Afkom

av Amalie Skram

XIII

«Fy,» sa Lydia, da hun en Timestid efter Kaffen kom ind i Henriks Værelse, hvor Henrik sad og hang paa en Stol og stirred ud af Vinduet, furten over, at Tante Milla var gaat Ærender med Onkel Julius. «Det er ikke pent at være saa’n mod Bedstemor Smith.»

«Hun er jo saa fæl,» svarte Henrik; og Lina, der kom springende fra sin egen Stue, hvortil Døren stod aaben, tilføjed: «Ja, Mamma, det synes Du vist selv ogsaa!»

«Aldeles ikke! Husk, hvor gammel hun er. Naar hun dør, vil Dere være bedrøvet, fordi Dere ikke har vært snillere mod hende.»

«Ikke jeg,» sa Henrik bestemt. «Hvad kommer det mig ved, at hun dør?»

«Jeg vil heller ikke bli bedrøvet, Mamma,» støtted Lina.

«Hun er jo dog jeres Fars Mor.»

«Jamen jeg tror ikke engang, at Far holder af hende. Han bare lader saa.»

«Sludder! Kom nu ned og vær hyggelig. De er jo gaat ud allesammen. Hun kjeder sig den gamle.»

«Lad hende det.»

«Det er virkelig ikke pent.» Lydia søgte at se streng ud. «Gjør det for min Skyld da. Har Dere vasket Hænder og Mund efter Maden?»

«Altid spør Du om det, Mamma,» svarte Henrik, og stønned. «Du ved jo, at vi gjør det.»

«Hvad gaar der af Dig, Lina? En skulde tro, Du havde grædt.» Lina havde læst Severins Vers og havde faat røde Pletter paa Kinderne.

«Slige Tøsebørn skal altid være hysteriske,» sa Henrik vigtig.

Pilsnart fløj Lina over Gulvet og gav Henrik et Klask paa Øret, hvorpaa hun flygted hen og gjemte sig bag Lydia.

Henrik var efter hende, rød og rasende, og vilde ha fat i hende, men Lydia greb ham rask om Armene, og holdt ham fast med sine hvide, stærke Hænder.

«Hun skal be om Forladelse!» raabte Henrik og søgte at rive sig løs.

«Gjør det bare, Linamor,» mægled Lydia. «Du véd, han aldrig gir sig.»

«Jaja, om Forladelse da,» kom det fort fra Lina, mens hun hemmelig rakte Tunge.

«Slip mig saa, Mamma.»

Døren blev revet op, og Serrine stak hurtig Hodet ind: «Gamlefruen er syg. Madam Lind siger, det aldrig har vorre saa strengt før.»

Aa, tænkte Lydia, paa Vejen til Dagligstuen, hun har jo saa ofte disse Asthmaanfald, som ser forfærdelig ud, men som altid ender med, at hun kommer sig.

I Dagligstuen sad Bedstemor Smith i en højrygget Lænestol foran Vinduet, der til begge Sider var slaat paa vid Væg. Hendes Kjoleliv var opknappet, Ryggen tilbagelænet, men Hodet dukked forover, og Armene hang slapt ned. Hun snapped efter Vejret med en anstrengt Stønnen, mens Ansigtet forvredes og Brystet rystedes som i Krampe. Ved Siden af hende stod Madam Lind, sammenskrumpen og mimrende og holdt sin knudede Haand under hendes Nakke. Lydia fo’r ud og bad Serrine straks løbe efter Læge. Saa kom hun tilbage.

«Bedstemor, kjære Bedstemor,» sa hun, og la sin Haand paa Gamlefruens svedperlende Pande. «Vær bare kjæk og modig, saa gaar det over igjen.»

«Tretten tilbords,» udstødte Bedstemor Smith hæst og stakaandet. «Og saa den sejge – Stegen – den volder –» Hun fik et nyt voldsomt Anfald af Aandenød, og maatte holde inde. Der var en Lyd i Halsen, som naar man gurgler sig.

«Med Jessu Hjælp, med Jessu Hjælp,» sutred Madam Lind.

Pludselig spiled Gamlefruen Øjnene op og sa tykt og grødet Navnet: «Oscar». Derpaa gled Hodet helt bagover og der kom en lang dump Rallen.

Madam Lind sank paa Knæ, rakte de foldede Hænder i Veiret og læste «Fadervor».

«Saa i Jessu Namn, nu er det forbi,» sa Madam Lind, da hun atter var kommen paa Benene. «Kem sku tænkt. – Men Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet.»

Lydia stod og stirred paa sin Svigermor, over hvis Ansigt der langsomt bredte sig en blaagul Farve, mens hvert et Træk liksom sank til Hvile. Hun kunde ikke fatte, at hun var død. Det var kommet saa pludselig og uventet. Og hverken Læge eller Præst. – Hun, som altid havde sagt, at hun ikke vilde dø uden Præst.

«Hun skulde gaat til Alters paa Fredag førstkommende,» læsped Madam Lind og stak Pegefingeren ind i sine Øjenkroge. «Ok ja, Mennesket spaar, men Gud, han raar. Vi faar haape paa hans Naade, om hun ogsaa gik hem uten Sakramente.»

«Vi sang jo Salmer og læste Bønner kver eneste Dag, Morning og Kvæld – og –»

Lydia smutted ind i den anden Stue, hvor hun rastløs gik om mellem Møblerne. Nu var hun død, død, død. Og Herman var her ikke. Aa Herman, Herman. Uden ham var hun ingenting.

Saa kom Madam Lind lydløst humpende og mudred om, at Gamlefruens Lig maatte føres til Møllenpris, hvorfra hun skulde begraves – rimeligvis. «Ok kaa Herrens Veje ere uransagelige. Nu kviler hun sødt i Frelserens Famn, og i Frelserens Famn ska’ eg finne hinner igjen, naar Tiden er inde. Men te Møllenpris maa hun jo.»

«Ja,» sa Lydia kort. «Men vent nu, til Konsulen kommer.»

Madam Lind sutred og gned sine gigtknudede Hænder, mens hun gik tilbage til Liget.

Lina og Henrik kom ind. De snakte højt og lo.

«Hys,» sa Lydia. «Bedstemor Smith er død.»

De stod stille med et Ryk, og blev blege. «Kan vi faa Lov til at se hende?»

«Ja, jeg ved ikke. Hvorfor vil Dere se hende? Hun er der inde.»

Henrik og Lina listed forsigtig ind i Dagligstuen og sneg sig paa Tæerne op til Lænestolen foran de aabne Vinduer. Madam Lind stod og pusled med den døde, hvis stive tørre Hænder hun forsøgte at folde til Bøn.

Henrik og Lina saa med Gysen paa Bedstemorens aabne Mund og sunkne Underkjæve. Haardt og forstenet stirred det brustne Blik gjennem de halvaabne indsunkne Øjenlaag.

«Aa, Henrik,» hvisked Lina og kasted sig stille hulkende om hans Hals.

«Sørger Du over hende?»

«Det er ikke det. Men Døden er saa forfærdelig.»

Madam Lind bandt et hvidt Klæde under Hagen og om Hodet paa den døde. «For at Munden skal være lukket,» sa hun.

Lidt efter var Konsul Smith der. Han tog Henrik og Lina ved Haanden og førte dem stille ud. Vendte saa tilbage til den døde.

«Ok ja, Herrens Vilje ske. Herren er lutter Kjærlighed. Nu sover hun saa sødt.»

Konsulen løfted Blikket og saa Madam Lind staa paa den anden Side Lænestolen, i hvilken hans døde Mor sad. Lynsnart gik det gjennem ham, at denne sejge gudelige Bylt af en Heks ogsaa var kommen tilstede, dengang han for mange Aar siden i denne selvsamme Stue knæled ved sin første Hustru, Linas Dødsleje. «Gaa, gaa,» sa han og slog ud med Hænderne.

«Ja Konsulen er en har’ Nøtter te knække. Gu’s Ord har aldrig bitte paa ‘an,» sukked Madam Lind og forsvandt.

Saa bøjed Smith sig over den døde, strøg sagte hendes Hænder og retted lidt paa Hodet, der laa skjævt. «Jaja, mor,» hvisked han, og kyssed hendes kolde Pande. «Farvel. Du var jo dog min Mor.»

Straks efter var Stuen fuld af gamle Munthes og unge Munthes og Tante Stokflet, som sagte havde listet sig ind. De var kommen tilbage efter sine Byærender for at spise tilaften.

«Ja,» sa Smith, da de alle havde betragtet Liget. «Gaa Dere ned og spis. Jeg maa gjøre Anstalter for at faa hende hjem til Møllenpris.»

Da han kom gjennem Sideværelset følte han sig i Halvmørket omslynget af Lydias Arme. Hun laa hulkende ved hans Skulder.

«Herman, kjære dejlige Herman, tilgiv mig, fordi jeg ikke har vært snil nok mod din Mor.»

«Lydia, elskede Lydia, Du har vært som ingen anden, end Du kunde være. Mor var jo ikke saadan, at man kunde faa Lov til at vise hende nogen Kjærlighed,» han kyssed hende inderligt, og Lydia kjendte, at hans Ansigt var vaadt af Taarer.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Afkom

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

Afkom (1898) er fjerde og siste roman i serien og handler om Siverts barn, Severin og Fie. Handlingen er lagt til 1870-årene og forskjellene mellom fattig og rik er et hovedtema.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.