[2]

Med et suk farer jeg op og husker, at det nu er den hvide vinter, og at nu ligger Olaf i sin kiste dybt i jorden. Og jeg synes, nogen kar været udenfor og rusket i døren. Det banker virkelig på døren.

13– Luk op Jean, hvis du er hjemme! Jeg farer sammen. Det er Helene! hu – gravølskvælden! Hun har gået den lange vei i sneen! Jeg tumler bort og åbner. Hun stiger ind. Bærer ski og stav med.

– Lås for Guds skyld igjen! Lås straks! siger hun.

Hun stiller skiene i en krog og tager skindkraven af.

– Tal endelig sagte, Jean! Om nogen skulde ane, at jeg er her! Ingen har seet mig gå hjemmefra. Jeg sa, jeg var træt og forlod selskabet for at lægge mig. Jeg sneg mig ud bag låven og løb veien henover, indtil svingen, der hvor du lå idag. Ja, for jeg så dig. Jeg vidste, du vilde ligge etsteds i skogen og kige efter kisten. Jeg gik op der og tog dit spor, og så har jeg løbt i det. Men tænd lys! Jeg er så angst i dette mørke. Og stil lysene på bordet. Ellers kan de i tilfælde se vore skygger. Skulde nogen komme, så ikke åbn, men bare sig, at du har lagt dig.

Jeg gjorde som hun bad mig. Og hun slængte sig over den ledige seng, dødtræt og stønnende. Men øinene var vidtåbne og vilde, 14og hun trak luften i tunge drag gjennem de sammenbidte tænder.

Der gik en time i taushed. En gang forandrede hun stilling under et langt suk. Så siger hun koldt:

– Der er ingen, som tror, at du er syg. Det havde været langt bedre, om du havde vist dig i gravøllet.

– Jeg kunde ikke ha spillet den komedie, Helene!

Pause. Så springer hun op.

– Kom med ikvæld da! Bare en stund! Nu er de drukne, og da glemmer de at vise sig stive mod dig. Og hans mor, hun ved ingen ting. Og kommer du nu ned og er ganske naturlig i dit væsen, så tror hun heller ingen ting. Og du må fremfor alting ikke undgå mig dernede! Men tale med mig, så alle ser det, Jeg bestilte en svær krans fra byen i dit navn. Alle beundrede den og troede, den var fra dig.

– Jeg går ikke derned, Helene. Jeg reiser til byen imorgen. Jeg har en følelse af, at Olafs øie er her etsteds i stuen.

Hun målte mig foragtelig, hun stod parat til at sige noget giftigt, da hun ved en lyd 15udenfra trak albuerne til sig og stod skjælvende med opskudte skuldre og lyttende øine. Hy–ys!

Udenfra hørtes en vedholdende harken, og lidt efter blev der rystet hardt i dørens håndtag.

– Det er hende! Moren! hviskede Helene og holdt hænderne for tindingerne i spøgelsesangst.

Og der udenfor gjennem nøglehullet tonte ind til os en langsom dødningestemme:

Du får komme ned igjen nu Helene. Såpas skylder du Olaf. Nu går jeg. Tvi!

Så hørte vi den gamle stabre væk. Helene hviskede: Å Gud! Å Gud!

Jeg havde inderlig medlidenhed med hende og gik bort og tog hende varsomt i hånden. Men hun trak sig bort som fra berøring med en øgle og gav mig et blik, som skjalv af had. Så åbnede hun døren og kastede skiene ud i sneen.

– Jeg har ikke været hos dig, forstår du? Jeg tar gjenvei gjennem skogen. Så er jeg dernede før hende. Farvel.

– Farvel Helene.

16Uden at se sig tilbage lod hun stå til nedover.

Stakkels Helene! Og stakkels Jean!

*

Den næste aften var jeg i byen. Det travle liv i gaden, menneskenes jag forbi lygtepælene, vognenes larm, de oplyste butikker, det virkede alt så skurrende efter den store stilhed deroppe i skogene. Hver letfærdig tøs, jeg så, væmmedes jeg ved, og i ethvert forbiilende mandfolk så jeg ikke andet end et grisk dyr, hvis pande husede et eneste begjær, det at krafse til sig selv det mest mulige af Jordens forråd. For at komme ud af dette pinlige syn på tingene, lod jeg mig dumpe ned i en bodega med det forsæt at drikke mig glad i Champagne. Og det lykkedes mig at komme i en sindsstemning, hvori det forekom mig, at alle mennesker var igrunden så inderlig snille og dumme, og at jeg var en af de snilleste og dummeste. Og rundt i luften svævede ånderne og morede sig med at se på vort slid og resultatløse 17kav. Men mest morede de sig over dem af menneskene, der gik omkring, bærende på dump angst og mørk samvittighed. Jeg kom at mindes en lægprædikant, der under skildringen af de retfærdiges lyksalighed i det andet liv, nævnte som deres mest udsøgte nydelse den at stå på himmeriges balkon og skue ned i afgrunden, hvor de fordømte lå og vred sig.

En skraldende latter fra en af sidehvælvingerne i vinkjælderen vakte min opmerksomhed. Jeg gjorde mig et ærend der forbi. Øieblikkelig kjendte jeg den ene af de to herrer, som sad der, han som lo.

Nei, er det ikke Jean! sa han og reiste sig. Nu maatte jeg endelig sætte mig da. Og så måtte jeg endelig komme med hjem iaften og hilse på hans kone. Der skulde være et lidet kalas inat.

Den anden herre blev forestillet som farmaceut Marsvin – hæ-hæ-hæ! – Marholm. Farmaceut Marholm.

Den sidste havde et lidet kortklippet hode og et tæt sort skjæg, som han nervøst trak i. Han havde store brune fraværende øine og skjelede. Hans dragt var lurvet og fingrene 18svedige og spillende magre som instrumentstrenge.

Den anden drukkenboldt, min ven fra en bytur isommer, bar lorgnet, havde isgråt skjæg og rynket pande. Hans ansigt var talghvidt og værdigt. I hans hukommelse lå der på lager flere hundrede uhøviske anekdoter. Ingen var på tomandshånd med ham uden at få høre et halvt dusin af dem. Hans strenge, værdige åsyn passede til de historier, han leverte, som en ypperstepræst i fuldt ornat passer på en tingeltangel-tribune. Han var guldsmed og skjønånd.

Nu mindedes jeg de dage isommer, da jeg var guldsmed Rustads gjæst på landstedet deroppe i bygrænsen. Jeg sad på en kafé med en kjending. Så kom den værdige herre bort og satte sig hos os. Da vi langt på nat skulde skilles, jeg for at gaa til mit hotel, foreslog han mig at kjøre med hjem til sig og være hans gjæst de par dage. Nogle herlige timer tilbragte vi ude paa verandaen. Al skov omkring stod og sov, åserne bag lå i blåt slør. Jeg havde hilset på børnene, tre yndige små piger. Og da de var lagt, gik min nye ven og 19jeg ud på verandaen og lavede os pjolter efter pjolter.

Jeg var smigret ved at høre en så pas gammel og erfaren mand kalde mig sin ven og sige du. Hans frue var fraværende, hun var i besøg hos slægtninge i Nordland.

Længe efter at guldsmeden var lagt, sad jeg ude og lyttede til måltrosten. Omsider krøb jeg træt tilkøis. Min seng stod ved siden af hans og var den, hvori hans frue pleiede at sove. Jeg var lige ved at falde i søvn, da jeg hørte ham tale. Han hviskede i drømme sin kones navn: Agnes, Agnes!

Det var fuld morgen og jeg lysvågen. Jeg trak benklæderne på og gik ind gjennem stuerne. Tapeterne var oversåede med malerier og kunstgjenstande. Jeg blev stående foran billedet af en ung dame. Et smalt alabasterhvidt ansigt med store forskende øine. Baggrunden var et dybrødt tapet. Med foldede hænder, hensunken i tilbedelse satte jeg mig på en stol med ryggen mod det vågnende landskab. Jeg tænkte: Hvis du træffer en kvinde med de par øine, har du bare at kaste dig ned og kysse mærkerne i sandet efter de skridt, hun går.

20Jeg kvap op ved en stemme, en grødet fyllerøst:

Ja, er hun ikke deilig!

Det var guldsmeden, som stod i døråbningen til soveværelset i bare skjorten.

Hvem er det? spurgte jeg.

Det er min kone.

En padde og en sommerfugl!

Ja, erer] rettet fra: ær ikke det et deiligt billede, du! Og ved du, fortsatte han, – før hun vilde være mig utro, før vilde hun la halsen skjære over paa sig. Hun er bare to og tredve, du, og den ældste småpigen er femten. Seksten år gammel var hun, da hun tog mig.

Jeg fulgte hans råd og gik ind for at søge hvile. Han lå en stund og mælede i halvhøi tone om hendes sjeldne egenskaber. Og mens fuglesangen lød der ude fra, sovnede jeg ind på den pude, hvor hun pleiede at hvile.

Da jeg vaagnede udpaa dagen, var min ven længst i sin forretning. Pigen serverede frokost, og de tre børn viste mig omkring i sine små haveanlæg.

Men de var sky og satte gammelfornuftige øine op, da jeg pegte paa maleriet af deres mor 21og; spurgte som ingenting, hvad det var for en dame.

Jeg blev guldsmedens gjæst etpar dage, og det lykkedes mig at vinde småpigernes fortrolighed. Den meste tid var vi i haven og slog kroket. Men om kvældene kom deres papa hjem med en eller flere venner, udsøgte drukkenbolter, og da lagde der sig en kold skygge over børnenes væsen. Heldigvis lå deres soveværelse fjernt fra verandaen og stuerne, så ingenting af de voksnes skidne prat nåede dem, efterat de var gået iseng.

– Nu var det vinter. Min sjæl havde i ensomheden deroppe i skovene stirret ind i sin egen afgrund og mødt på bunden et ondt dyr med logrende drifter. Olaf lå i graven, men hans gode øine havde fulgt mig med kold nysgjerrighed hver nat, indtil jeg med brændevin havde trukket skodder for bevidstheden. Vi har gjerne vort private helvede i os.

Men jeg var frank og stærk, der jeg med guldsmeden og Marholm i slæden kjørte mod et varmt og oplyst hjem. Spøgelserne var veget som skydotter for solen.

I entreen tog fru Agnes mod os. Hun hilste 22mig på en måde, som fortalte mig, at manden havde vist hende det galanteri at nævne min beundring for billedet på væggen.

Inde i stuerne var der lunt, dæmpet lys fra mange lamper med skjærme. Med den brutaleste og ærligste vilje til at forelske mig i husets frue, gav jeg mig ifærd med den opgave at vinde hendes interesse. Hun var ikke vakker som på billedet. Kun øinene og ansigtets form var den samme som der. Hun selv var nervøs med rappe blik, der røbede hemmelige bekymringer. Vistnok var hun den dannede dame med indtagende opmærksomhed mod sin mands venner. Men dog fik jeg en pinlig tæft af, at der også her var orme bag skallen. Hun var meget snøret og slank som en ung pige, men havde lange indsatte fortænder.

Jeg tænkte på den hvide, funklende Helene med hendes rovdyrvilje. Engang havde hun bidt mig i hagen, saa blodet flød, og der stod ar efter. Og nu fru Agnes – en tam perlehøne. Fine, hvide fingre, dannet smil, ingen afgrunde.

Djævelen i mig dukkede op og sa: Hvis du nu kan etablere forhold med fru Agnes, så vil hun uddrive af din sjæl din erindring om 23Helenes hedenske skjønhed og din komiske angst for den døde Olaf. Fru Agnes kjeder sig, hun har en gammel fyllefant til mand, og hendes kvindelige forfængelighed vilde, selv om hun holdt sig selv og sit hus i ære, afholde hende fra at gjøre alarm.

Smaapigerne var gået tilro. Farmaceuten havde taget afsked.

– Sæt Dem her, da Jean, og fortæl lidt deroppe fra fjeldet! sa fru Agnes og flyttede sig i sofaen for at gjøre plads for mig.

– Sæt dig bare ved siden af a, du! Jeg skal ikke være skinsyg – men vogt dig for a, hu er farlig. Der er flere end du, som har brændt sig på a.

Mens min aldrende ven sa dette, stod han midt paa gulvet med en sløv og godmodigt plirrende mine. Hvorefter han sa godnat og ruslede ind i soveværelset. Lidt efter hørte vi ham bande og spænde i væggen derinde. Å, det er støvlerne, jeg må hjælpe ham med! hviskede hun og forlod mig.

Atter sidder hun i sofaen og ber mig fortælle deroppefra. Og jeg fortæller, at jeg drev 24omkring og ingenting bestilte uden at spise og sove og drømme.

– Men var De da ikke sammen med nogen?

– Nei, aldrig. Levede som en af de gamle gudfrygtige på en søiletop.

Og jeg digtede løgn til løgn, sålænge til hun fandt, at jeg var et mere end almindeligt menneske. Jeg fortalte hende, at naar jeg om morgenen slog døren op til min fjeldhytte, så hoppede ræven nedfor trappen, hvor den havde siddet og nydt udsigten. Og naar jeg kaldte på den, kom den bort og fik et afgnavet spegekjødlår. Og hver nat sad der paa taget en liden grå ugle. Den fløi i begyndelsen bort i nærmeste grantop, naar jeg om morgenen åbnede, men siden blev den så tam, at den kom ind og satte sig på sengestolpen.

Jeg følte overhovedet mit hele jeg så skakkjørt og forløiet, at jeg vilde ha følt det som affektation at vise mig ærlig.

Fru Agnes kom med en naiv bemærkning, og jeg greb hendes haand og kyssede den og sa: – Gud, hvor De er deilig! Og jeg lukkede øinene, som om jeg lyttede til deilig musik og 25ikke turde se på solen. Og da hun ikke tog hånden bort, la jeg mit hode mod hendes bryst og slog armene om en smal midie med pantserhårdt korset. Og slig lå jeg, og jeg følte en fin hand klappe mig over håret og stryge mig rundt kindet. Og jeg dat på knæ og murrede med ansigtet i hendes fang og krystede hende, så hun slet ikke fik mig løsnet, og jeg mumlede, saa hun måtte tro, det var en længe indestængt lidenskab. Hun strøg med begge hænder gjennem mit hår. Og jeg lå med lukkede øine i hendes kjolefang og tænkte på Olaf og Helene. Ja, hvilken hedensk mangel på skrupler i Helenes sjæl! Hvilken herlig styrke i sjælen! Hvilken pragt for mandfolket, når det tropper op i vedtægtens mundur! Mandfolket har fundet på det med trofastheden hos kvinden, med de strenge straffe for utroskab for at ha en garanti – en garanti for, at de børn, der opfostres i reden og som han arbeider for at skaffe underhold, at de virkelig er hans og ikke en af vennernes. Der er kamp mellem kjønnene om magten. Er hun gift, og der opstår uenighed, kan hun ved hjælp af en liden ondskabsfuldhed bringe ham til selvmordets rand.rand.] rettet fra: rand (manglende tegn) 26Der behøves blot en liden trætte om, på hvilken skole lille Einar skal sættes. Manden stamper tilslut i gulvet og siger: – Det er mit barn! Jeg er far, og jeg bestemmer her!

Da kan kvinden gjøre sin mand ulykkelig, ja drive ham til det stirrende vanvid: Hun kan springe frem og måle ham med spodskmedlidende øine, sætte hænderne i siden og sige: – Dit barn! Hvem garanterer dig, at det er dit barn!

Og hvis så manden ikke i samme øieblik går hen og blir morder, men er et tæmmet samfundsmedlem, så ser vi ham den næste måned drive omkring som drukkenbolt og negativ filosof. Det nytter ikke, at konen slænger sig på knæ og bønfalder ham om at tro hende, når hun siger det var spøg. Han er knust, hjemmet er forgiftet. Aldrig får han tilliden tilbage.

Paa knæ og med lukkede øine lå jeg og krystede fru Agnes og sa, jeg længtede, jeg længtede og jeg var lige sæl om al ting, når ikke jeg fik lov til at holde af én. Hun greb mig om ørene og tvang mig længer op og spurgte, om jeg da ikke kunde holde af hende.

27– Vil du? Vil du? Vil du? hviskede jeg. Og jeg sprang op og knyttede hele mit væsen til et alvor og en jernhard bestemthed, som om det gjaldt at overbevise en lumsk, men nyttig ågerkarl. Istedenfor at svare bøiede hun sig ned og kyssede mig på panden. Jeg vilde kysset hende igjen, men huskede på, at der måtte smage tobak og brændevin af min mund.

– Vil du, Agnes? Vil du møde mig imorgen klokken et? Og jeg nævnte et hotel.

Hun trykkede mig til sig og sa ja.

Jeg gik indover til byen med en følelse som en fattig farmaceut, der pludselig har fået en arv. Forhold med fru Agnes! Diskretion! Indfødt bydame! Ingen samvittighed! Elegant pelskåbe. Social position. Skjærmet ved et hjem.

Træt la jeg hodet mod puden, men fik ikke sove. Jeg blev koldere og klarere i hodet. Jeg inspicerte min sjæl og fandt, at jeg var dog en altfor utilgivelig stor kjæltring. Jeg huskede de herlige dage i sommer i guldsmedens hjem. Hans ord den nat, han steg ind i stuen i bare skjorten og fandt mig hensunken i beskuelse af hustruens portræt. Ja, er hun ikke 28deilig, du! Og ved du –! Før hun vilde være mig utro, før vilde hun – –.

Det var til at bli gal over! Havde hun endda været skjøn som på billedet! Og ung! Og ikke havde havt de tre deilige børn! Og været rig og givet sin mand lommepenge og lov til for hende at fare med hvilken dame han vilde. Men dette –! Et hjem som en kalket grav. Visselig var det ormstukket til grunden. Og nu var hun, hjemmets eneste pille, parat til at lave forhold med den første den bedste ungdommelige slabbedask, som kunde bruge de hede gloser og de attråblinkende øine! Tvi! Og atter tvi! Løgn på løgn. Og de rene børn. Hvor tomt og koldt det vilde bli indeni deres før så tillidsfulde sjæl, når engang de fik øinene opladte for, hvem de havde til mor. De havde neiet for mig til godnat og nikket så varmt og hjerteligt, fordi de af sin beundrede mors opmærksomhed mod mig havde draget den slutning, at jeg maatte være et godt menneske.

Mens jeg sløvt og hånsk lå og rodede med al denne råddenskab, sank jeg isøvn og vågnede klokken elve. Straks skrev jeg en billet 29og sendte den afsted med bybud. Billetten lød:lød:] rettet fra: lød! Kjære fru Rustad. Tak til Dem og Deres mand for den deilige aften i Deres hjem. Tør jeg komme til middag hos Dem idag kl. 3? Jeg længes så efter at se de deilige børn.

Disse dumme og skurkagtige linier sendte jeg med bybudet. Og beregnede, at hun vilde forstå meningen og ikke komme.

Og tryg som én, der har taget en nobel beslutning, sov jeg atter ind. Det bankede, det var høilys dag, pinlig snelys ind gjennem vinduet. Fuld rammel op fra gaden.

Det bankede virkelig, klokken var et. Jeg lå stille. Det bankede igjen, det var en hand med handske på. Det greb i dørens håndtag.

En halv time efter gik jeg ud. Jeg spurgte hos portièren, om ikke en søster af mig havde været der med et brev. Jo, der havde været en dame og søgt mig, men hun havde intet brev og ingen besked givet.

Let som om alle livets drager var overvundne, gik jeg afsted og indom guldsmedens butik. Der sad fru Agnes. Tak for igår! Tak for igår!

Denne guldsmedbutik skulde komme til for 30alle tider at stå i min erindring, som det gemytligste helvede af alle helveder.

En aften kom agent Moldestad og frue ned til Rustads.

Nei, så dei-eilig, at Dere så ned da! råbte fru Agnes. Men ved de nyes ankomst løb stemningen ligesom ind i smult vande efter lystige sjøer, og jeg anede af den måde, hvorpå de to fruer hilste hinanden, at forholdet ikke var det hjerteligste.

I agent Moldestad traf jeg den hypernervøse alkoholiker med de stirrende øine og den flaksende tankeflugt.

Smækker og elegant og livlig i vendingen som en linerle. Korrekt selskabsklædt, tætstudset sort skjæg og funklende lorgnet. Medens fru Moldestad var den småtskårent korrekte, sorthalsede alvorsdame på de fem og tredive. Hun var grå og høi i ansigtet og lod øinene glide rundt, som var hun en opdagelsesbetjent mellem et mystisk selskab i en storbys nattekafé.

Hun fik et stramt udtryk, hvergang manden med ryggen mod de øvrige stod borte ved serveringsbordet og lavede sig ny pjolter.

31Det forekom mig, at der i disse to hjem, i min ven guldsmedens og i agentens, vist aldrig kunde trives humør uden under damp af spiritus.

Den lille soignerte agent var en mand af kunsten. Han stillede sig, da han var bleven inspireret af spriten, ud på gulvet og efterabede skuespillernes diktion. Og gjorde det godt, så selskabet, hans egen frue med, krympede sig i latter.

Og da han var færdig, rømmede sig den ærværdigt udseende vært og spurgte med sit ærværdigste mæle: Nei, har du hørt den, du?

Ja, den har vi hørt så mange gange, sa hans frue.

Men Sibelius har ikke hørt den!

Og dermed tog han en stol og satte sig ved mig. Og jeg fik en af de herlige anekdoter. Og mens hans fnisende latter lød fra hans hede mund lige ind i mit øre, så jeg, hvor fru Johanne slængte med hodet af indbidt ærgrelse.

Hvad er det, du sidder og murrer om? råbte han og sprang bort og lod hende lugte 32til sin spinkle, hårede næve. Hun sendte ham et blik fuldt af spot.

Det er mig, som er manden! – forstår du det! skreg han og var atter borte foran hende og denne gang med begge hænder knyttede under hendes næse.

Det blev pinligt i laget. Den sortklædte høihalsede frue fra leiligheden ovenpå havde visket som en myndig abbedisse blandt forfyldte kjørekarle. Hun havde blot målt ham, slået hans hænder tilside, lagt sit hode i hånden og seet drømmende ud som mod en fjern og bedre verden.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.