Afkom

av Amalie Skram

LIV

Petra sad i Bagværelset paa Trondhjemsvejen i Skjørt og Nattrøje og lappet paa en sort Kjole. Nu kom det vel med, at den Kjole, hun for et Aarstid siden havde kjøbt sig, ogsaa var sort. Nu, da hun skulde gaa i Sorgeklær saa længe.

Hendes Ansigt var graat og Munden indfalden. De to store Hugtænder, der havde holdt Overlæben oppe, var fornylig knækket over, den ene efter den anden. Rødderne sad tilbage, og i dem havde hun ofte Værk.

Den foregaaende Dag havde hun faat Brev fra Konsul Smith med 50 Specidaler. Ak Herregud, hvor god han dog altid havde vært den Konsulen. Og Henrik! Han var kommen Dagen efter, at Severin havde gjort Ende paa sig, og git hende 25 Specidaler. For at hun skulde ha til Begravelsen. Og saa vakkert og trøstefuldt han havde talt og set saa bedrøvet ud. Tilsidst havde han vendt sig om i Stuen og spurgt, om dette var Severins Værelse, og saa havde hans Øjne staat fulde af Taarer.

– – «Jeg er tørstig, Mamma.»

Petra drejed Hodet og saa hen til Krogen, hvor Lovise laa paa de sammensatte Stole. Det var vist enten Mæslinger eller de røde Hunde, hun havde, for hun var da saa udslaat over hele Kroppen, og slig som hun laa i en Døs baade Nat og Dag.

«Jeg er tørstig,» gjentog Lovise.

Petra la Arbejdet fra sig og gik ud i Kjøkkenet efter Vand. Da hun kom ind igjen, sad Lovise oprejst og stirred med matte Øjne. Hendes lille, smale Ansigt var rødt og grumset.

Petra gav hende Vandglasset, og Lovise drak begjærligt.

«Lig Deg saa igjen,» Petra tog om hendes Skuldre for at trykke hende ned paa Puden.

«Nej, jeg vil sitte op,» Lovise stred imot. «Jeg lytter efter Severin.»

«Severin er jo dø’, vet Du vel.»

«Nej, han er ikke,» Lovise nikked fortrøstningsfuldt. «Inat stod han her og klapped mig paa Hodet og sa, at han skulde hente Mad til mig. Severin er saa snil.»

Petra tog Lovises Haand og følte paa Pulsen, som slog stærkt og fort.

Den, som havde Raad til at sende Bud efter Doktor, tænkte hun. Men nu kan jeg jo se det an til imorgen.

«Lig Deg nu pent ner igjen, Lovise.»

Den lille rysted Hodet, men straks efter la hun sig ned, lukked Øjnene og døsed som før.

Petra satte sig ved Bordet og lapped videre.

Godt, at hun havde faat en Logerende i Fremstuen. Ellers havde hun maattet flytte. For nu, da Severin var borte, havde hun ikke Raad til at sidde med to Værelser og Kjøkken og Entré. Han skulde gi 10 Kroner om Maaneden med Kaffe og Smørrebrød om Morgenen. Et rigtig pent og ordentlig Menneske saa det ud til at være, Student og Klokkersøn fra Syndfjord. Lejen for første Maaned havde han betalt forud, og han var saa stille og beskeden og saa høflig mod Mathæa.

Hvem kunde vide – – kanske han og Mathæa – – Skjønt Mathæa, det lange, magre Drog.

Uf, slige Børn hun havde! Denne Severin. Men der kunde en se Herrens Straf. «Hædre din Fader og din Moder, paa det at det skal gaa Dig vel og Du maa længe leve i Landet.»

Ja, den Severin. At det skulde bli Enden paa ham. Men hun vilde ikke sorge. Det var vel Guds uransagelige Vilje, at saa skulde ske. Hvis han havde det ondt nu, saa havde han selv nedkaldt det over sig. Gud i sin Kjærlighed og Almagt vilde alle idel godt, men hans Vredes Vilje fik man i Ydmyghed bøje sig for.

Det ringte paa den sprukne Entréklokke. Petra gik ud og lukked op. Der stod Postbudet, som rakte hende et Brev. Det var fra Fie, saa hun. Nu kom det an paa, hvad hun sa til det, hun havde bedt om.

Hurtig gik hun ind igjen i Stuen, satte sig ved Vinduet, aabned Brevet og læste:

Kristiansand, 5te Juni 1883.

Jeg sætter ingen Overskrift, for jeg kan ikke skrive: Kjære Mor, fordi Du er mig ikke kjær, og jeg har ikke Lyst til at lyve mere.

Naar jeg ser paa min lille Gut, som jeg har født til Verden med saa store Smerter, tænker jeg saa tit paa Dig og kan ikke fatte, at Du har kunnet være saa forfærdelig ond imod os Børn, som Du alle Dage har vært. Skjønt jeg har faat det Barn med en Mand, som jeg ikke bryder mig om, ja, som er mig rent ud imod, er dog den lille Stakkar mig saa dyrebar, at jeg føler, som jeg paa nøgne og blodige Fødder kunde gaa til Verdens Ende for at gjøre ham godt. Men Du, hvorledes har Du vært? Hug og Slag og Skjænd og Skjældsord, aldrig andet. Jeg kan grave i min Hukommelse saa meget, jeg vil, ikke et godt Minde finder jeg om den, som er min Mor.

Du skriver, at jeg skjældte og smældte i mit forrige Brev. Det er ikke sandt. Jeg var bare fuld af Fortvilelse over Severins forfærdelige Maade at dø paa, skjønt Gud skal vide, det var bedst for ham at dø, saadan som han havde det, og fuld af bitter Sorg over Far, der maatte ende sit Liv i Bodsfængslet. Men hvad Under vilde det forresten være, om jeg skjændte og smældte? Hvem var det, som havde lært mig det? Skjælde og smælde, som Du har gjort det, saalænge jeg kan sanse tilbage, det vil jeg be Gud i Naade bevare mig fra. Men nu siger jeg Dig bent frem, at Du og intet andet har drevet Severin ind i Selvmordsdøden, og at Du har Størsteparten af Ansvaret for den Skjæbne, Far fik. Ransag dit Hjærte og bøj Dig engang sammen i Anger og Selvbekjendelse. Og jeg vil bede Dig om, at Du ikke handler saa ondt mod stakkels, værgeløse Lovise, som Du har handlet mod os andre. Lad hende ikke sulte og fryse, som vi gjorde, mens Du altid holdt Dig selv mæt og varm. Til Mathæa vil jeg skrive og be hende flytte fra Dig og komme her til Byen, hvor jeg kan skaffe hende en god Plads. Kanske der endnu er Tid til at redde hende fra den Forhærdelse, Du afstedkommer, hvis en da ikke gjør som Severin. Saa meget, Du véd det! Jeg vil gjøre alt for at faa hende væk fra Dig.

Angaaende din Vrede over, at jeg tog venlig imod Tante Ravn, da hun var her med Fredrik paa Rejsen til Kristiania, da vil jeg svare Dig, at Tante Ravn mod mig altid har vært snil og god. Derfor er jeg glad i hende. Noget «Ideal», som Du siger, er hun ikke, det var Synd at sige, men baade Severin og mig har hun mættet og glædet saa mangen en Gang.

Den skindforede Kaabe, Du beder mig om, kan Du ikke faa, da jeg selv i høj Grad trænger den til Vinteren. Nilsen er ikke saadan, at en kan faa nyt saa let. Tværtimod. Og de Maanedspenge, Du vil ha, kan jeg paa egen Haand ikke sende Dig, jeg vil ikke stjæle fra min Mand, som Du gjorde fra din. Men Du kan jo selv skrive til Nilsen om det. Hvis han vil, skal det ikke være mig imod.

Du snakker om, hvormeget Børnene skylder sine Forældre. Det er vel sin Mor, Du mener, for jeg har aldrig mærket, at Du syntes, vi skyldte Far noget. Jeg vil sige Dig, at jeg synes, Forældrene skylder sine Børn meget mere. Børnene har ikke bedt om at bli sat ind i Verden, og det er heller ikke af Hensyn til Børnenes Fornøjelse, at de bliver til. Du skulde la være med sligt Snak. Ialtfald ligeoverfor mig. Nu, da jeg selv har sat et Barn i Verden, bider det ikke paa mig.

Din Datter
Sofie Nilsen.

Brevet faldt ned paa Gulvet. En rasende Vrede var under Læsningen kommen op i Petra. Hendes Ansigt var bleven ligblegt, og Munden fortrak sig. Hun brast i Graad, en forbitret, hadefuld Graad, og hun knytted Hænderne. Om hun havde havt Fie her! Aa hvor hun skulde ha pryglet hende. –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Afkom

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

Afkom (1898) er fjerde og siste roman i serien og handler om Siverts barn, Severin og Fie. Handlingen er lagt til 1870-årene og forskjellene mellom fattig og rik er et hovedtema.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.