Afkom

av Amalie Skram

VI

Det var Lørdag paa Skolen. Severin havde faat 1 for sin latinske Stil, som havde vært aldeles fejlfri. Trykket og utilpas sneg han sig omkring i Frikvartererne. Ingen af Kammeraterne talte til ham, men deres Miner var underlig truende. Severin bare stunded efter, at Klokken skulde bli 12. Gudskelov for det var Lørdag; saa slap han da for Skolen i Eftermiddag.

Han havde nu opgit enhver Tanke om at bli buden paa Ballet. Imorgen, Søndag skulde det jo være, saa der var naturligvis intet Haab. Visheden føltes som en Lettelse.

Da Skoletiden var forbi, kom Mikkel Mejer og Henrik Smith hen til Severin, mens han nede i Vestibulen laved sig til at gaa, og bad ham vente lidt. Severin saa paa dem med et hurtigt Glimt i Øjet og atter dukked Tanken om en mulig Indbydelse op i ham. Men hvad kunde det komme Mikkel ved? –

«Følg med lidt, saa skal Du faa høre noget,» sa straks efter Mikkel Mejer, og med Severin imellem sig, gik han og Henrik ud paa Legepladsen og ind i Gymnastiklokalet. Da Severin skulde se til, var hele Klassen fulgt efter.

«Stæng Døren,» befalte Mikkel, «og Du, Hans, hen paa din Post.»

Døren blev stængt, og Hans sprang op paa Bænken henne ved Væggen og keg ud gjennem det høje Vindu.

«Hva’ er det, som skal gaa for sig?» spurgte Severin.

«Du behøver ikke at være saa hidsig paa det,» var der en, som svarte. «Du faar tidsnok vide det.»

«Det er forbudt at snakke! Den første, som siger noget, faar Mulkt!»

Severin havde faat en heftig Hjærtebanken. Det var altsaa ham, det gjaldt. Han betragted Kammeraterne, som havde stillet sig op i en Klynge med Mikkel og Henrik inderst i Midten. Der var over dem en forventningsfuld Utaalmodighed, som gav sig Udtryk i deres urolige Bevægelser. Hvert Øjeblik skotted de til ham med hoverende Miner og skadefro Smil.

«Ja nu kan Dere være her for mig, saalænge Dere vil,» sa Severin i en Tone, som han forgjæves søgte at gjøre frejdig. «Jeg vil hjem og spise,» han gik fort nogle Skridt, men Mikkel brød ud af Klyngen, stilled sig ivejen for ham og raabte: «Severin Myre har Mulkt! Før til Protokols, Herman. Du kommer ikke af Flækken,» vedblev han, og rakte de knyttede Næver mod Severin, der vilde forbi ham. «Døren er desuden laast.»

«Saa,» sa Hans og hopped ned af Bænken.

«Klart?»

«Lucifer og Bukken var de sidste. Gutterne er gaat for længe siden.»

«Saa sætter vi Retten!» raabte Mikkel, og strafe havde de tat Plads paa tre Bænker, der var stillet slig, at de beskrev en Halvcirkel med aabne Rum mellem den midterste og de to andre. Paa den midterste sad 5 Gutter med den store, kjødfulde Mikkel i Midten. De havde rummelig Plads, mens Resten af Klassen var stuvet sammen paa de to andre Bænker.

«Anklager træd frem,» bød Mikkel.

Christian Aall, Søn af den nye Amtmand, og nylig indkommen i Klassen, rejste sig. Han bukked dybt foran Midterbænken og sa: «Hil Eder, høje Dommere.» Derpaa tog han frem af Brystlommen et Papir, hvoraf han oplæste et langt, i eftergjort Departementsstil affattet, Anklageskrift mod Discipel i fjerde Klasse, Severin Antonius Myre, Søn af Fedevarehandler Sivert Gabrielsen Myre og Petra Lovise, født Frimann, Datter af det forhenværende Stævnevidne, og som – i Paranthes sagt – hjælper ham med de franske Stile, for at have gjort sig skyldig i den kvalificerede Forbrydelse at indsmigre sig hos Lucifer ved at skrive en fejlfri latinsk Stil, hvilken Forbrydelse maatte siges i høj Grad at være til Skade og Forargelse for hans Meddisciple.

Severin, der først havde hørt til med et tvungent Smil og skjødesløs Holdning, var efterhaanden sunken hen i Tanker. Han grunded over, hvorledes de havde faat vide hans Forældres fulde Fornavne, og hvem Moren var født, og saa mindedes han, brændende af Skam, sit dumme Skryderi om, at Moren hjalp ham i Fransk. Hun, som aldrig havde sét et fransk Bogstav! Med ét stod for ham en Scene, som laa flere Aar tilbage i Tiden, engang Søsteren Fie hadde faat svære Prygl for hans Skyld. Det var en Fredag; Forældrene havde vært til Alters, og om Eftermiddagen var de gaat ud en Tur. Da havde han pludselig i Vindusposten, mens han var alene i Stuen, faat Øje paa Morens Portmonnai, som han havde aabnet og tømt, og derpaa moret sig med at lave Stabler af Smaapengene. Stabelen med Sølv-Treskillinger var højere end de andre, kunde han huske. Saa var han blet kaldt ud til en Gut, som vilde snakke med ham og havde glemt at lægge Pengene tilbage. Da saa Forældrene kom hjem, vilde de vide, hvem der havde havt fat i Portmonnaien. Næsten uforvarende fløj der ham et Nej ud af Munden, da han blev spurgt.

Søskende blev indkaldt og allesammen nægted de. Fie var den, som blev mistænkt mest. Hvor havde han ikke brændt af Lyst efter at raabe: det er alligevel mig, men fejgt havde han tiet. Jo ivrigere Forældrene arbejded for at faa Sandheden frem, jo mere umuligt blev det ham at bekjende. Selv da Faren tog Fie ind i den anden Stue for at gi hende Ris, havde han tiet. Og saa længe havde Faren riset hende, til hun brølende og hulkende havde tat Skylden paa sig. Stakkels, arme Fie! Han havde grædt om Natten af Skamfuldhed og Fortvivlelse, men ingenting sagt. Dette kom han vist til at huske hele sit Liv. Det havde brændt sig ind i Sjælen paa ham, og ret som det var – ofte naar han mindst skulde ventet det, tvang Erindringen sig ind paa ham med en sviende Tydelighed.

«Før Delinkventen for Skranken,» bød Mikkel, da Christian var færdig og bukkende havde trukket sig tilbage.

To af Gutterne rejste sig, gik med afmaalte Skridt hen til Severin og vilde ta ham, en under hver Arm, men Severin satte sig til Modværge og søgte at slide sig løs.

«Flere Retsbetjente!» raabte Mikkel, og øjeblikkelig var der 4–5 Stykker om Severin, der gav tabt og lod sig trække ind i den Halvcirkel, Bænkene danned.

«For nokken Apekattestreger,» sa Severin og fremtvang det forrige stive Smil. I det samme fik han et Dunk i Nakken med Paabud om at vise skyldig Ærbødighed for den høje Ret.

Severin forsøgte at fløjte, men det gik ikke. Paa Spørgsmaalene, om han havde noget at fremføre til sin Retfærdiggjørelse, svarte han intet. Hans Ansigt var blet svært blegt, og de mørke Øjne, der store og vidaabne stirred paa Mikkel, tindred med en Glans som af slebet Staal.

Med behørige Formaliteter blev saa Dommen forkyndt. Severin skulde med et Spanskrør tildeles et Slag af hver af Kammeraterne. Som en særlig Formildelse i Straffen skulde han nyde den Ære at bli slaat ogsaa af Domstolens Præses, Mikkel Mejer.

Saa blev Severin trukket hen til Væggen, hvor hans Arme og Ben med Reb blev bundet fast til Kroge. Han gjorde ingen Modstand, bare drejed Hodet efter Mikkel, som han blev ved at nidstirre paa. Ved Anklerne var Buksen krøbet op, og paa den ene Strømpe vistes et Hul.

Mikkel var den første, som slog. Severin stod med Ansigtet mod Væggen, saa Slaget ramte over Skuldrene. Ikke en Lyd gav han fra sig.

Efter Mikkel slog Christian ganske let, men saa kom Søren Haugenæs, der slog til, saa at Severins Legeme krymped sig sammen. Fast maatte han presse Tænderne mod hverandre for ikke at gi et Skrig. Efter ham fulgte Hans, og saa kom Turen til Henrik, som nærmed sig med Spanskrøret i den løftede Haand. Severin vendte Hodet og saa paa ham med fortvivlet og fordrejet Ansigt. Det gav et lidet Ryk i Henrik; han kasted Spanskrøret og sa: «Nu kan det være nok.»

«Dommen skal fuldbyrdes!» skreg Mikkel. «Værsgod, det er din Tur, Herman. Vi springer over Henrik, den Bloutfisken.»

«Du vover ikke at slaa ham!» Henrik fo’r forbitret hen mod Herman.

«La’ di bare slaa,» sa nu Severin. «Slaa væk Gutter – hvad er det, Dere venter efter?»

«Hvis der er nogen, som gjør det, saa gaar jeg bent op til Rektor og fortæller det altsammen,» sa Henrik højt og truende.

Mikkel slog op en Haanlatter.

«Du kan kalde mig en Nidding Resten af mit Liv, hvis jeg ikke gjør det!» skreg Henrik rasende. «Tror Du, jeg er bange for Dig, din Flæskeskinke!»

En tog uden fra i Døren og forsøgte at lukke op. Hans sprang op paa Bænken og keg ud. «Det er Pedellen,» hvisked han.

«Hys, vær stille som Mus.»

«Der gik han,» Hans hopped ned igjen.

Henrik gik hen og løste Severins Reb. Christian hjalp ham. Ingen af de andre sa noget.

Severin trak i sit Tøj og strøg ned over Armene. Saa blev han staaende lidt og flytted Øjnene rundt paa Kammeraterne. Hans Blik lyste og stak. Mekanisk tog han imod Huen og Bogremmen, som Henrik tjenstvillig rakte ham, og gik mod Døren, som nu var lukket op. Henrik raabte efter ham, at han skulde vente lidt, men idetsamme drejed Severin sig om, strakte ud den knyttede Haand, og hæved Armen, som vilde han forbande. Øjnene flakked som hos en, der er sanseløs, eller ikke rigtig vaagen, og udover hans hvide, krampagtig skjælvende Læber trængte nogle aldeles uforstaaelige Ord, der endte med en grødet Lyd, som af Graad eller kvalt Skrig. Saa drejed han sig atter om, og gik langsomt bort med lidt svingende Gang.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Afkom

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

Afkom (1898) er fjerde og siste roman i serien og handler om Siverts barn, Severin og Fie. Handlingen er lagt til 1870-årene og forskjellene mellom fattig og rik er et hovedtema.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.