I afgrunden

av Gabriel Finne

[1]

5Et langt ligfølge nærmed sig over sletten nedenunder mig, en uendelig række slæder under mat bjældeklang. Jeg lå skjult et stykke oppe i bakken og holdt udkig gjennem snetyngte grene. Følget trak sig langsomt afsted som et sort kjæmpeleddyr over et lagen.

Jeg husker, at tårer fyldte mine øine, og at jeg jamred mig, da vognen med kisten passerte. Bygdens stadselige ligvogn, sat på mejer. Og lige efter vognen i en slæde sad Helene, den dødes hustru, og ved hendes side den dødes mor. Helene med opløftet slør og med lommetørklædet i et væk til øinene. Men den dødes mor sad og havde et hårdt og spydigt træk om mundvigerne i sit kjølige, voksgule gammelkoneansigt.

Og kirkeklokken satte pludselig i med råbende klang. Ligvognen var just i det veisving, 6hvorfra både bryllupstog og gravølstog blev synlige for ringeren i tårnet.

*

Hjemme i min hytte langt oppe i åsen var der uryddigt og ufjælgt. Gulvet opfyldt af vedfliser og nedtråkket birkestrøelse, kogeapparatet i uorden, peisen fuld af skidne kjørler. Kristofer husmands datter kom ikke mere og gjorde rent.

Jeg var ude i skuret og huggede ved. Huggede som en rasende for at glemme den dødlignende stilhed omkring mig. Et øieblik, jeg holdt inde for at hvile, kom denne stilhed listende igjen, en hvid ond stilhed. Og hver nerve i mig sitrede og lyttede. Om et væggeur havde hængt på en gren langt inde i skogen, jeg skulde hørt det tikke.

Med en følelse af, at noget ondt pustede mig bagfra i nakken, skred jeg ind igjen i hytten med min ved, låste døren, trak de røde gardiner for vinduernevinduerne] rettet fra: vinduerue og gjorde op ild paa peisen. Jeg satte gryden med vand over og laved mig toddy. Og drak, indtil jeg syntes, 7troldene omkring mig sprak og blev til gemytlige kroværter, som klapped mig paa skulderen og sa: det er ikke saa farligt, som De tror.

*

Og så ligger jeg i kvældingen paa min seng og ser ind i ilden og lader tankerne flakke … husker mig den dag isommer, da jeg kjørte gjennem skogen nede i dalen med doktoren, min ven fra skolen. Vi havde været i et par fattigbesøg, da karjolen svinger ind i en allé. «Nu kommer vi til et af de prægtigste mennesker, jeg kjender,» siger han. «Er det en syg?» – «Ja, han dør, før aaret er omme.» Og min ven fortæller om Olaf. At Olafs far døde tredve aar gammel, just som han havde giftet sig. Tæring. Og Olaf har det i arv. Og dertil kommer empuyême. «Det eneste, som kunde hjælpe ham, var et langvarigt ophold i syden. Men han har ingen energi. Han vil ikke reise. Så har jeg givet ham det råd at forsøge med kognak. Bedre at være en mådeholden dranker og kanske leve nogle aar …»

8Vi blev siddende der hos Olaf den hele eftermiddag. En ung rigtbegavet skolelærer og digter med den fineste takt og det mildeste smil. Om hans sygdom blev der ikke talt. Det løb af som ved en venskabelig visit. Helene kom ind, meddelte, at kaffen var serveret på verandaen, og spurgte, om herrerne ønskede Hennesy eller Martell. Hun havde ikke været at se, siden hun tog imod os på trappen. Måske, havde hun brugt tiden til at klæde sig om. Hun forekom mig forandret. Hun var i snehvid kjole, og jeg lagde mærke til et sort fløilsbånd om halsen, hvorved dens fyldige hvidhed markeredes. Hun syntes at være pur ung. Så jeg blev forbauset, da der kom stabrende ind et barn på fire–fem år, en smørret, fed pige. Den lille brød sig ikke om moderen og ikke om de fremmede, men satte kursen lige for faderen. Hun omfavnede hans knæ og så på ham kjærligt som en pudel, og derefter satte hun sig på gulvet og gav sig til at lege med et perlebånd. Helene tog ingen del i samtalen, hun syntes at føle sig usikker. Og jeg blev ikke kvit den forestilling, at – hun skammede 9sig over det snøvlende afkom. Inga var virkelig en lidet præsentabel småpige. Snøftende og grim som en troldunge sad hun ved far’ens fødder, og hendes hastige blik bort til den brede skjønne kvinde røbede mistro og lod én ane, at barnet ikke altid havde det godt på tomandshånd med sin mor …

– – – –

Så husker jeg en kvæld nogle uger senere. Jeg går gjennem skogen paa vei til min hytte. Solen står langt nede og oplyser med rødt brandskjær træstammernes søilerækker, så det er som en æventyrhal at gå igjennem. I toppene etsteds slog der sig under syndigt leven en flok kråker ned. Og da jeg kommer til hytten, finder jeg Helene og Olaf siddende udenfor og vente på mig.

Hvor blev det ikke en deilig kvæld! Vi lå ude i lyngen, Olaf hyllet i et tæppe, og pratede småt og dæmpet og lyttede til Gjøgen, som flyttede med sit koko! fra sted til sted i skogen. Tilslut pratede vi slet ikke. Da så jeg på Helene, som forekom mig alt mer og mer vidunderlig i sin hvide, brede skjønhed. Stadig, trodsigt var hendes blik rettet på mig, jeg følte 10hendes øine som et par lurende grønne sole. Og når jeg prøvede på at møde dem, udvidede de sig og virkede onde og lammende, så jeg måtte rive mig løs. Olaf fik et kvælningsanfald, under det iagttog hun ham mismodigt, med noget hårdt i udtrykket; men siden kastede hun sig ind til ham, strøg sveden af hans pande og mumlede: «Stakkels Olaf! Stakkels Olaf!» Og han glemte at være den overlegent blide og rolige mand, han drog hende tættere til sig. Jeg hørte ham sukke i skjælvende syg og begjærlig vånde. Da anede jeg, hvad det dagligen kostede ham at spille den for døden og den evige skilsmisse ligegyldige.

De var komne op fra dalen den dag for at bo nogle uger i en hytte, som lå en ti minutters gang fra min. Men hun havde straks opdaget, at der var væggedyr, havde sendt pigen tilbage til bygden efter insektpulver og vilde vente med at bringe sengetøiet ind, til der var grundigen desinficeret. Bare Olaf kunde få lånt et teppe af mig at ligge på, så vilde hun gjerne sidde ude den hele deilige nat.

Så redede vi Olafs seng på gulvet. Og derefter slog vi op en hængekøie mellem pejsen 11og væggen og spurgte, om hun vilde tage tiltakke med at hvile i den.

Mens de klædte sig af, drev jeg omkring ude. Det begyndte allerede at lysne til morgen, fuglekvidder fra alle grene hilste den nye dag. Og inde bag mine røde gardiner gik nu to til hvile, som snart skulde skilles for evige tider.

Da jeg omsider bankede på og listede ind, var der stilhed og søvn. Jeg lagde mig over min seng med ansigtet mod væggen, men fik ikke sove. Kastede mig om, tvang mig til at ligge med lukkede øine for ikke at se den skjønne skikkelse hvilende i hængenettets masker. Men djævlen gik over optugtelsen. Jeg så op alligevel. Hun lå vågen og plirte ned til mig, og derefter slog hun de store øine helt op og så sorgfuldt ud for sig.

Hvilken underlig dag, den som fulgte! Olaf var træt og tung trods søvnen, og hun anbefalede ham at blive rolig liggende, indtil vi havde været nede og faaet alting i orden i deres sommerbolig. Underveis var Helene den muntreste og allermest bedårende skabning. Ingen sorg og ingen anstændighed. Hun plukkede jordbær og slængte sig i græsset og kneb 12mig i låret, naar jeg var alvorlig. Og når jeg blev hed og nærgående, lod hun de grønne øine funkle strengt for straks efter at sige, at hun kunde godt lige mig. Jeg følte så godt, hvor det vilde bære hen, og da vi nåede til hytten, havde jeg ingenting imod, at hverken pigen eller lille Inga var kommen. Vi gik ind, og Helene trak på den karsligste måde en flaske vin op og foreslog, at vi skulde drikke os glade.

De røde gardiner var for vinduerne, og udenfor summede det i solskinnet. Hun slængte sig over en madras og plirte på mig.

– I mig findes der ikke moral, sa hun.

Og jeg var ingen Josef.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om I afgrunden

I afgrunden kom ut i 1898 og ble Gabriel Finnes siste verk. Året etter døde han av lungebetennelse, bare 33 år gammel.

Fortellingen har selvbiografiske trekk og er en dyster bok. Romanens «jeg», Jean Sibelius, lever et hardt liv som stadig fører ham nærmere «afgrunden».

Se faksimiler av 1. utgave, 1898 (nb.no)

Les mer..

Om Gabriel Finne

Gabriel Finne var en tid del av bohemmiljøet i Kristiania og blir gjerne regnet som en rent naturalistisk forfatter, men i siste del av forfatterskapet dreide han mer mot dekadansetematikk.

Finnes direkte og rå fortellerstil vakte forargelse. Grunnstemningen i de fleste av verkene er dyster og beklemt, og karakterene er ofte hatfulle og forbitret.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.