Afkom

av Amalie Skram

LII

Severin slæbte sig hjemover. Det var, som Fødderne ikke kunde bære ham, og han saa og sanste ingenting. Et Par Gange var han nær ved at bli kjørt over, men blev itide skubbet tilside af Folk, som skjændte paa ham.

Ja, der kan Du se, sa han til sig selv. Vorherre under Dig ikke saa pen en Død som at bli knust under et Par Vognhjul. «Forbandet og fordømt i Moders Liv.»

Da han kom ud i Oslo, var der ikke saa folksomt.

Der stod han et Par Gange stille og saa grublende ned i Gaden.

Var han bange for at gjøre det, han nu skulde og maatte.

Aa nej, ikke egentlig bange. Bare saa uhyggelig tilmode. Men nu var der i Verden intet andet for ham. At han havde gjort dette mod Henrik!

Tanken paa Henrik bragte Taarer i hans Øjne. Hjærtet svulmed over af Tak og Kjærlighed til Henrik. Men det vilde Henrik aldrig faa at vide. – Underligt at staa her og græde sine allersidste Taarer.

Jo, det var ondt at gaa i Døden. Men for ham var det Tusen Gange værre at leve.

Henrik vilde tilgi ham og tænke med Godhed paa ham. Det var han forvisset om.

– Men bedst at skynde sig. Der maatte ikke komme noget ivejen.

Han gik hurtig til og naaede Trondhjemsvejen. Inde i Skuret paa Gaardspladsen, hvor der stod disse Kalktønder, vilde han gjøre det. Bare det Stykke Toug, som han forleden Dag havde set derinde, endnu laa der.

I den ene Væg var der en tyk, lang Spiger. Paa den havde der hængt en Blaatøjsbusserul og en gammel bulet Hat.

Han havde saa tit fra Gaardspladsen keget ind i det Skur og var blet staaende der længe. Undertiden havde han tat sig sammen og spurgt sig selv: Hvad er det dog, Du staar og glaner efter?

Nu vidste han det.

Gjennem Porten kom han ind paa Gaardspladsen og saa sig om til alle Sider. En Dør blev smældt til etsteds, men ingen var at se. Rolig gik han hen til det aabne Skur. Jo, der laa Touget ved Siden af den aabne Kalktønde, og paa den tykke, lange Spiger hang idag intet Tøj. En tømt Bajerskølflaske stod paa Gulvet.

Atter saa han sig om, spejdende og lyttende. Saa sprang han rask ind i Skuret, greb Touget, fik det slynget om Spigeren og laved en Løkke. Han traadte op paa en Bræddestabel, der laa langs Væggen og stod et Øjeblik med knyttede, dirrende Hæn der. Hans Ansigt var hvidere end Kalken i Tønderne, og Øjen laagene glipped som i Krampe. Saa, med en energisk Bevægelse stak han Hodet ind i Løkken, la den tilrette om sin Hals og slap Fodfæstet.

Der kom en sagte, rallende Lyd i Halsen, og Benene sprælled. Legemet dingled hen mod Skurvæggen og straks efter tilbage igjen; derefter hang det stivt og stille ned.

– – Der holdt en Droske foran Porten, og Henrik steg ud. Inde fra Gaardspladsen kom imod ham tre Murarbejdere, som imellem sig bar et udstrakt Legeme. Det gjøs i Henrik, og han vakled paa Benene, som skulde han falde. Øjeblikkelig havde han gjenkjendt Severin.

«Hvor vil Dere hen med ham?» spurgte han dirrende, mens han fuld af Gru betragted Severins blaasprængte Ansigt med den aabne Mund, de forvrængte, halvlukte Øjne og de smaa, mørke Pletter under Huden.

«Op til hans Mor, vel. Hun bor her i Huse’ i tredde Etasji.»

«Nej, han skal til Hospitalet!» raabte Henrik ude af sig selv. «Kanske Lægerne kan redde ham. Jeg har en Droske her udenfor. Kom med ham – Fort!»

Murarbejderne gjorde, som Henrik sa. Med Besvær fik de puttet Legemet ind i Drosken og lagt det tværs over begge Sæder med Benene skraat opad Vognvæggen.

«Han er nu saa godt og vel dø’ da, som no’en være kan,» bemærked den ene af Murarbejderne.

«Hys!» skreg Henrik og trued til Murarbejderen. Saa traadte han et Øjeblik op paa Vogntrinnet og tog Severins Haand. Den var stiv og kold. Han la den mod sin Kind, som for at varme den, og opdaged saa, at der paa Haandens Inderside sad de samme mørke Pletter som i Ansigtet. Hurtig steg han ned igjen, lukked Vogndøren og gav Kusken Besked. «Kjør saa fort, De kan,» sa han. «De skal faa dobbel Takst. Jeg følger efter i en anden Droske.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Afkom

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

Afkom (1898) er fjerde og siste roman i serien og handler om Siverts barn, Severin og Fie. Handlingen er lagt til 1870-årene og forskjellene mellom fattig og rik er et hovedtema.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.