Deres Søn, at det var bedst, han gik paa Langfart, for at han ikke skulde gaa den Vej senere i Livet … De forstaar, hvad jeg mener, Frue … Og finder De, at noget sandt er i, hvad jeg siger … saa … naar De tænker paa Deres Søn med Kjærlighed … saa tænk i samme Nu paa Carsten. Da, Frue, vil Deres Søn tage sin Fa’r ved Haanden og bede sin Mo’r tilgive ham.»
Lidt efter rejste Værksejer Maag sig:
«Min Visit har varet længe,» sagde han, «jeg maa sige Farvel. Endnu et: Carsten talte en Dag om sin Forlovelsestid og om sit Ægteskab. Og nu siger jeg: Engang har De ejet ham. De elsked, saa fuldt og helt, som selv De, stolte Kvinde, kunde forlange. Lad det ogsaa være i Deres Sind, naar De mindes ham …. Farvel.»
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Thomas P. Krags roman Ada Wilde ble først utgitt i 1896 og er en roman om kjærlighet, svik og ensomhet.
Ada Wilde vokser opp i beskyttede omgivelser sammen med faren på Vorregård. 19 år gammel forelsker hun seg i løytnant Carsten Stahl. De gifter seg og får en sønn, men livet blir ikke helt slik Ada håpet på.
Se faksimiler av førstetrykket fra 1896 (nb.no)
Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.