XVI

317Hun lod Livet svinde. Efterhaanden havde hun lært meget, saa hun havde faa Savn. Desuden var hun meget træt. Og hun mærked, at hun rykkedes tilbage.

Derfor blev hun Ven med fremmede Ting, eller med det, som Menneskene kalder fremmede Ting: Naturen og Ensomheden, som stiger fra Jord og Himmel. Som har Ro og Trofasthed for dem, der kjender, at de viger.

Hun holdt af de tre Aarstider. Vaaren med dens urolige Kalden til Live, Sommeren med dens Brus og Høsten med dens Guld, naar Aaret daled. Vinteren fandt hun besværlig med sin Kulde. Derfor krøb hun de lange Vintermaaneder saa at sige i Hi og læste sine Bøger. De Bøger hun i sin Alderdom læste, var ikke dem med klingende Sange, der glæded hende som nittenaarig, da 318den første Længsel mod Kjærligheden og Livet greb hende, ikke dem med haarde Sjælekampe, hun senere havde elsket, da hun selv havde prøvet Livet. Disse Bøger, hun nu holdt af, fortalte oftest om Ting, der havde hændt i en Tid, der laa langt borte, saa Kampene og Gnyet blev kun til svage Døn, dæmpet ved den lange Tid som ved et tykt Tæppe. Disse Bøger var at ligne med gamle Hoveder, der med Besvær rejste sig fra Graven og talte med halvlukkede Øjne. Og Ordene, de talte, var sløve Ord, der ligned falmede Gobeliner.

Det var i den mørke Vintertid. Men naar den Tid kom, da Livet begyndte paany, saa aabned hun sit Vindu, og hun mærked Jorden aande. Hun mærked den syrlige Duft af Løv, som sprat, hun mærked de første Insekter, der endnu søvnige af Vinterdvalen fløj klodsede omkring.

Men Sommeren var, naar Solen stod højt paa Himlen og gav det store Lys fra sig, i hvilket alt groed. Stundom kunde hun, særlig i den første Sommer, sætte sig hen i Stolen ved Vinduet og lade Solen skinne paa sig. Det gød en mild Kraft i hendes Legem.

Men en Dag, hun sad saadan, hændte 319hende følgende. Hun vidste siden ikke, om hun havde sovet, eller om hun havde været vaagen.

Det forekom hende, at hun var meget ung, og at hun sad i en Krog i Vorregaards Have. Solen skinned paa hende, og en og anden Spurv sang i Træerne. Hun havde netop været inde i Kjøkkenet og snakket med Gartneren. De skulde den Eftermiddag høste Jordbær. Saa kom hendes Fader forbi og raabte: «Ada, Ada, kom nu ind, Ada!» … Alt var saa tydeligt, at hun, da hun aabned Øjnene, raabte: «Ja, Fa’r, ja!» og vilde springe op og kunde vanskelig finde sig tilrette, der hun sad som gammel, affældig Kone.

Af og til var vistnok Ting fra tidligere Dage kommen til hende i Drømme. Men uden at danne noget tydeligt Billede. Ved denne Drøm greb hende en stor Vemod. Hun sad længe ganske stille og tænkte paa dengang, da hun som Barn løb omkring i Haven og paa Markerne. Hun tænkte paa den grønblege Urt, der dufted saa besynderligt, hun tænkte paa de lyse Sommerdage, da hun nikked til Blomsternes unge Piger og Blomsternes gamle Koner, og hun tænkte 320paa de blanke Sommernætter, naar hun gik op og saa ud af Vinduet og hørte Natvinden suse.

*

Fra sit Vindu blev hun tilvens med mange Fugle. Sangere med kolørt Næb saa paa hende fra de nærmeste Kviste med sine klare Øjne. Og naar hun med sene Skridt gik en Tur henad Vejen, stod Myrens Kraaker og Skjærer hende ofte ganske nær, de nærmeste ikke mange Skridt borte. Og de lod sig ikke skræmme, selv om hun vendte sig og saa paa dem. Ja, en senhøstes Dag kom en Skjær flyvende lige ind i Stuen til hende gjennem Vinduet. Den skræpped og vipped med Stjerten og gik hen i en Krog og skræpped endnu engang. Indtil den atter nærmed sig Vinduet og fløj ud igjen. Ada havde gjerne undt den at sidde, hvor den sad; thi den skulde ikke have det forgodt derude. Dagen var kold og en bleg Sol hang bag nogle hvide Skyer uden at varme.

Fra sit Vindu saa hun de vilde Frugter, der stod og skinned i Høsten med sine barokke Former og sine brogede Farver. Tidt, efter at Bladene var blæst bort, og efter at Rimfrosten var kommen, stod et og andet 321rødt Æble og funkled. Hun holdt af disse vilde Frugter. Der var en Tid i Oktober, som var de vilde Frugter lig. Skoven havde da deres brændende Farver, og Luften strømmed ind med en Duft som fra de vilde Frugters Saft.

Hun vaagned Dag efter Dag, Aften efter Aften sov hun ind. Hun mærked, at hun viskedes mere og mere ud, efter som Tiden gik. Hendes Ligegyldighed for Verden blev større.

Alle Mennesker, hun før havde truffet – hvor var de? Var de borte i en Sky, eller var de nær hende? Hun kunde ofte tro, at hun talte med en, som hun syntes, hun skulde have truffet før; men som hun nu ikke mere kjendte … Men hvor var hendes Søn, hvor var Alf? Mon han ikke vilde komme forsent, om han nogensinde kom til hende? Hun kunde saa vanskelig forstaa hans Breve. Kun et Hav – eller et stort Mylr af Mennesker, der rørte sig for hende som Skygger.

*

Hun mærked omsider, at hun nærmed sig Graven. Hun blev liggende til Sengs, og Doktoren blev hentet. En venlig gammel Mand, der snakked meget.

322«Hun er jo meget gammel nu, og svag … Der er jo ingen egentlig Fare paa Færde; men noget specielt er heller ikke at gjøre … nogle styrkende Midler … andet ikke.» – –

Hun sank mere og mere tilbage mod det evige.

En Nat, nogle Timer før hun døde, vaagned hun ved, at Tante Martha var hos hende. Ada laa stille og vented. Tante Martha sagde: «Ja, husker Du nu, da Du kom til mig paa din Bryllupsdag, og da jeg sagde til Dig: Saa fin og lys Du er! Jeg tænkte ogsaa tidt: Maatte hun komme paa den lyse Side i Livet. Du kom jo i Grunden paa den lyse Side, kjære.»

Ada svared: «Ja, naar vi nu træffes igjen, Tante Martha, saa kan jeg sige Dig, at jeg jo har haft meget godt og vakkert i mit Liv. Men jeg har ogsaa haft meget Besvær og tung Sorg … saa jeg vilde jo nødig have det hele paany … Men, Tante Martha, naar jeg taler med Dig, saa bøjer jeg mig.»

«Hvorfor bøjer Du Dig for mig, Ada?»

«Jo, Tante Martha, jeg siger det endnu engang: jeg bøjer mig for Dig. Thi jeg har dog glædet mig i mit Liv, ja jeg har jublet. Men Du, Tante Martha, Du jubled aldrig. Og jeg har grædt i mit Liv; men jeg har grædt, 323hvad Mennesker efter Herrens retfærdige Lov skal græde … jeg har grædt Taarer. Men Du, Tante Martha, Du græd Blod. Jeg ved ikke, hvad der kommer efter dette Liv; men jeg synes, Du er saa høj, Tante Martha, jeg synes, Du er saa høj, og at et Lys er omkring Dig … Ja, sandelig, for slige som Dig maatte Saligheden være. For os andre kun Dødens Hvile efter Jordens Glæder og Sorger. Men for Eder maatte Saligheden være … »

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.