Afkom

av Amalie Skram

X

Ikke vaagne, ikke for alt i Verden vaagne – Severin trykked i Halvsøvne Ansigtet ned i Puden. Lægge sig syg, være hjemme fra Skolen – ja syg var han jo – som mørbanket; – og blytung i Kroppen. Og saa denne Byrde af lam Angst, som var over ham. Denne Angst, denne Angst.

Uf da! et skarpt Smæld bragte ham til forskrækket at aabne Øjnene, og saa skimted han Fie i Nattrøje og Underskjørt henne ved Bordet, hvor der brændte i et tyndt Talglys. Hun bukked sig ned og søgte efter noget paa Gulvet; det lange opløste Haar skjulte hendes Hode og flød omkring hende som grønlige Strømme i Halvmørket. Nu retted hun sig op med Redekammen i Haanden. Det var altsaa Smældet af dens Fald, der havde vækket ham.

«Hvad er Klokken?» spurgte Mathæa fra Sengen.

«Straks halvotte,» svarte Fie. «Du maa op nu, skal Du bli færdig.»

Mathæa satte sig paa Sengekanten og trak Strømperne paa. Bag hende i samme Seng laa Anton og sov. Han gik paa ABC-Skole og skulde først møde Klokken halvti. Jens delte Værelse med Bedstefaren.

«Hvad er det, Du tænker paa, Severin? Du hørte vel, hvad Klokken er.»

Severin havde lagt sig til at døse igjen. Nu blev han med et Ryk lysvaagen, og i det samme Nu stod Nattens Oplevelse med pinefuld Tydelighed for ham. Det var som der la sig en Sten over hans Bryst. Men pludselig jog Glæden som en Iling gjennem ham. Lina havde kysset ham, og han havde kunnet danse igaar.

«Gud saa alt det, han havde skabt, og se, det var altsammen saare godt,» sa det indeni ham, mens et Smil gled som Solskin over hans Ansigt. «Gud saa alt det, han havde skabt,» gjentog han sagte og kom til at le: «Ligge og vaase om Sligt noget.»

«Hvor tror Du, Far har været i Nat,» hvisked Fie, da Severin straks efter stod halvpaaklædt og vasked sig.

Ja, Faren og Moren og Hjemmet og al Elendigheden. Som en Bølge af mørkt og mudret Vand kom det rullende imod ham. Men nu vilde han ikke la sig opsluge. Han skyndte sig at tænke paa Lina og hvisked med et ligegyldigt Suk. «Ja, Gud ved.»

«Det er nu alligevel mest Synd i Far. Synes Du ikke?»

«Jo.»

Saa bragte Trine Brikken med Frokosten, og staaende omkring Bordet, der var fuldt af alskens Sager, drak de fire Søskende – Jens var kommen ned deroppefra – Cikoriekaffen og spiste de tykke Brødskiver, der var belagt med Gammelost og Brimost og næsten intet Smør. Saa skyndte de sig til sine forskjellige Skoler. Moren havde de ikke set. Trine havde sagt, at Madammen var syg og vilde ligge idag.

Med Bøgerne under Armen vandred Severin afsted i det graa Morgenmørke og det øsende Regnvejr. Han var straks blet vaad paa Fødderne, for Støvlerne var daarlige, og Vandet flød i Strømme i de bakkede Gader, og hans Oljefrakke var saa gammel og afslidt, at Væden trængte ind paa hans Klær. Men han mærked det ikke. I Hodet kjendte han en behagelig Ørhed, og det jubled dæmpet i hans Sind.

– – Paa Hjemvejen efter endt Skoletid standsed han ved Begyndelsen af Strandgaden, halvt skjult af Hushjørnet. Det var Opholdsvejr nu, men Luften hang fuld af drivende Regnskyer. Et Stykke nede paa Torvet havde han faat Øje paa Lina. Hun kom gaaende med en lang Række Veninder, der holdt hverandre under Armen. Hendes vinrøde Hat og Kaabe stak fornemt af mod de andres mørke Stoffer, og hendes sorte Lokker flagred i Vinden. De snakked og lo, og Flettepisker og Haarmanker svinsed og hopped omkring Skuldre og Kinder. Saa blev Rækken pludselig til en Ring, der stod stille, mens ivrige Hoder straktes mod hverandre, og saa var det igjen en Række, der nærmed sig. Severin skyndte sig hen til Huset ved Siden af, hvor der var Papirhandel, og betragted opmærksomt de udstillede Toskillingsbilleder med røde Ryttere i strakt Karriere og Crayoner paa Skilter af Glanspapir. Smaapigerne skulde gjennem Strandgaden, vidste han. –

«Han skal nok lade, som han ikke ser os!» blev der raabt med høj og haanlig Stemme lige bag ham. Hastig vendte han sig og tog til Huen, mens hans Blik stjaalent søgte Linas Ansigt. Hun blev sprudende rød; saa kneb hun med et Gjep om Munden Øjnene sammen og vendte Hodet bort, mens de allesammen fnisende gik videre.

Severin blev staaende og saa efter dem. De kjephøje Miner og den spottende Fnisen fra disse kaade Skolepiger, trygge og overmægtige som de var gaat ham forbi, den ene garderet af den anden, havde virket paa ham som en iskold Dukkert. Og Lina, som havde forraadt ham. Han, som havde længtes saadan efter at møde hendes Øjne, og nu – en hastig Vrede lued op i ham. Men i næste Øjeblik husked han, hvorledes hun havde tat ham om Halsen, og kjendte atter det faste, hurtige Tryk af hendes varme Læber, og saa var det, som han skulde kvæles af paastormende Graad.

Som trukken efter en Traad vendte saa hele Smaapigerækken sig pludselig om. En af dem, det var Mikkel Mejers Søster, pegte paa Severin, og sa noget, der endte med: Mønsterstilken, og saa slog de alle en Latter op og blev gaaende baglænds, nogle af dem paa Fortoget, andre nede i Gaden, stivt seende paa Severin, indtil Kusken paa en Arbejdsvogn med sit vrede, gneldrende Raab tvang Rækken til Opløsning og Flugt. Severin satte paa Løb op Apothekersmuget til Markevejen, og standsed ikke før han var hjemme.

Der laa Moren inde i Sengekammeret med Blyvandsduger om Hodet. I Fremstuen sad Spædbarnet stablet op med Puder i Barnestolen foran Bordet og legte gryntende med nogle gamle Knapper, der trilled om til alle Sider under de smaa Fingres iltre Greb. Trine gav Smørrebrød og Kaffe til Middagsmad, som blev spist ude i Kjøkkenet. Faren havde ikke vist sig siden den foregaaende Nat.

Efter endt Maaltid maatte Fie ind og ta sig af den Lille, der var begyndt at ramskrige. Jens blev sendt paa Apotheket, og Mathæa og Anton legte «Belejringskrig» med Vedstykker i Bagstuen. –

Fie havde byttet Ble paa den Lille og havde lagt den ned i Vuggen. Hun havde stukket den Flasken i Munden og dækket den til.

Saa gik Døren fra Gangen op med et underlig klodset Rabalder, og gamle Frimann kom stavrende ind. Hans gustne Ansigt med de side Kinder og de udslukte Øjne minded om en Dødning, og den famlende Bevægelse af hans højre Arm, sammen med den dumpe Knurren, der trængte ud over hans hængende, blaahvide Læber, var gjengangeragtig manende.

«Pyh!» sa Petra fra Sengen og sled Øjnene under Blyvandsdugen halvt op. «Ka er det for en Stank?»

«Det er jo Bedstefar.»

«Faa ‘an op te sig sjøl,» stønned Petra og forsøgte at vende det blytunge Hode bort. «Dokker har vel sanset ‘an med Middagsmad?»

«Nej,» sa Fie. «Jeg tror, han er bleven glemt.»

«Gu’ naa Dokker, sukked Petra. «Den arme, gamle Traven.»

Fie tog Bedstefaren ved Haanden. «Kom nu, saa skal jeg bringe Mad op til Dig,» hun førte ham ud.

– – – Imidlertid sad Severin indelukket i Vedboden og led den forsmaaede Kjærligheds allerbitreste Kvaler. Han kunde ikke leve, hvis ikke Lina blev ham tro. Gik hun ham éngang til forbi som idag, saa vilde han dø. Hvis det utænkelige skulde ske, at han ikke segned livløs om for hendes Fødder, saa vilde han selv gjøre Ende paa sig med den spidse, smalslidte Kjøkkenkniv, som han uformærket vilde stikke til sig.

Om Eftermiddagen til og fra Skolen mødte han hende imidlertid ikke. Da han var kommen hjem, satte han sig til at læse Lektier i Bagstuen, efter at ha skjult Kjøkkenkniven i sin Seng.

Men hvordan det gik til eller ikke – istedetfor at læse Lektier, skrev han under mange dryppende Taarer følgende Vers med Overskrift:


«Klagesang til den Elskede.»

En Ungersvend sidder paa Sorgens Ø,
Paa Sorgens Ø.
Han tænker paa hende, som lader ham dø,
Lader ham dø.

En Kvinde kan være saa fuld af Svig,
Saa fuld af Svig.
Men Angeren kommer, naar han ligger Lig,
Naar han ligger Lig.

Slaaes skal hun den falske Kvind
Med Sot og Brand.
Hendes Lemmer paa Stejle skal flyve for Vind,
Flyve for Vind!

– – – –

Men græd dog ikke skjøn Hjærtenskjær.
Min Sorg er Dig nær.
Skjønt aldrig mere paa Jord Du mig ser,
Min Elskte Du er.

– – – –

Min Elskte Du er. Min eneste, eneste Elskte paa Jord,
Min Elskte paa Jord.
For Dig jeg begik – ja, Tusen af Mord,
Det vil spørges i Nord.

– – – –

Men hisset oppe bag Himmelens blaa,
Bag Himmelens blaa,
Der vi tilsammen som Engle skal gaa,
Som Engle skal gaa.

Han la Digtet i en Konvolut og skrev Linas Navn udenpaa.

Efter dette følte han sig lettet. Fortvivlelsen afløstes af en blid og ydmyg Sørgmodighed.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Afkom

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

Afkom (1898) er fjerde og siste roman i serien og handler om Siverts barn, Severin og Fie. Handlingen er lagt til 1870-årene og forskjellene mellom fattig og rik er et hovedtema.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.