Afkom

av Amalie Skram

VIII

Klokken var næsten 6, da Severin og Fie stod færdig klædt til Ballet oppe i Tantens Bagværelse. Fie havde faat et Par Uldragger udenpaa Skoene, og Severin havde Tantens Galoscher i hvilke der var Tutter af Avispapir. Klædningsstykker, Haarbørster og Haandklæder flød om paa Borde og Stole, og Tanten var i Kjoleskjørt og Nattrøje.

«Det er bedst, Du føller di,» sa Tanten til «Meisteren», der bandt et Tørklæde om Fies Hode for at skjærme hendes brusende, udslagne Haar.

«Nej vet I ka, Madam, om Forladelse, Frue. Saa’nne store Baren!»

Fie og Severin var enig med «Meisteren», og saa sa Tanten: «Jaja. Se saa bare og skynd Dokker.»

De gik igjennem den Trefags Fremsal, som var oplyst af en høj Moderatørlampe. Paa Sofaen laa Ravn i Slaabrok med en lang udgaat Pibe mellem Hænderne. Hans Øjne var lukket, og han syntes at sove. Bordet foran Sofaen var kun halvt afdækket efter Middagsmaaltidet, og Bøger, Aviser, Sysager, Kjoleliv og Bunker af Linned var uordentlig spredt om i Værelset.

Severin og Fie listed over Gulvet paa Tæerne, men Tanten sa højt: «Ligger Du endnu der? Du sover retnu Forstanden fra Dig, Far.»

Severin og Fie hørte Ravn knagende vende sig i Sofaen og vredt mumle noget. Saa var de kommen ud paa Gangen, og med mange Taksigelser til Tanten løb de ned over Trapperne.

I Gangen hos Konsul Smiths stod en Tjener og en Pige og tog imod Balgjæsterne. Severin og Fie blev hjulpet Tøjet af og vist ovenpaa, hvor en stærkt lysende Lampe hang ned fra Taget. De saa paa de lukkede Døre, og vidste ikke, hvilken de skulde banke paa.

«Den der fører ind til Salen,» sa Severin og pegte, «og den der til et Værelse ved Siden af den ene Dagligstuen.»

«Vi kan jo vente, til der er kommen nogen andre,» foreslog Fie; hendes Kinder gløded, og hun var iskold paa Hænderne. Severin følte sig knuget af forventningsfuld Angst, og Hjærtet slog som i Styrtninger. Naar han nu kom ind og Kammeraterne saa ham – de vidste naturligvis ikke, at han skulde der. Bare de dog ikke vilde komme med Hentydninger til det fra igaar.igaar.] rettet fra: igaar.» (trykkfeil)

«Jeg siger, at jeg har ondt i Foden, og at det er derfor jeg ikke danser. Husk nu paa det, Fie, hvis nogen spør Dig.»

«Jeg kan, jeg,» sa Fie og gjorde nogle Polkatrin. «Vi leker Danseskole i Frikvartererne paa Skolen.»

En Stuepige kom op med en Bakke. «Værs’ god,» sa hun, og aabned en af Dørene. «Det er denne Vejen.»

Severin og Fie befandt sig inde i et Værelse, hvor der var dækkede Teborde, og hvor en Mængde Børn sad og stod med Tekopper og Smaakager i Hænderne. Fløjdørene til Værelset ved Siden af stod aabne, og derinde var der ligeledes fuldt af Børn.

Severin og Fie blev staaende tæt indenfor Døren, og ingen syntes at lægge Mærke til dem. Fie spurgte hviskende Severin, om de ikke skulde gaa videre for at finde Konsul Smith sine og hilse Goddag paa dem, men Severin svarte ikke. Han havde pludselig faat Øje paa Mikkel, der inde i det andet Værelse stod og talte med en voksen Dame, mens han samtidig ugenert dypped Kagen i Tekoppen, og derpaa putted den i Munden.

«Er der nogen, som ikke har faat Te?», det var Henrik Smiths Søster, Lina, som spurgte. Hun var kommen ind med en Veninde under Armen, og var i hvid og rødprikket knækort Florskjole med Koraller om Halsen og Guldkam i Haaret, der i lange Lokker faldt ned over Nakken og de nøgne Skuldre.

«Lad os gaa hen, saa hun kan se os,» hvisked Fie, og gjorde et Forsøg paa at komme frem mellem de tedrikkende Børn. I det samme fik Lina Øje paa hende og trængte sig smilende, uden at slippe Venindens Arm hen til hende.

«Goddag, er Du netop kommen?» sa hun, og rakte hende Haanden. «Hvor er din Bror? Aa, der staar han jo,» – Severin fik ligeledes Haanden. «Det var snilt, Dere kom. Mamma havde glemt at sende Bud. Hen og faa Te,» hun baned Vej for dem, og straks kom en Pige og forsynte dem.

Saa kom Henrik hen og hilste paa Severin og Fie. «Jeg gik og trode, jeg havde bedt Dig, sa han med nedslagne Øjne og en liden Vridning af Overkroppen. «Jeg angrer paa det igaar,» tilføjed han lavere. «Det var sjofelt af os.»

«Aa pyt!» sa Severin, som var blet rød af Glæde over Henriks Venlighed.

«Jeg har sagt til Mikkel, at han skal la Dig være i Fred herefterdags,» fortsatte Henrik. «Hvis han gjør Dig noget, saa kom bare til mig. Du er min Ven fra igaar af.»

«Ved Du Henrik – Du er storartet!» Severin blinked stærkt med Øjnene, og kasted hurtig Hodet lidt bagover.

Fru Smith gik forbi dem med en Kagekurv i Haanden. Hun havde blaa Silkekjole med Svanedunsbesætning, og stor Guldbroche og Guldkjæde. Henrik stødte hende paa Albuen, og saa sa hun venlig Goddag til Severin og Fie.

Nu kom der flere Gjæster, og Fru Smith raabte med sin høje, lyse Stemme, at de, som ikke vilde ha mere Te, maatte fortrække til de andre Værelser.

«Hvor er det, vi skal danse?» spurgte Fie en Skoleveninde i mørk, ulden, højhalset Kjole med blaa Glasperler om Halsen og de to stramme Flettepisker bundet sammen for Enderne.

«Jeg ved ikke. Jeg har aldrig vært her før. Her er svært fint.»

«Ja,» sa Fie, og saa sig stjaalent i Spejlet. Det undred hende, at ingen havde lagt Mærke til hendes Dragt, for hun var da virkelig aldeles nydelig med sin lyse Alpacaskjole og det dejlige blaa Silkeskjærf, somsom] rettet fra: osm (trykkfeil) Tante Ravn havde laant hende. Og saa hendes Haar, som var kruset og ombundet med Silkebaand.

«Din Mamma har git mig Lov til at føre op med Dig, Lina,» sa unge Løjtnant Riber i skinnende Uniform. Han gik omkring og delte ud Balkort.

«Har Du engageret?» spurgte Henrik, som hele Tiden holdt sig ved Siden af Severin. Severin vilde svare, men saa blev der pludselig Uro omkring dem. Konsulen var kommen tilstede, og alle skulde hen og hilse paa ham.

«Det er saa flout,» sa Fie til den højhalsede Veninde. «Kom, saa gaar vi sammen. Se, de nejer for Konsulen.»

Dørene til Balsalen blev slaat op, og et blændende hvidt Lys strømmed ind til dem. Der lød brusende Valsetoner, og alle stimled hen til Døren.

Løjtnant Riber med Lina under Armen trængte sig frem og ind i Salen, og straks efter svæved de Dansende op over Gulvet.

«Engager, engager!» raabte Henrik og klapped i Hænderne. Saa bød han sin Mor Armen og dansed ud med hende.

«Vil Du ta tiltakke med mig, Hilda?» Konsulen bukked smilende for Linas bedste Veninde, der var høj og stor for sin fjortenaarsalder og i halvlang Kjole af hvid Gaze med røde Buketter.

Saa kom Mikkel og Christian Aall med to voksne unge Damer, og et Øjeblik efter var det lange, rummelige Gulv aldeles fuldt.

Fie og hendes Veninde, som ikke var blet engageret, smutted ind i Balsalen, hvor der langs Væggene var stillet Stole med rødt Damaskbetræk i tætte Rækker, og satte sig. Fie saa paa Musiken, som havde Plads i Hjørnet ligeoverfor. Han ved Pianoet havde Blomst i Knaphullet, og Violinisten hvidt Slips med lange Ender. Det maatte være fine Folk.

Severin var blet staaende i Døraabningen fra Værelset ved Siden af mellem nogle Voksne, som saa paa. Han var underlig betagen af Glansen og Pragten omkring sig, og han følte som en højtidsfuld Løftelse ved at betragte de oljemalede Forfædre paa Balsalens Vægge og de vældige Glaslysekroner. Tænk, at vær Søn i et saadant Hus! Livet maatte jo bli festligt. Bare at han var kommen med her i Aften, havde sat ham i en Sindstilstand, han aldrig før havde kjendt. Han følte sig som et bedre og finere Menneske. Og saa det, som Henrik havde sagt om, at de skulde være Venner. Han blev varm af Glæde, naar han tænkte paa det.

Da næste Dans skulde begynde, gik Fru Smith rundt og skaffed Kavallerer til dem af Smaapigerne, der ikke var blet engageret. Hun vilde ogsaa ha Severin til at danse, men han undskyldte sig med sin daarlige Fod, og forsikred, at det var meget fornøjeligere at se paa.

«Aa, hvor jeg morer mig,» sa Fie til Severin, forpustet og straalende. «Løjtnanten har engageret mig.»

«Hvad er det, som fejler Foden din?» spurgte Henrik, som netop havde danset med Fie. «Det er da vel ikke fra igaar?»

«Langtifra!» raabte Severin. «Jeg vrikked Ankelen, da jeg gik ud fra Kirken idag. Du ved, di Stentrinene, og saa i slig Folkemængde.»

«Et kjækt Ansigt paa hende der,» sa Løjtnant Riber til Lina, de stod og spiste Is, som sammen med Lemonade blev budt om i Pauserne. «Hvad heder hun?»

«Sofie Myre. Vi gaar paa samme Skole. Der staar hendes Bror.»

«Den blege hænglete Fyren, der ser ud som et Præsteæmne?, ha, ha, ha! Ikke sandt?»

«Kom, saa gaar vi ind og finder et Glas Vin.» Henrik tog Severin under Armen og trak ham ind i Sideværelset, hvor Bordet stod fuldt af Glas og Karafler. «Vil Du ikke spille Schak eller Domino, siden Du ikke danser? Jeg skal faa Tante Milla til at spille med Dig. Hun er saa snil. Kan Du Schak?»

«Nej, men Domino.»

«Men saa maa Du skjønne paa, at Du faar spille med hende, for hun er saa storartet. Ikke bare vakker. Alle Folk er forelsket i hende.»

Severin saa beundrende paa Henrik. Der stod han og sa dette om «Tante Milla» uden at genere sig det ringeste. Hjemme hos ham vilde det vært umuligt at nævne et Ord som forelsket. Han vilde faat Prygl.

«Dette er andet end at staa for Domstolen som kvalificeret Forbryder, hva’ Du?» Mikkel var kommen hen til dem med et fyldt Vinglas i Haanden. «Du kan takke din Gud, at Du slap saa let. Egentlig skulde Du ha ligget idag med Vandduger paa Rygstykkene dine.»

«Tak Du din Gud,» sa Severin modigt. «Det staar i min Magt at faa Dig udvist af Skolen.»

«Nej hør paa Mønsterstilken! Ha, ha, ha! Skaal Delinkvent!»

«Ja, det er sikkert nok,» sa Henrik. «Blev det meldt til Rektor saa –. Men hvorfor skal Du ægle Dig ind paa os med dette nu? Vi er ikke paa Skolen nu, Far.»

«Ja, ja, skal vi drikke Forlig til imorgen, Mønsterstilk?» han stødte sit Glas mod Severins med et underfundigt Smil.

«Nej,» sa Severin og satte Glasset fra sig. «Det kan være det sainme.» Hans Hjærte svulmed af Glæde over hans Optræden mod Mikkel, og han saa stolt paa Henrik.

«Du skulde ikke ha bedt ham, Henrik,» Mikkel lo ondskabsfuldt. «Stakkaren har jo faat Stormandsgalskab.»

«Du holder Dig i Skindet, forstaar Du.» Henrik snakte vredt op i Mikkels Ansigt. «Her er Du mine Forældres Gjæst, og det er Severin ogsaa.»

«Hvad rager det mig,» sa Mikkel ligegyldig.

«Nu laver jeg til til Dominoen,» Henrik fjerned sig.

«Hvem skal spille Domino?» spurgte Christian Aall, som netop var kommen til.

«Det skal jeg og unge Madam Munthe.»

«Madam,» sa Mikkel haanlig.

«Hendes Mand er jo slet og ret Kjøbmand,» svarte Severin lidt usikker.

«Jeg kalder aldrig en dannet Mands Kone for Madam,» Mikkel drejed sig paa Hælen og gik med en Fløjten.

Severin saa hurtig paa Christian Aall. Nej, han spiste rolig Is af sin Asiette og syntes ikke at ha hørt det. Uf, for en Bommert! Naturligvis. Hvor kunde han tænke, at han nogetsteds eller nogensinde skulde kunne hytte sig for at sige Ting, der udsatte ham for disse giftige Stik, som han saa vel var vant med.

Nu blev der klappet op til Dans, og Musiken spilled en Galop. Værelset tømtes straks, og Severin stod alene tilbage, da Fru Milla Munthe, der var gift med Fru Smiths yngste Bror, kom ind, og spurgte, om det var ham, hun skulde spille Domino med. Det var en slank, liden Dame med et klogt, fint Fugleansigt og vidunderlig milde, blaa Øjne, der syntes at ha dobbel Bund, en, som saa ud paa Tingene, og en, der sløred over en indre Verden.

Severin fordybet sig i Spillet med Ansigtet bøjet ned over Brikkerne for at skjule sin Forlegenhed, men Fru Milla var saa venlig og naturlig, at han snart følte sig vel tilmode. Hun sad ham saa nær, at han gjennem Larmen fra Salen af den trampende Dans og den glade Musik, kunde høre hendes Silkekjoles Knitren, hvergang hun rakte Armen ud for at flytte Brikkerne. Og denne fine Silkeknitren fyldte ham med et blødt Behag, der virked næsten svimlende. Han saa paa hendes smaa, hvide Hænder med de lange, blanke Negle, og han var opfyldt af Undren over, at en gift Kone kunde være saa smal om Livet, og saa fin og spæd af Bygning.

«Din Mor har jeg set mange Gange,» sa Fru Milla og nikked til Severin. «Hun var Veninde til min ældste Søster.»

«Ja, for Du er jo Søn af Maltkontrolløren,» vedblev hun lidt efter.

«Nej,» sa Severin, og blev rød.

«Aa, saa tar jeg Fejl.»

«Nu danser de Lancier,» Fru Milla vugged Overkroppen i Takt til Melodien. «Lad os hen lidt og se paa, Lancier er min Yndlingsdans,» hun rejste sig, og Severin fulgte efter.

Da Lancieren var forbi, blev der spillet en Polka.

«Skal vi svinge os lidt?» sa unge Munthe, og tog Fru Milla om Livet.

«Hvor gammel er De?» Løjtnant Riber havde inde i Salen ført Fie til Sæde efter Dansen, og stod nu foran hende og mønstred med plirende, velbehagelige Øjne hendes kraftige, blottede Hals, og fine runde Skuldre.

«Femten Aar.»

«Ikke mere! Men saa er det vel tilladt at sige Du, ikke sandt?»

«Aa nej, sig De! Det er saa fornøjeligt. Hvis jeg havde lang Kjole, saa» – hun satte Hænderne i Siden og skjød Brystet frem.

«Saa vilde De se ud som en voksen Dame, ikke sandt? Ser De, jeg kan gjætte Deres Tanker, ikke sandt?»

«Det var da ikke saa vanskeligt,» Fie saa ham ind i Øjnene med et frejdigt Smil. Bare være kjæk og ligetil og ugenert som Lina var, havde hun sagt til sig selv. At være stille og flou var simpelt.

«Naar De blir voksen, blir De forfærdelig vakker,» sa Løjtnanten og luded sig ned til hende, saa at hun kjendte hans varme Aande paa sin Hals. «Ja, De er vakker nu ogsaa, men senere, ikke sandt?»

Fie kjendte en Skamfuldhed, som hun ikke selv forstod. Hun blev rød og slog Øjnene ned.

«Vil De kjendes ved mig da, naar De blir voksen? Ja, De forstaar, ikke sandt?» Løjtnanten havde rettet sig op igjen og saa alvorlig ud.

Kjendes ved ham! Ham Løjtnanten i den skinnende Uniform. Dette var jo som i Eventyret. Hun vilde vist besvime af Glæde, hvis han hilste paa hende paa Gaden. Hun kunde intet svare, bare stod og saa ned.

«Hvis jeg træffer Dem imorgen, naar De kommer fra Skolen,» vedblev Løjtnanten, «ja, for De gaar jo naturligvis paa Skole, ha, ha, ha! Ikke sandt? Vil De saa følge med til Konditoren og spise Kager? De er glad i Kager, ha, ha, ha! Ikke sandt?»

Der kom en Kavallér med to Damer hen og inklinerte for Løjtnanten, som med et hastigt Buk vendte sig fra Fie.

Fie var overlykkelig. Langs Stolerækkerne og forbi de dansende Par smøg hun sig ind i Sideværelset for at finde Severin og fortælle ham, hvad Løjtnanten havde sagt. Men Severin opfatted det ikke, som hun havde tænkt. «Vil Du bli en Gadeflane?» sa han bare.

Fie stod og maabed af Forbauselse. For en Vigtigpér! Og for en Tosk hun havde vært, som havde sagt det. Idetsamme kom Lina hen til dem.

«Du skulde danse lidt, Severin,» sa hun. «Ja, jeg véd nok, Du har ondt i Foden, men prøv alligevel.»

«Han kan ikke, det er derfor,» sa Fie med en Stemme der liksom rakte Tunge; saa løb hun ind igjen i Balsalen.

«Er det sandt?» Lina la Hodet paa skjæve for at fange Severins Blik. Han havde vendt sig halvt om og hang med Hodet som en Forbryder. Det dirred om hans Mund, og Ansigtet var dryppende rødt.

«Kom, saa skal jeg lære Dig,» Lina greb hans Haand og trak ham ind i Værelset ved Siden af, hvor ingen var. «Vi kan godt høre Musiken.»

«Ta mig nu om Livet,» vedblev Lina. «Nej, fastere; saadan ja. Og saa holder vi Hænderne lidt ud ifra os. Det ser am besten ud, siger Hushér, han er tysk, vores Danselærer. Saa, nu begynder vi. Bare gjøre akkurat som jeg med Fødderne dine. En, do, dre, og en bitte lidet Hop. En, do, dre, og en bitte lidet Hop. Kan Du se, det gaar udmærket?»

«Nu skal Du se,» sa saa Line og slap ham. «Her sætter jeg mig, og saa kommer Du hen og bukker og siger: maa jeg ha den Fornøjelse? Saa rejser jeg mig op og nejer, og vi danser uden at jeg tæller Takten.»

Severins Hjærte banked af Fryd. Nej, hvor var hun dejlig, den Lina! Og slig som hun kunde lære ham. Han var ikke bange længer. Skulde gjerne gaa ind i Salen og danse for alles Øjne.

«Nej, men Lina!» lød det pludselig, mens de dansed.

Severin vilde forskrækket stanse, men mærket, at Lina ikke vilde, og blev ved.

«Vi danser herinde for os selv, Mamma!» raabte Lina. «Det er meget morsommere.»

«Han havde jo ondt i Foden,» sa Fru Smith skarpt.

«Jamen nu er det over. Ikke sandt, Severin?»

«Nej, hold nu op, Lina,» Fru Smiths Stemme lød myndig. «Er det at være Værtinde, synes Du? Løjtnant Riber gaar og søger efter Dig.»

«Løjtnant Riber, ha, ha, ha! Ikke sandt?» vrænged Lina. «Kom Severin, saa gaar vi ind i Salen og danser. Nu kan Du jo.» –

«Aa gid, aa gid!» Fie saa med Forbauselse Broren komme dansende opover Gulvet med Lina. Han, som ikke kunde! Men han kunde jo! Hvordan var det dog gaat til. Og saa pen som han saa ud. Hans Ansigt var jo formelig storskjønt. Uf, at hun havde vært saa fæl før derinde. Han, som tog sig saa nær af alt sligt.

– Resten af Aftenen gik for Severin som en dejlig, ubegribelig Drøm.

Nedenunder i den store, aflange Spisestue, hvor Borde var dækket med taarnhøje Kransekager og Lys i Sølvstager og vældige Fade og Opsatser, fulde af mangefarvede Smørrebrød, drak han Vin, som skummed hvidt af høje, spidse Glas. Konsulen talte til ham, og Fru Milla bød ham gul Gelé, og Mikkel klinked med ham, og Lina smilte til ham, og sa, at den Dans, som var igjen, skulde de to danse sammen. Og det gjorde de ogsaa. Og der kom Smaapiger hen og inklinerte for ham, og han hopped frygtløst afsted, og alle saa ud til at være fornøjet med ham.

Da det omsider var Slut, og han og Fie nede i Gangen sammen med de andre blev hjulpet Tøjet paa, kom Lina springende ned over Trappen, og lige hen til Severin. «Hør her lidt,» sa hun hastig, og trak ham hen i Skjul bag Trappen. Der slog hun lynsnart Armene om hans Hals og kyssed ham. Severin rakte Hænderne ud, og greb efter hende med straalende Mine. Men hun drejed ham hastig rundt, dasked ham paa Skulderen og sa: «Saa Godnat med Dig!» hvorefter hun atter sprang ovenpaa.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Afkom

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

Afkom (1898) er fjerde og siste roman i serien og handler om Siverts barn, Severin og Fie. Handlingen er lagt til 1870-årene og forskjellene mellom fattig og rik er et hovedtema.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.