308Da Ada nu atter gik i sine egne Tanker, husked hun ofte paa, hvad Nils Maag havde sagt. Det sære ved hans Ord var, at de virkelig virked derhen, at hvergang hun havde Alf i sine Tanker, saa kom Carsten med ham. Og fordi hun havde Alf i Tankerne hver Dag, idet hun længedes efter hans Hjemkomst, saa kom Carsten ogsaa ofte til hende. Hvor Nils Maags Ord dog havde forklaret meget ved ham. Og hvor de Ord lød i hendes Øren, at hun engang havde ejet ham saa fuldt og helt, som han hende.
I den Tid, som fulgte, kaldte hun et og andet Minde tilbage fra Haven, fra Skogen og fra Alléen, hvor hun og Carsten havde gaaet i sine Forlovelsesdage. Hun følte, medens hun kaldte, en Mildhed strømme til Hjertet.
Dengang vi var to, som elsked!
309Noget som en fin Duft slog hende imøde. Og det hvisked ligesom: Minderne, de skal jo være borte. Mon de tør komme? Og hun følte pludselig Trang til at aabne sit Hjerte: «Naar man bli’r gammel og er meget alene … saa giver man efter. Og Tankerne er jo gode Tanker. Og det er fra dengang, jeg vil have Minderne frem.»
Og Minderne kom listende … endnu bange, som frygted de Strænghed … og dog saa fine og skjære og ganske levende, ikke forulempede ved den bitre Tid, der havde manet dem bort. Det var Minder, og de nynned og de sang Mindernes vemodige, spinkle Sange … Minder, kun Minder det hele:
Der stod i Skogen et ældgammelt Egetræ, hvor Ada og Carsten paa sine Ture ofte havde taget Hvil. Der var et Sted under Alléen, hvor de under sine Rideture havde kysset hinanden, fordi Løvet paa det Sted skygged saa tæt. Og i Haven øverst ved det gamle Blomsterbed, der laa endnu Stenfisken og gabed, den hun havde stirret paa hin søvnløse Sommernat, da hun gik ud mellem Havens Træer og Buske, efter at hun havde set ham for første Gang …
– En Dag kom hun i Tanker om, at de 310Breve, hun havde sendt Carsten det halve Aar før Brylluppet, maatte findes. Hun havde Lyst til at læse de Breve. De maatte sikkert ligge i det Chatol, der efter hans Død var bleven bragt hende, og som hun kun flygtigt havde aabnet.
Nu fandt hun Nøgler frem og aabned det. Alle de smaa Skuffer trak hun ud, en efter en. Der laa mange Ting, som hun ikke ænsede, mange Embedsbreve, tykke, gule Papirer med højtidelige Stempler paa. Hun søgte videre. Der fandt hun nogle fra hans Moder; der var et fra hende selv, men fra en senere Tid.
Omsider fandt hun virkelig to af dem, hun søgte. Hun husked det ene, ja hun husked især det ene. Hun skrev det efter et forfærdeligt Snefald, der spærred alt. Hun husked godt den Eftermiddag, da hun skrev det, og hun sad netop i Værelset der ved Siden foran det lille sorte Ibenholdts Skrivebord. Naa, der stod det endog at læse: «Min Skrift er vist ikke tydelig denne Gang; thi jeg skriver dette paa det lille Ibenholdts Skrivebord i Hjørneværelset mod Nord, og det er saa lidet, at jeg er øm i min højre Arm, thi der er intet at støtte den mod.»
Men de Breve laa ikke paa Rad: flere 311end de to var det hende ikke muligt at finde. Men der laa nogle sammen. Hun tog dem og saa Skriften. Da blev hun forundret … det var jo Margrethe Lyders Haandskrift. Hvad skrev hun til Carsten om? Var det om hende, Ada? … eller hvad? hun kjendte jo ikke Carsten saa nøje.
Hun tog et af disse Breve, og pludselig læste hun. Hun troed næsten ikke, hvad hun saa:
2den Maj.
«Ak, hvor jeg længes efter Dig! hele otte og fyrretyve Timer siden vi skiltes. To hele Dage og to hele Nætter, siden Du kyssed mig og favned mig sidste Gang. Kom da derud (denne Gang til Gamle-Marthe) og husk at gaa gjennem Birkeskogen. Jeg kommer fra den anden Side. Hvor heldigt er det dog, at vi har fundet de to gamle Kjærringer. De er dog ganske paalidelige. Ikke et Ord, nej, ikke et Ord tales om os; og vi er dog det heftigst elskende Par i den hele By.
Mon nu den mørke Frue er død hos Dig efter sin Rejse? Har den blonde Frue været, hvad hun saa gjærne vilde, en fordelende Urt?
Din tusinde Gange M.
3124de August.
«Hvor tidt var jeg ikke paa Nippet til at sige til Ada: ak hvor jeg i Grunden misunder Dig din Mand. Men da jeg rigtig kom til at se, hvor Du kunde være som ham, jeg skulde begjære, var dog den Aften, da Du ved Festen for de engelske Officerer bestormed Fru Orne. Ja, den Aften kaldte jeg saamænd Lyn ned fra Himlen, som jeg sagde Dig, for at faa Ada til at se bort. Jeg har dog siden tænkt paa, at det maaske havde været bedst om Ada havde faaet Dig at se den Aften. Der var vel bleven Uvejr; men det havde vel drevet over og saa havde Du lært Kunsten at være forsigtig, som jeg har maattet lære Dig … …
…… I Dag skal min Mand i stor Herremiddag hos V. Vi kan være sammen hele fem Timer. Mød hos Gorine Dale Kl. 5. Du tager Vejen omkring Moen, jeg gaar Hovedvejen. Ak, min Ven, Kl. er nu kun 12, det er længe til, ikke sandt? Hvor vil Timerne før den Tid gaa lange, og hvor de vil flyve, naar Du hviler i min Favn.
Tusinde Gange din M.
3131ste September.
Jeg skrev til Ada i Dag, for dog snart at bringe hende til Fornuft. Men Svaret bliver vel som før – desværre. Ja, desværre, Carsten; thi omend jeg nok kunde vælge at eje Dig alene, vilde jeg dog saa gjærne, at alt skulde blive godt mellem Eder. Jeg har jo Ada saa kjær. Hun er dog saa kjær og god, om end hun er meget stræng …
Ada læste ikke mere. Hun lagde Resten af Brevene tilbage. Og hun aflaased Chatollet og hængte Nøglerne, hvor hun havde taget dem.
Hun følte ingen Bitterhed og ingen Vrede. Hun følte kun en stor Forundring og noget som en Bedrøvelse inderst inde.
Og Minderne? … Hun jog dem ikke bort: men hun formaaed ikke oftere at kalde paa dem. Og saa blev de lidt efter lidt borte af sig selv.
Næste Brev, hun fik fra Alf, voldte hende Sorg. Han vilde nu svare ærligt paa, hvad hun saa ofte skrev og spurgte ham om, angaaende det at komme tilbage og overtage Vorregaard. Det kunde han ikke love hende. Han var tidt bedrøvet derover for sin Moders 314Skyld, som han elsked; men han magted ikke at slaa sig til Ro der. Han kunde nok nu og da gjøre en Afstikker hjem, men bo der til Stadighed kunde han dog ikke. Hele Landet havde altid forekommet ham saa altfor stille. Han trængte nu mere og mere Uro og Færdsel og mange Mennesker, og det fandt han kun i de store Byer.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Thomas P. Krags roman Ada Wilde ble først utgitt i 1896 og er en roman om kjærlighet, svik og ensomhet.
Ada Wilde vokser opp i beskyttede omgivelser sammen med faren på Vorregård. 19 år gammel forelsker hun seg i løytnant Carsten Stahl. De gifter seg og får en sønn, men livet blir ikke helt slik Ada håpet på.
Se faksimiler av førstetrykket fra 1896 (nb.no)
Nyromantikeren Thomas Peter Krag er i dag en nesten glemt forfatter, men han utga nærmere 30 bøker i årene 1891–1912. Sammen med broren Vilhelm, Gabriel Scott og Olaf Benneche tilhørte han det som er blitt kalt «den sørlandske dikterskole».
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.